Læserbrev

Psykiatrien er presset

Debat
28. juli 2014

Det er meget få steder, de økonomiske stramninger har haft så store konsekvenser, som inden for det psykiatriske behandlingssystem. Det gælder også opholdssteder og bosteder for socialt udsatte: Mange afdelinger er blevet lukket eller ændret, og mange medarbejdere er blevet fyret eller forflyttet. Og der mangler i det hele taget velkvalificerede medarbejdere i behandlingssystemet – herunder både folk på gulvet, socialrådgivere, læger og psykiatere. Det sker i en tid, hvor stadig flere borgere får psykiske problemer.

Blandt vores nye indvandrede medborgere synes denne kedelige tendens at være endnu mere udtalt. Et egentligt psykiatrisk behandlingsforløb for en borger af fremmed herkomst er som oftest yderst vanskeligt, tidskrævende og tabubelagt. Frustrationerne går ud over de nærmeste – nemlig psykiatrimedarbejderne. Verbale udgydelser, trusler, intimideringer og uro hører til på mange bosteder, og egentlig fysisk vold er ofte forekommende. I flere tilfælde er det endda gået så galt, at det er endt med dødelig udgang. Der er altså katastrofale besparelser i psykiatrien i dag.

Til det kommer, at mange gode og dygtige medarbejdere flygter fra området, hvilket efterlader det psykiatriske system med udygtige og uengagerede medarbejdere og mellemledere.
Det hjælper ikke på situationen, at ledelsen i Aarhus Kommune tilmed fører en benhård personalepolitik, hvor man ofte hører bemærkningen: »Vi har ikke brug for dig mere – det er nye tider«.

Nedskæringer

De pressede arbejdsvilkår går selvfølgelig også ud over dem, det hele drejer sig om – nemlig beboere og patienter. Personlig daglig kontakt er skåret ned til et minimum. Laissez faire, snyd og uindtaget medicin bliver dagens orden, og helt åbenlys handel med diverse medicinpræparater og ulovlige stoffer bliver nærmest legitimt.

Behandling af psykisk syge bliver ikke lettere, hvis der også er tale om sidemisbrug. Særlig vanskeligt bliver det at arbejde med patienter og beboere med dobbeltdiagnoser. Denne del af behandlersystemet er helt ude af kontrol.

Der må straks ydes flere midler til vores svageste medborgere. Deres tarv bliver ikke tilgodeset, som det er i dag. Nu må det være op til de politisk ansvarlige på området samt embedsmænd at få løst disse tunge sociale problemer. Et markant løft af området er nødvendigt.

Holger Øster Mortensen, Odder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her