Kronik

Man sejler bedst om natten

Hvem er de afrikanske bådflygtninge, der samler flasker i Københavns gader? Hvad vil de her? Og hvad drømmer de om?
Afrikanske bådflygtninge, der kommer til København, gør brug af byens varmestuer, men de kan også være tvunget til at overnatte i byens parker. Billedet her er fra Folkets Park på Nørrebro. Arkiv

Tobias Nørgaard Pedersen

2. juli 2014

»Det er værst at sejle om dagen,« fortæller John og spreder en tot græs med sin støvle. Vi sidder på en bænk i en af Nørrebros parker. »For om natten vil du næsten altid kunne se lidt lys. Der er lys på kysten og på fjerne skibe. Om dagen derimod er du helt alene med vandet. Der er kun din båd og vand til alle sider. Under dig. Over dig. Hele vejen rundt. Verden er væk, og du fyldes med angst.«

John var en af de afrikanske bådflygtninge, jeg lærte at kende, da jeg i otte måneder i 2012 undersøgte livet som bådflygtning i Danmark. Forhistorien var en markant stigning i nye brugere med afrikansk oprindelse i Kirkens Korshærs varmestuer i København. I den varmestue på Nørrebro, som udgjorde omdrejningspunktet for min undersøgelse, var den afrikanske andel af brugerne steget fra stort set ingen i 2009 til over halvdelen i 2012. Det fik Kirkens Korshær til at spørge: Hvem er de, og hvad kan vi gøre for dem?

Således tilbragte jeg en stor del af 2012 med afrikanske bådflygtninge. Vi hyggede os i varmestuen med spil og småsnak, opsøgte offentlige kontorer og gratis danskundervisning, hang ud på biblioteker, som gav mulighed for onlinechat med fjerne familiemedlemmer og venner, tog på fodboldbarer og samlede flasker sammen.

Sofistikerede

I varmestuen så man ofte disse nye brugere, der næsten alle var unge mænd fra Vestafrika, hjælpe en af de danske eller østeuropæiske brugere. Mens denne anden halvdel af brugerne som regel udviste tydelige symptomer på psykisk sygdom og misbrugsproblemer, var det ikke tilfældet med afrikanerne, der gjorde en dyd ud af brusebade efterfulgt af hårvoks og sirlige kamme. Med dem var det ikke helt så nemt at ekspedere uddelingen af kælderens containertøj. Det udviklede sig ofte til længere seancer, hvor de stod og sammenlignede de forskellige tøjstykker, som var de havnet i en modebutik på Strøget.

De gjorde også en dyd ud af at pleje tæt kontakt til hjemlandet. Efter badet og et par dryp med parfumen fulgte gerne en telefonsamtale med forældre, ægtefæller eller børn i hjemlandet, til hvem de aflagde rapport om deres fremskridt, inden de stillede sig hen i køen til den gratis varmestuemad, som de ikke undlod at give en kritisk kommentar med på vejen, hvis den ikke helt levede op til deres forventninger.

De var altså ikke typiske varmestuebrugere. De var online, raske og sofistikerede og ikke med deres gode vilje tvunget til at modtage almisser.

Eller som en af dem selv udtrykte det: »Sådant et sted som dette er ikke et sted for rigtige mennesker. Det er for handicappede. For folk med handicaps heroppe.« Han pegede på sit hoved.

Flaskesamlere

De havde også et dobbelttydigt forhold til den jagt på flasker, som de i fraværet af andre muligheder havde gjort til deres hovedindtægtskilde, hvoraf de prøvede at sende en del hjem til familien i hjemlandet.

De omtalte denne beskæftigelse som deres »arbejde«. Noget, ikke alle og enhver var i stand til at udføre, og som altså krævede en vis form for ’faglighed’. Jeg blev flere gange indviet næsten som i en hemmelig klub i de små mærker på siden af flasker og dåser, som skiller de rigtige fra de forkerte, og som i københavnstrafikken på en cykel utvivlsomt kræver et godt øje at få øje på. En flaskesamler fortalte, at han var blevet bedre, efter at han havde fået hjælp fra en med mere erfaring. Således skulle der også være styr på arbejdsredskaberne. Da jeg fik den idé, at man måske kunne benytte de cykler, der stilles gratis til rådighed for byens turister, svarede min ’kollega’ fornærmet, at det var umuligt at bruge »den slags legetøj«.

Jeg fik respekt for fagligheden foran Parken en forårsaften, hvor min halvfulde plastikpose fra Netto ikke synede af meget i forhold til min makkers stopfulde plastiksæk. Det gav ham håneretten, som han ikke undlod at benytte ved med et smil på læben at konstatere, at jeg da godt nok havde bedrevet »et virkelig skidt stykke arbejde«.

Til trods for dette påstod de fleste til at begynde med, at de ikke selv var beskæftiget med flaskearbejde, hvorefter fulgte en del akavede situationer, når jeg mødte dem ude i byen i gang med netop dette.

Deres gennemgående dybe afsky for denne beskæftigelse blev klarest udtrykt af Franklin, som efter at have indgået en pagt med Gud i forbindelse med sin tur hen-over Middelhavet nu vidste, at Gud ikke fandtes – for hvis Gud fandtes, ville han ikke tillade, at Franklin skulle leve af at samle flasker og rode i byens skrald.

Trædesten

Det fremgik af bådflygtninges livshistorier, at det var arbejdsløshed og dertil knyttede uindfriede drømme, som havde drevet dem på flugt fra Afrika. Udfordringerne havde som regel i første omgang ført dem ind til større byer i hjemlandet og andre lande i regionen. Siden fulgte dristigere ekspeditioner til den nordlige del af Afrika og til sidst Sydeuropa. Turen var foregået i etaper med gode ophold af flere måneders varighed flere steder, men hver gang var deres held blevet opbrugt, og de havde følt sig tilskyndet til at fortsætte flugten. Det var for ingens vedkommende Danmark, der havde trukket dem hertil, men udfordringer i det vestlige og nordlige Afrika samt Sydeuropa, som havde presset dem hertil.

Deres danske flaskearbejde udgjorde en blandt flere trædesten, hvormed de nu prøvede at holde sig oven vande i lyset af den igangværende økonomiske krise. Italiens uformelle daglejersystem og katolske hjælpearbejde udgjorde en anden trædesten. Vores optællinger i varmestuen på Nørrebro viste, at omkring 90 procent af de afrikanske bådflygtninge var væk og udskiftet med nye bådflygtninge efter blot to måneder. De var taget videre til en ny destination, som andre netop havde forladt. Mit møde med de afrikanske bådflygtninge har fået mig til at tænke på den naturlov, der siger, at naturen stræber efter ligevægt, som måske har en pendant i den sociale verden?

I Uganda, hvor jeg bor for øjeblikket, udklækker de videregående uddannelser hvert år cirka 400.000 flyvefærdige studerende, hvoraf blot 8.000 eller omkring to procent kan få et job på det formelle arbejdsmarked, eksempelvis som vagtmand til en timeløn efter skat på 112 ører. Resten må klare sig selv ved eksempelvis at leje en knallert og tilbyde taxikørsel, hvilket man vurderer, at der for øjeblikket er mellem 150-300.000, der gør i Ugandas hovedstad, Kampala.

Det giver anledning til stærke drømme om et bedre liv, jf. den teenager, der i efteråret 2013 klamrede sig fast til landingsstellet på et nigeriansk indenrigsfly med kurs imod hovedstaden Lagos, hvorefter der fulgte en tragikomisk diskussion mellem lufthavnsmyndigheder og luftfartsselskab om ansvaret for udgifterne forbundet med hans hjemrejse. Diskussionen mindede mig om den danske debat i efteråret 2012, hvor det en overgang så ud til, at Folketingets Socialudvalg ville fjerne støtten til og dermed i praksis lukke den natlige del af Kirkens Korshærs varmestue på Nørrebro, der på daværende tidspunkt var den eneste varmestue i København, hvor de afrikanske bådflygtninge kunne søge ly for natten.

Rationalet var, at vi ikke skulle gøre det for godt, at forringelser nok ville virke afskrækkende, hvilket vel svarer lidt til at lakpensle en tand, der har behov for en rodbehandling. Denne udfordring er først og fremmest global og kalder på konstruktive internationale løsninger. Vi har brug for og pligt til at sikre sociale menneskerettigheder overalt i verden, herunder også i Afrika.

Jakob Jakobsen er antropolog

Serie

Seneste artikler

  • De døde får medfølelse, de levende afvises

    26. juni 2014
    Når det kommer til bådmigranter, der lander på Europas sydlige kyster, har vi valgt en medfølelse, der rummer de døde og taler om ulykke, lidelse og traumer, men fravalgt en solidaritet, der rummer de levende og taler om rettigheder, magt og retfærdighed
  • Europas samvittighed drukner i Middelhavet

    25. juni 2014
    EU bliver nødt til at finde en bedre måde at håndtere problemet med det stigende antal bådflygtninge. Men et er sikkert: Man kan ikke forlade sig på, at det ustabile Libyen, hvorfra flygtningene stævner ud, kan bidrage til en løsning i nær fremtid
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mathias Eskelund
Mathias Eskelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kaj Spangenberg

Stakkels mennesker! Men hvad stiller vi op imod problemet? Åbner dørene og tager imod alverdens fattige og forfulgte? Eller danner Fort Europa som værn mod de samfund, vi gennem århundreder har bygget op? Er der et ensidigt valg - eller et kompromis?
Que vadis, Danmark og Europa?

Preben Haagensen, Jens Cini og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
Kaj Spangenberg

Jeg mener: "... som værn FOR de samfund..."
Så skriver Jakob Jakobsen: "Vi har brug for og pligt til at sikre sociale menneskerettigheder overalt i verden, herunder også i Afrika."
Vi har selvfølgelig brug for ordnede forhold rundt omkring i verden. Men hvorfor har vi "pligt"?
Skyldes det internationale konventioner, skrevet i en tid hvor ingen kunne forudse en udvikling, hvor mennesker nemt rejser fra den ene ende af verden til den anden for at søge et bedre liv?
I vor tid - hvis ikke altid - må enhver stat pleje sine egoistiske interesser. Nu ved jeg godt, at svaret på mit kyniske spørgsmål er, at det er i Danmarks (og Europas) egoistiske interesse "at sikre sociale menneskerettigheder overalt i verden".
Det lyder meget rigtigt, meget humant.
Men HVORDAN sikrer vi det?
Ved åbne grænser? Eller ved brutalt stop for flygtningestrømmen og et skift til hjælp i nærområderne?
That´s the question!

Preben Haagensen, ellen nielsen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Så Uganda uddanner en masse kandidater deres arbejdsmarked ikke kan opsluge og så skulle det f.eks. være "vores ansvar"?

I 1950 havde Uganda 5,2 mio. indbyggere. Næste år skulle der være 40,2 mio. (Iflg. FN). Er det underligt, at der er et problem i Uganda?

De omkringliggende lande udviser samme tendens.

Preben Haagensen, Jens Cini, ellen nielsen, Lars R. Hansen, Michael Reves og Viktor Knudsen anbefalede denne kommentar
Torleif Hansen

Vi har ikke pligt til noget som helst . Det bliver jo en skrue uden ende hvis vi tillader fri indvandring. Jeg vil gerne kunne forstå hvorfor nogle mennesker som Jacob J mener vi har pligt til at tage imod alle der vil hertil. Hvilke grænser vil man sætte op? Skal alle bare kunne komme og blive forsørget her?

Jens Andersen

Der er andre løsninger end at 'åbne grænserne på vid gab for hele verden', som mange debattører uafvendeligt skriver. Der er eksempelvis den mulighed, at vi i Europa stopper rovdriften på Afrikas ressourcer, mens vi lukker grænserne for afrikanske varer. Men det kommer ikke til at ske, da EU er sat i verden for det modsatte; at lukke grænserne for de fattiges varer, så vi rige kan handle 'frit' med hinanden.
En del af tragedien på Middelhavet kunne undgås ved at oprette 'EU-ambassader' i Nordafrika, hvor man kan søge om asyl, (hvis man mener sig berettiget til det) eller om job i de 28 EU-lande - og gerne også i de øvrige europæiske lande. En stor del af bådflygtningene på Middelhavet er ikke flygtninge, men arbejdssøgende. Hvis de kunne søge arbejdet på den afrikanske side af vandet, så ville incitamentet til at sejle over være mindre.
Derudover er det tvingende nødvendigt, at EU-landene fordeler flygtningene mere retfærdigt, så det ikke er Grækenland, Italien og Bulgarien, der skal løse alle problemerne. Vi har masser af plads i vores lille land, og hvis vi er rigtig kløgtige, så kan vi endda løse noget af problemet med affolkningen af Udkantsdanmark samtidig. Jeg har dog min tvivl vedrørende kløgtighedsgraden...

uffe hellum, Ljudmila Trojanova, Eva eldrup, randi christiansen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Der skrives, at Uganda uddanner 400000 kandidater om året og kun 8000 for jobs. Disse vil dog næppe være til nogen gavn i Europa. Mange kandidater fra 3.verdens universiteter har kun i bedste fald en meget teoretisk uddannelse. Det der virkeligt koster, at uddanne en kandidat i medicin, naturvidenskab eller tekniske fag. Er den praktiske del hvor der anvendes laberatorie udstyr, laves forsøg mm. Hele denne del en der ikke råd til på 3.verdens universiter. Noget andet er adgangen til databaser af forskellig art som f.eks elektroniske tidskriftssamlinger. Det er ikke alt som står i lærerbøger og på en kandidatdelen og mod et specialet er man helt afhængig af disse databaser og tidsskriftsamlinger. Der er helt sikkert heller ikke adgang til dem. Jeg ikke disse "kandidater" er meget bevendte noget sted.
Igen slogs der på, at det er Europas problem. Da disse lande ikke var kolonier mente de kristne missionære det var Europas problem, Så blev de kolonier og så var det også et problem. Så blev de kristne missionære -sekulære og kaldte sig humanitære. Nu, skulle de så afkoloniseres -så ville det virke. Nu, er de af koloniseret og så er igen vores problem. Hvornår er Afrika ikke vores problem?

Jens Andersen -Alt hvad du skriver er udenfor kontekst. Befolke udkansts Danmark med flytninge. Norges statistik har opgjort, at en invandre fra 3.verden ligger et træk på de offentlige midler på kanp 5.mio. Hvor vil du finde de penge. Vi ved -og det slog den svenske soc og nobelpristager i økonomi Gunnar Mydal i hans studie af USA og nyelig studier fra Harvard af Edward Glazer og Alberto Alesina er ved samme konklusion, at du kan ikke havde et multietnisk samfund og en solidarisk velfærds model. En nylig undersøgelse i tyskland viste, at 45% følte sig som fremmed i eget land i Frankrig er tallet over 60% og 75% mener, at Islam ikke kan forenes med republikken værdier. 40% af Britterne(2008) tror der kommer borgerkrig i landet i de kommende årtier. Lederen af Korand Lorenz institutet kalder multikultur for et experiment med den menneskelige natur.
Jens Hansen hvor er din empiri for at flytte rundt på alle disse mennesker i Europa og Danmark med et folkeligt mandat? Hvor er din empiri i sociologien for dette ikke vil få katastrofale konsekvenser. Hvor er dokumentationen for , at vores økonomiske model ikke vil brase sammen. Og- Endeligt Jens Hansen. I.flg FN definition af etnisk udrensning som er det at flytte etniske folk til fordel for et andet et folkedrab. Hvorfor er din plan for Europa ikke en form for folkedrab? Og endeligt. Er folk fra 3.verden ofre og har ofre altid ret og den fastboende altid uret i dine øjne?

Jeg tror "Jens Andersen" blev til "Jens Hansen".Formatet man skriver i giver mig problemer med hele teksten nogle gange.

Preben Haagensen

Der er åbenbart nogle debattører der ikke ved der foregår i Afrika. Vi i Europa driver ikke rovdrift på Afrikas ressourcer, nej det klarer Kina som har brug for alt hvad de ikke selv har af råstoffer til deres kapitalistiske produktion. Kina bygger meget infrastruktur, men det for, at få råstofferne hurtigt ud til kysten og videre til Kina. Så skrives de om vi lukker grænserne for afrikanske varer. Jeg spørger, hvilke varer. Afrikansk hjemmeindustri er for længst bombarderet sønder og sammen af billige kinesiske varer, som de fattige afrikanere selvfølgelig er glade for, men det hjælper jo ikke på afrikanernes beskæftigelse. I dag kan man nærmest tale om den gule mands byrde, man ser kinesere alle vegne i Afrika, særligt kinesiske handelsfolk.

Preben Haagensen-En nu afdød bekendt af Algiersk oprindelse har fortalt mig og denne omvæltning i Algeriet efter Asiaterne kom. De fik en række kontakter til infrastruktur som veje mm. De kom med alle arbejderene selv de ufaglærte. Disse skulle så forplejes men kineserne havde også sørget for dette. Der kom kinesiske købmænd og madhuse. Der var intet absolut intet til de lokale. Den lokale elite kører ikke mere i europæiske biler men Kia. Jo, det humanitære industrielle kompleks er ved at tabe overalt. Det eneste, der er tilbage er den europæiske "hjemmebane" hvor de kan fylde deres overmennesker fra Afrika med ( Etniske europæere er lort og racister som du ved så det er i orden de går til grunde) . Europa er deres lille førerbunker som, der er tilbage hvor de kan dyrke deres fantasier om et verdenherredømme.