Sorg bliver til had og historien gentager sig

Først var israelerne i dyb sorg over drabene på de tre kidnappede israelere. Så kom hævntørsten, og lynchningerne begyndte i Jerusalems gader
8. juli 2014

Den aften ligene af de tre kidnappede israelske teenagere blev fundet, sørgede jeg sammen med 200 andre på Zionpladsen i Jerusalem. Jeg stod blandt grædende og syngende israelere og kunne ikke lade være med at tænke på Muhammad Dudeen, den 15-årige dreng, der blev dræbt af det israelske militær, da de ransagede byen Durra, hvor han boede.

Jeg tænkte på ham og de andre uskyldige på Vestbredden, der har måttet lade livet, siden de israelske drenge måtte bøde med deres. Mens vi stod i rundkreds omkring et hav af levende lys, tænkte jeg på bombningerne af Gaza og de mange nedrevne hjem. Hvad mon der ville ske nu?

Disse menneskers sorg var både ægte og retfærdig. Det, der blev gjort mod de kidnappede drenge, var en forbrydelse. Som jeg stod der, tænkte jeg, at hvis bare nogle få andre i menneskemængden også tænkte på Muhammad og hans familie, var der måske håb. Hvis israelerne, som omgav mig her, ville forstå, at palæstinensernes smerte over at miste et familiemedlem eller en bekendt er den samme som deres, så var der måske håb.

Jeg tænkte på Haneen Zoabi. Zoabi sidder i det israelske parlament for det arabiske parti Balad. Efter hun havde påpeget, at der måske var en sammenhæng mellem den israelske besættelse og nogle palæstinenseres motivation til at lave kidnapninger, blev der praktisk taget begået karaktermord på hende i pressen. Jeg tænkte på, at Netanyahu havde reageret på fundet af de tre lig med snak om hævn; at forsvarsminister Danny Danon havde talt om kamp til døden mod Hamas; at bolig- og bygningsminister Uri Ariel havde talt om udvidelse og opførelse af bosættelser som et passende zionistisk svar på drabet. Der var ikke tegn på forsoning.

Tirsdag sidder jeg på en café med min citron-myntedrik og skriver om min oplevelse aftenen før, da en flok råbende unge går forbi cafeen i højt tempo.

Jødisk hævntørst

De fleste er klædt i hvide skjorter, sorte bukser og har kalot på hovedet. Mange iblandt dem bærer israelske flag, og jævnligt bryder de ud i kampråb. »Vi kræver hævn«, »Død over terroristerne, død over araberne« og de råber »Alle kan se det – Kahane havde ret«.

Meir Kahane er navnet på den ultranationalistiske rabbiner, der i slutningen af 1960’erne stiftede organisationen Jewish Defence League, der har begået mord, udført bombninger, og blandt andet er kendt for graffiti-tagget »Gas the Arabs«. I midten af 1980’erne var han medlem af det israelske parlament, hvorfra han opfordrede til vold mod arabere og stillede forslag om at forflytte alle arabere fra Israel og de besatte palæstinensiske territorier.

Kahane argumenterede for, at kun jøder skulle have stemmeret i Israel. I 1988 blev hans parti dømt ulovligt i Israel, og Jewish Defence League har siden 2001 været klassificeret som en terrororganisation af FBI.

Gårsdagens sorg er blevet til had. Den vrede folkemængde bevæger sig mod porten ind til det arabiske kvarter i Jerusalems gamle bydel. På en plads for enden af hovedgaden bliver flokken stoppet af det israelske politi, og demonstranterne samler sig på pladsen. Der står de et par tusind mennesker og kræver araberne ud af Israel. Efter godt en time begynder folk at forlade flokken, og demonstrationen bliver opløst. Jeg går fra pladsen, frustreret og ked af det med følelsen af, at noget forfærdeligt er under opsejling.

Gensyn med 30’erne

Om aftenen hører jeg igen råb. Denne gang er det 400-500 mennesker, der bevæger sig gennem hovedgaden. Men det er helt anderledes end tidligere. Pludselig stimler gruppen sammen, og politiet løber ind i midten af flokken. En palæstinensisk mand bliver reddet ud fra den vrede menneskemængde, og en sprællende demonstrant bæres bort af politiet. Sådan skrider demonstrationen frem.

Når de ser en palæstinenser stiger styrken af deres råb, og de løber frem og omringer ham til han bliver reddet ud, og demonstrationen atter kan fortsætte. Lamslået beslutter jeg mig for at følge efter på afstand.

En lille gruppe bryder ud af demonstrationen og stormer ind på en McDonald’s. De spørger råbende, om der er nogen arabiske medarbejdere på stedet, og råber antiarabiske slagord. Politiet rømmer stedet.

Demonstrationen fortsætter. Først gennem de store gader, så nogle mindre. Da demonstranterne pludselig løber tilbage, bliver jeg fanget midt i demonstrationen.

Jeg løber op ad en skrænt til en højere liggende plads, hvor jeg kan se ud over hele flokken. Politiet har spærret gaden af i begge ender, så nu bevæger demonstrationen sig ikke længere.

På pladsen står en mand i slutningen af 20’erne med halvlangt hår og en lilla T-shirt. Han er ikke en af dem. Det er tydeligt.

»Undskyld. Kan du fortælle mig, hvad der sker,« spørger jeg ham.

»Det er en lynchning,« svarer han, »de lyncher arabere som hævn for de døde bosættere.«

Han fortæller mig, at han hedder Shir. Han har tidligere været aktiv i kampen mod muren omkring Vestbredden og i solidaritetsarbejdet for palæstinenserne i Østjerusalem, der lever med konstant chikane fra omkringliggende bosættelser.

»Omkring den anden intifada samlede små grupper sig, når der havde været en selvmordsbombe og krævede hævn,« fortalte han, »men jeg har aldrig oplevet noget som dette før. Der er så mange, og de er så unge.«

En kvinde, som Shir kender fra solidaritetsarbejdet, begynder at diskutere med en fra demonstrationen.

Jeg hører ikke, hvad hun siger, men modparten råber ad hende. Hun ender med at måtte kæmpe sig ud af menneskemængden.

Shir og jeg er gået lidt væk for at møde hans ven, Aaron, og da hun støder til os, ryster hun og er ved at bryde sammen.

»Når man læser om 1930’ernes Europa og nazismen, tænker man tit på, hvordan det kunne ske. Jeg tror, at det var sådan her, det så ud,« siger Shir.

Aaron tysser på ham, og vi går ud for at finde noget at spise.

Yonatan Ungermann Goldshtein studerer lingvistik

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for ellen nielsen

Kahane argumenterede for, at kun jøder skulle have stemmeret i Israel. I 1988 blev hans parti dømt ulovligt i Israel, og Jewish Defence League har siden 2001 været klassificeret som en terrororganisation af FBI.

Hamas er - så vidt jeg ved - også klassificeret som en terrororganisation.
Hvem forbyder dem?

anbefalede denne kommentar