Klumme

Tabere udbetaler ikke fedterøvstillæg

Jo mere floskuløs dansk politik bliver, des mere afgørende bliver toppolitikernes personlighed for vælgernes valg – og for de menige politikeres karriereplanlægning
21. juli 2014

Hvad er loyalitet i politik? Her er et bud: Efter sigende vandrede Venstres Søren Pind rundt i Allinges gader under årets Folkemøde med følgende forklaring på forkortelsen LLR (Lars Løkke Rasmussen): »Love, Loyalty and Respect«.

Pind har lagt alle sine politiske æg i Løkkes kurv; konstant og utrætteligt har han forsvaret sin chef på alle platforme og må følgelig stå højt på listen over hotte ministeremner, skulle den borgerlige fløj sætte sig på magten efter næste valg. For loyalitet belønnes som regel, hvis man har satset på vinderen.

Nok er loyalitet en dyd, men hvis den, man har satset på som vinder, udviser manglende moralsk habitus, er det måske bedre at skifte holdning, mens tid er. Vindere smitter af på deres tilhængeres karrierer – men det gør tabere så sandelig også.

Netop fordi moderne partiers programmer er renset for originalitet, bliver det ekstra vigtigt, hvordan de ledende skikkelser gebærder sig i offentligheden. Det er nemlig ikke udelukkende et udtryk for netværkssamfundets overfladefokusering, at vælgerne lægger vægt på personlig opførsel. For den ved festlige lejligheder besungne politiske substans kan ikke fungere som den vigtigste rettesnor, når partierne til højre ikke adskiller sig fra partierne til venstre. Som en kommentar i Weekendavisen bemærkede for et par uger siden, vil alle moderne store partier have to ting: frihed og fællesskab. Fra Socialdemokraternes krav om »Frihed for alle gennem Fællesskabet« over Konservatives partiprogram med titlen: »Frihed i stærke Fællesskaber« til Venstres partiprogram: »Fremtid i frihed og fællesskab« og Socialistisk Folkeparti, der tilsvarende ønsker sig: »Frie mennesker i stærke Fællesskaber.«

Stillet over for en så floskuløs bogstavsuppe ser vælgerne bort fra overskrifterne og zoomer ind på, hvordan politikerne gebærder sig. Med den vigtige tilføjelse, at der i det danske kun er den personlige habitus tilbage, eftersom selve lovgivningen også er gennemsyret af brede forlig og kompromiser hen over midten.

Hvad kan vælgerne så vælge imellem? På den ene side Lars Løkke Rasmussen, der er kendt som en manøvredygtig politiker og forligsmager med tjek på det politiske maskinrum, men som ifølge den resolut borgerlige avis Jyllands-Posten har udvist en opførsel i sin administration af pengesager, der »vidner om en ufattelig mangel på politisk dømmekraft og en moralsk brist, som muligvis kommer af almagtens bacille«.

Og på den anden side Helle Thorning-Schmidt, der efter at have tilbagevist anklager om slinger i privatøkonomien og rygter om sit ægteskab, i ugevis har domineret medierne grundet forlydender om, at hun skulle være udset til at stå i spidsen for EU.

De rygter kom der som bekendt intet ud af i den forgangne uge. Nu skal vi alle vente til august, ser det ud til. Men det er ikke desto mindre interessant at se på magtspillet gennem loyalitetens prisme: Hos Venstre har man intet andet valg end at udvise loyalitet over for partiformanden udadtil. Uanset at hårdnakkede rygter vil vide, at journalister på BT er i gang med en bog om LLR’s privatliv og ditto økonomi, der ifølge forlydender skulle trække ikke blot tæppet, men hele edderdunsdynen væk under partiformanden.

Hos socialdemokraterne er partiapparatet også i hektiske omdrejninger for at omstille sig til nye tider under kronprinsesse Mette Frederiksen – der dog ikke har fået taget mål til spadseredragter, sådan som Løkke fik det i 2009, da han pludselig manglede statsmandshabitter – før Anders Fogh Rasmussen overhovedet var udnævnt til Nato-generalsekretær. Hvis statsministeren bliver, hvor hun er, kan det socialdemokratiske spil hurtigt få nye regler.

Loyalitet er med andre ord en vare, der er letfordærvelig og svær at håndtere. Især når den substans, der ifølge skåltalerne bør være i højsædet, er pist væk.

Måske alle partisoldater skulle skrive sig et par linjer fra den norske dramatiker Henrik Ibsens skuespil Brand bag øret: »Sjæl, vær trofast til det sidste/Sejrens sejr er alt at miste/ Tabets alt din vinding skabte/– evigt ejes kun det tabte.«

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Vælgerne har det svært med substans, for det kunne betyde forandring. Man vil hellere nøjes med de gamle partiers sikre brands, selvom de ikke skaber noget (andet end at sikre de velstilledes fortsatte privilegier), og så vælger man efter personlig performance.
Selv når de gamle partier decideret har fejlet, bliver de alligevel ved magten, for hvad skulle man ellers stemme på? Man ser det i Spanien, Italien, Grækenland, det sidste sted dog med undtagelsen Syriza. Og til dels i Frankrig, England. Men måske kan stilstanden og substandsløsheden blive for meget en dag. Måske var EU-parlamentsvalget i maj et varsel om kommende, nationale vælgerskred.

I Danmark kan EL blive betydeligt større end i dag, DF ligeså, og som noget helt nyt kan Alternativet (har 16.000 underskrifter) komme ind og puste en hel del omkuld. De kommer med en ny kultur, bud på seriøs omstilling, generøsitet og social empati.
http://alternativet.dk/

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tak, Michael Kongstad Nielsen - men hvor er det skammeligt, at vi har fået en forvaltning, der dels besværliggør, dels er ekstremt længe om godkendelsen. Demokratiet tilhører ikke politikerne, og det er tværtimod afgørende, at de let kan sættes fra bestillingen, når de mister borgernes tillid.

Flemming Scheel Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er meget længe siden, at de fire gamle partier var på den rigtige side af stakittet, Michael Pedersen, 16 -20 år, alt efter hvilken omkalfatring af samfundet, man finder mest undergravende.

Henrik Brøndum

Skønt at se Ibsen citeret i Informations spalter - vi er jo nogle der mener nordmændene kun midlertidigt har fået lov til at have deres egen krone - og 200 årsdagen for adskillesen kunne udmærket bruges som anledning til en forhandling om normalisering.

På dansk side ville det dog som opvarmning til forhandlingerne være hensigtsmæssigt at erindre en endnu ældre dramatisk figur, der huserede i Helsingør. Der var også dengang rigeligt med hofsnoge - men mere handlekraft når de skulle sættes på plads.