Klumme

Tiden går hurtigere og hurtigere

I politik har den permanente valgkamp for længst afløst Leon Troskijs permante revolution. Ingen partier har nemlig længere tid til at vente på, at den skal begynde. Dertil går tingene for hurtigt
12. juli 2014

Jeg forstår ikke meget af Albert Einsteins relativitetsteori. Men teorien handler vist om tid og afstand, og hvordan begge dele påvirkes af hastighed. Med andre ord bliver tiden – som målt på et ur – påvirket af hurtig rejse i rummet. Hvis det var det, atomfysikeren mente, så tror jeg, han havde fat i noget rigtigt. Tiden går hurtigere og hurtigere.

F.eks. er partierne allerede i gang med at forberede det folketingsvalg, som skal afholdes i den kommende folketingssamling. I dag virker det som en evighed siden, Helle Thorning-Schmidt trådte op på scenen i spillestedet Vega, på Vesterbro, og erklærede: »Vi gjorde det«. Alligevel er det til september blot tre år siden.

De, der ikke selv var tilstede i Vega, så talen i fjernsynet. Ligesom de mange andre begivenheder i den seneste valgperiode: Statsministerens forsikring om, at »der kommer en rigtig god løsning i morgen«. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) anklage om, at »regeringen pisser på de vælgere, som har stemt på den«. Eller Lars Løkke Rasmussens konstatering af, at det nu er »op ad bakke og med vinden direkte ind i ansigtet«.

Fjernsynet synes på en måde at være ubønhørligt forbundet med begivenhederne selv. De moderne nyhedsmedier som kører 24/7 gør andet og mere end blot beskrive begivenhederne. Medierne fungerer som en katalysator: speeder begivenhederne op og skubber på den måde til tiden.

Under Det Arabiske Forår så befolkningerne, hvad der skete i de omkringliggende lande, og ønskede, at det samme skulle ske i deres eget – og fik det til at ske. Det blev så set af andre mennesker, som ønskede en tilsvarende udvikling i deres land ... Hvilket selvfølgelig er årsagen til, at regeringer til enhver tid har, og stadig forsøger, at kontrollere informationsstrømmen.

Ikke blot rapporteres begivenhederne hurtigere i dag. Hurtigheden får begivenhederne til at ske endnu hurtigere. Hast avler hast. Albert Einstein ville forstå det!

I skolen plejede læreren allerede dengang i 1970’erne at tegne en tidslinje, som viste, hvordan vores viden er eksploderet. I årtusinder var linjen flad. Så steg den lidt, så lidt mere for endelig at blive lodret omkring 1900. Hvilket endda var før computere, Internet og smartphones.

Viden accelerer tiden ligesom teknologien, fordi tiden nødvendigvis må måles i forhold til noget. Hvad er målestokken? Helt sikkert dage, måneder og år. Men også begivenheder, private og offentlige. Ikke bare fødselsdage, ægteskaber og dødsfald. Også kriser, konflikter og krige.

Hvis man i løbet af livet kun oplever få begivenheder – og disse hovedsagelig er personlige – vil tiden synes at gå langsomt. Vi keder os, når der ikke sker noget.

For de fleste af os synes livet dog snarere at gå for hurtigt. Der er for mange begivenheder. Der sker for meget. Der er hele tiden ting vi skal nå. Valg som skal træffes. Skal jeg læse en bog i aften? Gå i biografen? Svare på en mail fra en ven?

Vi går i seng i én verden og vågner otte timer senere op i en anden. En verden, som vi går på nettet, eller tænder for fjernsynet for at finde ud af, hvordan ser ud. Har statsministeren udskrevet folketingsvalget? Er Down Jones-indekset faldet? Har ebolaudbrudet i Vestafrika bredt sig yderligere? Teknologi og viden skaber flere og flere begivenheder. Tiden går derfor hele tiden hurtigere og hurtigere.

Det betyder også, at politikerne hele tiden skal »være på«. I politik har den permanente valgkamp for længst afløst Leon Troskijs permante revolution. Ingen partier har nemlig længere tid til at vente på, at den skal begynde. Dertil går tingene for hurtigt.

Hvis man efterlader et politisk tomrum ved ikke at reagere, fyldes det hurtigt op af modstandernes politik og/eller kritik af ens egen. Her findes ingen sorte huller som i universet.

Det var måske ikke det, som Albert Einstein tænkte på. Men det forklarer måske, hvorfor han i sine stille øjeblikke fandt violinen frem for at spille Bach.

Det fortælles, at atomfysikeren en dag spillede en strygekvartet sammen med vennen og violinisten Fritz Kreisler. Men han kunne ikke holde takten.

»Ved du hvad, Albert?,« sagde Fritz Kreisler. »Dit problem er, at du ikke kan tælle.«

Kim Kristensen er journalist ved Informations Christiansborg-redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg ved ikke rigtigt, Kim Kristensen, har du egentlig noget at komme med? Det er måske lidt flabet at spørge om, men jeg vil godt forlange noget mere af dig. Sådan noget med synspunkter, standpunkter og holdninger. Du var imod fløjtekoncerten i sin tid, altså imod, hvad er du for? Begynd med klimaproblemerne, det er sådan set det vigtigste emne i vor tid.