Klumme

Tre dyt, og vi flasher

Når uddannelse betragtes som en investering i økonomisk forstand, er målet, at den studerende udvikler sig til en omsættelig vare. Og så kan man næppe forlange, at de studerende skal lade, som om det handler om adgangen til åndens rige
4. juli 2014

Uden for vinduerne kører studenterne forbi med lyd- anlæg, så vi må skrue op for fjernsynet. »Tre dyt, og vi flasher«, står der på de store bannere på siden af vognene.

Indenfor i sofaen sidder jeg med laptop i skødet og konstaterer, at studenternes forældre også flasher. Stolte fædre, men – lad os være ærlige – især mødre, poster billeder af deres smukke unge mennesker på Facebook. For mig er det lige så naturligt som de billeder af nuttede seksårige med mælketænder og overdimensionerede Lego-skoletasker, mine lidt yngre venner poster ved skolestart midt i august. Hvis man har puritanske kvababbelser over folks lyst til at dele tilværelsens højdepunkter, skal man holde sig fra de sociale medier.

Jeg under alle forældre glæden og stoltheden over de snart flyvefærdige unger, over huer og selv-følgelig også deres 12-taller. Men når man praler med noget, anerkender og cementerer man dets betydning.

Jeg har i år haft studerende til eksamen for første gang. De fik fra 2 til 12, og jeg håber, deres forældre er stolte over dem alle, for det er jeg.

Som eksaminator går man fra at interessere sig for systemet til at interessere sig for mennesket.

Pludselig handler det ikke om, hvorvidt skalaen devalueres, men om 21-årige Karla med det skæve pandehår, der har kastet sig ud i en læsning af en 40 år gammel novellesamling i lyset af Sartre. Eller om Simon, der har misforstået postmodernismen, men egentlig har fint fat i, hvad Yahya Hassans digte kan fortælle os.

Nogle har ikke lært så meget i semestrets løb – og nogle har jeg ikke set så ofte. Om det skyldes deres arbejdsdisciplin, min undervisning eller de forudsætninger, de havde med sig, ved jeg ikke. Det er bekvemt at skyde skylden på de dovne studerende, som spilder tiden på druk, erhvervsarbejde og smartphones frem for at stræbe efter en plads i åndens rige, som en professor på CBS skrev i en kronik i Politiken. Men måske forsøger de studerende blot at navigere i et system, hvor den ånd, professoren fremmaner, er svær at få øje på.

Nogle af mine venner var til introduktionsaften på det gymnasium, hvor deres søn er kommet ind. Rektor talte indforstået om, hvordan det gjaldt om at hænge på i historie, for man risikerede, at faget blev udtrukket til eksamen, og man ville også få årskarakter.

Ikke så sært, hvis de kommende gymnasieelever har svært ved at se en mening med fønikerne og etruskerne.

På universitetet taler man ikke om karakterer, men om STÅ-produktion (studenterårsværk) og aftagerled. Uddannelserne skal legitimere sig politisk i en tid, hvor samfundsmæssig værdi måles økonomisk. Batter det på bundlinjen? De studerende er jo ikke bare studerende, de er fremtidens forsørgere, velfærdsstatens eksistensgrundlag. Det har de hørt, siden den første danske PISA-undersøgelse herhjemme i 2000. For de fleste af mine studerende betyder det, at den talfikserede uddannelsespolitik har fulgt dem fra 1. klasse. De kender alt til den årlige skuffelse over, at den danske ungdom heller ikke denne gang var verdens bedste, og de fremskrevne skrækscenarier om millioner af hårdtarbejdende kinesere.

Ikke så sært, hvis de ryster lidt på stemmen, når de sidder foran censor og mig. Det er, som om gravrøsten fra Produktivitetskommissionen og Kvalitetsudvalget er med ved bordet. Angst kan være en effektiv motivationsfaktor et stykke hen ad vejen, men man kan næppe forlange, at de studerende ligefrem skal lade, som om det handler om adgangen til åndens rige, mens de piskes igennem systemet ved hjælp af mere og mere fintmaskede incitamentsstrukturer. Senest studiefremdriftsreformen, som trådte i kraft i tirsdags.

Når uddannelse udelukkende betragtes som en investering i økonomisk forstand, er målet, at den studerende udvikler sig til en omsættelig vare. Omsætteligheden betinges af antallet af 12-taller. Studenterne og deres forældre flasher tallet, for det er det sprog, samfundet taler. Men husk også at tale samfundet imod. Og pral af dem, der får 4, misforstår emnet, dropper ud, kommer i tvivl om det hele. Måske lærer de noget undervejs, som kineserne slet ikke har tænkt på.

Signe Løntoft er ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Regsa Nesneffets
  • Karsten Aaen
  • Ole Henriksen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
Torsten Jacobsen, Regsa Nesneffets, Karsten Aaen, Ole Henriksen, Flemming Scheel Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Angst er slet ikke en motivationsfaktor, for angst tager fokus fra opgavens optimale løsning. Og det er nu engang sådan, at dette land klarer sig bedst, når sikkerheden er en given ting, så man kan koncentrere sig om at yde sit bedste for dettes egen skyld. At historie skulle være vigtigt for gymnasieelever behøver ikke en karakter som begrundelse: indsigt i fortiden er grundlaget for en samfundskritik og et værktøj i bekæmpelsen af dogmatiske forestillinger om samfundets basis i naturen, som f.eks. den idiotiske påstand, at "kapitalismen ikke blev opfundet, men opdaget". Her kun 30 år efter kuppet mod demokratiet fra en magtgal embedsstand fremstilles det allerede, som om der er tale om status quo.

David Zennaro, Karsten Aaen, Ole Henriksen og Simone Bærentzen anbefalede denne kommentar

Totalt godt indlæg om virkelig vigtige betragtninger, erfaringer og perspektiver. Thanx.

Jens Illum, Nick Mogensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Nick Mogensen

Jeg gør en ære i, at bryde konventionerne. Det sker mestendels på grund af manglende evne til at indgå et kompromis, af den slags som fordres af uddannelser i dag. First consumer then person.