Udstyr betjente med kameraer

Der er behov for en øget kontrol med danske politibetjente og et forstærket værn mod politivold. Derfor bør betjentene udstyres med kameraer, som øger selvjustitsen
14. juli 2014

Vi har det seneste år set betjente, som fratager borgere deres ret til at demonstrere, fordi de viser et flag, som en bestemt statsleder ikke kan lide. Vi har set en betjent, som vælter en mand ud af en kørestol og efterlader ham liggende på gaden.

Og senest har vi set en betjent foretage en tilfældig nøgenvisitation af den ene af skribenterne af dette indlæg uden gyldigt mistankegrundlag. Det er direkte naivt at tro, at det kun er i udlandet, at politiet misbruger deres magt og er hårdhændede i deres metoder. Derfor er der behov for en øget kontrol med danske politibetjente. Det kan og bør ske ved at udstyre betjentene med kameraer, som øger selvjustitsen.

Alene i 2013 var der over 2.000 klager til Politiklagemyndigheden. Klagerne dækker over alt fra hårdhændede metoder, upassende og nedladende sprogbrug, misbrug af magt og lemfældig omgang med personfølsomme oplysninger.

Det er altså ikke småting, politiet bliver anklaget for. Og antallet af klager giver næppe det fulde billede, for klageprocessen er så tung og besværlig, at mange ressourcesvage står af.

Erfaringer fra Rialto i Californien tyder på, at løsningen ligger i at udstyre betjente med et kamera. Den lille amerikanske by har oplevet meget politivold og mange klager fra borgerne over politiet. Efter de 70 betjente er blevet udstyret med kameraer, er antallet af klager faldet med 88 procent, mens brugen af fysisk tvang er faldet med hele 60 procent.

Når betjentene indirekte bliver overvåget og kontrolleret, ændrer de adfærd. De udviser større respekt for borgeren; tænker sig om en ekstra gang, inden de trækker kniplen eller pebersprayen frem, og de forsøger sig med dialog først.

Video lyver ikke

Forklaringen på, at danske betjente fravælger dialogen, kan muligvis være de seneste års eskalerende bandekrige, knivstikkerier og øget usikkerhed. Betjentenes arbejde er langt fra det idylliske billede af en betjent, som hjælper andemor og hendes ællinger over vejen. Det er til tider farligt, og der kan være brug for at have en hård attitude.

Men når den hårde attitude begynder at blive reglen frem for undtagelsen, er det gået for vidt. Når lunten er blevet kort over for almindelige mennesker, er det tid til, at befolkningen og politikerne stiller alvorlige spørgsmålstegn ved ordensmagtens ageren. Når der bliver set stort på retsplejeloven, er det tid til at tænke ud af boksen.

At udstyre betjente med kameraer vil flugte fint med udtalelser fra direktøren for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Kirsten Dyrman. I forbindelse med en video af en voldelig anholdelse fastslog hun sidste år, at det er en god idé at optage episoder med politiet, hvis de er alvorlige. Men det er ikke altid let at hive kameraet frem i en stresset situation, og mange vigtige detaljer kan gå tabt. Især da der også er set eksempler på, at politiet forhindrer, at deres arbejde bliver optaget eller destruerer bevismateriale efterfølgende. Sker det, ender sagen i påstand mod påstand. Og hvad skal borgere gøre, hvis medlemmer af politikorpset dækker over hinanden? Og hvad skal politiet stille op imod absurde og uretfærdige anklager?

Også for politiets skyld

Et kamera, som konsekvent filmer politiets arbejde, vil hjælpe alle parter. Videodokumentation er til enhver tid at foretrække som bevis i sager mellem borgere og politiet. At styrke retssikkerheden på den vis bør være et mål for landets politikere.

En sådan løsning burde også være i politiets interesse. For det må være i politiets interesse, at befolkningen respekterer dem, har tillid til dem og ikke vender dem ryggen. Der er brug for et gensidigt respektfyldt forhold borgere og politi imellem. Det er lettest at opnå, hvis politiet hjælper borgerne, når de er i nød, og ellers respekterer de frihedsrettigheder og den integritet, som alle mennesker har.

Retsprincipper er til af en grund. Staten i form af politiet må aldrig udøve en tilfældig og grænseoverskridende magt over for samfundets borgere. Accepterer man først, at ordensmagten ikke respekterer retssamfundets regler, skaber man en glidebane til det totalitære samfund.

At udstyre betjente med obligatoriske kameraer vil ikke blot forhindre en sådan glidebane, det vil også markant øge friheden for borgerne og effektiviteten hos politiet. Til glæde og gavn for hele samfundet.

Nicolai Oster og Alex Vanopslagh er henholdsvis landsnæstformand og landsformand for Liberal Alliances Ungdom

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Hans Larsen og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
Erik Pørtner Jensen

Ganske klogt tænkt forslag, og rent teknisk er det nemt at iværksætte.

Men måske bliver myndighederne overhalet indenom, når alle enhver får råd til at købe Google's smartbriller (Google Glass), der selvfølgelig kan optage alt hvad der foregår i real-time - lagret direkte i Skyen.

Så kan pirrelige politifolk og andre kortluntede bedyre deres uskyldighed, men teknologien som magthaverne troede de kunne bruge som et middel til at undertrykke befolkningen med, kan heldigvis også bruges den anden vej...

Så på med smilet, når du er på job - i morgen kan du måske være hot på Facebook og YouTube..

Brugerbillede for Hans Larsen

Det har nok lange udsigter med det forslag, så længe man ikke engang kan finde ud af at sætte et simpelt nummer på den enkelte betjent, så vedkommende kan identificeres.
Hvordan går det i øvrigt med den sag, Karen Hækkerup?

Brian Pietersen, Claus Jensen, Erik Pørtner Jensen , Jesper Wendt og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Olesen
Peter Olesen

Alle offentligt ansatte må i givet fald udstyres med kamera, og så må det også være muligt at se klip af nogle af de stupide borgere der tér sig.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Teddy Bears on Patrol - eller Robo Cops made in LA? Som om menige ordenshåndhævere ikke har bevægelseshæmmende equipment nok at slæbe rundt på i forvejen under udførelsen af deres arbejde med at sikre ro og orden i storbyens jungle.

Hvor på kampuniformen har de to teknologi- og frihedselskende ungersvende fra Liberal Alliances kravlegård for vordende regeringsmedlemmer mon tænkt sig at montere det overvågningskamera, der skal beskytte bærerne mod falske anklager om unødig magtanvendelse over for obsternasige handicappede i kørestol og/eller gamlinge med hørerør og rollator, der ikke hummer sig hurtigt nok, når ordenshåndhæverne kommer fræsende på to hjul om hjørnet med hylende sirener på jagt efter biltyve og/eller narkopushere?

Brugerbillede for Peter Taitto
Peter Taitto

Javel, ja. Overvågning for overvågningens skyld. Måske skulle man gribe om ondets rod og belære om etik og moral fremfor, at symptombehandle. Det er et langt og sejt skridt, som ikke bare kan gøres med et par forkølede kampagner. Men det er klart det bedste.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Når virkeligheden åbenbart er sådan at politiet ikke altid "er helt klar over" hvilke betjente der foretager sig hvad og hvorfor og hvor, hvordan skal man så finde kameraet? Hvad bliver det til med nummer på uniformerne, det kunne vel være lige så forebyggende, foruden en sikkerhed for retsopfattelsen hos borgerne