Kommentar

Ugandas homoseksuelle har det bedre, end vi tror

Aldrig er så mange homoseksuelle ugandere kommet ud af skabet som nu, og mange får god beskyttelse af det retssystem, Vesten har vrænget ad, siden Uganda forbød homoseksualitet i begyndelsen af året
22. juli 2014

I de seneste år har vestlige medier bragt mange skrækhistorier om Ugandas had til homoseksuelle. Et eksempel er Roger Ross Williams’ dokumentarfilm God Loves Uganda. Her møder vi en gruppe fordømmende præster, der er under indflydelse af amerikanske missionærer, som det er svært for noget betænksomt menneske at føle sympati for. De bekæmper en gruppe homoseksuelle, der på trods af dødstrusler holder regnbuefanen højt. Ikke mindst i filmens slutscene, hvor gruppen afholder en gay parade efter vestligt forbillede.

Filmens påstand om, at der hersker en så ophedet konflikt mellem kristne og homoseksuelle i Uganda, er blevet gentaget mange gange siden stramningen af Ugandas forbud imod homoseksualitet i begyndelsen af 2014. Stramningen, der introducerer begrebet »overlagt homoseksualitet«, ses som et eksempel på kirkens magt over opportunistiske politikere, der halser efter folkestemningens hetz imod homoseksuelle. Det er altså ikke blot en ond alliance af præster fra ind- og udland og et flertal blandt den ugandiske befolkning, men også statsmagten, politiet og domstolene, der forfølger de ugandiske homoseksuelle, lyder mediernes ekko af Roger Ross Williams.

Debatten dør hen

Jeg har fulgt denne udvikling tæt, siden jeg flyttede til Uganda i august 2013 og har mødtes flere gange med nogle af landets homoseksuelle og har lært både dem og dele af deres arbejde at kende.

Deres hverdagsfortællinger har givet mig et lidt mindre dystert indtryk af situationen. F.eks. fremhæver de faktisk dele af politiet og domstolene som deres beskyttere. Hvis der er alvorlig fare på færde, ringer de til politiet, og endnu er ingen blevet anklaget for at have forbrudt sig imod den strammere antihomoseksualitetslovgivning.

Den almindelige uganders relative ligegyldighed over for homoseksualitet understreges af, at de lokale medier nærmest aldrig beskæftiger sig med dette emne. Den kraftige vækst i historier om emnet, der satte sit præg på det lokale mediebillede først på året i forbindelse med lovstramningen, er nu i grove træk reduceret til nul. Ligeledes synes den politiske værdi af stramningen at have været kortvarig. Det hjalp ikke præsident Museveni, at han havde været pennefører på lovstramningen, da hans kandidat for nylig led et overraskende valgnederlag i en af præsidentpartiets traditionelle højborge.

Dermed ikke sagt, at de homoseksuelle ikke oplever chikane, herunder f.eks. afpresning i mindre målestok. De er utrygge ved den slags afpresning, der kan forekomme i forbindelse med brug af offentlige transportmidler, huslejebetaling, restaurantbesøg osv., idet truslen om at afsløre deres homoseksualitet på den lokale politistation som regel i første omgang håndteres af lavt uddannede betjente, der ikke yder dem den samme beskyttelse som folk højere oppe i systemet. Eksempler på den slags afpresning, der er på retur efter en opblomstring tidligere på året, fremstår som gruppens primære, om end relativt håndterbare, udfordring.

Svært at hade naboen

Mit samvær med de ugandiske homoseksuelle har fået mig til at tænke på den bizarre episode i forbindelse med holocaust, hvor Heinrich Himmler på et partimøde i efteråret 1943 – altså lang tid efter vedtagelsen af Den Endelige Løsning – protesterer over de henvendelser, han bliver ved med at få fra bekymrede partifæller, der hver især argumenterer for særregler for deres »ganske særlige jøde«. Himmler er træt af dobbeltmoral:

»’Det jødiske folk skal udryddes’, siger samtlige medlemmer af vores parti. ’Selvfølgelig skal de det, det er en del af vores program, eliminering af jøderne, udryddelse, det er klart, det må vi se at få gjort’. Og så kommer de nu, 80 millioner gode tyskere, hver med sin anstændige jøde. De andre er nogle svin, det er klart, men netop denne her er en førsteklassesjøde.«

Himmlers problem er, at ondskab trives skidt på græsrodsniveau, hvor arbejdskollegaer, naboer, familiemedlemmer osv. kender hinanden som andet og mere end blot en forsimplet kategori, såsom jøde eller homoseksuel.

Derfor går det da også ganske udmærket, fortæller de ugandiske homoseksuelle. Underligt nok er der aldrig tidligere kommet så mange ud af skabet som netop nu, og det skal nok blive ved, efterhånden som flere og flere lærer en homoseksuel at kende. Det, de ikke har brug for, er skingre bidrag fra filminstruktører, pressefolk, præster og menneskerettighedsforkæmpere, hvad enten de så kommer fra Uganda eller udlandet. Deres frelste meninger modarbejder hverdagens små fremskridt.

Jakob Jakobsen er antropolog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jonas Petersen

Nu så jeg tilfældigvis John Olivers nye HBO show "Last week tonight", hvor Ugandas homoseksuelle var emnet. Han afsluttede showet med, at interviewe en homo aktivist og det var ikke et rosenrødt billede hun malede. Medierne var faktisk en stor del af problemet. Stephen Fry har også dokumenteret forholdene. Jeg undrer mig.

P.S. Hvis du kan lide Jon Stewart, så tjek John Olivers "Last week tonight" :)

Claus Jensen

Jeg forstår ikke Jakob jakobsens pointe. Er løsningen at tie problemet ihjel?

Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Det, de (ugandiske homoseksuelle) ikke har brug for, er skingre bidrag fra filminstruktører, pressefolk, præster og menneskerettighedsforkæmpere, hvad enten de så kommer fra Uganda eller udlandet. Deres frelste meninger modarbejder hverdagens små fremskridt.

Dét kan jeg levende forestille mig!
Ting ta'r tid
og nogle gange stille, fredelig udvikling!

Line Gry Christensen

At hadet til homoseksuelle ikke nødvendigvis praktiseres fra nabo til nabo, fjerner ikke problemstillingens kerne: at den diskriminerende lovgivning, der danner grundlag for og legitimerer forfølgelse af homoseksuelle krænker både regionale og universelle menneskerettigheder og giver grønt lys for diskrimination af en allerede udsat gruppe. Så selvom det ikke er alle ugandere, der nærer had til homoseksuelle eller ikke praktiserer dette had, så er der stadig behov for beskyttelse af gruppen.

Min egen opfattelse er (baseret på diskussioner med en relativt stor ugandisk svigerfamilie samt ugandiske venner) at mange ugandere faktisk tager afstand fra homoseksualitet og mener loven er berettiget - specielt i provins områderne. Hvilket gør det endnu vigtigere at sætte fokus på Ugandas regionale og internationale forpligtelser, for den enkelte homoseksuelle lever jo i et retligt tomrum uden nogen beskyttelse, når vedkommendes rettigheder alene er baseret på om den enkelte nabo/politibetjent mv. efter forgodtbefindende benytter sig af muligheden for at diskriminere eller ej.

Steffen Gliese

Man er også nødt til at forstå kontekst og begrundelse. I samfund, som der er mange af udenfor verdens metropoler - og sikkert også i disse metropoler rundt omkring, efter at de har skiftet karakter til at være ophobninger af klynger af forskellige socialisationsformer - med stor afhængighed mennesker imellem er der almindeligvis nogle meget rigide regler for, hvad man kan tillade sig, fordi hele samfundets eksistens opfattes som hvilende på den enkeltes indfrielse af sine pligter. Det er denne landsbymoral, Mette Frederiksen også forsøger sig med i det større, mere udviklede og frisættende danske samfund, og man ser jo, at mange faktisk opfatter verden som skruet sammen på den måde. Nuvel, man kender det fra filmen "Zorba", som engang var noget, alle skulle se, og som derfor er set af mange, ikke mindst i min generation, hvor en enke ikke vil gifte sig igen med sønnen fra en af øens førende slægter og ender med at blive slået ihjel af ham, hvilket efter øens retfærdighedskodeks opfattes som legitimt. Samfund på subsistensniveau opfatter ikke, at de har råd til, at folk skiller sig ud.
Det er så dér, det internationale samfund kommer ind i billedet som håndhæver af den enkeltes ret til ikke at være underlagt andres moralske fordringer. Men dobbeltmoralen er jo til at få øje på, når lignende love undgår påtale i den islamiske verden. Medmindre man kan hævde, at der er to hegemonier på et spil - et kristent og et islamisk drevet sæt af regler, hvor Uganda på den måde bliver vores interessesfære, mens Saudi-Arabien ikke er det.