Klumme

Ulighed fra første smil

Igen og igen diskuteres det, om uligheden i Danmark er blevet større. Debatten burde handle om, hvordan den bliver mindre
8. juli 2014

Et stort tandløst smil. Det første af slagsen. Min venindes baby kan umuligt være bevidst om, hvor utålmodigt det var ventet af forældrene. Forsøgt fremprovokeret med øjenkontakt, overdreven ansigtsmimik og indsmigrende ord. De er både cool og afslappede forældre. Men også opmærksomme på, at deres barn får dannet sin personlighed i de første måneder og år. Særligt evnen til at danne sociale relationer grundlægges her.

Af og til er de lidt søgende over for forældreopgaven. Den er både ny og stor. Heldigvis er de bevæbnet med Barnets Bog og alskens understøttende grupper, de selv har opsøgt; de har lært færdigheder, der spænder fra babymotorik til barnevognsbrug.

Der står ’ulighed’ skrevet med flammeskrift mellem linjerne i den Barnets Bog, der aldrig bliver læst i Danmarks mere socialt udsatte hjem. For nylig læste jeg Yahya Hassans digte. Familierne i digtene har næsten intet til fælles med min venindes lille, nye familie. Hvor havde jeg gerne villet, at digtene alligevel var en historie om at blive et helt menneske på trods. Det er de ikke.

De er en historie om ulighed. Om socialt armod i Danmarks mest udsatte boligområder. Om mennesker, der aldrig har lært sociale relationer. Faren tæver moren, moren tæver ungerne, ungerne tæver andre unger. Spæde forsøg på at ville være noget for nogen kvæles i fødslen. Den næsten totale mangel på både lyspunkter og løsninger gør digtene blytunge.

Ikke desto mindre findes der løsninger. Min venindes baby leverer den mest oplagte. Hun var også svær at finde ud af i starten for sine forældre, der heldigvis er gode til at finde viden. Det er Danmarks udsatte familier ikke. Alligevel har de to familietyper for en gangs skyld noget til fælles: For begge forældrepar er forældrerollen ny og vigtig. Jeg tror, at alle – eller i hvert fald næsten alle – forældre i udgangspunktet vil det bedste for deres børn.

Forskning viser, at jo tidligere, vi sætter ind, des større sandsynlighed er der for, at indsatsen lykkes. Jo billigere rent samfundsøkonomisk er den også. Jeg forstår grundlæggende ikke, hvorfor en rød regering ikke bruger mere tid og flere kræfter på den tidlige indsats. Jeg forstår heller ikke, hvordan en bog som Yahya Hassans kan komme på gaden og skabe så meget debat om kulturelle dimensioner – og så lidt debat om socialt betinget ulighed og løsningsforslag for at komme den til livs.

For der findes løsninger. Tag nu sundhedsplejen. Sundhedsplejersker hjælper forældre med den øjenkontakt og de berøringer, deres barn har så desperat brug for. Desværre går det den forkerte vej med besparelser på området. Når Regionen sparer og derfor udskriver fødende i løbet af nul komma fem, må sundhedsplejen tage over og hjælpe de forældre, der ikke kommer ordentligt i gang med amningen og andet. Det tager tid fra opgaven med de mest udsatte forældre.

Et andet oplagt sted at sætte ind er vuggestuen og børnehaven. Her er problemet i høj grad kulturelt. Forældre med anden etnisk baggrund ser det ikke som noget naturligt sted at sende børnene hen. Nogle gør det alligevel. Andre gør ikke. Desværre. I vuggestuen og børnehaven kan børnene fra Yahya Hassans boligblok ellers få den tidlige hjælp og voksenkontakt, de har brug for.

Et oplagt bud på, hvordan flere børn kommer i daginstitution, er at vende indskrivningssystemet i Danmark på hovedet. I stedet for, at man skal melde sig aktivt ind, giver det mening at skulle melde sig aktivt ud. I Danmark er folkekirken som det eneste organiseret på den vis. Jeg tænker, at vores fælles velfærdsinstitutioner er mere grundlæggende for det danske samfund end folkekirken.

For få uger siden diskuterede den danske regering og centrum-venstre tænketanken CEVEA, om uligheden var større end nogensinde. Det endte i en ganske meningsløs taldiskussion, hvis facit jeg ikke skal gøre mig klog på. Det sørgelige faktum er, at der i hvert fald ikke er leveret et sammenhængende politisk bud på, hvordan uligheden bliver mindre. Det trænger vi til. Det trænger børnene i Hassans digte til. De fortjener en opvækst med noget af den samme omsorg og talentpleje, som min venindes baby oplever allerede få uger gammel.

Anne Vang er direktør for erhvervsskolen Niels Brocks merkantile uddannelser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Større eller mindre ulighed?
Større eller mindre ufrihed?
Større eller mindre uvedkommenhed?

Svaret er - kæmp for frihed, lighed og broderskab

Det er IKKE en nyhed