Læsetid 5 min.

Undskyld er et svært ord på kinesisk

Kinas magthavere lider af alvorlig historisk forstoppelse. Politiske kampagner, der har kostet millioner af menneskeliv, er unævnelige. Det Store Spring Fremad omtales som ’en naturkatastrofe’. Kulturrevolutionen kaldes blot ’en fejltagelse’
Kinesisk propagandaplakat. Mens sårene efter Kulturrevolutionen stadig sidder i det kinesiske folk, er den tids fejl ikke noget, man forholder sig til i Kina.

Kinesisk propagandaplakat. Mens sårene efter Kulturrevolutionen stadig sidder i det kinesiske folk, er den tids fejl ikke noget, man forholder sig til i Kina.

Scanpix
4. juli 2014

Det Store Spring Fremad 1958-61 var en storhedsvanvittig industrialiseringskampagne, som førte til verdens største menneskeskabte sultkatastrofe og kostede over 40 millioner kinesere livet. Kulturrevolutionen 1966-76 var sidste gang, Mao Zedong mobiliserede de kinesiske masser til kamp mod »gammeldags« strukturer: regering, skoler, lokalregeringer, alt dét, der skulle holde sammen på og udvikle samfundet. Uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder lukkede. Mao var fornærmet over, at hans revolutionære partifæller parkerede ham på et sidespor, mens de forsøgte at bringe Kina på fode efter Det Store Spring.

Børn angav deres forældre, naboer deres naboer, elever ydmygede, tævede og dræbte deres lærere, og militæret kæmpede indbyrdes. Millioner af byboer blev sendt på landet for at tage ved lære af bønderne. Hvor mange, der døde, ’selvmyrdet’ af nidkære og brutale rødgardister eller selv tog sig af dage, vides ikke.

Mange har fysiske mén, endnu flere har mentale ar. Naboer, der bekrigede hinanden, lever stadig side om side – uden nogen form for opgør, bearbejdning, forsoning eller bare erkendelse af begivenhederne. Jeg har mødt ældre kinesere, der lider af søvnbesvær fra dengang – bl.a. fordi de stadig er bange for at tale i søvne og afsløre deres inderste tanker.

Heller ikke opstanden og den brutale nedkæmpelse i 1989 er blevet bearbejdet. Mange kinesere har glemt den. Men de, der mistede slægt, venner, førlighed eller fremtid, glemmer den naturligvis aldrig.

Hemmelige uhyrligheder

Intet tyder på, at Kina vil ændre historieopfattelse. Omkring årtusindskiftet lettede landet lidt på adgangen til historiske arkiver fra før revolutionen i 1949. Og ind imellem har man kunnet få et glimt også i nyere arkiver.

En kinesisk og en hollandsk forsker har udnyttet glimtvis åbning af politiarkiver fra Det store Spring Fremad vedrørende sager om f.eks. brugsretten til jord og bortkomne personer. Hollandske Frank Dikötter har bl.a. set et håndskrevet brev fra lederen af Bureauet for Offentlig Sikkerhed i Sichuan-provinsen fra 1962 om, at 10,6 million mennesker døde (alene i Sichuan) i årene 1958-61.

Dikötter anslår, at Det Store Spring kostede 45 millioner kinesere livet, hvoraf to-tre millioner blev torteret til døde eller henrettet. Folk, der ikke arbejdede hårdt nok, blev hængt op og tævet eller bagbundet og smidt i damme.

En rapport fra november 1960, som sandsynligvis nåede Mao Zedong, beskriver en mand, der gravede en kartoffel op; som straf fik han et øre skåret af og benene spændt op med ståltråd, hvorpå han fik smidt en sten på 10 kilo ned over ryggen, inden han blev brændemærket med glødende jern.

En dreng stjal en håndfuld korn i en landsby i Hunan. Faren blev tvunget til at begrave sønnen levende – og døde af sorg tre uger senere. Det hele er ført til bogs – og hemmeligstemplet.

Patriotisk historieudlægning

Tre år før Kinas magtovertagelse i Hongkong, der i 156 år havde været under i den britiske krone, anbefalede koloniens undervisningsdirektør at udelade studenteropstanden i 1989 og Folkets Befrielseshærs angreb på dele af det kinesiske folk af nye historiebøger.

Det udløste bestyrtelse i Hongkong. En leder i avisen Eastern Express lød: »Hvis vi kaster slør over de seneste 20 års historie, er kommunismen ikke brudt sammen i Østeuropa, Vietnamkrigen har aldrig fundet sted, og Sydafrikas hvide styre sidder stadig ved magten. Og forresten, rent lokalt – massakren på demokratiforkæmpere fandt aldrig sted« i Beijing.

Og i sommeren 2012 i det nu kinesiske Hongkong demonstrerede 100.000-120.000 skoleelever, studerende og forældre nat efter nat foran regeringshovedkvarteret mod indførelsen af et nyt patriotisk historieskema fra folkeskolen og opefter – med vægt på moderlandet Kinas og kommunistpartiets fortræffelige bedrifter uden antydning af de katastrofale politiske kampagner. Efter nogle nætter fik demonstranterne den patriotiske historieundervisning gjort frivillig. I selve Kina er den slags aktioner uhørt.

Drømmen om tilgivelse

De seneste 15-20 år er der opstået en nostalgisk romantisering af Kinas nyere fortid og Mao Zedongs rabiate kommunisme. Ældre kinesere, der har oplevet vanviddet, er rystede; de unge, som end ikke fra deres forældre har hørt om de destruktive politiske kampagner, synes, det er stilfuld retro.

Men for nylig trådte en tidligere rødgardist, Song Binbin, offentligt frem og undskyldte, at hun som 17-årig i 1966 ikke havde søgt at forhindre mordet på sin skolelærer under Kulturrevolutionen. Læreren blev tævet, sparket og efterladt. Hun døde af sine kvæstelser. Song Binbin kaldte Kulturevolutionen en massiv katastrofe og sagde bl.a.: »Jeg håber, at alle, der forløb sig under Kulturrevolutionen og forulempede lærere og klassekammerater, vil se sig selv i øjnene og ransage deres sjæl for at søge tilgivelse og forsoning.«

Undskyldningen er bemærkelsesværdig, fordi Song Binbin er datter af Song Renqiong, én af Kinas otte ’udødelige’ revolutionsveteraner fra det nye Kinas grundlæggelse, som også Deng Xiaoping tælles iblandt. De er dog alle døde i dag.

Jeg har mødt jævnaldrende, der hver eneste dag martres af, at de var med til at tæve, ydmyge eller måske dræbe deres lærere. De drømmer om at sige undskyld og søge tilgivelse, men tør ikke. Somme tider er der ikke længere nogen at søge tilgivelse hos.

Songs undskyldning udløste heftig debat blandt Kinas hundredvis af millioner af internetbloggere – og udstillede dermed behovet for at fordøje begivenhederne dengang. Kommentarerne spændte fra, at det var et godt og alt for sent initiativ, til at det var helt utilstrækkeligt. Mange fordømte Song for hendes gerninger i et omfang, som kan få andre til at tøve med at stå frem.

Lærerindens enkemand, der i dag er 96 år og derfor stort set urørlig, sagde, at det ikke blot handler om et enkelt menneskes fortrydelse, men at Mao Zedong og hele Kinas kommunistparti bærer ansvaret, hvilket er tæt på helligbrøde i Kina.

For Mao Zedongs minde er uangribeligt. Han hyldes fortsat som Kinas grundlægger og politiske ledestjerne. I 1970’erne erklærede Deng Xiaoping, at Mao havde gjort 70 procent godt og 30 procent skidt. Så måtte den enkelte i sit indre selv gøre sit private regnskab op. Det er det tætteste, kommunistpartiet er kommet på et opgør med Maos kampagner, bortset fra en skinretssag i 1981, der gjorde ’firebanden’ (Mao Zedongs hustru, Jiang Qing, Yao Wenyuan, Zhang Chunqiao, og Wang Hongwe, en indflydelsesrig gruppe, der inden for Kommunistpartiet. red.) ansvarlig for Kultur- revolutionen, hvorved den potte – i magthavernes øjne – var ude.

Dermed lever ofre og bødler fortsat side om side, og efterhånden som de dør, forsvinder vidnerne til historien, og så kan magthaverne for alvor smække Den store Kinesiske Glemmebog i.

Et opgør a la Sandheds- og Forsoningskommissionen i Sydafrika umiddelbart efter apartheidstyrets opløsning ville læge mange sår, men det er endnu aldeles utænkeligt. For i samme ombæring vil det afdække uhyrligheder fra kommunistpartiets side, som magthaverne ikke vil være ved. De vil tie overgrebene ihjel frem for at lægge dem bag sig.

Mette Holm er journalist og forfatter. Hun er aktuel med bogen ’Dagbog fra Beijing – 25 år senere; hvor gik kineserne hen?’

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu