Kronik

Ved siden af min sovesofa står en lille meditations-skammel

Jeg kom væk fra blodet på slagteriet og jernstøvet på maskinfabrikken. Jeg blev en af dem med høj pande og rene negle, som mine brødre siger. Men gennem årene har jeg aldrig sluppet længslen efter indre frihed
Når dagens kronikør i dag kigger på sin bogreol, er der så mange titler om frihed, at han føler sig helt fanget af frihed.

Børge Lassen

23. juli 2014

Sommeren 1972 sad jeg på mit værelse i Vejle i mine forældres treværelseslejlighed med altan i Svendsgade i arbejderkvarteret Vestbyen. Kvarteret var fyldt med sådanne lejligheder. De rummede plads til to voksne og fra ét til mange børn. Jo flere børn, des flere køjesenge.

I de fleste stuer var der en sovesofa, som faren kunne hvile sig på, når han kom træt hjem fra arbejde. Fædrene i mit kvarter arbejdede på slagteriet Tulip, jernstøberiet Hess eller på andre store og små virksomheder i byen. Min far var maler, og min mor var hjemmegående.

De gange, der kom gæster, eksempelvis onkel Bent og tante Else fra Aarhus, kunne sovesofaen trækkes ud, og vupti var der to sovepladser i stuen. Onkel Bent og tante Else havde den samme smarte anordning i Aarhus.

Sovesofafabrikanterne havde gode tider.

Fra vores sovesofa i Svendsgade kunne vi kigge op på de store flotte huse på bakkerne. Her boede kvinder og mænd også sammen som mand og kone og havde et par børn, men der var ingen sovesofaer. De havde gæsteværelser.

Voldsomme ord og snaps

Jeg var 17 år og havde lige bestået realeksamen med så høje karakterer, at jeg i teorien kunne få en uddannelse, der gjorde mig i stand til at klatre op ad bakkerne til middelklassen og overklassen. Væk fra blodet på slagteriet, hvor min bror Kaj slagtede køer. Væk fra maskinfabrikken, hvor min bror Frits indåndede jernstøv.

Jeg havde allerede smagt på kærlighedens nektar og seksualitetens drifter. Var som 15-årig forelsket i en pige oppe fra bakkerne. Hvilket øgede mit kondital betydeligt, da jeg et par gange om ugen cyklede den lange og stejle vej op til hendes adresse i håbet om at få et glimt af hende. De få gange det lykkedes at se hende, var det, som om mit hjerte ville flyve ud af brystet på mig, hen over ringklokken og videre ud over asfalten. Jeg tror aldrig, at hun fandt ud af, at jeg var forelsket i hende. På den måde undgik vi jalousi og skuffelser – men det var ikke særligt stimulerende for sexlivet. På det tidspunkt kendte jeg hverken til Marx eller Freud. Kærligheden og seksualiteten var der bare, og jeg havde ikke drømt om, at kærligheden kunne udvikle sig i mange retninger og både virke frigørende og fastholdende.

Jeg havde flere gange været til mine søskendes bryllupper, hvor jeg havde hørt dem love præsten troskab, til døden os skiller. Det lovede de præsten med samme selvfølgelighed og tonefald, som når man bestiller en hotdog med det hele ved pølsevognen.

Når der havde været bryllupper, sov onkel Bent ekstra tungt og længe på sovesofaen. Om det skyldtes præstens voldsomme ord om at leve sammen til døden jer skiller, eller om det skyldtes snapsene, står hen i det uvisse.

Jeg blev socialiseret til, at den rigtige vej at gå var at få sig et arbejde, en kone, børn og en lejlighed, hvor der var plads til en sovesofa.

Og for at sætte trumf på fortalte min religionslærer, at oven over det hele, på en hvid sky, står Gud med langt hvidt hår og hvidt skæg og kigger på os syndere. For syndere er vi, og kun fordi, Jesus tager vores synder på sig, falder vi ikke alle sammen direkte ned til ham med treforken og horn i panden.

Den historie skræmte mig som barn og gør det på en måde stadigvæk.

Væk fra sovesofaen

Nu sad jeg så der i 1972 på værelset og lyttede til The Beatles. Det kunne have været et nummer fra lp’en Help! Ind kom min far med et smil på læben. Der var noget, han gerne ville sige. Jeg slukkede for The Beatles, og han fortalte, at han havde skaffet mig en kontorelevplads ved Vejle Kommune.

Min far var en mand, jeg normalt ikke modsagde, men alligevel kom det ud af min mund: »Jeg skal under ingen omstændigheder sidde og rådne op på sådan et kontor.«

Til min overraskelse sagde min far ingenting til det. Han vendte bare om og gik.

Og så kan det nok være, at jeg fik travlt med at søge ind på gymnasiet. Ikke fordi jeg havde lyst, men for at undgå det med sovesofaen og for at få tid til at høre noget mere Beatles og Rolling Stones, og til at undersøge, om der fandtes andre måder at leve livet på.

Nu sidder jeg på mit arbejdsværelse i mit hus. Jeg ser på min bogreol, der kan fremvise titler som Den eneste frihed af J. Krishnamurti, Et essay om indre frihed af Jes Bertelsen og Vælg hjertets vej af Dalai Lama. Der er så mange titler om frihed i min bogreol, at jeg føler mig helt fanget af frihed.

Den indiske filosof J. Krishnamurti siger, at vores relationer, også familierelationer, bygger på de forestillinger, vi har om os selv og hinanden. I mit tilfælde forestillinger, som er plantet af min religionslærer; præsten, der viede mine søskende; min far med kontorelevpladsen og mange flere.

Forestillinger, der bare er konstruktioner, illusioner og drømme, som man kan hænge fast i.

Når jeg sover og drømmer, tror jeg, at det er virkelighed. Hvis jeg i en drøm sidder på ryggen af en kæmpe havørn, der flyver hen over Skjern Å, så er det virkeligheden. Først når jeg vågner, tænker jeg: Nåh, det var kun en drøm.

Tænk, hvis jeg en dag vågner op fra det, jeg til daglig kalder virkelighed, og opdager, at det også bare er en drøm. Tænk, hvis der er noget, der er større, som jeg kan vågne op til lige nu.

Samhørighed

Tænk, hvis min religionslærer tog fejl. Der findes ingen Gud på en sky, der holder øje med os. Måske er det i stedet sådan, at det guddommelige er inde i hvert enkelt menneske, at alle mennesker er guddommelige uanset alder, køn og race. Det er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til, det er der bare.

Tænk, hvis man kunne leve det liv, der er her lige nu, og ikke ud fra en overleveret forestilling om, hvad livet er for en størrelse.

Tænk, hvis man kunne komme ud af tankernes og følelsernes favntag og i stedet give slip og mærke den medfødte indre frihed, der giver os mulighed for samhørighedsfølelse med alle medmennesker.

En hjertets samhørighedsfølelse, der skaber en lighed, der gør dem i Vestbyen lige så værdifulde som dem på bakkerne i Vejle og omvendt. Og som gør menneskelige relationer og kærlighed til noget andet end ejerskab af hinanden og derved giver muligheder for andre måder at leve sammen på.

Ovenstående er ikke en opfordring til at gå i kloster eller iklæde sig orange tøj og spille hellig. Det er en mulighed for at søge noget, der er større. Og skulle denne søgen medføre, at vi blev lidt venligere over for kassedamen, naboen, den fremmede og alle andre, er det ikke helt dumt.

Jeg kom væk fra blodet på slagteriet og jernstøvet på maskinfabrikken i Vejle. Jeg blev en af dem med høj pande og rene negle, som mine brødre kalder os. Jeg arbejder i dag som psykolog, har kone og to børn, hus med både gæsteværelse og sovesofa og sølvbryllup næste år.

Samtidig har jeg gennem alle årene ikke kunnet slippe længslen og nysgerrigheden på den indre frihed. Så ved siden af vores sovesofa står der en lille meditationsskammel, hvor jeg dagligt forsøger at undersøge det, der er større. Vel vidende at det ikke drejer sig om enten det ydre eller indre. Det er mere kompliceret, i hvert fald i mit liv.

Mange år efter min fars død fortalte min mor mig, at han, efter mit afslag på kontorelevpladsen ved kommunen, var gået ind til hende i stuen og med stolthed i stemmen havde han sagt: »Jeg kan godt forstå, at han ikke gider den kontorelevplads« Havde min far, gennem årene, i stilhed, ligget derinde på sovesofaen og gennemskuet det hele?

John Ib er psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Slettet Bruger
  • ds sds
  • Viggo Okholm
  • Torsten Jacobsen
  • Tommy Knudsen
  • Carsten Mortensen
  • Vang Bach
  • Martin Åberg
  • Bob Jensen
  • Niels Mosbak
  • Niels Duus Nielsen
Slettet Bruger, ds sds, Viggo Okholm, Torsten Jacobsen, Tommy Knudsen, Carsten Mortensen, Vang Bach, Martin Åberg, Bob Jensen, Niels Mosbak og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ja, udmærket indlæg. Jeg selv har reflekteret over de samme ting. Jeg havde godt nok ingen søskende at blive målt med, men målt blev jeg jo alligevel. Dengang i halvtredserne blev man målt. Min far var landarbejder, men havde svunget sig op til at blive murerarbejdsmand, og senere i tresserne endda lastbilchauffør. Og så, meget senere, noget helt andet. Det var da halvtredserne næsten var helt glemt.
Men det indebar, mens vi stadig levede i halvtredserne, at vi børn, altså mig og alle de andre landarbejderbørn blev opdraget til at vi engang når vi blev 14 skulle ud og tjene på en gård. "Vil du i verden frem, så buk", sagde min bedstefar altid. På den måde kom man frem på nogenlunde samme måde som når man passerer tjekposter i et krigshærget land - man flytter fra et sted til et andet, men man kommer ikke netop "frem"i nogen egentlig forstand.
Nå, men så pludselig, først i tresserne var fanden løs og nogen af os endte på gymnasium hvor vi med vores "ud at tjene når vi blev 14"-mentalitet passede rigtig dårligt ind. opdragelsen kunne simpelthen ikke følge med samfundsudviklingen. Sådan gik det jo med mange. Selv blev jeg aldrig rigtig til "noget". Droppede ud af universitetet - forstå mig rigtigt, jeg har levet et udmærket liv, først som tømrer/bygmester, sidenhen som oversætter, men altså i USA, i Danmark kan man ikke sådan springe rundt endnu, det var måske derfor jeg emigrerede da jeg var 26, jegkunne ikke passe ind i det mærkelige forvrængede danske klassesystem længere.
Min onkel, han var den første i familien til at komme på universitetet lige efter krigen. Jeg tror ikke han nogensinde sov på vores sovesofa, for vi havde skam osse en, men engang i begyndelsen af halvfjerserne begik han selvmord. Man må antage at alle de internaliserede, hinanden modsigende klassestrukturer og/eller mangel på samme endelig overhalede ham indenom, og han ikke længere havde noget ståsted i denne verden.
Pudsigt, de ting der sker når et traditionsbundet samfund går op i sømmene, for det var jo det der skete der først i tresserne.

john ib, Vang Bach og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Artiklen viser jo med al tydelighed at den såkaldte sociale arv kan brydes eller kunne. hvor ville det være dejligt om man som menneske blev anerkendt som menneske, hvis I forstår, for det man er uanset løn, uddannelse og med eller uden arbejde. John Ib synes at være glad for at slippe fri af "arven" og ser heldigvis skarpt på tilværelsen faldgruber Jo en meditation i nuet og forsøg på ro i sindet og tankens frihed er godt at prøve.

Lise Lotte Rahbek

Jeg ved ikke rigtig - jeg synes der ligger en vis tvivl i dette skriv,
ud over opstigelse til bakkerne og forpligtelsen til medmenneskelig samhørighed og længslen efter frihed,
en tvivl om det nu også er rigtigt,
at menneskene er lige meget værd om de befinder sig oppe eller nede.