Klumme

Virkeligheden forstyrrer beslutningstagerne

Indlæg fra mennesker, der beskæftiger sig med emnet for debatten til hverdag, bliver set som illegitime i den politiske debat. De bliver dømt ude som partsindlæg
2. juli 2014

Virkeligheden er blevet et forstyrrende element for beslutningstagerne. Det er i hvert fald min oplevelse som leder i det offentlige i en tid, hvor man med statsministerens ord er gået reform-amok. For ikke ret lang tid siden havde jeg en diskussion om netop det med gode kolleger. En af dem sagde let frustreret, at han absolut ikke forventede, at det politiske niveau blot gjorde, som han anbefalede.

Han så det også som sin opgave at gøre sit ypperste for, at en hvilken som helst af de mange politiske reformer blev en succes på hans skole – uanset hvad han så end måtte mene om dem. Det, han havde det svært med, var ikke at blive betragtet som en del af holdet. Ikke at blive hørt. Ikke at få lov til at bidrage til at gøre det så sandsynligt som muligt, at reformerne rammer plet.

Men tværtimod at blive betragtet med mistillid som en, der nok bare vil mele sin egen kage og fremme illegitime særinteresser.

Hvor har jeg set mange ledere, der censurerer sig selv af frygt for at komme til at fremstå netop sådan. Jeg udøver selv af og til den type selvcensur. Man vil jo nødig fremstå handelsskoleegoistisk. Ofte kan jeg alligevel ikke dy mig. Så råber jeg op om forholdene for erhvervsskoleelever og erhvervsskolelærere, når jeg er sammen med beslutningstagere.

Bagefter føler jeg en sær trang til at sige undskyld til dem. Det er et problem. For hvis jeg ikke må tale handelsskoleelever og -læreres sag, hvem gør det så?

Mistilliden til medarbejdere i det offentlige er ikke begrænset til lederniveauet. Den retter sig også mod lærere, læger og SOSU-assistenter.

Mens ’tillidsledelse’ er et moderne slagord, var det politiske udgangspunkt for både debatten om læreres og lægers arbejdstid, at offentligt ansatte egentlig helst vil hæve deres løn for at sidde og drikke kaffe, mens børn og patienter passer sig selv. Jeg er fortaler for en måde at tænke arbejdstid på, der giver rum til ledelse – ligesom jeg er fortaler for at gøre tingene smart, så der er mest muligt tid til netop børn og patienter. Men jeg er IKKE fortaler for, at man politisk italesætter grupper af medarbejdere som egoistiske og ugidelige.

Et andet eksempel på mistillid til offentligt ansatte er indførelse af BUM-modellen i ældreplejen. Den efterlader medarbejdere med begrænset indflydelse på, hvordan de løser deres arbejdsopgaver. BUM står for bestiller-udfører-modellen. En person sidder på kontor og bestiller en service. En anden person leverer service. Da BUM-modellen blev rullet ud i den offentlige sektor, handlede det om retssikkerhed; borgeren skulle have sikkerhed for et serviceniveau uden at behøve fedte for sin hjemmehjælper. Det handlede også om ensartede standarder. Ingen ældre skulle opleve, at antallet af fjernede nullermænd var afhængigt af en tilfældig medarbejders vurdering.

Umiddelbart lyder det som en fin intention. Men hvis man tænker lidt over tankegangen bag, er den skræmmende. Antagelsen er, at SOSU-assistenterne helt generelt er ubehagelige typer, der sanktionerer hjælpeløse gamle, hvis de opfatter dem som besværlige. Samtidig bliver deres viden om de ældre illegitim.

Det formodes, at denne viden bruges til ugunst for den ældre og til at springe over, hvor gærdet er lavest; ikke til at kunne skabe sig rum til at drikke en kop kaffe med fru Hansen på årsdagen for hendes mands død, hvor hun føler sig ensom og trist – og så til gengæld gøre en lille smule mindre rent netop den dag.

Den manglende respekt for offentligt ansattes faglighed og tillid til vores vurderinger er særligt uheldig, fordi vi som mennesker ofte gør det, der forventes af os. Hvis vores indsats ikke anerkendes, er vi ikke ret motiverede for at give den gas og yde mere. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg har det også sådan, at jeg motiveres af indflydelse på mine egne arbejdsopgaver. Holdspil.

Mit opråb er simpelt. Der er brug for en tro på, at medarbejderne som oftest er der for at gøre en forskel. Derfor skal vores faglighed bruges. Vores viden skal anvendes både i hverdagen, og når der laves reformer. Virkeligheden må aldrig blive et forstyrrende element.

 

 

 

Anne Vang er direktør for erhvervsskolen Niels Brocks merkantile uddannelser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu