Jeg har altid holdt meget af den franske forfatter Albert Camus. Han gjorde ikke en dyd ud af ikke at have et plot, men forholdt sig aktivt til det, som skete. Og i disse uger er jeg nok ikke den eneste, som nærer en vis veneration for Camus – om ikke af andre grunde, så i hvert fald for hans kommentar om, at alt, hvad han vidste om moral, havde han lært fra fodbold.
Det kan være rart at alliere sig med Camus som et forsvar for de mange timer i sofaen, som et fodboldverdensmesterskab unægteligt betyder for mange. Men det er vigtigt at understrege en ting: Camus henviser til selve det at se eller deltage i fodbold, som berigende. Han tænker ikke på de mere eller mindre moralske kommentarer, som eventuelle sportsjournalister kommer med.
Og hvad har man så kunnet lære, rent moralsk, hvis man som jeg følger sporadisk med i VM i fodbold?
Moral handler om de fundamentale basisværdier, der dikterer ordentlig opførsel inden for et bestemt samfund eller kultur. Moral og sport hænger sammen, da mennesker interagerer i alle former for sport. Moral involverer altid andre mennesker, der findes ikke en personlig moral. Endvidere er ikke alle beslutninger moralske. De er forbeholdt de værdier, som betyder mest. I sportens verden er det fairplay. Grundspørgsmålet er: Hvad er fair?
Sherlock Holmes bider ikke
Af dette VM har man blandt andet kunnet lære, at det ikke kun er frustrerede børn, som bider. Det kan voksne mænd også gøre. I begge tilfælde vækker det bekymring og afsky. Det kan være svært at se, hvordan et bid er værre end en skalle, en knytnæve eller at karatespark, som fodboldspillet også er fuldt af. Personligt vil jeg foretrække, at min søn på knap fire år bider, fremfor at nikke skaller. Bidet virker mere instinktivt. Man er bogstaveligt talt ude, hvor man ikke længere kan bide over det, som man konfronteres med. Presset og forventninger er anderledes for et barn end for en professionel fodboldspiller, men reaktionen er den samme.
At biddet vækker forargelse skyldes dog ikke det barnagtige. Snarere det dyriske. At nikke en skalle er et trin op ad civilisationens moralske stige – i fodboldens verden. Hos børn er det derimod en bekymrende udvikling. Tilsvarende er en knytnæve nærmest heroisk – både på og uden for banen. Sherlock Holmes bider ikke, han nikker ikke skaller, men han er en god bokser. Sådan er sande gentlemen. De ved, hvornår fornuften har nået sin grænse, og det er tid til at danse med hænderne hævet som to missiler foran ansigtet.
Optaget af fortiden
Fodbolden har også lært os, at dommerens verbale autoritet er aftagende. I stedet for at sige hertil og ikke længere, må han nu tegne hvide streger på grønsværen. På den måde behandles fodboldspillerne lidt som dyr (som dog ikke må bide!). Ingen forventer, at en fodboldspiller kan blive stående, indtil dommeren fløjter. Ingen forventer, at en fodboldspiller ved, hvor langt ni meter er. Derfor har dommerne valgt at tegne et streg i græsset. Dommerne prøver at gøre det lettere ikke at kvaje sig.
Udover den hvide spray er der også kommet en ekstra dommer plus en masse kameraer. Nogle af dem sidder på mållinjen. Er bolden inde eller ude? Det er det, det hele drejer sig om: mål.
Alle kameraerne i fodboldspillet har lidt samme effekt, som fotografier og filmklip i det daglige liv. De svækker ens hukommelse. De svækker ens tilstedeværelse. Og de svækker den kollektive hukommelse. Gentages et hvilket som helst øjeblik ikke, er det næsten som om, at det ikke har eksisteret. Tænkt bare på alle dem, der tager billeder af sig selv og skriver om sig selv i et væk på Facebook. De er sjældent tilstede. Jo mere aktive, desto mere tomhed.
Det minder lidt om episoden med bidet. En spiller bed en anden. Det var et bid, som alle talte om, men som ingen reelt så, da det skete. Moralen synes at være, at vi i stigende grad tillægger værdi til det, som vi ikke har set, det vil sige oplevet og erfaret, fordi vi sikkert var optaget af at redigere det, vi lavede en lille time før. Vi er optaget af fortiden i vores jagt på at skabe en bedre fremtid.
Eksempelvis valgte FIFA at straffe den mand, som bed en anden spiller hårdt, for at sende et signal. Signalet er dog reelt hverken større eller mindre, end det var før: Du må ikke bide i fodbold. Straffens hårdhed tjener altså ikke andet end at følge den umiddelbare folkestemning. Udover at bide, må fodboldspillere heller ikke slå, løfte benene i tacklinger, bruge hænderne som markspiller, sige grimme ting, f.eks. racistiske eller seksuelle til hinanden.
Fra sofaen kan man se, at tilskuerne ser ud til at more sig – uanset om kampen er god eller dårlig. Nedtrykte fans rejser sig og jubler hysterisk, fordi de ser sig selv på storskærmen. Intet er med andre ord så slemt, at ens eget billede i fuld størrelse ikke kan hjælpe på humøret. Igen er Facebook og Instagram et godt eksempel på, hvordan ingenting synes af mere, når det forstørres.
Hertil er ikke langt nok
Heldigvis kan man stadigvæk lære det vigtigste, når det drejer sig om moral, nemlig: De hold, som spiller mest seværdigt, har ikke partout de bedste fodboldspillere, men de besidder en eksemplarisk vilje til handling. Viljestyrke, selvkontrol og disciplin kombineret med drømme, der vækker stærke følelser, så stærke, at motivationen blomstrer. Det er værdifuldt. De bedste hold er motiverede af selve glæden ved at gøre det, de gør, når de spiller fodbold. De fremmer løbende egne og medspillernes præstationer.
Fodbolden viser os, at fairness ikke handler om medfødte talenter, men om at alle kan nå langt i kraft af disciplin og viljestyrke. Kombineret med en smule mod og fantasi. Sådan er det også uden for fodboldbanen.
Selv om vi desværre har organiseret vores samfund på en måde, der minder om en fodbolddommer, der er gået grassat med sin hvide spraymaling. Hertil. Ikke længere. Følg denne vej mod målet.
Lykkeligvis tager nogle alligevel udfordringen op. De viser, at hertil ikke er langt nok. Enkelte nationer viser, at noget ikke er værdifuldt, før det korresponderer med en fundamental livskraft, nemlig et ønske om at blive bedre. Ikke bedre til at sælge rundstykker, men til at leve et rigt liv. Tyskerne viste endda, at Emma Gads høflighedsmoral er død. De spillede ærligt og modigt, selv om det betød, at værten ikke blev behandlet pænt.
Holdet er en del af dig selv
Når sporten er bedst, kan jeg identificere mig med den aktive og følelsesmæssige involvering, som atleterne udviser. Fornuftens stemme handler ikke overilet, som når en bider en anden, og en tredje derefter straffer den første, som var der tale om en voldtægt. Nej, en spiller forholder sig aktivt til et problem, når han begejstret lader en holdkammerat overtage sin plads på banen, fordi han ved, at han har spillet en dårlig kamp. Pointen er, at holdet er en del af ham selv. Eller sagt anderledes: Ronaldo er kun noget selv, når han accepterer, at han er en del af en større sammenhæng. Det glemte han. Derfor var han ingenting i Brasilien.
Den overordnede moral må være: Fodbold er kun et problem for dem, der ikke har andet at tage sig til. For andre er det underholdning, måske endda moralsk oplysende. Det hele afhænger af ens forhold til det, som sker. Selv i sofaen kan du være enten passiv eller aktiv.
Finn Janning er filosof
smuk læsning ;o)
Den overordnede moral, om nogen, er vist, at fodbold er en Rorschach test for agurketidsfilosoffer, og at det danske filosofilandshold af i dag ville tabe mindst 7-1 i indledende runde, hvis de stillede op mod Kierkegaards tid.
Noget af det bedste ved fodbold er, at det er et team spil. Man er fælles om resultatet. I individualismens eget land USA bliver fodbold mere og mere populær, hvilket skræmmer republikanerne fra vid og sans da de ser det som et tegn på, at USA er blevet mere venstreorienteret.
- Let's play football. Real football :-)
@Kjeld Hansen:
Når man ser på heltedyrkelsen af profilerne i elitefordbold, så kan jeg simpelthen ikke genkende det billede du maler.
Dernæst grubler jeg over, hvordan fodbold er mere et holdspil (ja, undskyld at jeg ikke kan få mig selv til at blande engelsk ind her, da "hold" er et meget fint dansk ord) end f.eks. ishockey?
Fodbold er som den ritualiserede krigsførelse mellem to parter, den er udtryk, blottet for moral. Hvad der ikke handler om de positive værdier: samarbejde på tværs, tolerance, tillid og generøsitet har vi alt for meget af i forvejen, så tåbelige boldspil, der nærer de værste følelser i mennesker, og de bedste på et falsk grundlag, har vi ikke brug for. Læs nogle bøger og lad os diskutere dem i stedet for!
Jeg så engang en film om, hvordan foldbolden blev tilladt på en drengeskole i det wilhelminske Tyskland, fordi den opdrog til disciplin.
Så vidt så godt som kommentar fra sidelinjen. At holdet er vigtigt i fodbold, er det nu en nyhed? Af moralsk karakter? Måske. Er tennis eller golf mindre moralske?
Bem. 1: Camus havde faktisk sagt: "Le peu de morale que je sais, je l'ai appris sur les terrains de football et les scènes de théâtre qui resteront mes vraies universités" - jo: foldbold ér teater. Men for en skuespiller er teater også det virkelige liv.
Bem. 2: Hvem er egentlig Emma Gad? Wikipedia skriver om hende: "Today her plays are preserved in Denmark's Royal Library." Det er da også noget.
Morten Lind
13. juli, 2014 - 11:45
Hvorfor ikke skrive i et forståeligt sprog. Jeg maler ikke, jeg skriver (ja, undskyld at jeg ikke kan få mig selv til at blande overført tale ind her, da "skrive" er et meget fint dansk ord).
- Klippe klister er udmærkede danske ord... he he
Sport afviger fra scenekunst i det forhold, at der ingen hensigt andet end den åbenbare og banale er i sport.
Jeg nød din kronik rigtig meget.
Den er righoldig i sine iagttagelser og analytisk suveræn i sine konklusioner.
Finn Janning! Vi er nok nogle herude, måske ikke så mange, men når vi undertiden falder over noget læseværdigt, så er det som god sex eller en god middag. Vi vil ha' mere!
Vil du ikke nok!
Nej, jeg forstår ikke, hvorfor folk vil bruge tid på noget så hjernetomt, Børge Olsen, det har du ret i.
250.000.000 kr Brugte tyskerne på et nybygget hotel kun til landsholdet op til finallen.
Ligesom så meget andet er det de riges legeplads. Specielt i dag.
Bortset fra det, er Messi i sekvenser på niveau med
Beethoven. Så derfor skal jeg se finallen.
Som en engelsk kommentator skrev i forbindelse med Suarez, der bed en modstander … på en tirsdag: "It's Chewsday" ;)
Men … hvad forhindrer egentlig tidsbestemte udvisninger i fodbold? 2 - 5 - 10 minutter, alt efter forseelse? Så kunne man måske også komme den ærlig talt ret barnagtige og irriterende – umoralske? – 'filmen' til livs. At se store, stærke, hårdføre(?) mænd bevidst smide sig som forkælede børn, åbenlyst med vilje, og så ligge og ømme sig med et stjålent blik i dommerens retning. Altså! Helt ærligt!
Og indrømmet, jeg forstår ikke fodbold, men kan nu alligevel godt li' mit eget forslag. :)
Til dem, der er har forvekslet denne øvelse i fri association med en analyse et par eksempler:
Fodbolden viser os, at fairness ikke handler om medfødte talenter, men om at alle kan nå langt i kraft af disciplin og viljestyrke. Kombineret med en smule mod og fantasi. Sådan er det også uden for fodboldbanen.
Digterne ved, at både spontaniteten, den frie, vildvoksende association, og disciplinen, den sk[nselsløse lugesaks, har deres rolle i skaberværket. For nøjes man med førstnævnte uden at applikere sidstnævnte skånselsløst, ender man nemt med en række uoriginale klicheer, da det tit er disse, der ligger øverst i associationsstrømmen. Man kunne således forledes til at tro, at ovenstående citat synes at stamme fra en af Mette Frederiksens peptalks til de kommunale nyttearbejdere, som måske havde været bragt i TV-Avisen lige inden fodboldkampen og derfor stadig befandt sig i den filosofiske ånds overflade.
Men der er vi nok for hurtige, for traditionen tro har filosoffen været omhyggelig med at definere og anskueliggøre sine begreber, således også begrebet "fairness". I den omhyggelige såvel som opbyggelige gennemgang ovenfor får vi nemlig at vide, at fairness har noget at gøre med ikke at bide og nikke skaller og i det hele taget opføre sig civiliseret. Vi har således ikke været fair i vores antagelse, for ikke engang Mette Frederiksen kunne finde på at prædike om, at det ikke kræver medfødte talenter blot mod og fantasi at lade være med at bide hinanden og nikke skaller.
Filosoffen er i det hele taget, som rigtige filosoffer bør være , overordentligt fascineret af fodboldbideriet. Det ses ikke mindst, der hvor han har konkluderet, at hvis noget ikke er indfanget på film eller foto, da forekommer det os ikke virkeligt, og vi glemmer det hurtigt.
Det får ham atter til at tænke på hint bid, hvorom han konkluderer med beundringsværdig sikkerhed, at ingen af os så det "da det skete", men at det fylder så meget i vort fodboldunivers netop fordi det er blevet indfanget på film.
Dertil kan siges, at hvis det, at man ser en hændelse forskudt i tid via et medium, som kan optage og gengive den, skulle delegitimisere interessen, så bør han nok holde op med at se fjernsyn i al almindelighed. Men dette blot i forbigående, for, som filosoffer har for vane, stiller han straks tingene på hoverdet og betror os i næste øjeblik, at alt det, som vi troede dog var noget, ikke meget måske, men dog noget, i virkeligheden er lutter ingenting, og det netop i kraft af mediet.
Dvs., hvis jeg som tilskuer skulle være så uheldig at blive indfanget af kameraet, da udslettes min eksistens på mystisk vis, og både jeg og min deltagelse i arrangementet bliver til ingenting:
Nedtrykte fans rejser sig og jubler hysterisk, fordi de ser sig selv på storskærmen. Intet er med andre ord så slemt, at ens eget billede i fuld størrelse ikke kan hjælpe på humøret. Igen er Facebook og Instagram et godt eksempel på, hvordan ingenting synes af mere, når det forstørres.
Pr. den logik må man konkludere, at hele det televiserede fodboldmesterskab, inkl. det famøse bid, har fået sin eksistens berøvet af mediet som formidler det, og derfor også at den morallære, som Finn Janning uddrager deraf, bygger på det rene ingenting. Ganske som med al anden moraliseren.
frarøvet
Jeg har som fodboldinterreseret nydt en måned med både gode, dårlige, inspirerendo og kedelige kampe men står tilbage med en nogenlunde god smag i munden. Ikke så anderledes fra at læse en god bog. Det er jo bare underholdning for os læsere/fans.
Nej, Jens Harder Vingaard Larsen, så har du da en ualmindelig dårlig smag i litteratur. ;-)
Jamen, hvori består det fascinerende? Der er intet indhold, der er intet fokus, der er ingen videre hensigt. Tomt!
Jeg så fodbold finale i går, fordi der ikke var andet...
Også fordi jeg alligevel ville komme til at høre om alt fra det mindste kiks til hvad der ellers kan tales om, når jeg lukkede op for radioen. Det og så cykelløb - hele tiden?
Syrien og millioner af flygtninge - Israel og Palæstina fylder også lidt.
Penge kan bruges på sport og ligegyldige melodi-grandprixer - de kunne gøre mere gavn andre steder eller - måske reduceres lidt, hvis det kun drejede sig om sammenhold og underholdning?
Kampen gjorde indtryk på mig på grund af den fuldstændig unødvendige vold mellem spillerne - så grov og så filmet, men uden særlig mange konsekvenser.
Så nej tak en anden gang og fri mig for bemærkninger om kvinder, der ikke forstår :-)
Vi kan vel alle blive enige om at fodbolds hovedformål er at underholde. Det samme er gældende for skønlitteratur, film, teater, opera, musik, gøgl, osv. Nogle af os kan lide nogle af overstående men ikke så meget andre. Altså som så meget andet i livet - smag og behag. Jeg kan dog ikke se nogen grund til at nedgøre andre fordi man ikke lige selv bryder sig om en specifik underholdningsdisciplin. Fred være med os alle.
Jeg har det generelt virkelig svært ved denne her slags diskussioner. De ender ofte ud i en diskussion imellem mennesker der kan lide sport og andre der ikke kan. Derfor går argumentationen ofte på om det er et spild af tid eller ej eller at der er problemer i denne verden (det ved vi alle) og det derfor er uanstændigt at bruge tid og penge på det. I min verden er det formålsløse diskussioner...angående det første ..ja kan man lide sport er det super, kan man ikke, så kan man jo vælge at lade være med at bruge tid på det. Sport fans kunne jo, med lige så lidt ret, sige at det er spild af tid at læse en god bog, gå på kunstudstilling eller lignende (ikke fordi sport fans ikke også både læser bøger og går på kunstudstillinger , bare eksemplets magt).
Angående at der bruges mange penge på sporten, ingen tvivl. Men det gør der også på kultur overordnet set. Der er også superstjerner inden for kunstens verden og pengene er store. Så hvis argumentet at det er spild af penge at bruge penge på fodbold (sport ??) i forhold til at der er mange problemer i verden, så må de samme regler også gælde på andre områder der går under begrebet underholdning. Kunst er underholdning. Man bliver også nødt til at tage i betragtning at sport for en ufattelig masse mennesker i denne verden (fodbold især), som lever under forfærdelige forhold er kilde til glæde og store drømme. Det gør simpelthen deres hverdag mere udholdelig. Derfor det så ofte er blevet sagt : Fodbold er vigtigere end livet..det er i overført betydning rent faktisk sandt i rigtigt mange meget dårligt socialt stillede samfund i verden. Jeg er den sidste der skal argumentere for at tage dette fra disse mennesker...har jeg overhovedet ret til det ?...så lad nu sport være sport (fodbold være fodbold). Nyd det eller lad være, det må være op til den enkelte.
Nu vedstår jeg gerne, at jeg ikke forstår fodbold og endnu mindre fascinationen ved fodbold, men samtidig accepterer jeg også, at mange andre gør, og har taget dette VM til mig. If you can't beat them … osv. ;)
Og selv om jeg mener, at det var totalt unødvendigt – værdigt til det røde kort! – at både DR og TV2 sendte (længe!) før, under og (ikke så længe) efter VM-finalen, og selv om jeg fx også står fuldstændig uforstående over for, hvorfor Nicklas Bendtner skulle først optræde i kommentatorpavillionen på Islands Brygge og derefter sendes til Brasilien, hvor DR ellers i forvejen var rigeligt repræsenteret ('vi' må jo ha' råd til det?) – og kunne man, bortset fra at han absolut intet verbalt havde at bidrage med, måske også tænke lidt moral ind i dén beslutning: at have ham med? – bortset fra det, har der selv for en fodbold-analfabet som mig været mange fine oplevelser under VM. Bl.a.:
Afsyngningerne af nationalhymnerne. Jeg har fx aldrig tidligere været opmærksom på, at mange af de sydamerikanske landes nationalhymner lyder som en blanding af opera og militærmarcher. James Rodriques. Sejrsdansene i forbindelse med scoringer fra bl.a. de colombianske og de ghanesiske spillere. Det entusiastiske publikum fra hele verden indsvøbt i, bemalet med og udklædt i egen nations flag og farver. Se nu bare dér: Ikke kun danskere, kan udvise national stolthed! Og tilsyneladende føler andre nationer sig ikke tilskyndet til at skamme sig over deres. ;)
Samtidig er der næsten ikke noget mere hjerteskærende end synet af en festligt udklædt, bemalet fodboldfan, hvis hold lige har tabt.
Volden på banen! Det er mig helt ubegribeligt, at så meget er tilladt. Og hvordan kender man overhovedet forskel på en 'ren' og en 'beskidt' tackling? Jeg kan ikke.
Den megen 'filmen'! Og som oftest har udførelsen været en meget dårlig skuespilpræstation. Trods hård konkurrence vil jeg gi' prisen for både filmen og dårligt skuespil til Thiago Silva. Utiltalende, men trods alt imponerende at han slap afsted med så meget af det.
Miroslav Klose, der efter afklapsningen af Brasiliens hold, frem for at løbe jublende rundt på banen, istedet gik rundt til samtlige, tror jeg, brasilianske spillere og gav dem et dybtfølt knus. Ikke kun god moral men Weltklasse.
Ork, der var meget, meget mere, der gjorde indtryk på mig under disse mesterskaber. Det meste dog noget som ikke havde så meget med selve spillet at gøre. Noget af det sidste, der gjorde indtryk, var at kunne konstatere, at samtlige tyske spillere tilsyneladende har smukke, ja nærmest billedskønne, koner og kærester.
Om den konstatering så hører under kategorien, 'Hvad kvinder ikke forstår', skal jeg lade være usagt. ;)
@Vibeke Rasmussen ...Du har netop lige præcis forstået det..det er hele essensen ved dette spil..alt det der er omkring det ..i det..alle de skuespil, al alvoren,dramaet og de enormt store følelser det afstedkommer..det er som alt andet "kunst" ..det afspejler livet ....så fra min side..ikke et ord om at "der er så meget kvinder ikke forstår" i denne omgang