Kronik

Angsten for folkeskole­monstret

Negative historier om folkeskolen giver mig en følelse af, at jeg spiller hasard med mine børns fremtid. ’Kan vi ikke give det lidt tid,’ bønfalder min søn mig, da jeg foreslår privatskole
En vellykket skolegang kan i praksis afhænge af noget så mikrokosmisk som en enkelt lærer eller sammensætningen af børn i klassen.

En vellykket skolegang kan i praksis afhænge af noget så mikrokosmisk som en enkelt lærer eller sammensætningen af børn i klassen.

Sigrid Nygaard

5. august 2014

Der er få uger til skolestart. Vi holder sommerferie i det vestjyske og har lige været forbi den nærmeste storby for a finde en Fætter BR, hvor vi kunne købe et særligt penalhus til den yngste, som skal starte i skole til august. Hun skal gå på Blågård Skole på Nørrebro ligesom sin storebror, der nu skal i 3. klasse. Jeg har valgt folkeskolen. Igen.

Er jeg tryg ved hendes skolestart? Tja, jeg synes virkelig, min mand og jeg har gjort, hvad vi kunne: Vi har tre års erfaring fra storebrors gang på skolen. Der er en ansvarlig og lyttende ledelse. Vi kender mange af børnene og forældrene i hendes nye klasse, og vi ved, at hun skal følges med børn, hun kan lide. Hun skal have en fantastisk engageret og musikalsk lærer i 0. klasse, som vi ved, vores søn har holdt meget af. Så det kan jo ikke gå helt galt. Eller kan det?

Det er jo Folkeskolen (her må du gerne sige ordet for dig selv med et let dommedagsagtigt tonefald), vi taler om. Alle de dårlige historier nærmest vælter ud af medierne: Folkeskolen er en politisk kampplads. Den er inklusionspresset, fagligt presset, reformpresset, integrationsmæssigt presset, økonomisk presset. Børnene mobber. Lærerne bakker opgivende ud og søger job på privatskolerne, og i nogle kommuner er folkeskolen nærmest drænet for børn til fordel for fri- og privatskoler. Der er så meget, der kan gå galt med folkeskolen. Det er tilsyneladende allerede gået helt galt.

Uroen i maven

Jeg bruger min ferie til at ransage min hjerne en sidste gang inden skolestart: Har jeg det stadig godt med folkeskolen? Jeg har taget mig selv i at undersøge privatskoler i området de seneste måneder. For måske skulle jeg skrive børnene op – bare for at være sikker?

Jeg har læst artikler om forældre, hvis børn er blevet mobbet, psykisk nedbrudt, udsat for fysiske overgreb og fagligt understimuleret i folkeskolen. Børn, der er blomstret op, efter at de blev flyttet til en privat- eller friskole. Jeg laver en Google-søgning på ordene »folkeskolen er …«. Svar nummer 3, 4 og 5 er: »Folkeskolen er feminiseret«, »folkeskolen er dårlig« og »folkeskolen er en maskin­fabrik«. Ikke ligefrem roser.

Jeg ser på mine elskede børn og får ondt i maven – hvad har vi, deres forældre, kastet dem ud i? Skal vi hellere springe fra, inden folkeskoletoget kører af sporet? Spiller vi hasard med deres fremtid, fordi vi ikke har sat dem af på privatskoleperronen. Er det en fejl at lade dem sidde i toget, der efter sigende buldrer mod afgrunden, mens de desperate passagerer – børnene og lærerne – kun bliver mere fortabte og forvirrede i takt med, at folkeskolereformen bliver implementeret?

Jeg taler alvorligt med min søn i 70’er-sommerhusets køjeseng: »Har du lyst til at skifte skole, skat? Er du ked af det? Savner du udfordringer? Ved du godt, at man kan gå på alle mulige andre slags skoler, hvor de måske gør tingene på en anden måde. Måske bliver du meget mere glad der.«

Men han vil ikke skifte. Han er glad for sine venner i klassen. Han er glad for, at skolen er tæt på. Han bliver faktisk lidt ked af, at jeg spørger, om han har lyst til at skifte skole. »Kan vi give det lidt tid?« bønfalder han mig. Han medgiver ganske vist, at han keder sig lidt i timerne ind­imellem. Lærerne bruger for tit lang tid på at forklare ting, som han sagtens kan forstå, og han savner mere billedkunst. Vi bliver enige om, at han skal gå til billedkunst om eftermiddagen, ligesom han gjorde sidste år. Glad og tilfreds vender han tilbage til sit Anders And-blad.

Jeg har stadig lidt uro i maven. De mange negative historier har efterhånden skabt et sandt folkeskolemonster i mit sind. Selvfølgelig kan jeg give det lidt tid, og han skal da ikke flytte skole, hvis han er glad, hvor han er. For når ret skal være ret, er hans skole jo god. Og den klasse, han går i, er fin. Og lærerne er glimrende.

Jeg savner nuancer

Alligevel ser jeg konstant et folkeskolemonster for mig. Måske er det, fordi debatten næsten altid handler om folkeskolen som et fællesbegreb – som om skolerne var en helhed. »Folkeskolen er feminiseret/dårlig/en maskinfabrik/en død sild/kedelig,« lyder overskrifterne. Og ja, selvfølgelig ligger skolerne under for de samme overordnede regler, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de i praksis er vidt forskellige. Det kan jeg høre, når venner og kollegaer fortæller om deres børns skolegang. Ligesom flere af vores venner er folkeskolelærere og gør tingene meget forskelligt.

Jeg savner nuancer. Og jeg savner især, at debatten om skolevalg flytter sig fra folkeskolen vs. privatskolen. For privatskoler er jo lige så forskellige. I stedet for at forfalde til nemme generaliseringer og skarpt aftegnede kategorier kunne vi sammenligne de enkelte skolers kvaliteter på kryds og tværs – hvad enten de er offentlige eller private. Så kunne snakken blandt os forældre måske også komme til at afspejle den virkelighed, man rent faktisk oplever som mor til et skolebarn. En virkelighed, hvor en vellykket skolegang i praksis kan afhænge af noget så mikrokosmisk som en enkelt lærer eller sammensætningen af børn i klassen.

Mine børn, mit ansvar

Selvfølgelig prøver vi som forældre altid at gøre det, vi mener er det bedste for vores børn. I min søns børnehave havde flere skrevet deres børn op til privatskole fra fødslen, og vi gjorde det samme. For vores barn skulle i hvert fald ikke gå i folkeskole på Nørrebro, tænkte vi. Ikke fordi vi havde undersøgt sagen, men fordi så mange andre sagde sådan. Da skolestarten så nærmede sig, ville vores søn hellere følges med nogle venner fra børnehaven – og de skulle ikke i privatskole. Så vi tog vi hen og besøgte den lokale folkeskole og blev enormt positivt overrasket. Vi besøgte selvfølgelig også den privatskole, han var skrevet op til. Men Blågård Skole vandt i sidste ende.

Det betyder ikke, at jeg i dag er overbevist om herlighederne ved folkeskolen. Eller ved privatskolen, lilleskolen eller friskolen. Det vigtigste er, at min søn lige nu har det godt, hvor han er. Jeg gør derfor, hvad jeg kan for at tøjle min angst for folkeskolemonsteret og håber på, at det i virkeligheden slet ikke findes.

Jeg er uanset hvad overbevist om, at mine børn nok skal få lært det, de skal. For det er også er mit ansvar som forælder – ikke kun skolens.

Jeg har sagt to ting til min søn, og jeg vil sige det samme til min datter: Du må ikke kede dig i skolen, og du må ikke være ked af det i skolen. Hvis de to ting indtræffer i længere perioder, vil jeg ikke tøve et sekund med at tilbyde dem at skifte skole. Og det bliver forhåbentlig til præcis den skole, som er bedst for dem. Om det bliver privatskole, lilleskole, friskole eller folkeskole, det finder vi ud af.

Stine Bjerre Herdel er redaktør og kommunikationskonsulent i Dansk Journalistforbund

Serie

Seneste artikler

  • På tværs af sociale skel

    15. august 2014
    Det siges, at det kræver en landsby at opdrage et barn til at blive et helt menneske. Gennem vores søns folkeskole er vi blevet en del af Nørrebros inkluderende landsbyfællesskab
  • ’Det er ikke mig, hun mener’

    2. august 2014
    Problemet i min søns folkeskole var hverken lærerne, ledelsen eller det faglige niveau. Det var fraværet af forpligtende fællesskab, der ikke var til at holde ud. For hvordan skal folkeskolen lære børn om fællesskab, hvis forældrenes eneste bidrag er at sende børnene derhen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels P Sønderskov
David Zennaro og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det handler lige præcis om klassen og konkrete lærere. Deri er alle skolers succes, og det er derfor den største katastrofe, at man presser lærerne til at opgive ildhu og karismatik for at blive akkordarbejdere.

ellen nielsen, Anne Eriksen, David Zennaro, Søs Dalgaard Jensen, Lillian Redam, Line Nielsen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Mikkel Madsen

Så skal vi til det igen; endnu en artikel hvor tusindvis af forskellige folkeskoler sammenlignes som en blok med hundredevis af endnu mere forskelligartede friskoler.

Samfundet understøtter begge typer skole, så der er ikke noget mere "moralsk" eller "rigtigt" i at vælge den ene frem for den anden form for skole.

Til forfatterens forsvar, så er denne artikel heldigvis mere nuanceret end mange andre artikler i "jeg krænger alle mine faglige og personolige erfaringer/overvejelser/kvababbelser ud ved at vælge en bestemt skoleform for mit barn"-kategorien

Majbritt Nielsen

" Hvis de to ting indtræffer i længere perioder, vil jeg ikke tøve et sekund med at tilbyde dem at skifte skole. Og det bliver forhåbentlig til præcis den skole, som er bedst for dem. "
Altså, flygte fra problemerne.
Ikke tage ansvar for at ændre på årsagen?
Ja intet nyt under himmelen der.

Mads Kjærgård

"man presser lærerne til at opgive ildhu og karismatik for at blive akkordarbejdere."

Ja i Tårnby har man sat gammeldags stempelure op for at kontrollere om lærerne snyder på vægtskålen! Der er lagt op til godt gammeldags samlebåndsarbejde og minuturs tyranni! Og jeg vil hertil sige, at de fleste lærere, som jeg har været i kontakt med, det har squ efter min bedste overbevisning, brugt mere tid end de har fået løn for. Men hvem gider bruge sin fritid på noget, når din arbejdsgiver ikke stoler på dig?

Hvis der er tale om forældre der kan og vil engagere sig i deres børns skolegang kan den ene skole være ligeså god som den anden. Ved at vælge en privatskole frem for det almene, Folkeskolen (endnu da), signalerer du til dit barn: bedreværd eller du kan ikke tåle mosten! Hvis det sidste er tilfældet må andre alternativer (det kunne jo være en anden folkeskole?) sættes i værk snarest muligt. Drejer det sig om et barn med særlige behov, er der langt mellem private alternativer, fordi privatskoler, som privathospitaler, sender sorteper tilbage til samfundet (Folkeskolen)! Forældre og deres børn i en klasse med ét eller flere børn inkluderet - uden - den lovmæssige støtte til stede kender til mareridtet for deres egne børn. For slet ikke at tale om forældrene og barnet der er inkluderet. Resurserne er ALDRIG TIL STEDE. Inkluderede børn kræver to lærere i klassen i det mindste noget af tiden, så længe det IKKE SKER, vil forældre af nød eller tilbøjelighed være tvunget - eller fristet - til at vælge private alternativer!

Tove Geert Larsen

Godt debatindlæg og du har ret i at der mangler nuancer i debatten der er fyldt med dårlige historier om folkeskolen, og som du skriver afhænger tilbuddet meget af den enkelte lærer og sammensætningen i klassen. Derfor synes jeg at du skulle fremhæve også nogle positive historier f.eks. om den mangfoldighed som i hver fald den skole I har valgt giver (jeg har selv børnebørn i 1. og 3. klasse på samme skole). Når man bor i en multikulturelt bydel er det da en gave at børnene får mulighed nært samvær med børn med andre forudsætninger når ledelse, lærere og forældre håndterer det godt. Indsigt i andres vilkår er da en forudsætning for en verden med færre fordomme. Naivt - tja - men hvad ellers

Vibeke Rasmussen, Kristine Skøtt-Jensen og Lillian Redam anbefalede denne kommentar

Mit barnebarn går i en folkeskole, Strandgårdsskolen, i Ishøj som de seneste tre år har kørt en heldagsskole som meget minder om folkeskolen efter den seneste folkeskolereform som jeg forstår den. Det fungerer særdeles godt.

Kristine Skøtt-Jensen

Jeg er så glad for den skole, vores unger går i. Det er den lokale folkeskole. De keder sig sikkert indimellem. Men de er glade, har et givende 'skoleliv', lærer en masse og er dagligt i kontakt med kompetente lærere og pædagoger, der virkelig VIL børnenes bedste. Også for de tosprogede børn, og de inkluderede børn, de forkælede børn og de søde børn, de dygtige børn og de børn, der slet ikke kan finde ud af det!
Det kan godt være, at lærerne i deres lønkammer bander over skolereformens arbejdsbetingelser. Men over for forældre og børn giver de udtryk for optimisme og gå-på-mod, og at de uanset hvad vil det bedste for børnene og deres fremtid.
Jeg er helt tryg ved at lade mine børn fortsætte i den lokale folkeskole.

Hvis der blive valg i nærmeste fremtid, er der ikke nok erfaringer til kampen.
Så i den forbindelse - vent lidt Thorning.

Vibeke Rasmussen

Da jeg læste "For når ret skal være ret, er hans skole jo god. Og den klasse, han går i, er fin. Og lærerne er glimrende", kom jeg uvilkårligt til at tænke på citatet 'Don't let perfect be the enemy of good.' Kære Stine Bjerre Herdel, stil du dig roligt tilfreds – ja, mere end tilfreds – med at din dreng trives og er glad for sin skole, og at din datter højst sandsynligt også vil komme til det.

Det er ikke fair, at du, som det lyder, prøver at påvirke ham med din egen voksenbekymring, men forhåbentlig er det også kun noget, du skriver her for virkningens skyld, og ikke fordi du i virkeligheden gør det. For når du så mange gange, som tilfældet er i ovenstående, kan bruge ordet 'glad' i beskrivelsen af din dreng og hans sindstilstand, og hans forhold til skolen, så er alt jo godt. Måske ikke 'perfect' men faktisk mere end godt!

Så rigtig god folkeskolegang til dine to guldklumper. :)

randi christiansen

At vælge institution for sine børn, er en stor opgave. Der er som regel mange overvejelser i spil. Om børnene trives må være det, man er opmærksom på.