International kommentar

Beskatning af narko er vejen til færre problemer og ofre

USA’s narkotikapolitik gennem 40 år har ikke mindsket antallet af stofafhængige, men snarere medført masseindespærring af sorte borgere
12. august 2014

New York Times’ opfordring for nylig til legalisering af marihuana er en milepæl i en toårig proces, som har skabt væsentlige forandringer i USA’s 40 år lange krig mod narkotika og befolkningens opfattelse af den. På såvel føderalt som delstatsligt plan er politiindsatsen mod narkoforbrydelser og narkostraffenes længde blevet reduceret. Disse tiltag fortjener opmærksomhed – ikke blot som fremskridt, men også fordi de blotlægger, hvad der stadig mangler.

Eftersom krigen mod narkotika historisk er blevet ført mod sorte amerikanere, vil disse ændringer i uforholdsmæssig høj grad komme den sorte del af befolkningen til gavn, hvilket bør fejres. Men tilbage står spørgsmålet om, hvordan det kom så vidt, og hvordan årsagerne til denne institutionelle racisme kan rettes.

For amerikanerne har race altid været en elefant midt i rummet. Mens jorden endnu var stribet af blod efter et folkedrab, blev Amerika bygget som nation på afrikanske slavers skuldre. Fra 1800-tallets opiumslove, som medførte racekontrol med kinesiske indvandrere, over 1900-tallets racehygiejniske teorier, der blev til national socialpolitik, og frem til internering af japanske amerikanere under Anden Verdenskrig har USA altid haft svært ved at forene Uafhængighedserklæringens humanistiske retorik med de praktiske realiteter. Gennem USA’s historie er der opstået officielle og uofficielle raceundertrykkelsessystemer, som er blevet udfordret for så at gå under jorden og vende tilbage i en ny form. I moderne tid blev narkokrigen systemets seneste inkarnation, hævder advokaten Michelle Alexander. I 1971, da borgerrettighedsbevægelsen tilsyneladende indvarslede det ikkeraceopdelte samfund, fornyede krigen mod narko på subtil vis traditionen for at obstruere de sortes fremskridt. I dag – mens marihuanaøkonomierne i Colorado og Washington er ved at lette – er det ifølge Alexander svært at overse, at disse fremskridt også hjemsøges og kompromitteres af et raceaspekt: »I 40 år har fattige sorte børn siddet i fængsel for at sælge hash, og deres familier og fremtid er blevet ødelagt. Og nu planlægger hvide mænd at blive rige på at gøre præcis det samme.«

Masseindespærring

I løbet af fire årtier er krigen mod narkotika slået fejl i sin erklærede mission – at imødegå en legitim bekymring for antallet af narkotikaafhængige amerikanere – men har haft stor succes med sine faktiske mål, nemlig at gøre narkokriminalitet til politiets hovedindsatsområde, at oversvømme domstolene med narkosager og at fylde fængslerne med narkodømte. Det har skabt et masseindespærringssystem, der koster skatteyderne omkring 51 milliarder dollar om året og er blevet en af landets største arbejdsgivere. Sorte amerikanere udgør mere end halvdelen af de indsatte for narkotikakriminalitet, selv om de kun udgør 13 procent af befolkningen og ikke tager flere eller færre stoffer end hvide.

For 10 år siden, da jeg researchede til min dokumentarfilm The House I Live In, var min bekendte forbavsede. De vidste, at jeg hverken tog eller solgte stoffer. De vidste også, at jeg som velstående hvid sandsynligvis aldrig havde været personligt ramt af krigen mod narko. Jeg blev uundgåeligt beskyldt for at være fortaler for legalisering af marihuana.

Jeg svarede altid vredt, at jeg ikke var for legalisering af marihuana, hvis det blot betød, at hvide snowboardere med dreadlocks fik lettere adgang til hash. Jeg var snarere bekymret for narkokrigens følger for fattige og etniske mindretal i USA. Og jeg betragtede det som en filosofisk fejl at adskille hash fra andre stoffer. Narkokrigens fortalere mener, at det er legitimt for regeringen at bestemme, hvad en voksen person kommer i sin krop. Kampen for legalisering af ét stof og ikke alle de andre undviger dette spørgsmål. Det er farligt, for det tager luften ud af debatten om narkokrigen som sådan. Ved at liberalisere pot kan man stramme yderligere op på resten, så systemet forbliver intakt.

Jeg har siden skiftet mening om betydningen af reformer omkring marihuana, fordi jeg har lært om den ødelæggelse af personer, familier og lokalsamfund, som narkokrigen medfører. Gateway drug (’indgangsstof’) er den term, narkokrigere bruger til at antyde, at unge mennesker efter ét sug af en joint ræser videre mod et liv på hårde stoffer. Der er ingen eller meget lidt videnskabelig dokumentation for den påstand. Men marihuana er for mange unge amerikanere indgangen til et livslangt forhold til retssystemet. For mange kan en anholdelse i en ung alder udløse en kædereaktion, der fører til drastisk reduceret beskæftigelsesegnethed og dermed større sandsynlighed for at blive involveret i narkodistributionens undergrundsøkonomi, som ofte er den eneste jobmulighed.

Jeg ønsker beskatning af hash

Af de 2,2 millioner indsatte i USA er næsten 25 procent dømt for besiddelse af marihuana. Legalisering med tilbagevirkende kraft vil reducere antallet af indsatte dramatisk og medføre færre kriminelle på sigt. Det har gjort mig til en overbevist fortaler for et opgør med kriminaliseringen af cannabis. Men i stedet for »legalisering« foretrækker jeg at bruge udtrykket »beskatning og regulering«, ikke bare af hash, men af alle ulovlige stoffer. Tiden er moden til en ansvarlig tilgang til stofbrugeres helbredsproblemer og til samtidig at gøre noget alvorligt ved de farlige kræfter i samfundet, der skaber misbrugsproblemer. En tilgang baseret på beskatning og regulering kan – ligesom med alkohol – sikre, at staten kommer til at spille den rette rolle. Den skal ikke gribe ind i et voksent menneskes forhold til sin egen krop, men snarere beskytte nogle borgere mod andre og beskytte samfundet som helhed mod farerne ved stoffer, der ikke er underlagt regler.

Det skal regeringen naturligvis tage sig betalt for, og indtægterne bør ikke blot gå til centre for narkotikarådgivning og behandling, men også til at lindre det racemæssige, sociale og økonomiske pres, der skaber forudsætningerne for stofmisbrug.

Eugene Jarecki er skribent og filminstruktør.

© The Guardian & Information 2014. Oversat af Mads Frese.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Lidt for sort hvid. Staten må til alle tider beskytte sin befolkning imod FARLIGE STOFFER.

Det er så ikke marihuana, men der imod cyanid, asbest, og thalater og den slags.

Alt er giftigt - afhængigt af mængden der indtages.

God dag der ude

LEGALISER MARIHUANA - NU

Lennart Kampmann

Menneskets naturlige trang til rusmidler er korrumperet af hensynsløse bagmænds grådighed, samt embedsmænds nidkærhed.
Sæt menneskene fri, og lad dem gøre hvad de vil, hvis de kan gøre det under overholdelse af Kardemommelovene.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Madsen, Steffen Gliese og Michael Skaarup anbefalede denne kommentar

Oh the obvious....

Dog må man konstatere at der stadigvæk er mange, også her til lands der gør sig til selv nyttige idioter for de kriminelle bagmænd, og korrumperede politikkere der helt åbenlyst støtter disse racistisk funderede forbud. Udover at det er ret kynisk, er det også temmellig dumt og skadeligt for vores samfund.

Som bekendt har dumhed det med at avle ondskab - de sidste 40års forfejlede narkoforbud står som lysende eksempel på dette.

Jesper Oersted

Halvdelen af alle de unge der falder fra deres uddannelse, gør det pga. hashmisbrug. Det har alvorlige personlige konsevenser for den enkelte og alvorlige konsekvenser for samfundet som helhed: Jo færre veluddannede mennesker der er til at betale for velfærden i fremtiden, desto mindre af den bliver der råd til. Så selvom dette havde været den eneste skadevirkning ved hash, så er det så slemt, at hashen ikke skal frigives.

Morten Balling

@Jesper.

Ja uha! Og når de enten dropper ud eller bliver færdige med evighedsstudiet (typisk for dem som ryger hash), så er de også svære at få ind i hamsterhjulene. Det er FOR GALT!

Og når de så bare ligger der og er passive på læderhjørnesofaen men bongen, så begynder nogen af dem ovenikøbet at forholde sig kritisk til både samfundet og borgerskabet. Det der hash gør noget ved deres hjerner. Det næste bliver vel at de ikke vil være soldater...

Af samme grund bør vi også førbyde alle alkoholiske drikke, en del skadelig litteratur og at de unge mænd går ud med de unge damer. Det sidste ødelagde i hvert fald mangt en matematiktime i min studietid.

Helene Nørgaard Knudsen

Eugene Jarecki er inde på det eneste samfundet skal spørge sig selv om? ønsker vi et reguleret eller ureguleret marked? med de fordele og ulemper der følger med begge dele.