Kronik

Vi skal til bunds i Danmarks rolle i fangeflyvninger

Dom over Polen for medvirken til tortur i CIA’s fangeprogram gør en dansk kommissionsundersøgelse af CIA-flyvninger i dansk luftrum endnu mere nødvendig
13. august 2014

For nylig blev et nyt markant kapitel skrevet i afdækningen af CIA’s hemmelige fangeprogram og europæiske landes medvirken. Som Information beskrev 25. juli, er Polen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blevet dømt for hjælpe til og medvirke ved tortur.

Årsagen er, at Polen i 2002 og 2003 tillod CIA at holde to terrormistænkte saudiarabiske mænd skjult i hemmelige fængsler på polsk grund uden at bringe dem for en dommer. Siden blev de overført til Guantanamo-basen, hvor de efterfølgende har siddet uden rettergang og dom.

Polen tillod CIA at tortere de to mænd på polsk grund og undlod at sikre, at de ikke ville blive dødsdømt, efter at de var fragtet ud af Polen. Ved at forbryde sig mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions paragraffer om forbud mod tortur og ydmygelse, mod retten til frihed og sikkerhed, retten til en fair retssag samt beskyttelse mod dødsstraf, er Polen som det første EU-land blevet dømt for at assistere i CIA’s hemmelige fangeprogram. Dommen er vigtig, fordi den sætter fokus på andre europæiske staters medvirken i CIA’s tortur- og fangeprogram. Nu er det på høje tid, at vi får en dansk kommissionsundersøgelse af CIA’s hemmelige fangetransporter i dansk luftrum.

Aftalt spil

Efter 11. september 2001 understregede VK-regeringen den tætte alliance med USA ved stiltiende at acceptere, at CIA brugte dansk luftrum til de såkaldte renditions. Amnesty International dokumenterede i april 2006, at disse hemmelige flyvninger blev brugt til at bortføre terrormistænkte til lande, der er berygtede for brug af tortur.

»Den danske regering har ingen viden om nogen sådanne tilfælde af ulovlig frihedsberøvelse,« oplyste VK-regeringen og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i første omgang, men efter kritik i marts 2006 fra Europarådet ændrede den danske regering holdning: »Regeringen finder det vigtigt at bakke op om Europarådets generalsekretærs undersøgelse,« udtalte Per Stig Møller og gjorde det klart, at Danmark ikke ville acceptere, at CIA bruger dansk luftrum til de hemmelige fangetransporter.

Men USA’s daværende ambassadør i Danmark, James P. Cain, gav i et notat fra januar 2008, der blev lækket af Wikileaks i 2011, indtryk af, at den danske regering reelt ikke var interesseret i at trænge til bunds i sagen. I ambassadørens notat hed det: »Danske embedsmænd har i fortrolighed gjort det klart, at de gerne vil have sagen til at forsvinde så hurtigt og stilfærdigt som muligt.«

Den daværende opposition – Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og især Enhedslisten – pressede på for en uvildig undersøgelse, men efter regeringsdannelsen i oktober 2011 fik piben en anden lyd. Den voldsomme kritik af regeringens zigzagkurs fik dog efterfølgende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) til at bebude, at man skulle »undersøge, om der er grundlag for de fremsatte beskyldninger om ’aftalt spil’ mellem USA og Danmark i 2008«.

Tortur skal retsforfølges

Rapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der udkom i maj 2012 og frikendte de danske embedsmænd, var dog yderst mangelfuld, idet den alene knyttede sig til grønlandsk territorium og i kraft af en meget kort frist ikke baserede sig på vidneudsagn fra involverede danske ministre og embedsmænd.

I lighed med den polske regering kan den danske regering med den mangelfulde rapport derfor ikke siges at have givet offentligheden fuldt kendskab til CIA’s overflyvinger og aktiviteter i dansk luftrum eller mellemlandinger på dansk territorium.

Dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over nabolandet og EU-kollegaen må få den danske regering til at igen alvorligt at overveje, om man ikke burde efterkomme Europarådets gentagne opfordringer til at få undersøgt vores medvirken i CIA’s fangeprogram.

Polens torturdom bør få udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til at foreslå, at man igangsætter en egentlig kommissionsundersøgelse af USA’s misbrug af dansk og grønlandsk territorium og luftrum til at flyve fanger til hemmelige torturfængsler. RetsforfølgniWng for tortur er en vigtig og uomgængelig del af FN’s konvention mod tortur.

Tue Magnussen er cand.mag, og Bent Sørensen er professor, dr.med., Anti-Tortur Støttefonden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu