Læserbrev

Drop foragten for manuelt arbejde

25. august 2014

Der eksisterede engang en vision blandt socialister om det klasseløse samfund, hvor alle var lige uanset arbejde eller position i samfundet – økonomisk som socialt. Men visionen har trange kår – især efter, at næsten alle i den politiske elite efterhånden har taget en videregående uddannelse.

I årevis har vi fået tudet ørene fulde af, at livet kun handler om højere uddannelse, og hermed højere status og højere løn – uden hensyn til, at samfundet ikke kan fungere uden skraldemænd og kassedamer.

Eliten kan ikke forstå, at man kan leve et godt og fuldbyrdet liv som håndværker, chauffør, lagerarbejder eller rengøringskone – og at der blandt dem findes folk med større viden og indsigt end dem selv. Hvis de selv eller deres børn skulle ende der, opfattes det som en klar social deroute.

Visionen om social lighed havde en kort opblomstring på venstrefløjen fra 1968 og nogle år frem – klassemødet havde sin korte gyldne stund, da borgerskabets og middelklassens børn kastede sig over bryggerierne, B&W, rengøring og andet fabriksarbejde i solidaritet med arbejderklassen. Der var forståelse – lige indtil de fleste gik tilbage til deres studier og endte i deres eget hjemlige miljø.

Hvor blev tanken, om at alle er lige uanset positionen i samfundshierarkiet, af? Og hvorfor danser venstrefløjen nu efter den samme fløjte, hvor vi alle som én skal op ad karrierestigen? Hvor blev respekten for al arbejde som værende lige værdigt uanset uddannelsesniveau af?

Løn og prestige

Jeg bliver ophidset hver gang politikerne hyler op om, at det ikke kan betale sig for lavtlønnede at gå på arbejde. Giv dem meget mere i løn frem for at presse overførselsindtægterne i bund – for hvorfor skal deres nyttige og uvurderlige arbejde vurderes så lavt, at det i sig selv betyder, at deres arbejde ikke har prestige?

Social mobilitet har i 50 år kun handlet om at flytte underklassen op i en højere rangeret samfundsgruppe, men aldrig om at middelklassen eller overklassen skulle ryge nedad – for det er jo en ubærlig skam.

I dag er middelklassen blevet den dominerende faktor i dansk politik. Det har resulteret i, at klassens historiske iboende foragt for manuelt arbejde og arbejdsløse slår i gennem i alle politiske tiltag – fra socialpolitik til uddannelsespolitik.

Konsekvente socialister som jeg går ind for samme løn til alle, i et samfund hvor alle har lige muligheder livet igennem for at udvikle sig og skabe – uanset hvem de er, og hvad de laver.

Hanne Schmidt, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Ib Christensen
  • Ejvind Larsen
  • Bill Atkins
  • Steffen Gliese
  • Grethe Preisler
  • Erik Jensen
Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Rasmus Kongshøj, Ib Christensen, Ejvind Larsen, Bill Atkins, Steffen Gliese, Grethe Preisler og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man har rent faktisk, synes det, på et tidspunkt truffet et valg imellem kulturel og uddannelsesmæssig udvikling for arbejderklassen i især Socialdemokratiet, hvor man i stedet for - som i 60erne og 70ene at arbejde for bevidstgørelsen om de bedre ting i livet for høj og lav, valgte at presse den almindelige lønmodtager til mere abstrakt uddannelse. Det var en misforståelse - måske bryder de, der hellere vil lave politik, sig ikke så meget om manuelt arbejde og tror, at andre har det på samme måde?

Torsten Jacobsen

Hierarkiske systemer kræver, at dem i toppen kompenseres bedre end dem på trinet nedenunder, som igen må kompenseres bedre end dem der står længere nede. Hele vejen ned til bunden.

I hierarkiske systemer er individerne i bunden væsentligt mere stressede end dem i toppen. Det viser studier af abeflokke, det viser studier af menneskers hierarkiske systemer.

Det er på alle måder bedre på toppen. At det først og fremmest er koldt deroppe, er en myte som udbredes i de postkort som folk sender ned til os duknakker længere nede i hierarkiet.

Derfor er der også så få konsekvente socialister i de øvre lag i et hierarkisk system. Veltilfredsheden dræber indignationen.

Lise Lotte Rahbek

klapsalve herfra.

Der synes at være en udbredt opfattelse blandt politikere-segmentet om, at kun ordets arbejdere har værdi.
Når f.eks. Margrethe Vestager tordner frem med budskabet om, at nu skal den sociale arv brydes, så fortoner precisionen af, hvilken 'social arv' der er tale om, sig i tågerne. http://www.ugebreveta4.dk/vestager-nu-skal-den-sociale-arv-brydes_19768....
og det synes somom at negativ social arv også har noget med manuelt arbejde at gøre.
Det er velgørende at arbejde med sine hænder og skabe håndgribelige værdier; mad, æstetik, kunst, håndværk, bygninger, møbler, varer på hylderne og hylder til varerne - men det er somom, politikersegmentet ikke rigtig har ord for dét.

Steffen Gliese

Lise Lotte Rahbek, med i dette skal jo også medtages det perspektiv, at udøvelsen af mange akademiske fag også indebærer en hel del manuelt arbejde, f.eks. udstillingsvirksomhed, feltarbejde, research.