Jeg arbejder med den boligsociale handlingsplan i et af Københavns store udsatte almene boligområder. Jeg bor i en af Sydhavnens almene boliger. Jeg ser og møder hver dag mennesker, som ikke er sikre på kunne betale deres husleje. Mennesker, som ikke kan komme i arbejde, men heller ikke får pensioner. Unge, som får halv kontanthjælp uden at komme i arbejde af den grund og derfor finder andre måder at overleve på. Der er meget langt til den verden, som eksisterer blandt mennesker med velbetalte job, gode uddannelser og deres på det tørre.
Den stigende ulighed og opdelingen af vores by i områder, hvor de ressourcestærke vælger at bo sammen, mens de fattigste klumpes sammen i bestemte (ofte almene) boligområder, er den største trussel mod Københavns udvikling på sigt.
Forskellene mellem hvor længe du lever, hvor syg du er, hvor mange penge du tjener, og hvordan dit barn klarer sig i skolen, vokser mellem Tingbjerg og Østerbro og mellem Urbanplanen og Gentofte.
Når forskellen mellem de liv, der leves i fattige boligområder og velstillede ressourcestærke ejerbolig- og villaområder, bliver meget stor, kan man ikke længere genkende sig selv i andres liv. Man kan ikke forstå, hvordan andre lever, og kan ikke identificere sig med dem. Det fører blandt andet til, at veluddannede og velstillede mennesker ikke kender livsbetingelser og livsvilkår for de mange fattige, og det betyder, at befolkningsgrupper bliver fremmede over for hinanden. Derved forsvinder sammenhængskraften i samfundet – og det er en af de største trusler med vores by på sigt.
Almene boliger er ikke nok
Lige nu går udviklingen den helt forkerte vej. Boligpriserne stiger, og opdelingen af byen tager fart. Det har man opdaget på Københavns Rådhus, og et af det forslag, der ofte fremføres af overborgmester Frank Jensen (S) og andre gode kræfter, er kravet om, at kommunen får lov til at reservere en del af arealet på ubebyggede grunde til almene boliger for at sikre, at mindst 20 procent af alle nye boliger i København er almene. Det vil være et godt skridt. Det er bare ikke nok!
Nybyggede almene boliger betyder nemlig ikke i sig selv, at der er plads til fattige. I hvert fald ikke mennesker på overførselsindkomst. Hvis man f.eks. får kontanthjælp (10.689 kroner om måneden før skat) så er det altså svært at betale ca. 8.500 kroner om måneden for en to-værelses lejlighed eller ca. 10.000 kroner om måneden for en 3-værelses lejlighed. Det er prisen for nogle af de nyere almene boliger i København – dem, der ligger i Teglværkshavnen og Sluseholmen.
Nybyggede almene boliger er ganske enkelt for dyre – i hvert fald for mennesker på kontanthjælp. Og i øvrigt for mange almindelige mennesker i det hele taget. Løsningen er derfor ikke kun at sikre, at der er almene boliger i de nye byområder, huslejen skal også sænkes. Derfor er Folketinget nødt til at se på finansieringen af de almene boligger – om der kan laves længere løbetid på lån, lavere grundpriser ved salg til almene boligselskaber eller andre reformer, som kan nedsættes huslejen voldsomt.
Bryd ghettoen i Gentofte
Ghettoiseringen af København skal stoppes. Det handler først og fremmest om at styrke den sociale indsats og lave de nødvendige fysiske investeringer i de udsatte boligområder. Det er nødvendigt at fortsætte med at bruge udlejningsordninger, der favoriserer mennesker i arbejde for at sikre en mere blandet befolkning i områderne. Men disse ordninger betyder også, at arbejdsløse risikerer at mangle steder at bo.
At stoppe ghettoiseringen handler mindst lige så meget om at bryde de velstillede og stærkes ghettoer, uanset om det er andels- og ejerboliger i brokvartererne, villaområder i Vanløse eller de riges sammenklumpning i Gentofte. Derfor skal fattige også have adgang til de stærkes ghettoer.
Kommunerne skal have ret til at anvise mennesker med lave indkomster og sociale problemer et sted at bo i (nogle af de) ledige private udlejningsboliger, og ret til at opkøbe (nogle af de )ledige ejer- og andelsboliger med henblik på kommunal boliganvisning.
Det vil åbne mulighed for, at mennesker faktisk kan bo blandet, og det vil give fattigrøvene et sted at bo. Det bliver ikke nemt. For man skal gå op mod stærke borgere i private boliger, der næppe vil juble over kommunal anvisning til deres ejerboliger, ligesom private udlejere vil råbe meget højt om privatejendomsret.
Det kræver politisk vilje – og mod. Men det er nødvendigt!
Mikkel Warming er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
