Kronik

Det gode skolevalg er ikke nødvendigvis gjort én gang

I min familie har vi taget turen frem og tilbage mellem folkeskolen og friskolen flere gange. Vi er med andre ord et typisk eksempel på nutidens udskældte, egoistiske shoppeforældre. Eller er vi?
Drop fordommene og kom ud og besøg skolerne. Besøg dem på en almindelig skoledag, og fornem stemningen, skriver dagens kronikør.

Tor Birk Trads

9. august 2014

Valg af skole til sit barn er en af de mest afgørende beslutninger, man træffer som forælder. Vi er alle mærket af vores oplevelser i skolen, uanset om vi har oplevet et positivt og bekræftende forløb med inspirerende lærere og gode kammerater, eller om vi har oplevet at blive mobbet, ikke at blive anerkendt eller ikke fik lært nok, mens tid var.

Der findes mange forestillinger og fordomme om forskellene imellem folkeskoler og friskoler. Jeg har to drenge, og deres skoleforløb illustrerer med al tydelighed, at forestillingerne kan ligge ganske langt fra virkeligheden.

Den ældste starter i gymnasiet lige om lidt, den yngste i 8. klasse. Deres rejse gennem grundskoletiden er snart tilendebragt. Undervejs har der været både op- og nedture og flere skoleskift, fordi vi som forældre oplevede, at vores drenge ikke trivedes.

Som de idealistiske og engagerede forældre vi var og stadig er, valgte vi, at vores første dreng skulle begynde i den lokale folkeskole. Vi ville gerne bakke op om folkets skole, og han skulle følges med børn fra forskellige sociale miljøer og etniske grupper. Men allerede i løbet af første klasse begyndte problemerne. Vores dreng blev mødt af langtidssygdom hos klasselæreren, hyppige lærerskift og manglende forståelse for hans behov. Det faldt sammen med en dårligt ledet skolesammenlægning, og vi var fortvivlede.

Derfor undersøgte vi andre muligheder, og da en friskole mange kilometer fra vores daværende hjem sagde ja, valgte vi at flytte ham. Heldigvis var det et godt valg. Friskolen gav vores ældste barn et inspirerende og lærerigt skoleliv i trygge rammer. Nøglen til succesen var blandt andet en meget engageret klasselærer med stor personlig autoritet og integritet. Det forhindrede dog ikke, at vores barn blev skoletræt i 9. klasse og derfor kom på en efterskole, der igen kunne matche hans behov og motivere ham til at deltage i undervisningen.

Skolens ansvar

Da vores yngste skulle begynde, valgte vi friskolen. Det var nemt og praktisk, og vi havde jo kun gode erfaringer. Men desværre oplevede vi, at han ikke trivedes. Vi havde mange konflikter og skænderier med ham derhjemme. Det varede længe, indtil vi gennem forældre på skolen fandt ud af, at han blev mobbet af de andre børn. Skolen havde i flere år holdt det hemmeligt for os, og i vores øjne havde den slet ikke gjort nok for at bekæmpe mobningen.

Som forældre er vi smerteligt klar over, at vi bærer et ansvar for vores søns mistrivsel, fordi vi ikke lyttede nok til ham og ikke var tilstrækkeligt opmærksomme på, at han ikke havde det godt. Men problemerne på skolen er skolens ansvar.

Vi har netop flyttet vores yngste dreng til den lokale folkeskole. Her har vi mødt en engageret leder, som tog imod os med åbne arme, og klasselærere, som er ambitiøse på både egne og børnenes vegne. Vi er dybt taknemmelige for, at de har givet ham en plads i en rolig og rar klasse, hvor børnene behandler hinanden ordentligt. Ledelsen og lærerne går konstruktivt ind i samarbejdet med os om at løse vores drengs udfordringer, som vi tilskriver hans oplevelser med mobning. Det er en stor skole, med fire spor. Men miljøet er alligevel trygt, og fordelen er, at der er mange potentielle nye venner.

Mange fordomme

Lyder vores drenges skoleforløb en smule kaotisk og forvirrende? Måske, men sådan kan det gode skoleliv også se ud. Og måske er det gode skolevalg ikke gjort én gang. Det er vanskeligt at vælge den rigtige skole til sit barn, og det er umuligt på forhånd at helgardere sig og vælge den rigtige skole en gang for alle. Set i det lys er det en gave, at der i dag er frit skolevalg og så mange skoler at vælge imellem (i det mindste, hvis man er heldig at bo i en forholdsvis stor by). For nogle kan det være en rigtig god ide – ja, ligefrem livsnødvendigt – at skifte skole.

Vi ønskede ikke i udgangspunktet at fravælge folkeskolen, tværtimod, men vi valgte en friskole, fordi vi så, at den havde ressourcer til at undervise vores ældste barn på en måde, som han havde brug for og gavn af.

De gængse positive forestillinger om friskolen er, at den er lille, overskuelig, at lærerne har ressourcer til at ’se’ og værdsætte det enkelte barn, og at der ikke er (for mange) såkaldte problembørn, fordi friskolen kan tillade sig at sortere uønskede elever fra. Jeg har derfor mødt mange, der er blevet overraskede over, at der kunne finde mobning sted på en friskole, når jeg har fortalt om mit yngste barns skoleskift. Men det er naivt at tro, at bare fordi en friskole eller lilleskole på papiret bekender sig til et særligt sæt humanistiske værdier, så er alt godt, og alle børn og lærere vil opføre sig eksemplarisk.

De typiske negative fordomme om folkeskolen er, at den er stor, uoverskuelig, at lærerne er stressede/dovne/overbebyrdede, at ens barn risikerer at blive overset, fordi læreren har alt for travlt med at inkludere naboens diagnosebørn eller børn, som kommer fra ressourcesvage familier. Men denne forestilling ligger milevidt fra vores oplevelser med vores yngstes folkeskole. Og for ham var friskolen ingen garanti for, at han blev ’set’ og fik en tryg skolegang.

Mærk stemningen

Er vi så et repræsentativt eksempel på de nok så udskældte egoistiske shoppeforældre? Hvis det er egoisme at interessere sig for sit barns skolegang, at stille krav til skolen, lærere og ledelse om, at de tager deres job og ansvar seriøst, og at handle, hvis skolen ikke lever op til sit ansvar, så ja. Men hvad er alternativet? Intet. Hverken skolen, børnene eller lærerne har glæde af, at børn fortsætter i en skole, de ikke trives i eller lærer noget af.

Vores oplevelser og erfaringer gennem 10 års rejse gennem skoletiden sammen med vores børn er, at der ikke nødvendigvis er én skole, der passer til ens barn i alle de 10 år, grundskoletiden varer.

Mit råd til alle forældre er derfor: Drop fordommene og kom ud og besøg skolerne. Besøg dem på en almindelig skoledag, og fornem stemningen. Brug din sunde fornuft og mavefornemmelse og mærk efter, om det er en positiv oplevelse. Det afgørende er de mennesker, der er ansat til at undervise dit barn, og deres ledere. Kæden er aldrig stærkere end det svageste led. Undervisning er en kunst, som ikke alle mestrer lige godt, og det samme gælder ledelse af fagprofessionelle.

Måske er det allervigtigste råd, jeg kan give, at vi som forældre skal være opmærksomme på vores børns behov og huske at følge med i deres liv. Det er først og fremmest vores ansvar at gribe ind, hvis vi oplever, at vores barn mistrives, ikke lærer noget eller ikke udvikler sig på en god måde. Hvis vi glemmer det, har vi ikke en chance for at vælge den rigtige skole eller fravælge den forkerte.

Rigmor Lond er konsulent i KL

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Christel Larsen
  • Niels P Sønderskov
randi christiansen, Flemming Scheel Andersen, Christel Larsen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christel Larsen

nej..Netop fordi en skole eller en klasse er fyldt med mennesker og med udvikling som ikke kan forudsiges. Det vigtigste er at ens børn trives og nogle gange skal der et skole skift til, ikke nødvendigvis for alle, men er behovet der bør man have mulighed for det.

Peter Christensen

Utroligt fornuftige tanker og råd - synes vi - da vi har oplevet stort set det samme.

Vores "case" :
Vi har oplevet en god del - lige fra mobning, en lille privatskole der ikke passede til eller på 1 af vores børn. Og over til en lille folkeskole, der ingen forståelse havde for 1 af vores børn.

I vores tilfælde, har vi troet på, at lovgivning, målsætninger, mobbe-handleplan og værdisæt modsvarede virkeligheden - og, vi er desværre endt med at være meget skuffede og desillusionerede.

Vores råd er derfor :
Forsøg at mærke efter - først inden barnets skolestart / skoleskifte - og dernæst hvordan de første møder med skole-personalet og ledelsen er.
Disse forsøg og erfaringer vil, sammen med observation af og snak med ens barn (plus oplevelse af klassekammerater og deres forældre), kunne bruges - til at tænke "skal vores barn blive eller skifte (igen)". F.eks. skifte efter ½-1 år.

Grunden til "skifte-muligheden / -overvejelsen", er det smertefulde og særdeles ubehagelige - hvis barnet og/eller familien efter flere års forsøg "på at redde parforholdet", ender som "sorteper / forkert på den, i åben konflikt" ...
Forstås barnet af personalet, og mødes ens forældre-viden og dybe erfaring med ens barn - eller overhøres/negligeres man som forælder, og/eller ses skævt på? ...
Gro E. Lund beskriver anno 2017 i sin PhD nogle essentielle "obmærksomhedspunkter" - og hvis man kan genkende sig selv i samspillet med skolen, i hendes "eksklusions-spiral - så skal man faktisk skynde sig at "sadle om, inden det er for sent" - skifte kurs ift. skolen, eller skifte skole "så stille og roligt som muligt".

For nogle, tages beslutningen om et skole-skiftet for sent - hvis man f.eks. tror det bedste (f.eks. for at bevare ens barns lege-relationer og trygge skole-lokalmiljø-kappe) - og så kan det ende helt utroligt træls - i en ægte omgang "kviksand".
Her er vores erfaring: Mærk efter, allerede fra starten. Hvordan mødes og indkorporeres ens "bud" af skole-teamet/ledelsen - og ændres skolens fokus på barnet sig markant undervejs - og har man en følelse af, at "samarbejdet udvikler sig, eller indvikler sig"?

Indvikling og manglende imødekommelse, som man søger "udviklet og forandret til det gode/positive", er næsten som at redde et kuldsejlet parforhold - prognosen er ikke god.
Og, hvis man oftest oplever beskeder hjem, omkring ens barn, som udviser ingen eller meget lidt forståelse for sammenhængen (f.eks. de andre børns rolle/indflydelse, eller lærerens tolkning/bidrag) - ja, så er ens barn (og een selv) sandsynligvis på den forkerte skole.

På samme måde med trivsel, mobning eller lignende: Hvis skolen/personalet undgår dette / maler "skønhedsbilleder" - på trods af at man oplever noget andet - så er der tale om "en indvikling" i form af manøvren "feje ind under gulvtæppet", som er alt andet end fremmende for ens barns udvikling og dannelse.
Og, så er det med at komme væk - inden det hele bliver meget personligt, nedværdigende, stigmatiserende og ødelæggende.