Klumme

Herskab og tjenestefolk i Danmark

Et progressivt forsvar for unge piger m/k i huset. Det er muligt, hvis man tager de mentale skyklapper af
4. august 2014

Kunne man forestille sig, at ’den unge pige i huset’ – som eksempelvis mine bedsteforældre betjente sig af – vendte tilbage til Danmark i en moderniseret version, så det var ung pige m/k og til velordnede løn- og arbejdsvilkår?

Svaret er naturligvis: niks, aldrig.

Og det er ikke alene grundet den danske skattestruktur, der godt nok gør det tæt på umuligt for alle andre end de allermest velhavende at få penge tilovers til den slags. Ej heller er det udelukkende, fordi den danske mindsteløn andrager en størrelse, som gør drømmen om ’hjælp i privaten’ utopisk for det store flertal.

Nej, den vigtigste grund ligger i vore hjerner. Danskerne er opdraget til at synes, at det er moralsk anløbet at have hushjælp. Det er kun for de dovne og rige, som ikke kan finde ud af at gribe en støvsuger eller en toiletbørste.

Det er sundt, må vi forstå, at vi alle, på nær syge og meget gamle, kan håndtere indkøb, madlavning, rengøring, havearbejde med mere, uanset at vi samtidig forventes at knokle på fuld tid uden for hjemmet. Dertil kommer, at opgøret med forne tiders klassesamfund gør, at vi ser på den private serviceindustri med politisk mistro. Det er Herskab og Tjenestefolk udødeliggjort i staklen Laura fra tv-serien Matador, der, selv om hun synes myndig og uundværlig i bankdirektør Varnæs’ husholdning i Korsbæk, er klassificeret som mindre værd og da også ender på gaden.

Sagt anderledes: Vi ser rent faktisk ned på de mennesker. Vi vil muligvis ikke indrømme det – man er vel et pænt menneske, der blot er interesseret i at give alle mulighed for et indholdsrigt og spændende arbejdsliv – men jeg vover at påstå, at det er sagen. Langt de fleste synes ikke, at husligt arbejde er fint. Der er ringeagt på spil.

Dertil kommer, at vi qua det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt, som vi alle på godt og ondt er syltet ind i fra fødslen, simpelthen nærer større tiltro til institutioner end personer. Vi foretrækker skattefinansierede og standardiserede plejehjem og hjemmehjælp frem for ’vi passer på bedstemor derhjemme’. Næh tak, det kan være fint nok med floskler om et mere inklusivt civilsamfund, men det stopper ved hjemmets fire vægge, ligesom vi altså selv skal vaske gulve, lave mad og rydde op og bruge vores eventuelt overskydende løn til nye mobiltelefoner, rødvin eller sommerferier fremfor hushjælp.

Sådan behøver det ikke at være. I disse dage befinder jeg mig på den spanske ø Mallorca, på besøg hos en familie, hvor moderen er 82 år, og faderen er 87. Som gode katolikker har de fået et anseligt antal børn, fem drenge og en pige. Der også er blevet flere, således at klanen i dag tæller 39 fuldgyldige medlemmer.

Hele sommeren igennem ankommer familie samt tilrejsende venner til de tre sammenbyggede sommerhuse på klippen. Husholdningen tæller også tre cubanske kvinder, der vasker, stryger, laver mad og gør rent. I modsætning til ejerne bor kvinderne også i hovedhuset, når det er vinter, og sørger for, at sommerhusene ikke forfalder. Sommerrytmen er enkel: Ved 8.30-tiden er der morgenmad, efter at moderen har været på markedet. Gæsterne står op mellem ni og 11. Den 100 procent hjemmelavede frokost – forret fisk, svinekød, pasta eller paella med salater efterfulgt af frisk frugt – serveres kl. 16 ved et stort rundt bord på terrassen. Tempoet er lavt, der bades og spilles tennis.

De tre cubanske kvinder er glade, siger de. Deres arbejdsgivere respekterer dem. De har løn og bolig året rundt. Og offentlig sygesikring. I Danmark ville de blive anset som stakler, der hurtigst muligt burde have en uddannelse og et »rigtigt« arbejde. Uanset at den offentlige debat kan fodre svin med indlæg om stress og præstationsangst i den hypermoderne, digitaliserede konkurrencestat, hvor vi alle sammen skal kunne sælge os selv uafbrudt.

Hvis man nu anerkendte, at der findes grupper af mennesker i vort samfund, der gerne vil tjene deres egne penge, men at de ikke alle er kvalificerede til at være toptunede ’videnarbejdere’, og som måske gerne ville arbejde som hushjælp m/k. Så kunne vi måske både få et mere rummeligt arbejdsmarked og færre stressede børnefamilier. Der er vel en tanke værd.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Keld Kollerup Kvist
Keld Kollerup Kvist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Keld Kollerup Kvist

Jeg er enig med Annagrethe Rasmussen i, at vi har et problem, når vi ikke kan finde ud af at aflaste de unge travle familier ved at give fradrag for hushjælp som alternativ til dagpleje og institutioner. Så kunne forældrene bedre prioritere børnene med god samvittighed. Vi kunne fordele arbejdet bedre efter evner og lyst og indtjening.

Borgerlighedens talerør her i organet for den højeste oplysning - fru Rasmussen - har åbenbart sine proselytter - der mener, at samfundet skal lægge ud for deres forbrug af såkaldt hushjælp ...

Niels Mosbak, Steffen Gliese, Niels Engelsted, Bo Carlsen, Michael Kongstad Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Lyder mere som luksusudgave af "bed and breakfast" på en spansk klippe. Og personalet kommer da heller ikke fra Spanien, men fra gamle koloniområder, som endnu halter bagefter.

Michael Reves, Christel Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Arbejdsløsheden i Spanien er pt. 25%. http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Unemploy...
Mon ikke de 3 tjenestefolk kan vare deres mund for at udtale evt. utilfredshed med jobbet overfor en af husets gæster,
så de ikke selv ender blandt de 25%.

Ærlig talt - er overklasseprovokationerne ikke ved at være en anelse slappe i sværen

Michael Reves, Niels Mosbak, Niels Engelsted, Christel Larsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

En superoekonom som jeg kan ogsaa haandtere heltalsberegninger - hvoraf det fremgaar at samfundet ikke kan praestere mere end en tjener i gennemsnit per indbygger.

Paa det menneskelige plan er det saa en del mere vanskeligt at faa sin egen familie hvis man er "in the services" som de sagde i de gode gamle engelske mansions. Selvfoelgelig er der altid en ung kvinde der tager et sabbataar fra studierne, en tante der alligevel aldrig bliver gift uanset hvad og en selvudsletende butler der slet ikke oensker sit eget liv - der kan passe disse jobs.

Men samfundsopgaven gaar ud paa at det er en beskeden gruppe - den skal ikke have tilskud til at blive stoerre. Det goeres ved at man soerger for at det almindelige job som de fleste kan klare faar en ordentlig loen - og at der bygges nogle raekkehuse i Roedovre - hvor der er et boernevaerelse.

Torsten Jacobsen

Man kunne jo som et forsøg lade den 'toptunede' vidensarbejder bytte indtægt med rengøringskonen. Lad os sige i et år. Og så kan man jo derefter prøvet at se, hvem der ser ned på hvem.

Eller for nu at skære det ud i pap: hvis 'pigen i huset' tjener 300 kr/timen, er der sgu ikke nogen der ser ned på hende.

Problemet er allerede løst:
Her i Danmark bruger borgerskabet au-pairs.

Aupairagency er Danmarks officielle aupair agentur

- Gratis registrering for au pairs og familierne. Vi tager ikke penge fra vore au pairs!

- Gratis 24 timers telefon service, rådgivning opfølgning og konsultation til vore kunder.

- Find en au pair inden januar 2015 inden du bliver ansvarlig for au pairens graviditet og betale for hendes ophold som gravid.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/29/083553.htm

- Se vores aupairs under ledige au pairs eller kontakt os hvis vi skal hjælpe dig med at finde en.

http://www.aupairagency.dk/index.php?do=page&id=0812292

Så fru Rasmussen kan roligt vende tilbage....

Henrik Brøndum

@Torben Nielsen

Jeg haaber anvendelse af ordet super om mig selv blev opfattet humoristisk - det er dog altid vigtigt at overveje om en loesning der er plausible for nogle faa - ogsaa giver mening for en stoerre gruppe.

Annegrethe Rasmussen

Jamen jeg fik faktisk hele 12 glade læser-mails med venlige reaktioner på denne klumme. Så jovist, her på den mindst ringe er der masser af læsere, der ikke synes, at der er mere ydmygende at arbejde i den private serviceindustri end at være på bistandshjælp f.eks. Men det synes jeg jo nok, at jer der kritiserer her rask væk springer over eller bare lukker øjnene for (eller ikke gider at forholde jer til). Det handler jo netop ikke om, at den veluddannede videnarbejder skal gøre rent. Det har hendes uddannelse kostet alt for meget til. Hun skal arbejde i et job, der passer til den investering samfundet har lagt i uddannelsen. Og det er fint.Men I ser rask væk fra, at der faktisk findes mennesker, der hverken kan eller vil tage lange eller teoretiske uddannelser. Skal der ikke være noget arbejde til dem?

Det er netop ved at argumentere på den måde, at I afslører jeg selv, som den, der ser ned på folk. I ser ned på den type arbejde. I synes ikke det er "fint". Men der er tonsvis af jobs andre steder, der betaler præcis lige så lidt. Og jeg skriver endda omhyggeligt at jeg går ind for velbetalte og regulerede forhold. Når det er på plads, fatter jeg ikke, hvorfor det skulle være mindre fint at have et sådant job.

Mindstelønnen i USA er omkring 8-9 USD i timen. Min hushjælp på 20 USD. Det gør hende til højere lønnet end langt de fleste der f.eks. arbejder i supermarkeder eller i hele butiks-industrien. Er det så forkert? Eller rettere: hvorfor er det forkert?

Hun kan ikke få andet arbejde. Og hun er ret glad, skal jeg hilse at sige. Men derudover: hvorfor er det så bedre, at jeg bruger mine penge på TING (eller rejser eller elektronik eller andet). Hvorfor er det ikke bedre at medvirke til at skabe arbejdspladser.

Der er alt, alt for lidt substans i jeres kritik herinde til at jeg kan tage det alvorligt. I må på banen med reelle argumenter i stedet for bare tyndt at skyde på mig som person. Ind i substansen, kære venner!

Annegrethe Rasmussen

Henrik Brøndum

Yes maam - men det gjorde jeg nu ogsaa, kritiserede sobert og uden personangreb. Jeg har selv haft en hushjaelp i London foer krisen og der skal maaske vaere en igen. Vi betalte ogsaa en anstaendig loen paa 7 GBP timen, det dobbelte af det normale, men kun ca 20 pct mere end den lovbefalede mindsteloen. Vores hushjaelp var ogsaa glad og er nu gift og med barn tilbage i Slovakiet. Min pointe er at disse solstraale historier kun er marginalt mulige, der kan maaske flyttes 2 - 5 pct af de ca. 800.000 uden beskaeftigelse i den arbejdsdygtige alder i Danmark over i saadanne jobs. Det blev forsoegt med hjemmeservice, men det forsvandt af en eller anden grund igen.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg må forstå det sådan, at vi, der ikke sender personlige (venlige!) mails, opfattes som forfattere af uvenlige, måske endda uvedkommende, kommentarer.

Vibeke Rasmussen, Jan Weis, Bo Carlsen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Annegrethe Rasmussen,

Der er absolut intet galt i at ansætte en hushjælp, hvis man har råd til det. Der er heller ikke noget galt i at arbejde som hushjælp, hvis man har lyst til det. Der er større værdighed forbundet med at gøre rent og passe børn, end der er med at producere tobaks- eller ølreklamer som 'toptunet vidensarbejder'. Og så er intet sagt om de vidensarbejdere,som producerer toptunet indhold på f.eks. Ekstrabladet.dk eller Politiken.dk's webredaktioner, ej heller de overarbejdende vidensarbejdere som producerer deres eget arbejde i en evig cyklus af vidensindsamling,analyse, rapport, anbefaling, og evaluering.

Men hvis der skal være råd til at ansætte en hushjælp mere end et par timer om ugen, så kræver det jo en ret stor forskel i indtægt mellem den toptunede vidensarbejder og hushjælpen. Det fordrer altså en bestemt type samfund, et samfund hvor der er stor økonomisk ulighed.
Der er mange gode grunde til ikke at ønske sig et sådant samfund. Og det er ikke blot ideologisk funderede grunde. Den videnskabelige litteratur rummer masser af artikler, der overbevisende argumenterer for, at for stor ulighed i et samfund skader trivslen for stort set alle i det samfund.

Og så er der jo problemet med den menneskelige psyke, som du er inde på i din klumme. Men her synes jeg bare du får stillet tingene lidt på hovedet. Det forekommer mig at du antyder, at det er den danske, venstreorienterede jantelovsmentalitet, som er den største hindring for at herskab og tjenestefolk kan vende tilbage som andet og mere end en til bevidstløshed genudsendt serie på TV.
Jeg vil hævde at problemet har en anden, lidt mere dyster karakter. Mange mennesker magter ganske enkelt ikke at have magt over andre mennesker. Ikke engang den lille smule magt, som er iboende i et ansættelsesforhold. Se på hvordan visse Au Pair piger behandles i dette land. Se på hvordan visse kunder behandler ansatte i restauranter og butikker. Når man har købt og betalt for en vare, tror nogle mennesker at de kan tillade sig alt.

Vibeke Rasmussen, Christel Larsen, Elisabeth Andersen, Bo Carlsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak, Nanna Wulff M., Steffen Gliese og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Da støvsugeren, køleskabet og opvaskemaskinen kom til, ophørte behovet for tyende. Det er stadig totalt ude af proportion at tale om de uhyre arbejdende moderne mennesker, der i realiteten burde indrette sig på, at de ikke er så uundværlige, at de ikke kan geare ned til de overenskomstmæssige 37 timer og få prioriteringerne i orden.

Nanna Wulff M.

@Torsten Jacobsen. "Mange mennesker magter ganske enkelt ikke at have magt over andre mennesker. Ikke engang den lille smule magt, som er iboende i et ansættelsesforhold."

Det kan jeg nikke genkendende til. Grundet dette og hint, arbejdede jeg i flere år som hushjælp. I USA (hvor jeg har boet næsten hele mit liv), havde jeg en fin reklame kørende i den lokale avis "Cleaning to European Standards". Det startede helt tilbage i 1985 og dengang var en timeløn på USD 20,00 mange penge. Det var hvad jeg tog. Jeg arbejdede mellem 4 og 8 timer hver dag. Jeg tjente godt.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var magtpåliggende at interviewe de mennesker som ringede til mig. Flere mænd, især de meget rige og pæne i Princeton, troede at en høj, slank og dansk kvinde sagtens kunne klare lidt "halløj" i frokostpausen. Mange kvinder var overbeviste om at jeg sagtens kunne passe deres børn samtidig med at jeg gjorde huset grundigt rent. Lige så mange kvinder troede, at jeg var ansat på vilkår som betød at jeg nemt kunne arbejde et par timer ekstra med at pudse sølvtøj. Uden betaling.

Det tog tid at finde ud hvordan jeg bedst "lod mig ansætte" og på de rigtige vilkår og hos de rigtige kunder.

Når jeg havde fået det fra hånden, og mange kunder kunne ikke fatte, hvorfor jeg ikke ville arbejde for dem, stod jeg med de bedste kunder - mennesker som jeg arbejdede for i flere år.

Det sagt, så var jeg altid klar over, at de fleste af mine kunder var opmærksomme på at der, i deres øjne, var et klasseskel. Det forstod jeg og jeg overskred aldrig det skel. Jeg tillod heller ikke at én eneste kunde gjorde det.

Alle prøvede!

Annegrethe Rasmussen

Kære Henrik, Torsten og Nanna,

Tak for gode og indsigtsfulde kommentarer.

Og nej - Maj-Britt - det er slet ikke sådan, at man skal være venlig og give mig ret for at skrive vedkommende kommentarer. Jeg er meget glad for kritik og svarer som regel også (og hvis jeg nu skal rose mig selv lidt, så er jeg faktisk en af de få journalister ved denne avis, der faktisk går i dialog med jer læsere om artiklerne) men jeg insisterer bare på kritik med substans frem for at besvare personangreb på mig selv.

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen

Kære Henrik, Torsten og Nanna,

Tak for gode og indsigtsfulde kommentarer.

Og nej - Maj-Britt - det er slet ikke sådan, at man skal være venlig og give mig ret for at skrive vedkommende kommentarer. Jeg er meget glad for kritik og svarer som regel også (og hvis jeg nu skal rose mig selv lidt, så er jeg faktisk en af de få journalister ved denne avis, der faktisk går i dialog med jer læsere om artiklerne) men jeg insisterer bare på kritik med substans frem for at besvare personangreb på mig selv.

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen

Maj-Britt Kent Hansen

Kære Annegrethe

Vi kan sagtens blive enige om, at personangreb ingen steder hører hjemme.

Af og til synes jeg dog, at din egen om- og tiltale af os læsere er mere polemisk/spydig end nødvendigt. Dette skriver jeg, fordi jeg vil gøre opmærksom på, at man selv kan være med til at hidse gemytterne op.

Hilsen
Maj-Britt

Annegrethe Rasmussen

Kære Maj-Britt,

I så fald undskylder jeg forlods.

Polemik er fint nok - men spydigheder prøver jeg faktiskat holde mig fra. Men der er selvfølgelig en hårfin grænse mellem at være skarp eller skrap - som er OK - og være ubehagelig; hvilket jeg ikke har nogen ambition om at være.

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen