Klumme

Høfeber for en mand uden næse

Vi lever i en forestilling om, at det ’normale’ kan opnås, hvis vi bare snakker om os selv. Men i depressionen kan skyldfølelsen over ikke at formå det føre til selvmordet
Vi lever i en forestilling om, at det ’normale’ kan opnås, hvis vi bare snakker om os selv. Men i depressionen kan skyldfølelsen over ikke at formå det føre til selvmordet

Scanpix

15. august 2014

Jeg kan ikke sove. Tænker på Robin Williams, på selvmordet midt i en depression. Har dagen igennem læst de mange ’gode råd’ om, hvordan man takler depression. Og set filmklip, som det fra Good Will Hunting, hvor terapeuten – spillet af Williams – forsøger at få den unge mand til at tale om sig selv – et budskab i filmen, som alle synes er så godt og rigtigt.

Men måske døde Robin Williams netop, fordi han ikke alene var deprimeret, men også havde den illusion intakt, som gør sig så godt på film: at man bare skal tale om det, for så går det nok? Men det gjorde det jo ikke. For i stedet opstår risikoen for, at skyldfølelsen føjer sig til depressionen, hvor den allerede er stærk. Forestillingen om, at man kan hive sig selv op ved håret, eller at tricket er at kikke dybt nok ind i sig selv, er altdominerende. Problemet er, at der ikke findes noget trick. Der er kun en vej: en rædselsvækkende, angstfuld indsigt i ligegyldighed.

Depression er indsigt i livets dybe meningsløshed. Den er et iskoldt, kynisk klarsyn. Det melankolske klarsyn, som det kaldtes i gamle dage. Det er ikke den rationelle terapeut-Willams fra Good Will Hunting, der skal lyttes til, men den Williams, der taler i især de tidlige, helt vilde sketches. Reality – a concept, som han kaldte det. For her er det de andres virkelighed, der er en illusion. Men tror man på denne illusion, gør den mirakuløst æbler til noget, man har lyst at bide i, børn til nogle, man har lyst at kramme, morgener til noget, hvor man står op.

Men ikke for alle. For en person som Williams bliver det den såkaldte galskab, der holder ham oppe. Alt det, han fyrer af. Hans stand up, som det hedder.

»Fornærmelser er for en mand uden følelser, hvad høfeber er for en mand uden næse,« som marsmanden Mork alias Williams formulerede det i tv-serien Mork & Mindy.

Er depression en sygdom? Ja, »Sygdommen til døden«, som Kierkegaard kalder det. I al fald er det ikke sådan, at man bare kunne tænke sig Robin Williams som ’rask’, for så ville han ikke forblive Robin Williams. Den rablende tale, hvor han skiftede stemmer og synspunkt og på et splitseksund skabte absurde associationer, var et kolossalt overblik, som holdt noget væk fra ham selv. At bevare den evne og samtidig slippe af med mørket og angsten, det ville kræve en helt anden type arbejde end blot velmenende tiltro til blot at tale om sig selv. Det er ikke indsigten, som hjælper i en terapi. Det er, at meningen kommer listende tilbage. Kærligheden.

Alt dette tænkte jeg i natten, og jeg må stå op og skrive det. Min far døde også som Williams. Han var også ’gal’ og byggede luftslotte og virkelige huse, ganske som Williams byggede et skuespillerlivsværk. Life is a stage. Shakespeare fik ofte en tur gennem Williams rablerier.

Så måske skulle man først og fremmest sige til den deprimerede: Du har ret. I den forstand er du ikke gal. Det er os andre, der lever i almindelig lykkelig illusion. Det kunne måske afbøde noget af selvhadet. Jeg tror ikke, at mange fatter, hvad det vil sige at føle ... at man netop ikke længere kan føle. Jeg tror, at de færreste ved, i hvor høj grad ’virkelighed’ i en verden, hvor vi tror os så objektive, rent faktisk består, ikke af molekyler, men af … kærlighed? Begær? Når man ser det hele, men uden at ønske noget som helst, så tager man det dér bælte og hænger sig. Eller man tager en overdosis piller og alkohol som min far.

Jeg ønsker ikke at holde det ude i en armslængde ved blot at kalde det sygdom. Jeg vil have, det skal siges, hvor tæt det er knyttet til netop skellet mellem mening og ikke mening. At verden skal sige én noget, det er faktisk en skør tanke ikke? Latteren hjælper – griner computere måske? Man er en klovn, når man ikke kan finde ud af en verden, som vitterligt er mærkelig, sindssyg, meningsløs.

Så respekt for en mand, som levede alt dette ud. Som stod ansigt til ansigt med det. Hvem vil ikke gerne være et andet sted end der, hvor man ser alt for klart, at virkeligheden er et koncept?

»Engle flyver, fordi de tager livet let,« sagde Williams. I det mindste kan livet være en joke. Så er man reddet så længe. Så bare tak Robin Williams for at have holdt så længe og givet så meget. Og ikke noget bullshit med, at han nu er i himlen med min far. Vi regner bare med, at efterlivet fordeles efter humor: De tunge er nederst, de frelste øverst. Og de bedste vittigheder findes i midten.

Tine Byrckel er psykoanalytiker og avisens skribent i Frankrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Mosbak
  • Signe Skovgaard Svendsen
  • Torben Nielsen
  • Morten Balling
  • Maiken Guttorm
  • randi christiansen
  • Carsten Mortensen
  • Anna von Sperling
  • elsebeth haals christiansen
David Zennaro, Niels Mosbak, Signe Skovgaard Svendsen, Torben Nielsen, Morten Balling, Maiken Guttorm, randi christiansen, Carsten Mortensen, Anna von Sperling og elsebeth haals christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et af de store problemer er, at 'systemet' ikke kan håndtere asynkrone elementer. I takt med centraliseringen, bliver de varme hænder - til kolde fødder.

Gransker man sit emotionelle reaktionsmønster ved en busulykke i Indien f.eks. Så sidder man ikke og græder over det, eller de færreste gør (var det nede på gaden, ville det være meget stærkere). Så der skal en anden løsning til, til de udsatte, end det rigide kontrolsystem.

Det giver altså et særligt ansvar at være involveret, som man ikke ynder at fyldestgøre i samfundet.

Torsten Jacobsen

Godt skrevet.

Hvis man interesserer sig for hvad depression er for en størrelse, kan jeg varmt anbefale denne forelæsning af Robert Sapolsky. Det kræver ingen særlige forudsætninger (dog er forelæsningen på engelsk). Sapolskys vigtigste budskab: depression er et fænomen som kun kan forstås ved at inddrage både psykologiske og biologiske perspektiver. Og først og fremmest at det er en tilstand der er lige så virkelig som sukkersyge. I depressionen kan man lige så lidt bare 'tage sig sammen', som diabetes-patienten bare kan få styr på sit blodsukker.

www.youtube.com/watch?v=NOAgplgTxfc

Hanne Ribens, David Zennaro, Niels Mosbak, Niels Duus Nielsen, Morten Balling og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det biologiske perspektiv er vist ret overset. Vi ved nu mere end nogen sinde før om kroppens signalstoffer. Har man haft et seriøst misbrug og dermed forstyrrelse af kroppens signalstoffunktion, er man måske i efterflg afvænningsfase meget mere udsat for den depressive følelse/oplevelse af, hvad man kunne kalde, fravær af livsvilje eller vitalitet. En misbrugsprofil er yderst individuel og må imødegås i overensstemmelse hermed, alle midler må sættes ind over for den synkende skude - og måske lykkes det ikke at finde nøglen, den manglende brik, til forståelse og helbredelse af lige netop denne persons sorg og manglende livsevne. Seneste terapeutiske metode, som jeg er blevet bekendt med, er ikke ny, men effektiv : bevidst berøring/ v. bjørn herold olsen.
Det må dog nok erkendes, at i visse tilfælde, er der brug for mirakler.
Gods speed robin, du er højt skattet og elsket.

Morten Balling

"Depression er indsigt i livets dybe meningsløshed. Den er et iskoldt, kynisk klarsyn."

Ekstrem skarpt, og så fra en sygkoanalytiker!?! :) Man skal være forsigtig med Morpheus' røde piller. Der er kun én rigtig vej ud af en depression, og det er at give livet den mening det mangler.

randi christiansen

Oh morten, hvor skarpt - og det har du så lige universalnøglen til? Nå ikke? Nej, men det er nok fordi, den ikke er umiddelbart kendt - såfremt den eksisterer. Depression er et mangehovedet uhyre, som det kræver meget kompetent terapi at afhjælpe - om muligt.

Morten Balling

@Randi

Min kommentar var ikke ment som "man skal bare tage sig sammen". Tro mig. Jeg ved hvor svært det er. Kommentaren gik på at depression ofte opstår, hvis man pludselig gennemskuer virkeligheden, og at denne formentlig ikke har nogen mening. Den følelse kan man prøve at medicinere eller terapeute folk ud af, men de er jo ikke syge. De forstår bare pludselig hvordan tingene hænger sammen, og jeg taler af gusten erfaring, når jeg fortæller at det er en skræmmende oplevelse.

randi christiansen

Morten - godt du lige husker ordet 'formentlig'.

Så det med at 'give livet den mening det mangler' er jo netop udfordringen - den mangehovede.

Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Depression er en lidelse, som nogle mennesker er mere 'wired' for end andre. Der er hverken tale om 'soft' eller 'hard' wiring her. Bare om at være 'wired'. Et både og.

Problemet er, at når du er 'wired', når det ér en del af dit system, dvs. det er dig, så er der ikke nogen udvej. Der er ikke nogen 'normaltilstand' som man kan helbredes tilbage til. Jeg går ud fra at det er det du mener med at det ikke er en sygdom, men ordene svigter os. Det ér en sygdom, bare ikke i den forstand ordet normalt anvendes.

Albert Camus beskrev det absurde, den erfaring af meningsløsheden du taler om, ud fra en dybfølt erkendelse af det netop den. Man han blev aldrig deprimeret i den eneste forstand man burde anvende ordet. Han blev fortvivlet, ja, men han mistede aldrig evnen til at føle. Han var et passioneret menneske til det sidste. Det modsatte af depression.

Torsten Jacobsen

Det jeg vil frem til er, at man kan ikke tænke sig til meningen med en solnedgang. Enten har du den, eller også har du den ikke. Hvis du ikke har den, er det fordi, som Sapolsky er inde på, at der er sket en grundlæggende kortslutning i din hjerne.

Den hjerne som du benytter til at erkende meningen med solnedgangen med i første omgang. Bevidstheden er ikke bedre end det fundament den er bygget på. Det fundament er skrøbeligt. Deformeres det allerede i barndommen er du ilde stedt, med mindre du er så heldig i løbet af dit liv at møde håndværkere der er så dygtige at de, uden at støbe fundamentet om, kan placere så mange stabiliserende bjælker i systemet, at skidtet alligevel holder sig oprejst. Som regel med nød og næppe.

Vibeke Rasmussen

Den tidligere Talk Show Host, Dick Cavett, har skrevet om sine egne erfaringer med depression. Han skriver bl.a.:

"… when you’re downed by this affliction, if there were a curative magic wand on the table eight feet away, it would be too much trouble to go over and pick it up."

Og:
"Suicide rarely happens when you are all the way down in the uttermost depths. Again, it’s too much trouble. Perhaps the saddest irony of depression is that suicide happens when the patient gets a little better and can again function sufficiently. “She seemed to be improving,” is the sad cry of the mourners."

http://opinionator.blogs.nytimes.com/2008/06/27/smiling-through/?_php=tr...

I kommentarerne får man også en indgående beskrivelse af, hvordan tilstanden kan opleves hos de mange, der giver deres bidrag, en tilstand man dårligt kan sætte sig ind i, hvis ikke man selv har været der. Det er hjerteskærende læsning. Flere afslører, hvor vigtigt det kan være, at finde ud af, at man ikke er alene. Som fx denne:

"Just reading that for someone else too, finding the shoes or getting the stamps on a letter can be overwhelming obstacles gives me unbelievable consolation.

I do believe that this simple knowledge will help me through many days in the future."

Hanne Ribens, Niels Mosbak, Torsten Jacobsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Torsten

Som jeg ser det, starter de fleste mennesker deres liv glade, unge, relativt smukke og med en naiv tro på en mening med livet. Hånden på hjertet mener jeg de lever i en illusion. Det bidrager vi alle til, når vi socialiserer de små poder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg synes de tidsnok kan se Camus' absurditet. Hvem ved, måske opdager de den aldrig.

Jeg er enig så langt at nogen er mere disponerede for at tage opdagelsen af absurditeten tungt. Som sagt fandt jeg det selv skræmmende.

Det jeg ikke kan være enig i, er at det er en sygdom. Jeg anbefaler dit link til Sapolsky, og du ved at jeg godt kender de fysiske/biologiske mekanismer, men mener du man er syg, hvis man indser at livet er uden nogen kendt mening? Mindre robust, udenfor normen eller mindre naiv måske, men syg?

Jeg har nogen gange overvejet at købe en time hos en psykolog, for at høre vedkommendes bortforklaring af begreber som determinisme, absurditet, nihilisme, indbildt bevidsthed, individets (eller for den sags skyld klodens) betydning ift. Universet, osv.

Samtidig har jeg også set, hvordan depression er "smitsomt", og der er jo ikke nogen grund til at ødelægge andres dag med vilje. Jeg forstår godt, hvorfor nogen foretrækker Morpheus' blå piller. Dem lever psykiatrien bogstavelig af, og psykologien har dem i en ikke-materiel form. Prøv til gengæld at spørge dem begge om de kan hoste op med en underbygget mening med livet.

Det kan godt være jeg formulerede mig kvajet eller ufølsomt ovenfor (kan ikke rigtigt se hvor), men jeg er temmeligt stålsat på, at man er nødt til at finde det som giver mening i ens eget liv. Et godt udgangspunkt er, at det altid kunne være meget værre :) Tragikomi skal man ikke kimse af, når man er nede i kulkælderen. Det kan godt være at livet som helhed ikke giver mening, men der er som regel et eller andet man kan finde en lille/stor (sikkert indbildt) mening med.

Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Jeg tror Vibekes citat siger alt om depression. Bemærk at Sapolsky er inde på præcis det samme:

"… when you’re downed by this affliction, if there were a curative magic wand on the table eight feet away, it would be too much trouble to go over and pick it up."

Dét er et biologisk/fysiologisk problem. Men det er selvfølgelig en fejl (som ofte begås i både psykologien og psykiatrien) at adskille krop og sind. Som om de to intet havde med hinanden at gøre..latterligt.

Så selvfølgelig har du en pointe i at ens oplevelse af verden spiller en rolle for om man bliver ramt af depression. Men jeg mener, i al venskabelighed, at forestillingen om at filosofiske overvejelser om altings mening skulle spille en udløsende rolle for hovedparten af de mennesker der rammes af en alvorlig depression, er hamrende forkert. Du ser kausalitet hvor der højest er en korrelation.

randi christiansen

Jeg tillader mig at tro!, at bevidsthedstilstanden har meget med neurologi at gøre. Altså, kroppen husker - hvis du engang har fået pløjet, evt er født med (epigenetik) et depressivt spor, skal der 'noget' til at fjerne furen og pløje en ny. Lysbade kan fx hjælpe, berøring også, men som torsten er inde på, kan skaderne være meget dybe, med vores nuværende viden ofte uhelbredelige.
Jeg tror laing var inde på noget rigtigt med lsd terapi. Her blir posen rystet meget effektivt, men det må klart gøres med stor forsigtighed, og ikke som dengang man - i 70'erne tror jeg - på frederiksberg hospital lod folk på trip være alene i en kælder. Ret sindsygt. Vi har også set soldater blive helbredt for eller få lindret deres krigstraumer med lsd, ecstasy og meditationsterapi.

Morten Balling

@Torsten

Er der netop ikke en krystalklar korrelation imellem depression og meningsløshed? Det kan godt være at f.eks. stress kan udløse en depression, men for det første er stress ofte meningsløst (selv hvis man bliver jagtet af en sulten løve), og for det andet dukker meningsløsheden altid op undervejs. Den behøver man ikke hedde Camus for at kunne se.

Bryder man ikke også med et af Sapolsky's fornemmeste principper, når man siger at dét, at man ikke magter at række ud efter tryllestaven, er et biologisk/fysiologisk problem? Princippet om at det hele hænger sammen som ærtehalm, og at man begår en brøler når man anskuer det hele ud fra én kasse. De biologiske processor er jo forårsaget af en eller flere ydre fysiske (og meningsløse) begivenheder.

randi christiansen

Morten - intet er meningsløst, alt har en årsag - at det kan opleves meningløst, er hvad der skal adresseres meningsfuldt. Fx tror jeg ikke, at man (han?)skulle have taget stofferne fra robin williams, før man havde noget andet at sætte i stedet - og i den proces have hjulpet ham til, at hans forhold til stoffer blev så lidt destruktivt som muligt. Alt, der ikke sk

Morten Balling

Du er nødt til at skelne mellem de forskellige former depression; den endogene opstår af uforklarlige årsager og er biologisk determineret. Der findes ingen påviselig ydre årsag til denne form for depression, men det biologiske ur tikker og udløser ofte den slags depressioner i foråret, samt i efteråret når vintermørket sænker sig.

Den reaktive depression derimod har en ydre årsag og kan forklares som udløst derved.

Hvad der imidlertid er vigtigt at forstå er, at er man én gang ramt af en endogen depression, stiger ens risiko for påny at få en depression ganske voldsomt, og det mønster kan gentage sig til man når et punkt hvor tilstanden kan blive kronisk. I øvrigt en ganske ubehagelig tanke.
Derfor er behandlingen særdeles vigtig, i forsøget på at undgå flere depressioner, der jo netop kan behandles med anti-depressive midler.

At er mange kreative mennesker, der kan have den slags problemer er velkendt - også komikere - og midlet til at dulme det, sprut og andre rusmidler, indtages i uoverskuelige mængder. Problemet er bare, at alkohol kun kan dulme i øjeblikket, men på sigt forværrer depressionen.

Vibeke Rasmussen

Når jeg læser de mange – forfærdende mange; og hvor mange flere er der så ikke, som aldrig ytrer sig offentligt! – beskrivelser af depression, virker oplevelserne meget individuelle. Men samtidig er der også så tilpas mange lighedspunkter, at det opfattes som en trøst at kunne læse om andre, der har haft samme oplevelser som en selv. For så er man alligevel ikke helt alene!

Jeg får også det indtryk, at hjælpen – for helbredelse er der vist kun sjældent tale om? – er lige så individuel som depressionen. Der er ikke nogen 'One size fits all'-trylleformular. I The Guardian, som også på det seneste har haft artikler med efterfølgende omfattende debatter om emnet, skrev en mand fx i forbindelse med omtalen af en frivillig telefonhjælp: 'Men hvad nytter det, at jeg kan få nogen til at lytte til mig, når det jeg har brug for, er nogen der taler til mig?'

Herhjemme viste DR for nylig en serie med en række kendisser, der modigt – og generøst! – stillede sig frem og fortalte om deres møde med depressionen. Og så blev disse ellers vigtige udsagn klippet sønder og sammen og stykket sammen med fuldstændig ligegyldigt fyld. Det skal jo være underholdende! Det var efter min mening en hån mod de medvirkende. Nærmest som et forsøg på at bagatellisere lidelsen.

Det helt overordnede indtryk jeg får af alle disse beretninger, og det fuldstændig uanset den lidendes livssituation i øvrigt, er, at depression må være som den dybeste, mest smertelige og håbløse, den ultimative følelse af … ensomhed!

Morten Balling

Jeg har aldrig før set en så rammende beskrivelse af depression og meningsløshed som "Mister Carisma" i serien True Detective:

https://www.youtube.com/watch?v=qZtJPbXFGj8

Med risiko for at se "kausalitet hvor der højest er en korrelation", mener jeg at grunden til seriens store succes var at Rust Cohle sagde noget rigtigt mange mennesker tænkte, men ikke turde dele med andre.

Mht. stofferne føler jeg mig rimeligt tryg ved en gut som Sapolsky, mindre tryg ved medicinalindustrien og meget lidt tryg ved at man selv eksperimenterer med kemien. Så vidt jeg ved, blev Robin Williams diagnosticeret med Parkinson kort tid før han døde, så jeg vil ikke hænge hans handling op på stoffer alene. Til gengæld har jeg set for mange eksempler på at LSD og MDMA kan forårsage uoprettelig skade. En anerkendt bivirkning af MDMA er f.eks. depressioner.

randi christiansen

Morten - klart, at man skal omgås stoffer med den yderste forsigtighed og kompetence. Fx vil jeg aldrig røre ved medicinalindustriens psykofarmaka - her kan du tale om 'syg ko' - men når en misbruger har pløjet dybe neurologiske furer i sin bevidsthed, er det naivt at tro, at alle kan klare en mere eller mindre 'kold tyrker'. Det er nok sådan, at overdrevent indtag af stoffer, som udløser kroppens egne belønningsstoffer, vil efterlade et tomrum > der er overtræk, ubalance på kontoen. At genoprette disse endogene/reaktive ubalancer er et stort kunststykke, som fordrer mesterlig indsigt og kompetence udi i kunsten at læge.

Morten Balling

@Niels

Jeg vil umiddelbart mene at en depression som "opstår af uforklarlige årsager" ikke klart kan siges at være "biologisk determineret". Det minder om det man på engelsk kalder "jumping to conclusions".

David Zennaro

Jeg tror også, at al den snak om endogene depressioner dækker over, at folk ikke er parate til virkelig at gå i dybden med deres traumer.