Kommentar

Ingen plads til nysgerrighed

Med gymnasietidens stress og kroniske følelse af utilstrækkelighed siddende i kroppen bliver jeg frustreret over kritikken af ungdommens manglende mod til at udfordre systemet
Debat
4. august 2014

Hvem vover at kalde de unge kedelige, fordi de kæmper for at leve op til det nuværende massive karakterpres?

Jeg er enig med vejleder og lektor ved Roskilde Universitet Anita Mac, der i kommentaren »Det perfekte helvede« den 21. juli beklager, at unge menneskers jagt på 12-taller er intensiveret. Og jeg forstår, det kan synes uinspireret, at vi unge er så optagede af at lære lige netop det, der skal til for at imponere censor til eksamen. At vi ikke er modige nok til at tilsvine vores facade, at vi ikke afprøver grænser eller stiller kritiske, provokerende spørgsmål.

Men med gymnasietidens stress og kroniske følelse af utilstrækkelighed siddende i kroppen – selv efter to sabbatår – bliver jeg frustreret over denne lidet konstruktive kritik af ungdommens manglende mod til på kreativ vis at udfordre systemet. På mit gymnasium, der gik op i at følge gymnasiereformen til punkt og prikke, var der bestemt ikke plads eller tid til det, som Anita Mac beskriver med fine ord som curiosita og sfumato – nysgerrighed og dyrkelsen af flertydighed.

Klog af skade lærer man som elev på nutidens danske gymnasier hurtigt, at kravene for at udfylde en opgave tilfredsstillende er snævre. Helt fra begyndelsen fungerer de tre taksonomiske niveauer – redegørelse, analyse og diskussion – som mantraet for det perfekt afbalancerede og tilpas dybdegående produkt. Det gælder både ved opgaveskrivning og mundtlige præsentationer.

Fagene er for størstedelen ikke forbundet med nysgerrighed og passioneret interesse, men de gode elever tager alligevel hånd om opgaven og udfører det, som lærerne forventer. Produktet bliver højst sandsynligt ikke Leonardo Da Vinci-nyskabende eller revolutionerende systemkritik. Men kan man virkelig tillade sig at blive skuffet over det? Eleverne må først lære aktivt at benytte de videnskabelige metoder og forstå, hvordan et stof formidles på bedst mulig vis, før de, på troværdig vis, kan udfordre det system, de er født ind i.

Sådan er virkeligheden

Med det massive fokus på præstationen bliver selv de kvikkeste elever utilfredse med et 10-tal, selv om de måske gik nysgerrigt til opgaven. Dette giver en uretfærdig følelse af utilstrækkelighed, der får al fokus vendt til spørgsmålet: »Hvad skal der helt konkret til for at få 12?« For det er belønningen på papiret, der gælder i gymnasieverdenen, og ikke elevens oplevelse af det stof, der arbejdes med.

Det er den gode karakter og dermed chancen for at komme ind på drømmeuddannelsen, der helt reelt gælder ved hver eneste præstation. Målet er at komme ind på ønskestudiet, der takket være hurtigstartsbonussen med stor sandsynlighed har en kunstigt høj adgangskvotient. Politikerne er med den slags tiltag med til at presse os hurtigere gennem uddannelsessystemet. Uddannelsespolitikken bevirker, at eleverne arbejder hårdt og målrettet, lytter til de krav der stilles og på bedst mulig vis forsøger at opfylde disse.

Kort sagt står det klart for den alment kvikke elev, at det er selvskadende adfærd at bevæge sig væk fra den tilgang til stoffet, som systemet belønner.

Det er hverken progressivt eller spændende, men sådan er virkeligheden.

Forventninger

Jeg har opnået en bred viden på mit gymnasium, både om den danske velfærdsstat, om matematik og den vestlige verdens historie. Jeg har lært at overskue en opgave, at analysere en tekst i dybden og lave en informativ og vedkommende præsentation. Men gymnasiet er ikke er et spændende eventyr, hvor forskellighed og evnen til at tænke ud af boksen hyldes. Det er kun via sabbatår, at man får muligheden for at udforske sine egne og samfundets holdninger til lykken, at man møder inspiration og dermed får spændende ideer til at gribe udfordringer an på en anderledes måde.

Om vores uddannelsessystem fungerer optimalt og udfylder samfundets reelle behov, eller om det skal revolutioneres, så det udvikler mere eksotiske unge med mindre præstationsorienteret mentalitet, er en aldeles vigtig diskussion. Men det er en politisk afgørelse, og ikke grundlaget for min frustration.

Min pointe er, at de elever, der arbejder hårdt og ambitiøst for at opnå succes i det system, de befinder sig i, absolut ikke skal kaldes kedelige. Helt ærligt, de målrettede skal anerkendes for deres anstrengelser. De kæmper dagligt med at leve op til de forventninger, som både politikere, medier, censorer og forældre har til dem. Forventninger, der for mange skaber en nedslidende følelse af utilstrækkelighed.

Konstruktiv kritik skal rettes mod årsagen til problemet – ikke symptomet.

Esther Michelsen Kjeldahl er student fra Falkonergårdens Gymnasium årgang 2012

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Der er ikke plads til nysgerrighed, når man skal score 10-12 stykker, for at få lov at tage en drømmeuddannelse.
Det er forstået.
Det gør jer ikke mindre kedelige.
:)

Lennart Kampmann

Der er da plads til nysgerrighed... Det er bare ikke alle der er skrappe nok til at få 12. Men man vil ikke acceptere det. HA-IB optager ca. 180 unge med 12,1 eller højere i snit. Der er ikke plads til alle. Find noget andet. Der er masser af fede ting at beskæftige sig med. Og kommer man ind på det næstbedste, så få det bedste ud af det.
Nysgerrigheden er den iboende kraft - drømmestudiet er en illusion, der kan give retning et stykke tid.
Måske skal de unge studerende i højere grad forstå at de ikke skal rette så meget ind som de tror, men fastholde deres drømme og nysgerrighed lidt længere tid..
Husk at livet er svært og hårdt og langt, ind i mellem.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kongstad Nielsen

Hold nu op med det konkurrence ræs.

Det er så sandt, som det er sagt. Jeg havde utallige diskussioner med lærere om det. Fra politisk side såvel som fra skolens ledelse lyder det, at vi skal være kreative, tænke ud af boksen og hvad der ellers er tidens buzz-word, men alligevel bruger vi tre år på at blive mast ned i bokse og tvunget til ind i både modeller og skemaer.

Hvis man flere gange udfordrer rammerne med opgaver, der er lagt masser af hjerte og sjæl i og hver gang bliver belønnet med karakterer i regionen 7-10, men får 12 når man holder sig til de fra ministeriet foruddefinerende rammer, så er det ikke prisværdigt, at blive ved. Det er dumt.

Så curiosita og sfumato - som Anita Mac kalder det - bliver kun foretrukket i skåltalerne. Eleverne har ikke andre muligheder - det er trods alt vores fremtid, som er på spil.

Michael Kongstad Nielsen

Der er da masser af andre muligheder. Modstand for eksempel, eller oprør. Eller bare rolig anfægtelse af mentaliteten.

Steffen Gliese

Man skal bestemt stille sig tilfreds med 7 eller 10 - eller endog 4, hvis man ellers selv har lavet en opgave, der er tilfredsstillende. Verden går ikke ud på at behage de andre, den går ud på at få de andre overbevist om, at de skal tingene fra ens perspektiv. Vil de ikke det, må man leve med selv at gøre det.

@emil:

Jeg kan oplyse dig, at det overhovedet ikke ændrer sig på universitetet, det med skåltalerne og bokse. Og når du så er der og bruger samme ræsonnement som dit, er det stadig fremtiden, der er på spil, når du udfordrer rammerne og forsøge at tænke selvstændigt, så det er nok bedst bare at gøre, som der bliver sagt. Alt andet ville være dumt...

Så får dit første arbejde, din belønning for at holde dig inden for rammerne, og finder ud af, at alt hvad du har lært ikke kan bruges til særligt meget, og du bliver nødt til at kunne tilpasse dine evner en praktisk virkelighed, og der går så ti år mere af din tid, og du har sikkert i mellemtiden fået nogle børn.

På et tidspunkt vågner du op, går hen foran spejlet og ser, at du selv er blevet en af de systembevarende, som presser ungdommen ned i bokse og holder skåltaler om at tænke ud af boksen, og om hvor galt det står til med ungdommen, for dengang du var ung, skinnede solen mere...

Det paradoksale er, at dem der udfordrer rammerne fra en tidlig alder, typisk er dem som ender med at få de bedste stillinger/er mest innovative, fordi de netop har lært at tænke ud af boksen og valgte at følge deres nysgerrighed og hjerte, og det kan man jo så tænke over til indtil man går på pension.

Måske finder du ud af, at karaktere bare er et tal, som reelt intet siger om, hvad du har af evner. Men det er så en helt anden side af sagen...

Torben Nielsen

Pisse mig i øret!!!

Steffen Gliese

Lars Jensen, lidt ændrer det sig jo på universitetet, i og med at man kan vælge sit eget petitum og formulere sine egne opgaver indenfor de givne faglige discipliner. Netop at forberede sig til det går jo ud på at lære nogle bestemte færdigheder i gymnasiet, herunder de sprog, som man skal kunne læse litteratur på i sit studium.

Steffen Gliese

Altså, kort sagt: hvis man mener, at man skal leve op til andres forventninger fremfor at formulere sine egne, skal man nok ikke gå i gymnasiet. En stor del af det, man skal lære, er at vælge sine kampe.

Hvad der skal til for at få 12?
Simpelt: den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler.

I andre ord: hvis du kan svare på alle spørgsmål korrekt, med tilsvarende beviser og teorier bagved, gerne også med en perspektivering til andre emner end lige spørgsmålet, så er det et 12-tal.

Der er dog blandt kollegerne lidt diskussion om hvad uvæsentlige mangler betyder i det her sammenhæng. Men det er også forskelligt fra fag til fag.