International kommentar

Islamisk Stat er overordentlig moderne

IS kombinerer den politiske islamismes satsning på at erobre magten i en eksisterende stat med den neotraditionalistiske salafismes vision om et ekspansivt muslimsk verdensfællesskab. Det gør organisationen uhyre stærk
28. august 2014

For små 10 år siden besluttede en hårdt trængt militant islamistgruppe, dengang kendt som al-Qaeda i Irak, at genopfinde sig selv. En ny struktur og et nyt navn blev introduceret. Oprettelsen af Den Islamiske Stat Irak, komplet med udpegede ministre, blev bekendtgjort.

ISI’s ledere fremstod først lidet troværdige. ’Statens’ formodede administrative struktur savnede enhver substans, og at den ikke var stort andet end en vag forhåbning stod klart for alle. Men den skepsis, som det ambitiøse navn dengang blev mødt med, er i dag gjort til skamme. For med afsæt i ISI udviklede sig efterhånden først ISIL og i dag Islamisk Stat (IS), som nu hersker over et større landområde, der strækker sig fra det vestlige Syrien til det vestlige Irak. Her driver IS religiøse skoler, bagerier og kraftværker, eksporterer olie, opkræver skatter og afholder kampvognsparader, samtidig med at man udkæmper en krig på flere fronter for at udvide sit territorium.

Statserobring

Erklæringen fra Abu Bakr al-Baghdadi om, at han er det nye kalifats øverste myndighed, gør det oplagt at affeje Islamisk Stat som reaktionær regression. Baghdadis vision er imidlertid overordentligt moderne.

Den adskiller sig samtidig fra de strategiske mål, som en tidligere generation af militante ledere satsede på. Det Muslimske Broderskab og deres udløbere har nok ønsket at erobre institutionerne og magten i eksisterende stater ved hjælp af en række midler, der har spændt fra fredelig social aktivisme til voldelige statskup, men organisationen har aldrig ønsket at skabe en ny stat fra grunden.

Hos de neotraditionalistiske salafister har den moderne nationalstat været opfattet som en bandlyst og uislamisk opfindelse, der har splittet trosfællesskabet i verdens muslimske samfund. Konfronteret med nødvendigheden af at forvalte en faktisk stat har deres svar altid været en blanding af forvirring og inkompetence.

Helligskrifter fra 600-tallet kan ikke gøre det ud for administrativ eller teknologisk ekspertise. Det var jeg vidne til, da jeg rapporterede fra det Taleban-kontrollerede Afghanistan i 1990’erne. Et slogan på væggen af ​​et ministerium lød: »Kast fornuften til hundene – den stinker af korruption«. Et manende slagord, men ikke synderligt hjælpsomt i forhold til eksempelvis at etablere et kloakeringssystem, allokere likvider til at betale embedsmænds løn eller opretholde lov og orden.

Osama bin Laden talte ofte om et kalifat som et enkelt, sammenhængende politisk og religiøst forenet rige. Men ud over mobilisering og radikalisering af hundredvis af millioner igennem en spektakulær voldskampagne tilbød han ingen strategi for, hvordan det nye kalifat skulle skabes eller styres. Det blev set som en fjern aspiration, ikke som et konkret mål, der skulle opnås inden for overskuelig fremtid.

Hvad Baghdadi har gjort, er at kombinere de politiske islamisters målsætning om at erobre en eksisterende statsmagt med neo-traditionalisternes mere globale vision om at skabe en ny og distinkt statsdannelse, der kan blive afsæt for en større ekspansion. Denne kombinations appel er ganske slagkraftig.

IS er ingen anakronisme

Optimister håber, at den nye islamiske stat vil vise sig at hvile på et for spinkelt grundlag. IS er ekspanderet ekstremt hurtigt, siger de, og bevægelsen vil snart have opbrugt sine ressourcer. Den ekstreme vold og det ultrakonservative værdisystem, som kendetegner IS, vil afføde modvilje i lokalsamfundene, der vil blive til aktiv modstand, hævder de, og bevægelsens erklærede ambition om at fremprovokere en større regional og international reaktion vil i sidste ende svække og ødelægge IS. Nogle henviser til eksemplet med Taleban, der i Afghanistan blev væltet og trængt tilbage med relativ lethed, da al-Qaedas terrorangreb mod USA gjorde en militær intervention nødvendig.

Andre henviser til, hvordan al-Qaeda i Irak blev nedkæmpet i den vestlige del af landet i 2005 og 2006, da sunnimuslimske stammer vendte sig mod Baghdadis forgængere på grund af deres vold, ufølsomhed og manglende respekt for lokale særinteresser.

Syrien og Irak i dag udgør imidlertid et umådeligt mere komplekst operationelt miljø end Afghanistan i 2001, og de stammekrigere, der fik elimineret al-Qaeda dengang, kunne i vidt omfang støtte sig til beskyttende ildkraft fra USA’s militær. Lokale i Ar-Raqqa eller Mosul, der forsøger at gå til væbnet modstand mod IS, står derimod chanceløse på slagmarken. Og havde det ikke været for 11. september, kunne Taleban formentlig have fastholdt sit greb om Afghanistan i en meget længere periode.

Der er endnu en grund til at frygte, at IS kan vise sig at være en mere holdbar konstruktion, end vi håber. For halvandet årti siden ville styrkeforholdene i henseende til kapacitet og struktur mellem en organisation som Baghdadis og Mellemøstens stater have været dramatisk ulige. Den militante aktivitet i Irak eller Syrien var dengang lille, flygtig og blev nådesløst kvalt af disse landes diktatorer. Syriens borgerkrig og et destabiliseret Irak samt regionens generelle åbning for politisk forandring har betydet, at forholdet mellem uformelle og formelle magter i Mellemøsten er mere jævnbyrdigt end før.

Lederen af ​​IS har nogle millioner uregerlige mennesker fra afvigende stammer og lokalsamfund at herske over. Hans umiddelbare fokus er sikkerhed og militære operationer. Han har et skyggeagtigt netværk af oversøiske støtter og er draget ind i den bredere regionale magtkamp. Bevægelsens næsten ubegribelige brutalitet er en integreret del af dens magtudøvelse og skal både terrorisere modstandere og tiltrække tilhængere. Hvis Baghdadis nye stat blot var en anakronisme, ville den kun udgøre en lille trussel. Men det er den ikke. Den er tragisk nok på fuld omgangshøjde med sin tid. Og netop derfor desto stærkere.

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Jason Burke er forfatter til bl.a. ’Al-Qaeda: The True Story of Radical Islam’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Fri os fra den medieskabte illusion at IS er moderne, blot fordi de behersker et mediekundskab, som enhver opvakt 13-årig ligeledes besidder til fulde. IS vinder frem, fordi de er villige til at udøve en hidtil uset brutalitet.

Det er stadigvæk en ganske interessant artikel, selvom nogen undrer sig over pop-plusordet 'moderne' Men det IS laver i medierne er ren rock'n'roll...
'Modernismen' - den kulturradikale stilart - er en anden historie naturligvis, som man på ingen måde kan sætte IS i forbindelse med.

Isis vinder frem fordi der er et tomrum.

"Moderne" i betydningen den seneste trend.
Og jo, ISIS æstetikken er stræk og lige i revolutionsromantikkens fodspor.
Lige så moderne som Che Guevara, også I ISIS tilfælde helliger målet midlerne.

Peter Ole Kvint

ivan gullev: "Islamisk Stat minder 110% om vikingernes hærgen på de britiske øer i første årtusinde."
Dette er ikke helt tilfældig. De endte jo med Englands erobring. Der er så bare os, som er England.

Der er overhovedet ingen lighed i omstændigheder, baggrund og motiver for Danelagen og Islamisk Stat.
På trods af de uomtvistelige, men ikke absolutte, ligheder ang. samme, som der er imellem islam og ase-'tro'en.
Det kan der spindes længere ender om, men jeg vil da anbefale Ivan Gullev at overveje, om vitterligt alt hvad der er uønskeligt i verden, har danske paraleller ; om verden derude virkelig har lært alle sine unoder af hedenske globalimperialistiske danske folkepartister. Om ikke det er det værste apologetsludder :-D ???

georg christensen

IS, har virkelig lært af historien, præcist det samme som Tyskernes Hitler engang forsøgte og Russerns Stalin forsøgte , (midt i deres revolution), men fra vesten fik afslag og kun havde Tyskerne tilbage. som ,i dag viser et Tyskland , som en stormagt , som selv ikke , endnu i dag vil forstå sine fejltagelser overfor "LIVET".

Dette peronlige "ego" tripperi har en globaliseret verden, i dag, ikke længere brug for.

NB: Når den nuværende tyske præsident udtaler sig om: Retfærdighed og standhaftighed, minder fjolset for mig om alt for meget "ego" begærlighed.

For bare at undertrykke dette udsagn: En kone derhjemme en kæreste på arbejdet, hvor må det være hærligt, at være præsident i Tyskland, vel nok den samme følelse, som Hitler havde.