Kommentar

Hvad hvis Israel bærer det største ansvar?

Hvis du ikke kritiserer begge parter lige meget, er dit indlæg ligegyldigt, unuanceret og partisk – det hører man gang på gang i debatten om Israel-Palæstina-konflikten. Men hvad nu, hvis der er god grund til at kritisere den ene part mere end den anden?
20. august 2014

På besynderlig vis gælder andre regler i diskussionen om Israel-Palæstina-konflikten end i tilsvarende politiske diskussioner. Her tænker jeg særligt på reglen om, at man skal kritisere begge parter ligeligt for at blive anset som en lødig og nuanceret debattør med et gyldigt argument.

Synspunktet kom blandt andet til udtryk i en Facebook-kommentar fra Naser Khader den 9. august, hvori han skrev følgende med henvisning til sangerinden Szhirley, der under et arrangement i modeugen bar en partisanerkjole:

»… tænk, hvis en dansk sanger med palæstinensisk baggrund bar en kalot eller Davidstjerne til modeuge og sagde: ’Jeg skammer mig over mit palæstinensiske folk og over Hamas terror’. Jeg tror, helvede ville bryde løs, og hun ville blive kaldt zionist, forræder, luder, datter af en hund osv.«

Og videre:

»Mit mål er at pege på den manglende selvkritik blandt palæstinensere, arabere og muslimer. Hvis nogen er selvkritiske, så skal de skamme sig, eller også har de tabt sutten.«

Men sæt nu palæstinenserne – og mere mærkværdigt; araberne og muslimerne – ikke synes, de har noget at skamme sig over?

Når Khader og andre kræver denne evigt ligebyrdige selvransagelse og ligebyrdige kritik, forskydes debatten.

Man skal helt rigtigt forholde sig lige kritisk til begge parter i udgangspunktet, men det kan og skal ikke hindre, at man når frem til en konklusion, der yder mest kritik over for én af parterne. Vi bør således sondre mellem tilgang og konklusion.

Når man blander de to sammen, ender man med et: »Hvis du ikke kritiserer begge parter lige meget, er dit indlæg ligegyldigt, da du har vist dig unuanceret og konsekvent partisk«.

Men hvad nu, hvis det forholder sig sådan, at man har været lige kritisk over for begge parter, men at konklusionen ikke desto mindre er, at der er grund til at kritisere den ene part mere end den anden?

Flere nuancer

Jeg har selv engang tilhørt gruppen af mennesker, der fastholdt, at israelere og palæstinensere var lige ansvarlige for konflikten. Jeg antog, at de, som fandt Israel hovedansvarlige, var enten verdensfjerne halalhippier eller ultrasocialister.

Det var med præcis den tilgang, at jeg i 2009 ville skrive bacheloropgave om Hizbollah, hvilket i sagens natur krævede grundig indføring i den israelsk-palæstinensiske historie.

Jeg læste derfor forskellig forskningslitteratur, og jo mere jeg læste, desto mere frustreret blev jeg. Det, jeg læste, svarede nemlig ikke til mine forventninger. Israels gentagne overtrædelser af internationale konventioner og indskrænkelse af almindelige palæstinenseres levegrundlag gjorde det umuligt for mig at fastholde det ellers så anerkendte 50/50-perspektiv.

Noget lignende skete på kandidaten, da jeg besluttede mig for at undersøge Hamas. Min antagelse var, at bevægelsen var en vanvittig terrororganisation. Men seancen gentog sig.

Det stod hurtigt klart for mig, at Hamas kun er opstået og bestået i kraft af de uheldige strukturer, som Vesten, Israel og udviklingen i Fatah har forårsaget. I dag kan jeg således sagtens på en og samme tid begræde Hamas’ fundamentalistiske og frihedsbegrænsende fortolkning af islam og forstå, hvorfor de opstod og har haft succes.

Jeg kan se, at de er en hindring i fredsprocessen samtidig med, at jeg anerkender deres rolle som legitim modstandsbevægelse.

Hvorfor skal man skamme sig?

Tænk, hvis vi indførte samme 50/50-præmis i andre diskussioner uden sammenligning i øvrigt: For hver gang du har udtalt dig kritisk om Putin, skal du gøre ligeså om Porosjenko, Merkel og Obama. For hver gang du har udtalt dig kritisk om IS, skal du gøre ligeså om Peshmerga. Nej, vel?

Sluttelig vil jeg slå fast, at jeg sympatiserer med Szhirleys holdningstilkendegivelse, men at jeg bestemt ikke mener, at hun er særligt forpligtet til det qua sin jødiske baggrund. For at eksemplificere dette vil jeg tillade mig at citere en tidligere elev: »Jeg forholder mig kritisk til, at Monte Carlo elsker jøderne. Det er fint nok med et program om konflikten, men hvorfor indgår ’jøderne’ i titlen? Jeg er jøde, men jeg er ikke zionist, og jeg ønsker ikke at blive associeret med Israel.«

I det hele taget forstår jeg ikke den store trang til, at vi alle skal skamme os. Det er en anelse for luthersk-missionsk til min smag. Kunne vi fokusere på det velunderbyggede argument i stedet?

Mai Møller Nielsen er adjunkt i religion og samfundsfag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • Pia Qu
  • Carsten Pedersen
  • Finn Kjærgaard
  • Mathias Kamban Larsen
  • John Hansen
  • Toke Andersen
  • Viggo Helth
  • Grethe Preisler
  • Erik Jensen
Ingrid Uma, Pia Qu, Carsten Pedersen, Finn Kjærgaard, Mathias Kamban Larsen, John Hansen, Toke Andersen, Viggo Helth, Grethe Preisler og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels E. Lund

Sikke en stråmand.
Der er ingen evidens for at man netop i dette spørgsmål skal diskutere anderledes end ved andre konflikter eller områder. F.eks. om hvem der har mest skyld i 1. verdenskrig.
Hvis man vil lede efter en forskel er det mere at nogle af områdets / konfliktens befolkningsgrupper ikke får omtalt eller diskuteret deres synspunkter.
Israel har jo den suverænt mest uhomogene befolkning i Mellemøsten, majortetsreligionen deles af ca 70 % af befolkningen.
Et af de punkter der næsten aldrig omtales eller diskuteres, er hvilken rolle f.eks. de arabiske muslimer bosat i Israel siden statens oprettelse har. Bærer de også det største ansvar for konflikten sådan som Mai Møller Nielsen antyder.
Eller er det alligevel bedre at tillade nuancer, og ikke skære alle i Israel over en kam, som også denne artikel gør sig til talsmand for.

Kravet om at dele sol og vind lige mellem Israel og palæstinenserne er noget forholdsvis nyt. Man må huske at vi begyndte et sted hvor et sådan krav var fuldstændigt udelukkende. I 1967 omdøbte man 'Grøntorvet' til 'Israels plads'. Der var ikke én stemme der talte om at Israels besættelse var i strid med de internationale konventioner. "Palæstinenser" var end ikke en del af det danske ordforråd, og ingen havde nogen sinde hørt om en sådan. Der var kun vore skolelærere som nærmest benovet og begejstret fortalte om lyn-krigen. Det er først når det som majoriteten uanfægtet har antaget at reaktionen indtræder, og kravet om "nuancering" lyder når nye synspunkter ikke lader sig undertrykke.

Dian Kjaergaard

Kære Mai Møller Nielsen!

Jeg fatter ikke at du kan konkludere at Hamas og Hezbollah "kun" er opstået og bestået grunden Israels, Vestens, og Fatahs behandling af araber i Levanten.

Hamas er vokset ud af Det muslimske Broderskab, som blev formaliseret i 1928.

Hezbollah har rødder i det kristne og sunnimuslimske Libanon, hvor shi'iterne blev dårlig behandlet - og de var nærmest eksplosionsklare allerede i 1943.

Så vil du måske protestere: Jamen, det var i første verdens krig at stormagterne ødelagde det hele for araberne. Og derved skabt grundlaget for de forfærdelige strukturer, som har "skabt" Hezbollah og Hamas.

Well - ok. Lad os gå længere tilbage:

Der har været rigtig mange tilfælde af arabisk-muslimsk aggression mod jøder i mellemøsten helt tilbage til profeten Muhammeds tid. Det startede vist i Medina i 624, med afsluttende kamp i 627. Og så til Khaybar 629. Fra Khaybar stammer parolen: "“Khaybar, Khaybar, ya yahud, jaish Muhammad sayud” som den dag i dag bruges i krig mod jøder - og ikke kun Israel. "Jøder - I skal huske Khaybar, Muhammeds hær vender tilbage". Læs evt mere her: http://jewishrefugees.blogspot.dk/2011/01/massacre-of-jews-by-muslims-be...