Kronik

I kampen for at blive til noget, har vi glemt at blive til nogen

Mens de voksne længes efter deres ungdom, prøver vi unge at slippe fri fra vores. Vi har travlt med at få vores liv på plads, inden vi fylder 25, men glemmer i farten at få styr på os selv. Vi ender med at blive ældre end vores forældre og mere usikre end vores fremtidige børn
Voksenrollen er svær: Vi hylder og holder receptioner for dem, der har forsømt sig selv for en lynkarriere, og vi hylder par, der får børn, imens de stadig selv er børn. Samtidig har vi intet tilovers for unge, der vil forblive unge, indtil de er klar på noget nyt, mener kronikøren her Nina Möger Bengtsson.

Voksenrollen er svær: Vi hylder og holder receptioner for dem, der har forsømt sig selv for en lynkarriere, og vi hylder par, der får børn, imens de stadig selv er børn. Samtidig har vi intet tilovers for unge, der vil forblive unge, indtil de er klar på noget nyt, mener kronikøren her Nina Möger Bengtsson.

Tor Birk Trads

29. august 2014

Peter Pan ligger for døden, for produktionen af tryllestøv er gået i stå. Efterspørgslen er faldet, og udbuddet er fulgt med ned, og nu har Ønskeøens turistindustri røde tal på bundlinjen. For vi, der ikke rigtig er voksne og slet ikke vil være børn, nægter at give os selv tid til at være unge. Så imens bedstemor opretter en Tinder-profil i stille protest mod alderdommen, og far selvsikkert iklæder sig hættetrøje og hipsterbriller for at se og føle sig ung, er termen ’ung’ blevet et fyord blandt os, der reelt skal forestille at være det. Voksen er blevet det nye sort, og med gymnasietiden nyligt lagt bag mig kan jeg se, at jeg alt for længe har været en del af et kapløb, jeg ikke selv skrev mig op til. Et kapløb baseret på en ’hurtigere, højere, stærkere’-kultur, hvor 18 år ikke længere er carte blanche til at træde forkert og snuble, men snarere startskuddet til resten af mit voksenliv – og jeg er allerede bagud. Så jeg vender blikket udad og farer af sted for at have mit liv på plads, inden jeg runder de 25 – der er ikke den samme plads til fejltrin som før i tiden. Ungdommen er aflyst for de unge.

Kapløb med CV’et

Denne fornemmelse blev bekræftet, da jeg forleden mødtes med min gymnasieven over en kop kaffe. Han begynder på universitetet i disse dage, selv om han ikke er sikker på, hvad han vil. Men han glæder sig til at komme i gang – komme videre – for det eneste, han er helt sikker på, er, at det er afgørende for hans fremtid at kunne skrive BA og senere MA på sit CV.

Som kontrast til dette scenario har vi hans far. Hans far, der droppede ud af universitetet efter blot et år og aldrig begyndte igen. Hans far, der fik et job i en bank, hvor han blev undervist af virkeligheden og ikke af videnskaben. Hans far, der arbejdede sig op og blev bedømt på sine bedrifter frem for diplomer. Hans far, der endte som direktør for en af verdens største børser.

Ja, faderens historie er speciel, men den er langt fra unik. Historien om bankassistenten, der ender som bankdirektør, har aldrig været unormal, men det er den nu ved at blive, og i takt med denne udvikling efterlades der mindre og mindre plads til svinkeærinder.

Kombinationen af støt stigende universitetsgennemsnit, der er højere end den højeste karakter på skalaen, og en ledighedskrise, der har ramt ungdommen hårdere end nogen anden aldersgruppe, har gjort, at Generation Fucked Up er blevet tvunget til at blive meget ansvarlig, meget tidligt. Der er ikke længere tid til at leve i nuet. Vores alder er blevet til et mærkat med en tilhørende liste over forventninger og krav, der skal opfyldes, inden det er for sent.

Lever for i morgen

Jeg har derfor lært mig selv at leve for morgendagen og altid tænke på det næste skridt. For hvis du ikke som 16-årig er parat til at tage ansvar for resten af dit liv, skal du forberede dig på at sakke bagud i livets kapløb med en forsvindende lille chance for at indhente din tabte tid senere. Så jeg tog løbeskoene på og blyanten i hånden og lod fremtiden opsluge nutiden, imens jeg forberedte mig på den ene altafgørende eksamen og test efter den anden. Jeg klarede mig godt, gjorde studievejlederen tilfreds og blev anset for at være en ansvarlig pige med styr på tingene. Og sådan så det også ud udadtil.

Nu påstår jeg ikke, at jeg var et følelsesmæssigt vrag, eller gemte på dybe problemer indeni, men jeg var dybt forvirret – og er det til dels stadig. Hvad satte jeg egentlig pris på? Hvem ville jeg gerne være? I min besættelse af at blive voksen har jeg glemt at få mig selv med, men det har ingen lagt mærke til.

At blive hurtigt voksen er der i sig selv ikke noget galt med, og det lyder ikke helt skidt med en overansvarlig generation. Men min oplevelse er, at forventningen om at blive hurtigt voksen betyder, at vi aldrig rigtig bliver det. Karriereræs i højeste gear med drømme om målbar succes i form af karakterer, diplomer og titler er så altopslugende, at der ikke er plads til at bekymre sig om personlig udvikling – der er ingen plads til at finde sig selv.

Tillykke med din indre ro

Jeg oplever med andre ord en ufattelig trang til at blive til noget, og en skræmmende ligegyldighed over for at være nogen. Vi fejrer folk, der har knust sig selv under presset for høje karaktergennemsnit. Vi holder receptioner for dem, der har forsømt sig selv for en lynkarriere, og vi hylder par, der får børn, imens de stadig selv er børn.

Samtidig har vi intet andet end reprimander tilovers for unge, der er kloge nok til at forblive unge, indtil de er klar på noget nyt. Der findes ingen tillykkekort til de velafbalancerede og selvsikre; ingen receptioner, der fejrer, at midtpunktet har det godt med sig selv; ingen får hue på, fordi de ved, hvad de vil; ingen får lov at gange sit gennemsnit, fordi de kender deres egne værdier.

Håndgribelig succes er langt lettere at måle og veje og til dels lettere at opnå, end indre ro nogensinde vil blive. Indre selvsikkerhed er svær at putte i julebrevet eller tage billeder af til Instagram, men hvis jeg som 30-årig stadig er lige så usikker på mig selv, som da jeg var 16, hjælper karriere, familie og håndgribelig succes lige fedt.

De voksne erobrer ungdommen

Større mål om personlig styrke og indsigt er blevet udskiftet med konstante minisejre, der kan ’likes’ og deles, og det er derfor blevet et problem at være tilfreds med nuet, for en statisk tilstand udløser jo ikke triumfer.

Hver anden samtale, jeg har med ’de voksne’ – dem, jeg så ihærdigt stræber efter at høre til, handler om mine fremtidsplaner. Resten handler om, hvordan nutiden bør ses som en forberedelse til fremtiden. Så ikke nok med, at jeg glemmer min personlige udvikling – jeg ødelægger samtidig, hvad jeg har ved altid at se det som et springbræt til noget andet, noget bedre, noget større, noget mere ’likable’.

Og her findes det paradoksale, for imens de ældre stræber efter at være unge hele livet, forventer de, at vi skal være voksne, før vi overhovedet har nået at være unge. Tag en tur på Roskilde Festival og se det udfolde sig for dine egne øjne, hvis du ikke tror på mig. Her kan du observere mindreårige drikke sig ældre, mens aldrende forældre drikker sig yngre. Her oversvømmer alderens flydende form teltene hurtigere end regnen. Her tager de ældre deres ungdom tilbage, og for min skyld må de få den alt det, de vil – så længe de kan finde ud af at dele. Så længe de selv husker, hvorfor de prøver at finde tilbage til de unge år af deres liv. Og så længe de holder op med at forlange, at jeg skal være noget, de selv prøver at slippe fri af.

Det er tid til at finde førstehjælpskassen frem og redde Peter Pan. Ikke fordi vi skal undslippe en uundgåelig tid, men for at huske os selv på, at der er nogen – i det mindste en fiktiv skikkelse – der kæmper for retten til at forblive ung. Én, der kæmper for at blive, hvor han er, fremfor konstant at komme videre. Det er tid til at sætte tempoet ned, før vi bliver ældre end vores forældre og mere usikre end vores fremtidige børn. For i længden er det ikke nok blot at blive til noget – jeg vil også gerne være nogen.

Så jeg vil gerne være den første til at melde mig ud af voksenkapløbet. Jeg har også altid været meget gladere for holdsport.

Nina Möger Bengtsson er født 1996 og er i gang med et sabbatår efter sin studentereksamen

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Ansbjerg
  • Niels Duus Nielsen
  • Reda Ammari
  • Anne Eriksen
  • Claus Jørgensen
  • Thomas Elle
  • Søren Roepstorff
  • Vivi Rindom
  • Ole Pedersen
  • Viggo Okholm
  • Leif Høybye
  • Bill Atkins
  • Carsten Mortensen
  • Brian Pietersen
  • Dennis Berg
  • June Beltoft
  • Martin Åberg
  • Jan Kønig
  • Mads Olsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Dagmar Christiandottir
  • Carsten Pedersen
Søren Ansbjerg, Niels Duus Nielsen, Reda Ammari, Anne Eriksen, Claus Jørgensen, Thomas Elle, Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Ole Pedersen, Viggo Okholm, Leif Høybye, Bill Atkins, Carsten Mortensen, Brian Pietersen, Dennis Berg, June Beltoft, Martin Åberg, Jan Kønig, Mads Olsen, Jørgen Steen Andersen, Dagmar Christiandottir og Carsten Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lillian Redam

Fin artikel, som beskriver en af de konsekvenser der er, ved at vi som pædagoger allerede i børnehaven (vuggestuen?) skal 'gøre børnene skoleparate'. Politikere og embedsmænd taler om at det er vigtigt at starte indlæring så tidligt som muligt, for ikke at risikere at børnene ikke kan 'følge med' i skolen. MEN de er helt galt på den!! Man skal nemlig 'blive til nogen' før man kan 'blive til noget' og forsøger man at springe over og lade formel indlæring tage pladsen for personlig og social udvikling så ender vi op med et samfund, med børn som (heller ikke) kan stave, men slet ikke 'ved hvem de selv er'. Ting tager tid. Og mennesker har brug for tid til at udvikles.

Astrid Brinch, Sofie Lippert Troelsen, Søren Ansbjerg, Martin Andersen, Reda Ammari, Anne Eriksen, Claus Jørgensen, Uffe Illum, Søs Dalgaard Jensen, Heidi Frier, Kristian Kjær Karlsen, Vivi Rindom, Rasmus Kongshøj, Viggo Okholm, Brian Pietersen, Dennis Berg, June Beltoft og Anne M. Lassen anbefalede denne kommentar
Bente Petersen

Nina, hvor har du ret. Der er et gammelt dansk ord, der siger "det er lysten, der driver vaerket". Det er min erfaring at hvis man altid goer det, som man har lyst til ... det some den indre stemme siger "det her er det rigtige... den rigtige vej... " ... ogsaa selvom den er forskellig fra hvad de flest goer ... selvom "andre" siger hm... Hvorfor goer du det?...eller "Tror du nu, det er klogt?"... saa faar man meget glaede i livet...

Nina, det har jeg altid gjort og selvfoelgelig har jeg lavet mange fejl og betalt for dem, men jeg har haft utalligt mange flere glaeder. ... og idag er jeg nok eet af de lykkeligste mennesker her paa jorden....

Ligesom du goer nu, du stopper op for at lytte... har jeg naar tingene var ved at gaa istaa, og der var ikke mere glaede tilbage... saa stoppede jeg ogsaa op og fandt ud af... hvad er det egentlig jeg vil .... saadan rigtig har lyst til, braender for.... jeg fandt us af det og saa gjorde jeg det.

Nu er jeg 73 - og studerer - - noget nyt og meget spaendende (for mig) - nemllig Biologi og Fysik ... jeg har 3 boern og 4 boerneboern og 49 arbejdsaar der started efter en teknisk uddannelse... og langsomt blev til humanitaert arbejde - over hele verden - for det meste med rigtig lav loen... og saa en dag saa besluttede jeg mig til at gaa paa universitet .... men Nina, efter eet semester, som var rigtigt fint... kunne jeg see, at det her gik ikke I den dybde, som jeg har brug for saa... nu studere jeg selv... og hver dag laerer jeg nye ting om os og vores verden - og hvorfor vi er raske eller syge og jeg kan se, at det er de same principper, der gaelder for vores medmenneskelige forhold - vores familie - vores samfund - vores lande imellem - og for hele universet - Jeg kan se, hvordan det er de same principper, der goer sig gaeldende I alt vi er en del af - som man siger I partikel fysik ''alt er inter-related''... Men som du siger, enhver maa finde ud af saadan noget selv... og nogen finder ud af det tidligt I livet og nogen sent I livet ... og nogen finder aldrig us af det...

Tillykke ... med at stoppe op - og kigge paa hvad du virkeligt gerne vil .... Held og Lykke til.

Søren Ansbjerg, Martin Andersen, Niels Mosbak, Søs Dalgaard Jensen, Dorthe Jørgensen, Rasmus Kongshøj og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Først vil jeg komplimentere dig Nina. Et fantastisk flot og inspireret skrevet indlæg. Har du overvejet at bruge det til noget? Måske forfatter?

Dernæst vil jeg sige, at jeg mener du retter skytset mod de forkerte. De voksne har ikke den magt du tror. Vi tror vi har et demokrati, men uanset folkets ønsker, så lukkes alle rum, der strammes overalt, så der ingen frirum er tilbage, ingen små heller, hvor mennesker kan puste ud, orientere sig og være sig selv. Den ene meningsmåling efter den anden viser, at et flertal af befolkningen er imod retningen, men lige meget hjælper det: Vi fortsætter i en retning, som går imod folket vilje - demokratiets fundament.

Hvor skal du så rette skytset? Godt spørgsmål. Systemet? Kapitalismen? Du har samme problem som så mange andre - økologer, miljøforkæmpere, humanister, socialister - det er svært at pege på fjenden, fordi denne er allestedsnærværende, omslutter os og er internaliseret af os. Grundlæggende er det vel kapitalismen.
Hvad skal der til? Godt spørgsmål. En revolution vel, men det ser bare ikke ud til at den kommer.

Søren Ansbjerg, Reda Ammari, Claus Jørgensen, Thomas Elle, Søs Dalgaard Jensen, Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Super godt indlæg.
Livet foregår altid i dette øjeblik. Har du kun fokus på fremtiden, mister du selve livet. Og jo mere du skynder dig, jo hurtigere slipper tiden op. Lev og tænk som om der er masser af tid, og der vil være al den tid du behøver og ønsker. Sådan er det mærkeligt nok. Og hvem skal iøvrigt afgøre hvad vi skal nå.

Hvis pointen med indlægget er at vi som mennesker skal have tid og plads til aldring og væren, uanset biologisk/social alder, så duer det ikke med sportsmetaforer og den iboende konflikttænkning. Men flere ferske pointer, enig.

Steffen Gliese

Man er nogen, i udgangspunktet, som ønsker at blive noget, og arbejder den vej. I processen udvikler man sig, men bliver stadig ved med at bevare kernen.

Sat lidt på spidsen, så når vi kun næstsidste trin i Maslows behovspyramide: Præstation ...Selvrealiseringen har markedet blændet af for.

Martin Andersen, Niels Duus Nielsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Peter Hansen
Jeg er sikker på at du har bevaret " kernen ". Det allervigtigste et menneske har. Jeg tror mennesker har en medfødt personlig " kerne", som desværre af mange udefra kommende påvirkninger, bliver rettet ind og negligeret. Hvor mange mennesker er opmærksomme på deres " kerne ", og lytter til hvad der egentlig betyder noget for dem? Det bliver meget ofte overdøvet af omgivelsernes forventninger, og ambitioner på ens egne vegne. Og lige pludselig har de mistet sig selv i processen. At bevare sig "selv", Kan være svært.

Astrid Brinch, Martin Andersen, Dennis Berg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kurt Langballe

Jeg tror det vigtigste i livet er at gøre noget, og gøre det man er god til. Hvis man samtidig gør det for andre, så gør man også noget godt for sig selv. Ved at gøre, kan det være at man bliver til noget; men det bør aldrig være et mål i sig selv. Så i stedet for at spørge: Hvad vil du være, så burde man spørge: hvad vil du gerne gøre.
Hvad er egentlig næste skridt, når man er blevet til noget? At være er statisk, at gøre er dynamisk.

Morten Bonde, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Nina her rører ved noget meget væsentligt, nemlig selve livet og hvorfor vi er her og for hvem og til hvad.
Vores begær mod materielle goder er tilsyneladende umættelig uden tanke for om det er disse goder som former liv og status. Konkurrence er drivmotoren for kapitalen, men den har vi selv været med til at skabe og nu er vi slaver.

Søs Dalgaard Jensen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men hvis ikke jeget retter sig imod noget, forsvinder det. Det er lidt interessant, hvordan en ellers i et par årtier overset filosof som Husserl og hans begreb om intentionalitet igen synes at blive genstand for debat.

Lars Kristensen

Kære medmennesker,

ingen behøver kæmpe for at blive til noget, det blev vi allerede før vi blev født.

For at vi kan blive bevidste om at vi er det vi er og dermed får erkendelsen om, at vi er det vi er, skal vi først blive bevidste om og erkende vore medmennesker.

Vi er alle "en grim ælling" og tror vi på at vi er en høne (karakterrolle) i hønsegården (samfundetscenen), forbliver vi en høne (karakterrolle).

Er vi derimod bevidste om, at hønsene i hønsegården blot er karakterroller, forbliver vi det vi er.

Når vi herefter bliver bevidste om, at vi er dem der spiller karakterrollerne og derigennem erkender, at vi ikke er karakterroller, da åbenbares vores sande identitet for os, nemlig at vi er mennesker - levende mennesker og ikke døde karakterroller.

Ingen mennesker behøver at kæmpe for at blive det menneske vi alle - altid har været.

Kampen om at blive til noget, handler om at få den bedste og mest præstige fyldte karakterrolle.

Hvad er mest værdifuldt for dig?

at være...

- et levende menneske?
eller
- en død karakterrolle?

Martin Andersen, Niels Duus Nielsen, Leo Nygaard, Gert Selmer Jensen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Jonathan Smith

"Life is what happens to you while you're busy making other plans"
Fra "Beautiful boy" af John Lennon.

"Luk din facebookprofil. "
Fra mig til dig :-)

Gert Selmer Jensen, Martin Andersen, Anne Eriksen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jonathan Smith, det kommer an på, hvad man bruger facebook til.
Nej, jeg er ikke enig, dovenskab er djævelens hovedpude, som man siger, og det er igennem det aktive liv, at man kommer til sig selv. Det er til gengæld gennem den passive strøm, hvor man blot driver med, at man kommer fra sig selv. Når man griber fat i, hvem man er, kan man forme sit liv bedre, end hvis man bevidstløst følger andres forventninger og krav.
Jeg tror, at denne diskussion i og for sig handler om en masse enige mennesker, der blot ser sagen fra forskellig vinkel; men det gør den ikke mindre interessant.

Anne Eriksen, Claus Jørgensen, Gert Selmer Jensen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

SSDD

Sådan tænkte man også i firserne. Voksenlivet melder sig, regninger skal betales. Unge vil gerne udskyde ansvaret, men løber forgæves.
Det er hverken lettere eller sværere nu.
Men debatøren kan ikke helt forholde sig til tal: Hvor mange regnskabsassistenter går der på en bankdirektør? Det er ikke normen at man kan arbejde sig op gennem kadrerne på samme drømmeagtige måde som sin far.... Forældrenes præstationer står nogle gange som forhindringer for børnenes selvopfattelse.

med venlig hilsen
Lennart

Lars Christensen har helt ret, og jeg synes han rammer det præcist.
Vi putter så megen energi ind i den rette karakterrolle, og negligerer vores bagvedliggende sande jeg til gengæld. Det er desuden et stort problem, at så mange identificerer sig med deres karakterrolle. Man ser ofte, hvordan mennesker helt skvatter sammen når de bliver arbejdsløse eller går på pension. Den stærke rolle giver et svagt jeg.

Martin Andersen, Niels Duus Nielsen, Leo Nygaard, Lars Kristensen, Gert Selmer Jensen, Lennart Kampmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Nina, min morfar blev sendt ud at tjene som 7-årig. Dér var det senest slut med at være barn for ham. Siden da bestod hans liv af fysisk arbejde, indtil han blev pensioneret.

Når jeg læser dit indlæg med disse briller på, læser jeg om en ung og reflekterende pige, der har styr på tingene, og som har fået lov til ikke at komme ud at tjene som 7-årig, men istedet har kunnet tilegne sig en masse viden, som min morfar aldrig kom til.

Forbandet heldigt at være dig.

Da du er et reflekterende menneske, er du så også i en frigørelsesfase. Du er igang med at sætte dine personlige grænser. Du er ved at sige farvel til det, du ikke bryder dig om. Du bryder dig ikke om en accelerende og altopslugende karriere, der sætter stop for andre, for dig, vigtige ting i livet. Dette er dit personlige valg, og din personlige præference. Andre har det måske anderledes end dig.

Denne frigørelse passer ekstremt godt med din alder, hvor du mere og mere fremstår som et selvstændigt individ og tager ansvar for dig selv. Så jeg vil mene, du har præcis den alder, du føler dig.

Personligt savner jeg ikke min barndom, men derfor kan jeg godt finde på at tage en hættetrøje på ;-)

Meget fint skrevet, og du har helt ret. Der er alt for meget målstyring og altid et nyt mål, når man når frem, alt for lidt tid til at føle sig frem for at finde ud af hvem man er og hvor man vil være. Der er konsekvens for den enkelte, men også for samfundet, som jeg tror på sigt mister diversitet.

Lidt uden for dit hovedbudskab skinner det igennem, at du har en bestemt opfattelse af hvordan man skal leve, når man bliver voksen/ældre, og den vil jeg foreslå at du tager op til revision. Går bedstemor på Tinder i protest mod alderdommen? Måske vil hun bare ikke være alene? Når forældregenerationen drikker sig i hegnet og hører musik på Roskilde, gør de det vel fordi det synes det er sjovt, og ikke fordi de "stræber efter at føle sig unge"?

Man kan ikke trække en streg i tiden og sige, at nu er man voksen, nu sker der ikke mere. Man forandrer sig hele livet. Held og lykke med dit!

Gert Selmer Jensen

Når dine karakterroller og selvbilleder krakkelerer, skal du ikke fortvivle, de er blot udspillede roller, og der vil kommer nye til. Du er stadig "Dig", og ikke de roller eller begivenheder du deltager i, og som udspiller sig omkring dig. Udfordringen er måske at udleve sine roller på en måde der kan bidrage til at dit liv, og andres, bliver beriget med glæde, gensidig respekt og inspiration.
Det ligger nok ikke lige i tiden, der hyller rundsave på albuerne, men det er noget at stræbe efter.

Hvem er forfatteren - til karakterrollen. Det må være kommentaren til Lars Kristensen og til Nina M B.
I hundrede år er funktionerne fjernet fra familien og det nære samfund - og flyttet udad og op på højere plan :
Undfangelse, fødsel, børnepasning, fødefremstilling, madlavning, materiel forsyning, vedligeholdelse, familie økonomi, personligt ansvar, det nær samfunds ansvar, politisk struktur, demokratiske pyramider, globalisering......I må selv konstatere, hvem der har overtaget rollerne og i hvor høj grad.

Skriver staten og overstatslige EU drejebogen - hvor meget er der herefter tilbage til selv at bestemme og beskrive rollen for "det levende menneske" og familien.

Samtidig en kommentar til indlægget fra den anden unge skribent på sofaen.

Gert Selmer Jensen

Leo Nygård
Du har helt ret. Rigtig mange ting er flyttet udad og op på et "højere" plan. Livsnære og naturlige aktiviteter er blevet nedgraderet, og gjort til sekundære aktiviteter, noget der i værste fald bare skal (overståes), så vi kan koncentrere os om mere "vigtige" ting.
Selvom vi dag til dag selvfølgelig må prøve at møde de udfordringer vi stilles i dagens samfund, på godt og ondt : På job, Familiemæssigt, Socialt, Økonomisk etc. Må vi være bevidste om at det er vores liv, og vi har en medfødt ret til at bestemme over det. Også selvom de seneste hundrede års udvikling har trukket den modsatte vej. Pointen er måske at være fokuseret på hvad en god tilværelse er for dig, dag til dag, og ikke bare springe ukritisk ind i hamstermøllen.
Til pokker med en statslig eller overstatslig drejebog. Mulighederne er der, man skal bare søge dem.

Gert Selmer - "Til pokker med en statslig eller overstatslig drejebog. Mulighederne er der, man skal bare søge dem."
Ja - Problemet er bare, at (især børne-) familien gennem en snigende udvikling er så dresserede og bundne økonomisk, at friheden er begrænset. Og bliver man ledig indtræder statens drejebog for fuld udblæsning.
Derfor vil jeg fortælle dig - som ny blogger her - at på min ønskeliste ligger Basisindkomst højt prioriteret. Hvis det fortæller dig noget meningsfyldt ?

Gert Selmer Jensen

Leo Nygaard - Jeg kan sagtens følge dig, og der er aldrig noget "bare", (jeg bryder mig slet ikke om det udtryk), da det er et dårligt udgangspunkt for noget som helst. Jeg tror jeg tænkte nogle år tilbage, hvor jeg/vi, trådte ud af hamstermøllen og levede på en gammel fiskekutter i 9 år, satte arbejdsperioden ned til 6 md, om året, og følte os meget rige. (Faste udgifter helt i bund). Nu er boligen et dyrt hus = 12 md. arbejde, og næsten alle pengene er øremærkede på forhånd. Det ville jeg dengang have forsvoret ville ske, men sådan kan det jo gå. Nu går vi iøvrigt og tænker på alternativer igen. Og ja dressuren og den begrænsede frihed kan være utålelig.
M.h.t. Basisindkomst, om det fortæller mig noget meningsfyldt? Om det gør ! . I et moderne samfund er det da noget af det mest meningsfulde jeg lige umiddelbart kan komme på ! Det har jeg ment lige siden det blev fremsat i 1974/1976 ?, af en politisk rebèl (Mogens Glistrup). Han kaldte det "Borgerløn", men det kommer vel ud på et. Jeg sympatiserede ikke med alle hans holdninger, og hvad hans motiver var, men dette var da genialt.

Gert Selmer Jensen

Jeg blev lige afbrudt i mit skriv, men her er lidt mere. Udover at det samfundsøkonomisk vil balancere fint, vil det fjerne den psykisk nedbrydende, marginaliserende, klientskabende og mistænkeliggørende struktur vi praktiserer i dag. Dyneløfteri, (har du noget på din nabo så ring anonymt til din kommune, og få tre flasker rødvin). En opfordring til stikkermentalitet, folk imellem, som er absolut forkastelig!! Staten indfører regler og love rimelige eller urimelige ( som regel urimelige), som folk dårligt nok forstår. Så må det som et minimum også være deres egen opgave at håndhæve lovene. At inddrage borgerne i en beskidt og nidkær tankegang er helt urimelig og skadelig!!. Selv har jeg intet i "klemme", og de må gerne løfte mine dyner. Mentaliteten gør mig bare vred.
Bævrende modstandere af "basisløn", fremfører at med basisløn er der måske slet ingen der gider at uddanne sig endsige arbejde?? Tro mig det er der !

Martin Andersen, Leo Nygaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Diana Teresa Kirkegaard

Skønt, skønt indlæg. Det er dejligt, at du har så meget kontakt til dig selv, at du stopper op og mærker efter, at hele kapløbet føles stærkt forkert for dig.

Du skriver et sted: "At blive hurtigt voksen er der i sig selv ikke noget galt med, og det lyder ikke helt skidt med en overansvarlig generation"

Jo- det ER skidt med en overansvarlig generation, for den overansvarlige tager ansvar for alt det, de andre ønsker, tænker og forventer, men glemmer at tage ansvar for sig selv.

Heldigvis er du ikke overansvarlig, for det lyder som om du stadig har fat i dig selv og selvstøtte nok til at bevare den kontakt. I den ideelle verden tager vi hver især 100% ansvar, hverken mere eller mindre.

Tillykke med dit sabbatår.

Gert Selmer - Jeg har bidraget om Basisindkomst ustandselig i 3 år her på siden - et par vil nok sige til ulidelighed :-). Du kan derfor bladre tilbage, hvis du har lyst.
I Retsforbundet har vi vedtage en version heraf på landsmøde i foråret.
Alternativet (Elbæk) har det også på programmet.
Jeg er medlem af BorgerlønsBevægelsen.

Gert Selmer Jensen

Peter Hansen
Tak spids ! Ideen om basisløn er da vist alt andet end død. Tak for linket. Hvor er det dejligt at blive lidt klogere hver dag. Af en eller anden grund undrer det mig ikke at ideen florerer i Sweitz. Der er, tænker jeg, måske lidt "højere til loftet", end i andegården herhjemme ?
Og Susanne Wiest forklarer glimrende de åbenlyse fordele ved Basisløn. Og hun er, blandt mange andre, tilsyneladende ikke uden politisk indflydelse.

I den Deutche Bundestag har borgere og borgergrupper ret til i en vis tid at fremlægge et emne, en mening og derefter har DB mulighed for at kommentere. Det har den tyske grundeinkommen organisation benyttet sig af.
Jeg læste dette for et årstid siden og husker ikke detaljerne.
Sådan en demokratisk mulighed kan vi bruge - ja, faktisk have ret til - i demokratiets navn.
Med tidens ego-politikere er det strengt påkrævet.