Kommentar

Kan vi sænke lykkens pris og øge dens værdi?

Vores forståelse af lykke domineres af en vækstlogik, der betyder, at vi overskrider både menneskelige og ressourcemæssige grænser
27. august 2014

En halv million danskere føler sig udbrændte på jobbet, og 250.000-300.000 danskere lider af alvorlig stress. Kun overgået af Island er vi danskere de næststørste forbrugere af lykkepiller – over 8 pct. tager antidepressiv medicin, hvilket er en stigning på næsten 800 pct. siden 1980. Alligevel hyldes vi som verdens lykkeligste folk. Et paradoks.

Men når vi lever i en kultur, hvor vi er ’vores egen lykkes smed’, opfattes stress og depression hurtigt som en personlig svaghed. Samtidig er en af konsekvenserne af forbrugersamfundet, at lykke måles i økonomisk succes, fordi det er vores økonomiske råderum, som afgør vores forbrugeridentitet og status. I en amerikansk undersøgelse svarer såvel de fattigste i ghettoerne som milliardærer med privat jetfly, at hvis blot de blev 15 procent rigere, ville de blive lykkelige.

Den tyske sociolog Jürgen Habermas beskriver denne kulturelle tilstand med analogien om, at systemverdenen har koloniseret livsverdenen. Et andet eksempel er mindfulness, som i stigende grad søges som en vej til indre velvære og ro. Men træningen i bevidst nærvær er i risikozonen for – om end måske utilsigtet – at blive taget som gidsel af konkurrencestaten og blive endnu et præstationsprojekt, der understøtter systemverdenens vækstlogik om konstant at yde mere.

Der er naturligvis alternative diskurser. Men når der er så få, som træffer valget at gå ned i arbejdstid og løn, er det, fordi det er så pokkers svært at gå imod kulturens implicitte normer – vi er jo sociale væsner, der søger andres anerkendelse.

Lykkens pris

Men når vækstlogikkens kolonisering af livsverdenen betyder, at lykken søges og måles i præstationer, velstand og forbrug, presser det ikke kun mennesker til grænsen, men også planetens ressourcebestemte grænser. Denne sammenhæng mangler synliggørelse og anerkendelse. Derfor har tænketanken New Economics Foundation skabt et supplement til vores altdominerende betegnelse for udvikling – BNP – og introduceret et Happy Planet Index (HPI), hvor en stats træk på planetens ressourcer måles op imod indbyggernes sundhed og trivsel. Man ganger en befolknings oplevede trivsel med levealderen (som udtryk for sundhedstilstand) og dividerer dette med landets økologiske fodaftryk, dvs. de ressourcer det kræver at opretholde levestandarden.

Mens Danmark ligger på førstepladsen på listen over trivsel (omend placeringen kalder på nuancering), ryger vi helt ned på en 110. plads, når man måler vores samlede HPI, fordi vores økologiske fodaftryk er så højt (verdens femtestørste). Lidt forsimplet sagt køber vi os til lykken gennem forbrug, herunder oplevelser. For selv om vi måske anser rejser som udtryk for en dematerialisering, glemmer vi, hvor mange ressourcer en weekendtur til Paris koster. Både vi (stress og depressioner) og planeten (ressourceforbruget) betaler altså en meget høj pris for vores såkaldte lykke.

At sætte lykken fri

En bæredygtig omstilling handler derfor ikke kun om respekten for fremtidige generationers udviklingsmuligheder, men også om at gennemskue en tvivlsom kulturelt betinget lykkesøgen og derigennem øge vores egen lykke.

Hvis vi skal gøre en bæredygtig omstilling nærværende for det enkelte menneske, kunne vi begynde med at konkretisere bæredygtighed som fysisk og psykisk sundhed og afkolonisere lykkebegrebet fra vækstbegrebet. Vi må italesætte en nuanceret dialog om lykkens natur, så bl.a. social sammenhængskraft, empatisk nærvær og gratis naturoplevelser indgår i vores lykkeværdsættelse. Det handler ikke om afvikling eller stilstand, men om at vi sætter lykken fri fra dens kapitalistiske åg og skaber rum for kvalitativ og kreativ menneskelig udvikling.

Liv la Cour er cand.scient.pol., MSC, fuldmægtig samt medlem af netværket Omstilling Nu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Blaabjerg
  • Ib Christensen
  • Laurids Hedaa
  • Jens Falkesgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • René Bjerregaard
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Viggo Helth
Søren Blaabjerg, Ib Christensen, Laurids Hedaa, Jens Falkesgaard, Lise Lotte Rahbek, René Bjerregaard, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

"Alligevel hyldes vi som verdens lykkeligste folk. Paradoks".
Nej da. Derfor!
Hvis vi ikke kunne frådse, dope os og udnytte andre, var vi da ikke spor lykkelige. I hvert fald ikke på den måde, som lykke måles på i dag. Fattig og lykkelig? Umuligt.

Mindfullness? Hele terapiperioden fra 80'erne har i høj grad tjent til at gøre os mere effektive. "Find din indre styrke og bliv rig", og hvad den slags bøger ellers hedder.

'Systemverdenen har koloniseret livsverdenen'. Ja, for livsverdenen blev regnet for noget billigt skidt. Computerens 0-1 systemtænkning har fuldstændig erobret os.

Det er på tide, at hele denne lykkeforskning får et skud for boven.

Rasmus Kongshøj, Dennis Berg, Laurids Hedaa, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Vil bare lige sige tak for en fantastisk artikel der i hvert fald taler direkte til mig :-) Jeg er med og det er faktisk præcis hvad jeg kæmper for i mit liv - retten til at definerer min lykke uafhængig af det kapitalistiske åg. Men nøj det gør at man kommer til at skille sig voldsomt ud :-)

Dennis Berg, Laurids Hedaa og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er ikke et nemt, men et nødvendigt job, at være systemkritiker. Det er jo heller ikke nok at brokke sig, man må tænke dybt - over problemets årsag og dets løsning. Vi nærmer os dog - for langsomt? - en forståelse af hvor, vort eksistensgrundlag, naturgrundlaget, fejlforvaltes. Når det eksoteriske rum administreres efter retfærdige, økologiske principper, er grunden lagt for den menneskelige lykke > den materielle dimension er lykkedes, og den enkelte vil være så frit stillet, som det muligt, til at søge sin esoteriske udviklingsvej.

Steffen Gliese

Den største misforståelse er, at en kritisk holdning til samfundet skulle være det samme som en negativ indstilling og pessimisme. Tværtimod er resignation udtryk for det - med en kritisk holdning udtrykker man en aldrig svigtende tro på, at ting kan blive bedre.

Rasmus Kongshøj, René Bjerregaard, randi christiansen, Laurids Hedaa og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg plejer at spørge:
-"kender du forgængelighedens pris?"
og svares der ja, er mit respons
-"det gør jeg ikke"

Det er ved at være tid for en renæssance for principper.

Det er åbenbart kun i dekonstruktivt øjemed, at vi ses som et samlet folk, med en ensartet kultur. Ved andre lejligheder er vi så ultra-multi-kulturelle, at danskhedens distinktive træk er nærmest ikke-eksisterende.

I øvrigt, så er Løbet kørt. Moderniteten kan ikke rulles tilbage.

Return To Innocence...

Søren Blaabjerg

Den sunde fornuft er sat ud af spillet, fordi flertallet af politikere (og vælgere) foretrækker i stedet for at tro på, hvad "de økonomiske eksperter" anbefaler. De er tidens guruer, hvis "visdom" kun få sætter spørgsmålstegn ved. Argumentationen er denne: Først og fremmest skal økonomien være i orden. Først under forudsætninger af dette, kan vi gøre alt det, vi i virkeligheden jo så gerne vil.

Denne argumentation forstår enhver jævnt begavet og snusfornuftig person ud fra sin egen dagligdag og husholdningsøkonomi: Man må jo sætte tæring efter nøring, hvis man ikke vil i økonomisk uføre.

Men for at få økonomien i orden, viser det sig, må man imidlertid gøre en mængde ubehagelige ting, altså ting, man just ikke ønsker, men som "desværre" på grund af tidernes ugunst er "nødvendige", mens man på andre områder "ikke har råd" til at tage sig ordentlig af en mængde akutte problemer, hvoraf en stor del er selskabte.

Altså kører svikmøllen uafladeligt, uagtet at vi med vores vækstpsykose skaber flere og flere problemer for os selv og ødelægger biosfæren på fuld kraft. Der skal tænkes i langt mere radikale baner. Først og fremmest skal man erkende, at arbejde som sådan slet ikke realøkonomisk repræsenterer noget behov. Det gør forbrug ud over det nødvendige til at holde os varme og mætte heller ikke. Derfor repræsenterer den evige vækst heller ikke noget essentielt behov.

Med andre ord, så skal den almindelige arbejdstid reduceres ligesom vores produktion og forbrug. Det bliver vi bestemt ikke fattigere af, bare såvel byrder som fordele bliver rimeligt fordelt samt at vi satser på holdbarhed, kvalitet og sundhed i vores forbrug og produktion modsat køb-og-smid-væk-kulturen og moderæset. Vi skal lære at anskue verden realøkonomisk. Vi kan ikke tillade os fortsat i en uendelighed at sætte klodens naturlige biologiske kapital overstyr i accellererende tempo. Det er hamrende uansvarligt!

Søren Blaabjerg

Det er bl.a. ambitionsniveauet, der er noget galt med. Når specielt danskerne går for at være verdens lykkeligste folk, så er det primært, fordi vi er verdens beskedneste (ved jorden at blive ... osv. hvad du evner kast af i de nærmeste krav ... osv.), idet vi dels mangler fantasi til at forestille os noget bedre end det tilvante, dels mod og energi til at foretage os noget afgørende nyt for at ændre på det bestående (der forresten overhovedet ikke er så evigtvarende solidt, som vi normalt forestiller os det) til det bedre.

Kan du ha en god dag!

Søren Blaabjerg

I øvrigt er det yderst interessant i denne her forbindelse, at hvis man kigger på selvmodsstatistikkerne, så er det kartakteristisk, at de industrialiserede lande rangerer meget højt på listen sammenlignet med de mere "tilbagestående" lande. Blandt andet ligger de lande, der ofte fremhæves som forbilledlande for Danmark mht. "effektivitet", f.eks. Sydkorea, Finland og USA, meget højt på listen. Hvad med, om danske politikere seriøst gav sig til at styre efter "lykken" som altafgørende (holistisk) statistisk parameter i stedet for de tilvante økonometriske parametre (sideordnet med økologisk ansvarlighed)?