Klumme

Knyt, frk. Knausgård

Ville vi have udråbt hende til den moderne romans frelser eller bedt hende holde sine beskidte trusser i privaten, hvis nu Karl Ove Knausgård havde været en kvinde?
14. august 2014

Jeg kunne mærke en varme brede sig i mit bryst, da jeg lænede mig frem og fik fat i en ble og pakken med vådservietter, mens min søn hang på mig som en lille koalabjørn. Jeg lagde ham på gulvet og tog hans strømpebukser af, rev de to klisterstropper af den beskidte ble og smed den i skraldespanden under vasken, mens han kiggede på mig med et alvorligt udtryk. »Kun tis,« sagde han. Så vendte han hovedet og ... Nej, nej, nej, stop! Det er et seriøst dagblad, det her, og du er en kvinde, der i al almindelighed bruger en helvedes masse energi på at fremstå professionel og fattet, så ødelæg det nu ikke med hverdagsfnidderfnadder og sentimental meditation.

Heldigvis er ordene slet ikke mine, men Karl Ove Knausgårds – bevares, med mindre justeringer for at forstærke illusionen om, at det var mig, der havde sat mig for i minutiøse detaljer at beskrive et ganske begivenhedsløst bleskift på et offentligt toilet. Og det er da slet ikke mig, der for indsatsen har høstet anerkendelse for at være »løsningen på den moderne romans udfordringer«.

Mens den norske forfatter for længst har lagt først de nordiske lande og dernæst Europa ned med sit 6-bindsværk Min Kamp, har USA (eller i hvert fald et par postnumre i New York) nu for alvor fået øjnene op for »the handsome modern dad from the new school of nordic cool«. Heriblandt litteraturprofessor Katie Roiphe, der slugte bøgerne og anbefalede en veninde at gøre det samme. Efter et par dage fik hun en sms. Veninden nød skam bogen, men: »Hvad hvis den havde været skrevet af en kvinde?« spurgte hun. Og Katie Roiphe gik i tænkeboks. Hvad hvis der stod Carla Krauss på det bogomslag, hun havde liggende i skødet, spurgte hun i netmagasinet Salon: »Jeg tror ikke, vi ville være i stand til at tolerere, endsige fejre, denne form for dagbogsagtige udgydelser fra en kvinde (…) Hvis det var skrevet af en kvinde, ville det fremstå banalt og selvoptaget, og både læsere og anmeldere ville finde det narcissistisk og selvsmagende.«

Katie Roiphe har ret. Jeg er ikke i tvivl om, at havde en kvinde formastet sig til at forfatte 3.000 sider om sin hverdag, ville det vække god gammeldags vrede. Og ikke kun hos mænd. Måske ville vi kvinder faktisk blive endnu mere fortørnede, fordi Carol Krauss’ udgydelser potentielt ville spejle sig negativt tilbage på os. Vi ville lade hende vide, at hun skulle lade være med at vifte med sit beskidte undertøj i offentlighed, hvis hun forventede at gøre sig fortjent til andres respekt. At hun skulle tage at pibe til sine veninder i stedet – ja, vi vil ville nok indføre noget nedladende om »over en caffe latte« for at angive hendes yderligere degraderende klasseforhold.

For kvindeliv i middelklassen er så langt fra at være kunst, at det næsten har potentiale til at blive provokunst. Som Katie Roiphe skriver: »Den særlige afart af det raseri, der rettes mod kvinder, der dokumenterer deres hverdag, især hvis den ikke indebærer en barndom af fattigdom eller misbrug eller sygdom, er lige så dybt forankret, som den er irrationel.

Knausgård skal og bør hyldes – og ikke bare for sit eminente sprog og sin vedholdenhed. Han har også fortjent en plads i litteraturhistorien for at zoome helt ind på en af de absolutte største sociale forandringer i vor tid, nemlig den, der sker i faderrollen og den langt bredere vifte af maskuliniteter, der er til rådighed i dag. Det er helt i den feministiske litteraturs ånd, at de hyldemeter, der i 1970’erne blev optaget af kvindelige forfattere, der gav nyt sprog til en hel generation af kvinder, som skulle ud på arbejdsmarkedet og boksede med de forandringer i de intime sociale strukturer, som det affødte, nu fyldes af mænd, der gør det samme for en generation af medbrødre.

Men tankeeksperimentet åbenbarer en gammelkendt, men for tiden vældig moderne antifeministisk strategi, nemlig at udelukke den nære kvindelige erfaring som relevant. Hvor Knausgårds kamp bliver en almen kamp, der frigør os alle fra skylden ved at tænke livet i den øvre middelkasse som en kamp, ville en kvindes lignende bestræbelser bliver kritiseret for at være forkælet, og hun ville blive dynget til i opfordringer til at løfte blikket fra sin Macbook på Marimekko-dugen og se på vilkårene for de undertrykte kvinder i Mellemøsten. Det er så påfaldende sjældent, at mænd, der taler om vilkårene for dansk erhvervsliv, får at vide, at de bør fokusere på den ikkeeksisterende økonomi i Liberia. Det er kvinder, der skal spise op, fordi børn sulter i Afrika.

Anna von Sperling er kulturredaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Sæderup
  • Jørn Vilvig
  • Søren Rehhoff
  • Erik Nissen
  • randi christiansen
  • Ingrid Uma
  • Grethe Preisler
Lone Sæderup, Jørn Vilvig, Søren Rehhoff, Erik Nissen, randi christiansen, Ingrid Uma og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Ak ja, Anna von Sperling. Den 'kønsrolledebat' i Den Mindst Ringe er ikke nem at få facon på, det har den aldrig været. Thi, som Elsa Gress i et af sine mere muntre øjeblikke bemærkede: "Det 'naturlige' er det, man er vant til".

Det kunne være skægt at se, hvad der skete, hvis et lyst hoved i DRtv's kulturredaktion fik det indfald at lave 'en omvendt Blachman'. Sådan at forstå, at en af dette skallede kulturkoryfæhoveds kvindelige kolleger fra X-factor-dommerpanelet fik carte blanche til at invitere nogle af sine slyngveninder fra kulturparnasset til en dybsindig samtale på skærmen om de følelser, det vakte i dem at iagttage til lejligheden indbudte afklædte herrer, hvis rolle var at holde kæft og være smukke, mens de damer debatterede verdenssituationen "på højt intellektuelt niveau".

Mette Olesen, Sascha Olinsson, Jørn Andersen, Vibeke Rasmussen, Merete von Eyben, Flemming Madsen, Majbritt Nielsen, Lone Sæderup, randi christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Knausgård ramte mig som en mur af kedelighed, men jeg har hårdkogte feministveninder, som labber hans tekster i sig.
Du anna skriver fængende, og din lille blesentens gav mig lyst til mere - så hermed en opfordring til dig om at lave en dameknaus. Emnet : kvinders hverdag, er naturligvis altid relevant, og du har potentialet - måske en antologi, så kan vi få flere med i alle aldre og livsforhold.

randi christiansen

Og jeg fik fat i, at det var knausgårds ord - det må så være dine småjusteringer .... at du har ramt et godt sted, at lille dosis er til at klare .... eller at jeg er forudindtaget? Anyway, du skriver godt og fængende, så hvorfor ikke ? Hvis altså lysten er der.

Torsten Jacobsen

Det er kvinder, der skal spise op, fordi børn sulter i Afrika.

Sikke dog noget gedigent vås.

Der hver Anna Von Sperling til gengæld kan have en pointe er, at åh så mange af de kvinder der kommer til orde, har så lidt at sige. Til gengæld har de andre attributter, som ikke er spildt på, må man formode, hovedsageligt mandlige gatekeepere til den offentlige bevidsthed.

Dumme piger med store bryster og trutmund har for eksempel altid været godt fjernsyn. Og det er da irriterende og fornedrende, for mennesker af alle køn.

randi christiansen

Åh torsten - det, der mangler i den boldgade, er bare nogle lækre fyre til pigerne. Sex sælger altid godt, og det er der jo en rigtig god forklaring på : kort sagt, slægtens videreførsel. Men selvf alt? med måde, eller fremmer overdrivelse bare til tider forståelsen?

Sex og porno i det offentlige rum er plagsomt, det tilhører privatlivet.

Har du i øvrigt forsøgt dig med knaus, så du kan vurdere, om han tilhører gruppen af 'de ....., der kommer til orde, har så lidt (interessant) at sige' - parentesen er min tilføjelse, idet man jo ikke kan sige, at knaus er en mand af få ord.

Torsten Jacobsen

Nej, jeg har endnu ikke fundet lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med manden. Men din bemærkning giver mig da lejlighed til at tilføje, at der bestemt også er mange mennesker af hankøn, som af for mig uforståelige grunde tildeles alt for megen opmærksomhed. De går dog som regel med slips, eller ved noget om mode.

randi christiansen

Torsten - så er det da godt, at vi har ytringsfrihed, tros-og tankefrihed, så du frit kan overlade modesektionen til de, der har interesse for den slags brugskunst, der - selvom om alle betjener sig og er påvirket heraf - dog alligevel af visse segmenter betragtes som værende ligegyldige og overfladiske?

Torsten Jacobsen

Hvis bare interessen for de modebekendte herrer begrænsede sig til netop det: deres kendskab til mode. Men nej, så nådigt er verden jo ikke skruet sammen. Det samme gælder forøvrigt de fleste herrer med slips. Interessen for deres gøren og laden, meninger om dette og hint, strækker sig langt ud over hvad deres kvalifikationer og indsigter i et givent livsområde kan bære.

Men det er jo slet ikke det klummen handler om, så nu vil jeg gøre hvad jeg til tider ville ønske mere i offentligheden kendte personer ville gøre: holde min kæft :)

randi christiansen

Torsten - Det er da sjovt, når debatten blir lidt vildtvoksende - og det er altid irriterende, hvis folk udtaler sig skråsikkert om emner, de ikke har forstand på endsige sat sig ind i, fx mode.

Grethe Preisler

Du tager nu også alting så firkantet bogstaveligt, Torsten Jacobsen ;-)

Det kunne da være sjovt at se dig i infight med f.eks. konen til 'erhvervsmanden Asger Aamund'. Du ved, hende den labre sild Suzanne, der vikarierer for ægtemagen, når han selv har for travlt med at rokere rundt med sine investeringer på finansmarkedet til at komme og give sit besyv med i 'Debatten' på DRtv2 om jet set-segmentets behov for fleksible, flytbare, omstillingsparate og servicemindede kulier af begge køn I disse for vort ånds- og erhvervsliv så vanskelige tider.

Niels Mosbak, Flemming Madsen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Hvis og hvis og hvis...
Hvis Hitler havde vundet krigten....
Hvis Marilyn Monroe havde levet længere...
Hvis Kennedy ikke var blevet skudt...
Hvis Argentina havde vundet VM i fodbold...
Man kan blive ved.
Jeg har - endnu - ikke læst Knausgård. Men hvis det, han skriver, fænger - ville de samme ord selvsagt også fænge, hvis de var skrevet at en kvinde.
Er han kedelig (som nogen påstår) ville hans tekst være lige så kedelig med en kvindelig signatur.
Stop nu de dér søgte modsætninger.

Grethe Preisler

Hvis det, Karl Ove Knausgaard skriver, fænger, så ville det selvsagt også fænge, hvis det var skrevet af en kvinde. Sådan!

Så knytter vi sylten piger. Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl.

Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Majbritt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Kønsdebat på nettet er ofte ikke særligt konstruktivt. Det ender altid med at de to hold graver sig ned i hver sin skyttegrav, og derpå kaster skidt i hovedet på hinanden. Mon ikke det ville gavne begge køn, hvis man var lidt mindre krigeriske, og lidt mere imødekommende?

Cecilie Glerup

Jeg ville være meget tilbøjelig til at give dig ret, Anna. Tilfældigvis har jeg lige hørt om (og den er kommet øverst på læselisten) 'Monstermenneske' af norske Kjersti Annesdatter. Den skulle minde om Knausgård i autobiografisk detaljerigdom - om end kun ét bind. Og der er roser fra anmelderne. Men da jeg ikke har læst den endnu, kan det selvfølgelig godt være, at forudsigelserne om fornedrelse og fattigdom som betingelse for at beskrive kvindeliv holder stik!

I øvrigt: Hver gang Information (heldigvis tit) tager kønsdebatten op, dukker nogle utrolig aggressive og ladede indlæg mod en kønsdagsorden op. Jeg forstår ikke den ekstreme modstand og ser den desværre lidt som et udtryk for problemet med manglende ligestilling - både den ene og anden vej. Det er da utroligt, at Anna von Sperling ikke engang kan spekulere i, at det kunne være svært for en kvinde at skrive Min Kamp og blive hyldet Vesten rundt af begge køn. Men det medfører straks beskrivelser af Anna von Sperling som 'krænket' eller skrivende noget 'gedigent vås'. Kommentarer som i øvrigt ikke borger noget godt for den kvinde, der forsøger sig med seks bind autobiografi!

Hvorfor er det så svært at være undersøgende, nysgerrig og polemisk på ligestillingområdet uden mange andre enten straks prøver at lukke debatten som om der intet problem er eller kommer med nærmest hadske og nedladende udmeldinger? Det er sguda en mærkelig attitude til et alvorligt emne. Desværre bliver den nærliggende tolkning herfra, at det er en del af hele ligestillingsproblematikken: Ligestilling bekæmpes også ved at nægte problemet eller latterliggøre den, der prøver at sætte en dagsorden - og desværre er ligestillingsdebatten i DK så svag, at det er en strategi, som lader til at virke trods det, at den virker virkelig bøvet og meget lidt sofistikeret.

Christel Larsen, Merete von Eyben og Anna von Sperling anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

Jeg lovede jo at holde kæft, men vil så lade et modebekendt menneske tale på mine vegne:

Fra artiklen:

»Jeg har en slipsenål med form som en hval, som jeg købte i New York, den er lavet af rav. Jeg går meget op i naturen, og hvordan vi kan undgå at forurene vores planet. For mig symboliserer hvalen den filosofi.«

Resten af artiklen bør læses i lyset af det udsagn.

http://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE6687555/maend-boer-ikke-gemme-sig-...

Torsten Jacobsen

Cecilie Glarup,

Efter min mening giver det lige så meget mening at spekulere i om en kvinde kunne have skrevet og fået publiceret 'Min kamp', som at spekulere i om en kvinde kunne have skrevet 'Mein Kampf'. Der skjuler sig et par mellemregninger bag den holdning, men dem skal jeg ikke redegøre nærmere for her, da jeg egentlig havde pålagt mig selv at holde kæft.

Jeg forholder mig desuden til én sætning i Anna von Sperlings klumme, som vitterligt er noget gedigent, hvis ikke forbandet vås. Tåbeligheder har intet køn. Du er velkommen til at argumentere for det modsatte, naturligvis, men pas på du ikke at skyder dig selv i fødderne undervejs.

Hadske og nedladende bemærkninger? Må jeg være fri!

randi christiansen

Søde torsten, von sperling våser ikke, hun er morsom.

En kvindelig hitler? Ja, warum nicht? Fascinerende fantasi, som jeg mærkelig nok aldrig har ramt. Det har jeg så nu, interessant. Tror jeg nok - aj, jeg går ud fra, at du har læst den schweiziske psykoterapeut alice millers udmærkede redegørelse for de psykodynamikker, som i uheldigt samspil med tidens trends, tanker og udfordringer frembragte det uhyggelige og mærkelige væsen, a.hitler.

Jeg takker for linket til jp's artikel om den velklædte herre - fornuftig mand der kender sit fag - hvad var egl lige pointen der?

Grethe Preisler

Eftertanke:

Når en kvinde skriver
myldrer der smådjævle frem i de mest produktive år
foruden mænd, hun kun formår at elske dårligt og afsides,
i hælene på dem, som dog med en del besvær er mulige at afvikle:
købmændene, slagterne, bagerne, postbudene, mælkemanden,
manuskriptforfatterne, de sjofle telefonstemmer,
eksamensbørnene og den syngende hushjælp
med hvem der skal drikkes kaffe og pludres en time hver formiddag.

Alt dette på trods af legater, der skal skaffe kunstnerne arbejdsro.

Når en mand skriver
anskaffer han sig en sand kunstens tjenerinde, der holder alt og alle borte
når den hellige inspiration er over ham.
VÆRKET er al umagen værd, skønt også han elsker dårligt og afsides.
På det første blad udødeliggør han sin tjenerinde ved at skrive:
"Uden min elskede hustrus utrættelige omsorg og pleje ville denne bog
aldrig have set dagens lys".

Det omvendte ville være latterligt og utænkeligt.

Uden ellers at være indviklet i Kvindesagen kan jeg kun se en eneste
mulig løsning for alvorligt arbejdende kunstnerinder:
Man må sterilisere dem som fjortenårige og derpå
anbringe dem i lydisolerede celler på et af de plejehjem, hvor man
ikke sparker de gamle over skinnebenene.
En del år vil det være nødvendigt med en daglig dosis soda
for at holde kønsdriften i ave.

Løsningen har kun den brist, at mælken kan løbe til
selv i barnløse kvinders aldrig rørte bryst -

(Tove Ditlevsen - lyrisk efterladenskab)

Merete von Eyben, randi christiansen og Cecilie Glerup anbefalede denne kommentar
Anders Sybrandt Hansen

Men er bleskiftet ikke reelt kun kønspolitisk interessant netop fordi det er en mand, der - modsat forventningen til hvad, en mand bør gøre - ophøjer bleskiftet til litteratur?

Er effekten ikke nødvendigvis anderledes?
1. Her beskriver en mand et bleskift, hvor vi havde forventet en hurtig, 'neutral', autoritativ men ubindende og basalt set tom analyse af den geopolitiske situation i Mellemøsten, som vi forestilles at tage for gode varer?
Overfor: 2. Her beskriver en kvinde et bleskift, hvor vi (netop) havde forventet, at hun ville give os en lang, følelsesladet beskrivelse af ofre, hendes hverdag byder hende at gøre, som vi så skal indleve os i uden vi tilbydes nogen konklusion eller noget råd?

Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

Pointen var (og jeg indrømmer at man nok skal bo i mit hovede for at fange den), at Anna von Sperlings egentlige ærinde, påstanden om at den øvre middelklasses smerte, hvad man kan kalde den nedgroede tånegls poetik, uretmæssigt bortdømmes som banal og uden integritet i det offentlige rum, absolut intet har på sig. Det offentlige rum er tværtimod proppet med denne slags 'i øvrigt mener jeg'-ævl, der kun nærmer sig kunst, i sin akrobatiske evne til at unddrage sig ethvert rimeligt krav om integritet og eftertanke.

Det har intet med køn at gøre. Og det kan Anna von Sperlings iøvrigt kunstfærdige omgang med dét figenblad ikke helt skjule.

Niels Engelsted

Noget af det hyggeligste ved Informations debatspalter er, at der ikke længere er flere deltagere end at man langsomt lærer dem at kende med deres styrker og svagheder, forfængeligheder og følelser, selv dem med dagsordener lærer man at holde af. Det er som en hel lille familie og som ved familier, er det ikke nogen man vælger selv, hvis man havde, ville det ikke have givet en sådan bredde af spændende personligheder.

Niels Mosbak, Lise Lotte Rahbek, Niels Nielsen, Torsten Jacobsen, Maj-Britt Kent Hansen, Jesper Wendt og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Torsten - Nu har jeg mistet orienteringen i denne samtale. Så vidt jeg forstår annas indlæg, så foretager hun tankeeksperimentet : en dameknaus, og mener så, at en sådan ville blive modtaget med alt andet end den overvældende velvillighed, som knausgårds redgørelse for sin hverdags kampe er blevet mødt med.

Det ved jeg ikke, men det er usædvanligt, at en mand zoomer ind på typiske kvindeområder, og i den forb. kan man da ikke afvise, at dette - synes jeg egl interessante tankeeksperiment - i realiseret form ville falde ud som anna o.a. kunne frygte. Men jeg ved, at jeg - efter ca 50 sider i denne, hvad der forekom at være eksistentielle ørkenvandring - besluttede mig for, at mit liv pt er for kort til knaus' genvordigheder.

Men som også nævnt, kender jeg kloge kvinder, som med udbytte læser knausgård. Helt præcist hvilket gik desværre tabt i den almindelige selskabelige snakkesalighed.

Er der ikke nogen som gider at skrive en bog om kedelige Karsten som gør rent om natten, og som er blevet forladt af sin kone, fordi han ikke var chik nok og desuden havde taget 20 kilo på. Men så sker der noget som giver ham en åbenbaring, og vups, så knokler han rundt for at tabe sig, han får en pedicure, nyt hår og nyt tøj, hvilket fører til at han får et fantastisk job som redaktør på et modeblad, og desuden finder kvinden i sit liv, - selvfølgelig til sin kones store fortrydelse og ærgelse. Det kunne da være morsom surrealistisk realisme (et begreb jeg selv har fundet på - hurra for mig) :-D

Vibeke Rasmussen

Den omvendte Blachmann er som nævnt ovenfor, allerede blevet lavet på AK24syv, Radio24syvs kulturprogram. Her stillede en af værterne, René Fredensborg, sig til rådighed som den nøgne mand, der blev betragtet og diskuteret af to kvinder. Det kom der nogle både interessante, sjove og rørende samtaler ud af. Og naturligvis ønskede betragterne, altså kvinderne, i denne version i modsætning til 'originalen' også at inddrage den betragtede, altså manden, i samtalen. ;)

Det følgende link er til udsendelsen med det for mig at se rent umiddelbart umage par Linse Kessler og Joan Ørting. Meget underholdende. Meget ligefrem men også meget charmerende snak. :)

http://arkiv.radio24syv.dk/video/8021298/ak-24syv-16-04-2013-2
(Samtalen begynder ca. 5 min. inde i udsendelsen.)

randi christiansen

M.behnke - det er da et absolut relevant tema, du bringer på banen - spørgsmålet er, om det bliver forløst på en måde, som interesserer andre. Som kvinde er jeg vældig interesseret i det andet køn, så oplys mig gerne.

Maj-Britt Kent Hansen

Apropos en "omvendt Blachman" så har jeg nu set ét af tv-programmerne "Forfængelighed". Den selvforelskede person, Chris, (hvem er han egentlig?) var til naturistmiddag. Tre afklædte mænd, Chris halvnøgen samt en påklædt kvinde og en grydefuld med det, der lignede flere kilo penne (pastarør) i tomatsovs.

Til dem, der ikke så det: I gik ikke glip af noget. Ingen dybsindigheder. Ja, det var næsten så tamt, som de fleste af programmerne, hvor to personer for tiden kører i bil. Her har man dog sørget for motorstøj og dårlig lyd. Det kamuflerer jo de fleste af banaliteterne, man ellers udsættes for. Morten Sabroe leverede senest adskillige. Dertil en klipning og billedmiksning, der lader hånt om geografien og plager dem, som desværre er stedkendte.

Men den helt store afledningsmanøvre er dog lykkedes derhen, at der absolut ikke bliver plads til noget meningsfuldt. Og puha for det!

Vibeke Rasmussen

Ud fra dét, jeg har set af disse "to personer, der kender hinanden godt, kører i bil alt imens snakken kører … i tomgang"-udsendelser, DR pt er stopfyldt med – og indrømmet, jeg har kun set brudstykker, men de har til gengæld været mangfoldige! – har disse mænd og kvinder fra segmentet øvre middelklasse, halv- til hel-kendis, ikke meget at lade hinanden høre, når det kommer til at "fremstå banalt og selvoptaget, narcissistisk og selvsmagende."

Det værste er næsten, at de medvirkende tydeligvis optræder for, og beretter til benefice for, seerne og ikke for hinanden. Jeg skal ikke kunne sige, om det har været tilrettelæggernes hensigt, at få seerne til at føle sig som 'med på en lytter' eller 'fluen på væggen', for så er det totalt mislykkedes. De mennesker, og dét de beretter, er bare så inderligt ligegyldigt.

Lise Lotte Rahbek og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Jeg har kun set en af disse mobile konversationer, og det var mellem knud romer og hans kone. Romer er så tilpas heftig, at de ikke kan gemme sig, og samtalen blev derfor - synes jeg - for personligt udstillende og egl ikke særlig inspirerende. Ideen er måske meget god, men formatet faktisk dårligt. Bilkonversationer? Hvad er der galt med gode gammeldags samtaler i dertil indrettede og for samtalen befordrende, ikke trafikalt forstyrrede omgivelser? Nytænkning handler altså ikke om form men om indhold.

Vibeke Rasmussen

randi, ud fra hvad jeg har set, er problemet med de udsendelser først og fremmest, at de deltagende ikke har noget som helst at byde ind med. Ud over at være kendisser!

Der sidder de i en unaturlig position, hvis det skal give indtryk af, at de taler sammen. Men det gør de jo så heller ikke. De fortæller ting, som de begge to udmærket godt véd, og som de næppe nogensinde ville snakke om, hvis ikke lige det var fordi, der er mikrofoner og 2-3 kameraer placeret i forruden. Nej, de lader som om, de taler til hinanden, men i virkeligheden taler de til seeren. Eller mere præcist for seeren.

Det er ren fiktion. Som Maj-Britt også har observeret, så er scenerne – det kan man vel godt kalde dem, når nu det er fiktion – klippet ulogisk, ukronologisk sammen, hvilket afsløres, hvis man er kendt med de områder, der køres igennem.

Ikke alene skal mere og mere af det, der vises på tv efterhånden være underholdende. Mere og mere er også fiktion. Tilrettelagt, klippet, instrueret … manipuleret. Selv Deadline præsenterer sig på facebook med begreber som "Starring", "Genre" og "Directed by".

Det bliver stadigt sværere at gennemskue, hvor virkeligheden holder op og tv-fiktionen tager over.

Maj-Britt Kent Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Nytænkning handler altså ikke om form men om indhold." Ja, helt enig. Gid man også kunne få DR-cheferne til at indse det.

randi christiansen

Så hørte jeg til gengæld knud romer tale om lort i dag på 24/7 - det var kosteligt - informativt, tankevækkende, sindsoprivende og morsomt - den er ved at fise ind rundt omkring i de små hjem, at alt er forbundet i et interagerende kredsløb, hvis lovmæssigheder vi ikke kender til fulde, så det er nok en god ide at træde varsomt. Det må være et folkeretligt krav. De, der har ansvaret, forvalter det hverken godt nok eller efter hensigten, så : vagtskifte! 'Lorten' på bordet - stanken blir værre og værre

Henrik Brøndum

En af de mange glaeder Informations sider og ikke mindst debatsider bringer min forhaabentlig fortloebende dannelse, er en stigende opmaerksomhed paa konspirationer, bluff eller et andet snedigt set-up bag de historier vi praesenteres for i medierne - det er nok Niels Engelsted der her baerer kommentatorfeltets foerertroeje.

En global romansucces er der stadig godt med penge i. Den har nu nogle aar paa bagen og traenger maaske til en relancering, en ekstra kampagne, en ny vinkel .... ? Det ville vaere ondsindet og udokumenteret at tro at Information har ladet sig spaende for en saadan vogn, saa det vil jeg naturligvis afstaa fra at goere, og jeg tror at der er noedvendigt med en mere fundamental analyse.

Hvordan ved vi egentlig at forfatteren er den han(hun) udgiver sig for? Litteraturen har jo en blakket historie med hensyn til at staa frem med sit eget navn naar vaerkerne publiceres. Bevares det haender, men eksemplerne paa psedonymer, ghost-writers etc. er legio. Dette er ikke noedvendigvis en mangel - man kan maaske ligefrem siges at vaere et forfriskende pust fra fortiden i forhold til litteraturens arvtager, film-, TV og spilverdenen hvor autheur'erne yderst sjaeldent undslaar sig fra at lade deres navn - maaske kunstnernavn - fremstaa med flammeskrift og gerne gentagne gange.

Hr. Knausgaard er maaske en nordisk rugefar for en sprogbegavet enlig mor i en kinesisk landsby? En dreven forlaegger har modtaget manuskriptet - og italesat (undskyld, jeg kunne ikke lade vaere) historien om Hr. Knausgaard? Som alle den slags historier kan de komme under pres i det lange loeb, og nu begynder de drypvise indroemmelser?

Som medlem af den del af offentligheden, der ikke har fundet det fornoedent at gennemlaese Knausgaards 6.000 sider, er jeg maaske ikke i stand til at forlange at manden skifter en ble paa direkte TV som forsvar mod de potentielle anklager - men kravet ligger latent!