Kommentar

Kollektiv elendighed løses ikke lokalt

Hvis man vil forbedre sygeplejerskernes dårlige arbejdsmiljø, nytter det ikke at isolere løsningerne til den enkelte arbejdsplads. Christiansborg er nødt til at bryde med sit ensidige fokus på økonomi og produktivitet i sundhedsvæsenet
6. august 2014

Siden 2000 har politikernes målsætning været at nedbringe belastninger på jobbet. Regeringens egne måltal er, at antallet af psykiske belastninger skal reduceres med 25 procent frem mod år 2020. Men det går den forkerte vej, og især den offentlige sektor, hvor Christiansborg har et særligt ansvar, er ramt.

Som samfund – og ikke mindst som fagbevægelse – bliver vi nødt til presse på for holdbare løsninger, så vi kan undgå udtalelser som denne fra hospitalsdirektør Torben Mogensen til Radioavisen i februar i år:

»Forhåbentlig får vi en glad smiley, næste gang Arbejdstilsynet kommer. Men jeg kan desværre ikke garantere det. Hospitalerne er meget pressede.«

Analyserne af sygeplejerskers arbejdsmiljø, som vi har gennemført i Dansk Sygeplejeråd, peger på, at problemerne med det psykiske arbejdsmiljø har sit udspring i en række faktorer såsom for højt arbejdstempo kombineret med for mange arbejdsopgaver, for mange og for dårligt gennemførte forandringer og for ringe støtte i det daglige arbejde.

Men der er brug for, at et andet vigtigt element kommer i forgrunden, nemlig at de faktorer, der påvirker arbejdsmiljøet på eksempelvis en sygehusafdeling, en børnehave eller en folkeskole, ikke alene kan isoleres til den enkelte arbejdsplads. En stor barriere for forbedring af arbejdsmiljøet ligger nemlig i den snævre virksomhedstilgang, som desværre har præget arbejdsmiljøarbejdet i årevis. Med denne tilgang afhænger et godt eller dårligt arbejdsmiljø alene af, hvad der sker på den enkelte arbejdsplads – om ledere og medarbejdere kan få samarbejdet og trivslen til at fungere.

Nogle af disse problemer kan løses lokalt ved arbejdsmiljøinitiativer og kvalificerede ledelsesindsatser. Og bliver det i dag. Men vi kommer ikke uden om, at den kollektive elendighed netop er kollektiv og kun kan forstås og håndteres, hvis vi samtidig kaster lys over de politiske strategier, der har ført os dertil.

Få hænder, mange opgaver

Når det psykiske arbejdsmiljø alene gøres til et spørgsmål om social kapital og ledelseskvalitet, vil der ikke ske tilstrækkelige og gennemgribende ændringer i positiv retning. Lad mig illustrere det med et par eksempler fra hverdagen i sundhedsvæsenet:

En hospitalsafdeling skal nedlægges, og personalet på afdelingen skal flyttes til en anden afdeling på et andet hospital. Det er ikke usædvanligt. Og det er desværre heller ikke usædvanligt, at det sker med et meget kort varsel. Alt for ofte antager forandringerne kafkaske dimensioner, som da en hospitalsafdeling i det jyske inden for en periode på bare 24 måneder først udvides, dernæst indskrænkes, så flyttes til et andet hospital for til sidst at blive nedlagt. Og ofte foregår processen uden inddragelse af medarbejderne, der tilsidesættes og nærmest betragtes som objekter på linje med brikker i et skakspil.

Et andet typisk eksempel på, at arbejdsmiljøet ikke kan ses uafhængigt af omverden, handler om den politisk bestemte ydelsesstyring. Den slags styring betyder eksempelvis, at der kun er afsat 10 minutter i ambulatoriet til at overbringe en patient beskeden om, at han eller hun har en alvorlig diagnose. På 10 minutter er der selvsagt ikke tid til at tale reelt med patienten, der sendes hjem med mentalt kaos. Og sygeplejersken sidder tilbage med frustration over ikke have rammerne til at yde det fagligt nødvendige.

Et tredje element er for lave normeringer – altså antallet af eksempelvis sygeplejersker til en given mængde opgaver. For få hænder til for mange opgaver rammer i den grad også kvaliteten af de offentlige ydelser. Det er der forsket i på sundhedsområdet. Ifølge en stor international undersøgelse, som blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet i februar i år, er sygeplejerskers arbejdsmængde en afgørende faktor for patienternes overlevelse.

Konkurrenceideologi

Med den slags problemer i arbejdsmiljøet nytter det ikke at isolere løsningerne til den enkelte arbejdsplads. Mange års ensidigt fokus på økonomi og produktivitet i sundhedsvæsenet har sat sine spor. Skal arbejdsmiljøproblemerne løses for alvor – og det skal de – kræver det et nybrud og et opgør med den herskende konkurrence- og vækstideologi.

Med andre ord er det helt afgørende, at det politiske Danmark har større opmærksomhed på, hvordan samfundsmæssige beslutninger har betydning for en lang række af de arbejdsmiljøproblemer, som de offentlige arbejdspladser lider under.

Dorte Steenberg er næstformand i Dansk Sygeplejeråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj 2012 vedtog et næsten enigt folketing, at der skulle større fokus på arbejdsmiljøet. Siden er det kun gået ned ad bakke, fordi ussel mammon kom i første række. For man var klar over, at mange flere ville lægge sig syge pga. presset, blev arbejdsskadetilsynet også mere eller mindre rundbarberet, fik sat umulige måltal, nye arbejdsrutiner/automatafvisninger blev indført og antallet af medhold i sager med psykiske arbejdsskader gik procentvist nedad fra 4.9% til 4.1% (2011 og 2014).

Det må da være positivt.

Og sodavandsafgiften blev forresten sat ned. Hvor har vi det godt. Halleluja.