Læserbrev

Vi måler på fakta, ikke på følelser

6. august 2014

Gruppeformand for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, Lars Weiss, kritiserer erhvervsorganisationer som Dansk Byggeri for at analysere, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er. Han mener, at analyserne er drevet af politiske motiver og med Weiss’ egne ord »ligefrem er løgn«. Men han går helt galt i byen.

Målet med analysen er at fremme erhvervsvenligheden i kommunerne, så virksomhederne har de bedste lokale vilkår for at drive virksomhed. Så, ja, vores sigte med analysen er politisk – men det er erhvervspolitisk og ikke partipolitisk.

Weiss kritiserer blandt andet analyserne for at måle på virksomhedernes subjektive opfattelse af skat og ikke på objektive datakilder. Men Dansk Byggeris analyse baserer sig netop ikke på subjektive opfattelser, men på parametre, der måles objektivt fra officielle kilder. Eksempelvis de kommunale regnskaber, Danmarks Statistik og De Kommunale Nøgletal.

Weiss fremhæver den lave indkomstskat, som han mener, vi overser.

Den er med i analysen, og det får København også point for. Ligesom den får point for ambitiøse mål for byggesager, fleksible gebyrer for affaldspladsen, et højt anlægsniveau og etableringen af én indgang for erhvervslivet.

Tour de France-princippet

Det ændrer dog ikke på, at København er blandt landets langsomste og dyreste til at sagsbehandle byggesager, opkræver 9,8 promille i dækningsafgift, udliciterer få vej- og parkopgaver og med sine sociale klausuler, sit kædeansvar og sine tunge administrative kontrolfunktioner gør det meget besværligt og dyrt at bygge i København.

Weiss efterlyser, at vi anvender Tour de France-princippet, når vi måler den samlede erhvervsvenlighed, men det vil give et helt galt billede. For mens alle etaper måles på tid i Tour de France, er det ikke lige til at sammenligne en ændring i dækningsafgiften med genbrugsstationernes åbningstid.

Netop fordi parametrene er forskellige, vælger vi at lave en rangorden for hver parameter og tage det vægtede gennemsnit til sidst.

Dansk Byggeri indgår meget gerne i en konstruktiv dialog med Københavns Kommune om, hvordan erhvervsvenligheden konkret kan forbedres.

Torben Liborius, erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu