Klumme

Mellem teori og praksis

Det borgerlige Danmark troede, at de endelig havde fundet den hellige gral: skattelettelser, som betaler sig selv. Endnu en gang blev de skuffet
2. august 2014

Sommerens vigtigste politiske historie«. Sådan lød det for to uger siden fra den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen, efter at Børsen kunne berette, at det vil være gratis at sænke eller helt fjerne topskatten. Fjerner man topskatten nedbringes marginalskatten fra 56 til 42 procent – lavere end i Storbritannien og Tyskland og på niveau med USA.

Eller det var vismændene Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Claus Thustrup Kreiner samt Jakob Roland Munch fra Københavns Universitet i hvert fald kommet frem til.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen m.fl. havde regnet sig frem til, at folk ikke bare ville arbejde mere – de såkaldte dynamiske effekter – ved skattelettelsen og dermed betale mere i skat (hvilket er årsagen til, at Finansministeriet sænker regningen fra 10,6 til 6,8 milliarder kroner). De tre økonomer indregnede også, at en lavere marginalskat får folk til at skifte til et bedre betalt job med en højere produktivitet.

Begejstringen var stor i det borgerlige Danmark.

Lige indtil afdelingschef i Finansministeriet, Lars Haagen Pedersen, tidligere på ugen i en kronik i samme avis påpegede, at de tre økonomer havde glemt en ting: En højere produktivitet forøger både de offentlige indtægter og udgifter. En højere produktivitet fører ganske vist til en højere løn, en større skattepligtig indkomst og dermed flere penge i statskassen. Men de offentlige lønninger følger nu engang de private, ligesom overførselsindkomster også følger med.

»Samlet betyder det, at en øget produktivitet er omtrent neutral over for overskuddet på den offentlige saldo,« konstaterede afdelingschefen.

Lars Haagen Pedersen hen- viste til, at dette regneprincip for øvrigt fremgik af hjemmesiden www.fm.dk.

Kronikken fik Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, til at tale om et »kollektivt oplysningskollaps,« mens Hans Jørgen Whitta-Jacobsen forklarede fejltagelsen med henvisning til, at »der er en vis afstand mellem det akademiske og det praktiske i økonomisk politik«. Hvilket er overraskende al den stund, at teorien om de dynamiske effekter netop bygger på antagelsen om, at vi i praksis vil arbejde mere, hvis vi får mere for det. Mange vil givetvis gøre det, mens andre vil arbejde færre timer, og altså vælge at holde mere fri, når de får råd til det (effekten er logisk nok størst for folk uden for arbejdsmarkedet).

Hvor mange – og altså hvor stor effekten bliver – har været stridspunktet, siden den konservative bølge rullede ind over os i slutningen af 1970’erne. Skatterne er blevet så høje, at effekten bliver stor, var rationalet bag den berømte/berygtede Laffer-kurve, opkaldt efter daværende præsident Ronald Reagans økonomiske rådgiver, Arthur Laffer. Hvis statskassen kun får sine indtægter fra indkomstskatten, kommer der hverken penge ind med 0 eller 100 procent i beskatning. I sidstnævnte tilfælde gider de færreste arbejde, når de ikke får noget ud af det. Derfor øges indtægterne til en vis grænse, hvorefter højere skatter får folk til at arbejde mindre, så statskassens indtægter falder. Arthur Laffer mente, at mange vestlige lande har passeret denne grænse, så de kan ende med at få mere i statskassen ved at sænke skatterne.

Ronald Reagan havde til hensigt både at sænke skatterne og de offentlige udgifter. Men han fandt snart ud, at det første var lettere end det andet. Det var populært at sænke skatterne, upopulært at sænke de offentlige udgifter. Og da Arthur Laffers teori viste sig ikke at holde i praksis, blev statsgælden tredoblet i perioden.

Herhjemme lover de borgerlige partier (minus Dansk Folkeparti) også enten minus eller nulvækst i den offentlige sektor samt skattelettelser, vel vidende, at det sidste løfte bliver lettere at holde end det første.

Derfor er jagten gået ind på den hellige gral i skattepolitikken: skattelettelser som betaler sig selv. Mens de leder videre, bistået af Hans Jørgen Whitta-Jacobsen m.fl., bør de huske, hvad netop Ronald Reagan sagde om økonomer: Økonomer er de eneste eksperter, som ser noget fungere i praksis og kommer til at tænke på, om det også vil fungere i teorien.

Kim Kristensen er politisk reporter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Palle Pendul
  • Bill Atkins
Simone Bærentzen, Palle Pendul og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg er veteran fra de glade dage under Anker Jørgensen, hvor en skolelærer blev ramt af mellemskatten og med få overtimer (tjenestepligtigt) også blev ramt af topskatten.

Forhåbentlig kan vi være enige om, at det var det glade vanvid.

I øvrigt kan man ikke bebrejde politikerne - heller ikke de borgerlige - at de tror på en beregning fra Vismændene. Det er langt at foretrække frem for, at de foreslår de økonomiske lærebøger skrevet om.

Det borgerlige Danmark troede, at de endelig havde fundet den hellige gral: skattelettelser, som betaler sig selv.

Nej, de troede ej...bare tag Brian Mikkelsens fiffige ansigtsudtryk på TV da påstanden var blevet imødegået.

De borgerlige har en lang og indarbejdet tradition for at fabrikere løgne og punchlines omkring vores fælles økonomi, som de så banker ind samfundsdebatten via deres mediemonopol: "Trickle down teori", "Markedets usynlige hånd", "Kagen skal ikke fordeles mere retfærdigt, den skal bare gøres større", "Dynamiske effekter", "Den fri konkurrence", "Antimonopollovene", "Det offentlige kan ikke skabe produktion", "Det offentlige er ineffektivt” (underforstået at det private er effektivt), "Homo economicus" ...og der er flere og flere vil komme til, eller de vil blive relanceret under nye betegnelser - for disse påstande er de borgerlige politiske partiers eneste eksistensberettigelse.

Flemming Scheel Andersen, Dennis Berg, Peter Ravn Mikkelsen, Simone Bærentzen, Lise Lotte Rahbek og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Det er efterhånden gammel lærdom, at penge ikke er en motivationsfaktor men en vedligeholdelsesfaktor. Der hvor jeg ar været beskæftiget de sidste 30 år har jeg ikke fået løn for mere arbejde. Jeg vil ikke have noget direkte økonomisk ud af at arbejde mere, og mere arbejde r ikke noget jeg selv ha kunnet regulere. Tid og sted er noget arbejdsgiveren har bestemt. Det har ikke været noget med +½-4 time per uge, det har snarere været noget med ½ -1 aften/weekend.
I min ungdom som ufaglært var overarbejde/merarbejde træls, og ikke noget betaling gjorde attraktivt. Senere har jeg kunnet observere, at det var den samme lille gruppe af medarbejdere der reelt var interesseret i overarbejde/merarbejde. Det store flertal af medarbejdere havde en fritid et privatliv de satte større pris på end mere i løn for nogle timers overarbejde.

Per Bruun, Steffen Gliese, Simone Bærentzen, Lise Lotte Rahbek og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar

Jeg trode faktisk at S rgeringen havde indført at overførselsindkomster kun fulgte inflationen? Har jeg misforstået det?

Jeg synes vore dages økonomer er skræmmende historieløse. Man ved jo dog at hoveribonden var blottet for et hvert initiativ og gik og dovnede hvis man ikke ustandselig havde fogeden over ham.

Steffen Gliese

Der har aldrig været nogen sammenhæng mellem arbejdet og udkommet, det er et spørgsmål om magtforhold. De, der er i stand til at overlæsse en arbejdsbyrde på andre, er dem, der tjener de mange penge. Derfor er det heller ikke rigtigt, at et skift til et bedre lønnet job vil betyde større produktivitet, tværtimod vil det betyde mere indholdstom ledelse og bureaukrati.

Steffen Gliese

Jeg ville hjertensgerne arbejde mere og tjene flere penge; men desværre nedprioriteres midlerne til de ting, jeg kan, i disse år, fordi man hellere vil lokke folk til at producere bevidstløst end at reflektere og deltage i samfundets aktiviteter.

Steffen Gliese

Overklassen vil hele tiden have tingene foræret gratis, samtidig med at den prædiker, at intet er gratis.

Kristoffer Larsen

Nu viste det sig så, at kritikken ikke ramte konklusionen. At topskatten faktisk ikke giver et nettoprovenu. Opkræver man topskat, mindsker det ikke alene det samlede skatteprovenu. Det giver også negative effekter på arbejdsudbud og reducerer økonomien efficiens.

Den eneste måde Finansministeriet kan diskreditere resultatet er ved at henvise til nogle politiske bestemte redskaber der giver nogle følgevirkninger på overførsler og offentlige lønninger. Man erkender jo selv, at en fjernelse af topskatten vil give bedre lønninger og dermed indtjening i den private sektor og at topskatten dermed skader væksten og den økonomiske aktivitet.

Hvad der heller ikke er kommet frem i debatten, er at den højeste marginalskat i Danmark ikke alene nominelt er høj, men også sætter relativt tidligt ind og langt tidligere end i Norge eller Sverige.

I Danmark sætter den ind ved en indkomst på 111 % af normallønnen, mens der i Norge først skal betales 'topskat' ved en indkomst på 157 % af lønnen. 1)

1) TABEL 10: TOPSKATTEGRÆNSE I PCT. AF LØNNEN FOR EN GENNEMSNITLIG ARBEJDER, 2011

http://produktivitetskommissionen.dk/media/164448/Baggrundsrapport%20om%...

Side 42.

Noget andet er så den politiske virkelighed og forsigtighedsprincippet hvor det uanset regering vil være svært at forestille sig en afskaffelse af en skat der vil give de højest indtjenende en skattelettelse på op mod 50.000 om måneden, mens resten af befolkningen ikke får noget som helst.

Når man har læst Kristoffer Larsens viderebringelse af de borgerlige økonomers påstulater, så kan man skynde sig hen til artiklen: "De rige bilder sig ind, at de er til stor nytte" og der læse følgende fra virkeligheden:

Topskatten i USA steg fra 25 procent i 1932 til 94 procent i 1944. Det gennemsnitlige niveau for topskat i årene fra 1932 til 1980 var på 81 procent. Da disse skatter blev fjernet af Reagan, Thatcher og de andre, begyndte uligheden at stige igen. Nu er den eksploderet.

...og så kan man jo begynde at overveje, Kristoffer Larsen, hvem det er der anvender nogle politiske bestemte redskaber...

Børge Rahbech Jensen

"De tre økonomer indregnede også, at en lavere marginalskat får folk til at skifte til et bedre betalt job med en højere produktivitet."

Det gav kun mening, hvis skatteyderne betalte det i bundskat, som de sparede i topskat, og tog næppe højde for, at mange højtlønnede funktionærer ikke honoreres særskilt for merarbejde. Det blev heller ikke nævnt med et ord, at højere lønninger i andre tilfælde antages at forringe den danske konkurrenceevne.

Kristoffer Larsen

Og hvad har nogen der påstås at være rige med lønmodtagere der tjener lidt over gennemsnitslønnen at gøre?

Svar - intet, men ikke overraskende kan Bill Atkins ikke forholde sig til trådens faktuelle indhold.

Kristoffer Larsen

Det blev heller ikke nævnt med et ord, at højere lønninger i andre tilfælde antages at forringe den danske konkurrenceevne.

Hvis en ansat er en højere løn værd, skader det jo ikke konkurrenceevnen. Tværtimod bliver den forbedret, hvis en person skifter fra et job med lavere produktivitet til et med højere.

Kristoffer Larsen, det er jo netop en af de borgerlige økonomers indholdsløse punchlines, at topskatten "også rammer lønmodtagerne". Fjernelse af topskatten skal nødvendigvis se under ét, og dermed er en fjernelse af topskatten en katastrofe for økonomien i fællesskabet - som også eksemplet ovenfor fra USA viser. Men som jeg siger: Hvis en borgerlig lakaj har en IQ>90 så må han enten være udstyret med en særdeles selektiv logik eller lide af en mental blokkering.

Hans A. Sørensen

Borgerlige økonomer er vist de "eksperter", som oftest på "uredeligste vis" fremlægger fejlagtige konklussioner, hvis de passer til en liberalistisk tankegang...

Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Kristoffer Larsen. Helt kort, så har fjernelse af topskatten betydet, at de rigeste i den Vestlige verden har fået en markant indkomstforbedring, som de så har kunnet investere i de privatiseringer og udliciteringer, som det manglende topskatteprovenu har tvunget fællesskabet til at kaste sig ud i.

"En ren Win Win-situation" som de rige ynder at udtrykke sig.

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Bill Atkins

I 2008 betalte over en million skatteydere topskat, så påstanden om den var/er en rigmandsskat er ganske enkelt usand. Selv med den højere grænse for betaling af topskat de kommende år vil den stadig ramme mange almindelige lønmodtagere.

Lise Lotte Rahbek

Kristoffer Larsen
Er du enig eller uenig i,
at ingen mennesker betaler topskat af HELE deres løn.
De betaler topskat af den del af lønnen, som ligger over en vis beløbsgrænse.
Enig eller uenig?

Steffen Gliese

Jamen, når almindelige lønmodtagere har tilkæmpet sig en høj løn, skal de da ikke gå fri, Kristoffer Larsen. Hvorfor skulle de det, de er jo økonomisk stillet som dem, der har betalt topskat i længere tid, og vi skal da kun være glade for, at velstanden ikke kun er forbeholdt den højere middelklasse.
Når man så samtidig ved, at man kan leve ganske udmærket to mennesker for en fælles nettoindkomst på 15.000, er det vel ok?

Kristoffer Larsen

Lise Lotte Rahbek
05. august, 2014 - 17:07

Er du da i tvivl om noget siden du spørger?

Peter Hansen
05. august, 2014 - 17:13

Det er jo netop ikke en høj løn set i danske forhold. Folk med lave lønninger betaler mindre i skat, men får fuld gavn af al den offentlige service.

Flemming Bjerke

Jeg tvivler på korrektheden af Hans Jørgen Whitta-Jacobsen m.fl.'s artikel. Når man sætter topskatten op, falder skatteprovenuet fordi færre vil arbejde. MEN borgerlige økonomer KAN godt være hæderlige - og de KAN have ret. Derfor bør man ikke bare udtrykke alle mulige usaglige mistænkegørelser af dem. Hvis man vil kritisere dem, må man gå til kilden: Læse artiklen og evt. pille den fra hinanden. Det er bemærkelsesværdigt at der ikke findes et link til artiklen - hvis man ellers kan få lov at læse den ...

Flemming Bjerke

Artiklen ANTAGER at søgning efter nyt arbejde ALENE er bestemt af marginalskatten.

"It is seen directly from equation (7) that search behavior only depends on taxation ...... , and therefore only on the marginal tax rates ..."

Det absurde er jo at det vel ikke en gang kan undre nogen at en VIS-mand kan antage en sådan gang vås, der jo fuldstændig invaliderer artiklens troværdighed. Det sætter mildest talt hele vismandsinstitutionen i et besynderligt lys.

Man får lyst til at parafrasere Storm P's gamle vits om hvad en akademiker er:
"Hvad er en økonom?"
"Det er en der har læst sig til at tro på det vi andre ved, er noget vås."