Klumme

Mere rundkredspædagogik, tak

Heldagsskolen skal vride arbejdstimer ud af forældrene. Man kan nemlig presse flere kontortimer ud af arbejdsstyrken, hvis børnene er gemt af vejen til langt ud på eftermiddagen
22. august 2014

Så er ferien forbi, Søren og Mette er atter bænket ved pulten. Men deres arbejdsdag er længere end før.

Den officielle begrundelse er, at danske skolebørn fagligt skal kunne måle sig med de østasiatiske, så de efter skolen kan sikre, at Danmark kan konkurrere med de samme østasiater.

Det er en målsætning, som på den ene side er vanskelig at argumentere imod, men som på den anden side næppe er den virkelige. Havde man haft som mål at indhente dette skolefaglige efterslæb, ville man have undersøgt, hvilke pædagogiske metoder kineserne bruger, og fundet en måde at efterligne dem på.

Tragikomisk nok er det netop, hvad den borgerlige opposition hævder at ville. Vi kender den konservative fortælling om, at den danske ’rundkredspædagogik’ er skyld i, at danske folkeskoleelever ikke klarer sig lige så godt som kineserne i matematik. De samme konservative hylder kineserne for at have en mere lærerstyret pædagogik, hvor eleverne ved, hvad de har at holde sig til.

Men eventyret fra Kina er ren fiktion. Når kinesiske børn på eliteskoler skal lære f.eks. at løse en ligning med to ubekendte, præsenterer læreren dem for problemet og beder dem gå i gang.

Eleverne forsøger hver for sig at løse det på den måde, der falder dem ind. Læreren giver i første omgang ingen løsningsforslag, for det ville hindre dem i selv at udvikle ideer. Når alle er kommet så langt, de nu kan med problemet, beder læreren dem efter tur fortælle, hvordan de har forsøgt at løse det og hvorfor.

Derefter diskuterer klassen, hvilken løsningsmodel der er bedst. Først her fortæller læreren, hvordan hun/han selv ville løse problemet. Den måde at undervise på stimulerer opfindsomheden og refleksionen over egen læring, og den træner eleverne i at finde den bedste løsning både alene og i fællesskab.

Sådan lærte jeg ikke matematik i den danske folke- og gymnasieskole i de berygtede rundkreds-1970’ere og -80’ere. Læreren fortalte os blot, hvordan man løste en ligning med to ubekendte. Der var kun én måde at gøre det på, og så fik vi en masse opgaver og måtte øve os i lærerens metode, til vi kunne den.

Mit indtryk er, at der i dag, trods den konservative krig mod progressiv pædagogik, er en del flere farver på paletten, end da jeg gik i skole. Men vil vi have vores skolebørn til at præstere som kineserne, skal vi i højere grad inddrage elevernes egne ideer, eller om man vil: Vi skal have endnu mere rundkredspædagogik, ikke mindre.

Når de borgerlige ønsker lærerstyret pædagogik, er det ikke, fordi de tror, at man lærer mere sådan. Det skyldes nok indgroet autoritær ideologi og en uproduktiv modvilje mod de altid ’røde’ pædagogiske teorier på lærerseminarierne. Men især skyldes det et pragmatisk ønske om en hårdt disciplineret arbejdskraft, der holder sin kæft og gør, hvad chefen siger.

Når regeringen på sin side siger, at heldagsskolen skal bringe danske elever op på kinesernes niveau, men ikke interesserer sig for kinesernes pædagogiske metode, må det skyldes, at målet med reformen i virkeligheden er et andet: Man har simpelthen ønsket at holde børnene indespærret så længe som muligt.

Hvis børnene får fri klokken to, begynder den ene af forældrene at lede efter cykelspænderne ved ettiden. Man kan presse flere kontortimer ud af arbejdsstyrken, hvis børnene er af vejen. Og regeringen vil gerne have, at danskerne arbejder flere timer, ligesom den vil have, at vi bliver flere år på arbejdsmarkedet. På den måde kan vi få en endnu større arbejdsløshed.

Og når vi samtidig sørger for, at de arbejdsløse hurtigt mister dagpengene, kan vi skræmme de arbejdende til at holde igen med lønkravene, så vi kan konkurrere, ikke med kineserne, men med polakkerne.

Skolereformen er arbejdsmarkedspolitik, ikke pædagogik. Men det betyder ikke, at børnene ikke kan få noget godt ud af reformen. Men succes forudsætter, at man tør tage et åbent opgør med det konservative pædagogiske dogme om lærerstyret undervisning.

End ikke universitetsstuderende får noget ud af at sidde og lytte passivt otte timer i træk – slet ikke, hvis underviseren ikke har haft tid til at forberede sig.

Jens Peter Kaj Jensen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Larsen
  • Martin Andersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Karsten Aaen
  • Jakob Lilliendahl
  • Torsten Jacobsen
  • Erik Jensen
  • Claus Kristoffersen
Henrik Larsen, Martin Andersen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Jakob Lilliendahl, Torsten Jacobsen, Erik Jensen og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg har aldrig været ude for undervisning, i de gode gamle dage, som gik ud på, at man fik forelæst af en lærer, det var som regel forklaring og tavleundervisning, øvelser, fremlæggelse af det, man havde læst hjemme, osv.
Det store faux pas på venstrefløjen er at glemme, hvad der fremkalder oprør - nemlig forandringsvilje og følelsen af at blive holdt nede. Derfor har den såkaldt frie skole givet os passive ungdomsgenerationer, som vi kan græde over at se pantsætte alle de fordele, vi har kæmpet os til.

Jeg har oplevet ægte rundkredspædagogik. I USA. Af alle steder! Og det en i en tysktime. I USA. Og det var helt klart og tydeligt at læreren havde en idé med at vi skulle sidde i rundkreds og sige vores navne og hvor vi boede - på tysk. Og det i en bestemt rytme. Det har jeg altså aldrig oplevet i 1970erne i den danske folkeskole....

Ang. Kina, kan I så huske 9.z. mod Kina, hvor DR helt bevidst vinklede det sådan at kineserne var dygtigere end danskerne. Fordi de var mere disciplinerede og fordi de gjorde som læreren sagde de skulle mm. og mv. Stort set ingen reflektion var der fra DR's side - eller danskernes side - om at de kinesiske lærere kun havde 10 timers undervisning om ugen. Og derudover kunne forberede sig på skolen. Og tage samtaler med eleverne. Ingen refleksion var der ej heller omkring at den skole i Kina DR besøgte faktisk var en skole for de dygtigste 7.-10.klasses elever i det område, hvor skolen lå. Og at de mest bogligt svage nok gået ud af skolen......

Og ja, hvorfor mon helhedsskolen kom? Jeg er meget enig med forfatteren af denne kommentar at det bl.a. også handler om at forældrene skal arbejde mere. Når børnene er i skole til kl. 16 hver eneste dag, så kan forældrene arbejde til kl. 17.00 hver dag. eller måske til 16.30 hver dag.

Ift. de konservative, DF - og dele af Venstre - er jeg ganske sikker på at disse borgerlige mennesker at det børn lærer af at få fortalt sandheden om, hvordan verden ser ud. I hvert fald de Konservative begræder at børn ikke længere har den paratviden de selv havde da de gik i skole. Og DF - og Pia Kjærsgaard - drømmer om den skole, vi havde her i DK i 1950erne. En skole hvor kundskaber var i højsædet, påstås det. Og hvor læreren underviste og hvor eleverne sad andægtigt og pænt og lyttede til det som læreren fortalte...

Det er ikke særlig tit at forældrene spænder cykelspænderne kl. 13 for at hente børn. De fleste børn bliver hentet mellem 16 og 17.

jens peter hansen

Måske vil det være en god ide at slå op på undervisningsministeriets hjemmeside under undervisningsvejledning i faget matematik. Her er der side op spalte ned eksempler på hvorledes matematikundervisningen skal lægge op til at eleverne skal opdage, skabe og finde ud af og ikke bare præsenteres for algoritmer og færdige løsninger. Det er ikke så godt når alle der engang har gået i skole altid mener at sådan er det nok også i dag.