Kommentar

Når man får det godt

Ved at gøre godt – og ophæve fortrængningen af døden, sorgen og naturens materielle begrænsninger
19. august 2014

For klog er man ofte som bagklog.

Så måske var det helt uden andre bagtanker, end hvad daglig erfaring tilsiger, at der her i lørdagsavisen på spørgsmålet:

»Hvor mange penge bør man give til ofrene i Gaza, hvis man tjener 45.000 om måneden?« blandt andet blev svaret:

»Du skal give lige præcis det, du har lyst til. Eller en trillion mere eller mindre. For begynder du at sammenligne dig selv med andre, handler det pludselig om alt muligt andet, og går du så langt som til at overveje, hvad godt fem procent mere kunne gøre i Gaza, vil du opleve, at svaret ville blive: ingen verdens ting, og så mister alt sin mening. Så sig det ikke til nogen, men vi giver for vores egen skyld. Heldigvis. For så længe det får os til at føle os godt tilpas at give til en fremmed uden at få andet igen end en dejlig følelse i kroppen, er der håb. Spred den kærlighed!«

Underskrevet Anna Sperling.

Alligevel voves her på denne givne betingelse en lidt bagklog bemærkning til 23-årige antropologistuderende Theis Ehler Molins kronik den 26. juli »68’ernes spøgelse lammer oprøret«.

For en af Molins pointer var netop, at mindet om 68’ernes påståede selvopofrende idealisme spøger blandt hans egen desillusionerede ungdomsgeneration, der angiveligt har mistet troen på dens egen idealisme:

»I idealismens overvejende fravær har vi brug for et kynisk grundlag, hvis vi skal komme videre. Derfor skal vi have indtegnet den selviske frigørelse på kortet over 68’ernes bedrifter. Særligt hvis et afgørende oprør mod kapitalismen, forureningen, krigsførelsen, statistikken, perfektionismen og inhumaniteten i alle dens afskygninger skal have en chance for at få luft under vingerne. Det er et oprør, som 68’erne forventer, at vi andre færdiggør, da de ikke formåede det selv. Måske gav de op for tidligt, da de havde nået en tilfredsstillende grad af frigørelse. Måske vil vi gøre det samme. Men det er et oprør, der ville gøre mig og min desillusionerede generation godt. Kyniske som vi er.«

Mellem kraft og magt

For hvad er der egentlig i vejen med, at man får det godt af at gøre godt?

Bevar’s, konflikt mellem egoisme og altruisme er der nok af. Men den uforsonlige dualisme mellem lyst og pligt har fanden skabt, selv om kristendommen hjalp til.

Som om hensyn til andre levende væsener og til naturens mangfoldigheder, diversiteter og indbyrdes grænser absolut skal og må give en ondt i røven og hovedpine. Når det tværtimod som skrevet står, ofte får os til at føle os godt tilpas med en dejlig følelse i kroppen.

Her er det afgørende at skelne mellem kraft og magt.

Medfører pligten til et gøre og magten til at opfylde, hvad der regnes for godt, at »den eller de gode« så får lov at hævde sig i moralsk selvretfærdighed og økonomisk/politisk magt over andre, er der ganske rigtigt grund til at afvise »godheden«, som i virkeligheden er forklædt kynisk egoisme.

Men melder svagheden for de svage sig, som Villy Sørensen sagde, gribes man af erkendelsen af egen svaghed, begrænsninger, skrøbeligheder, dødelighed, sorg, så en vis ærlighed opstår, er det godt. Og tilladt at føles godt.

Mælkebøtter og mønsterbryder

Man kunne kalde det ’mælkebøttekraften’, som en læser af sidste uges Frie Ord, Åse Christensen, henviser til. I en e-mail til klummeskribleren konstaterer hun nemlig:

»Du går galt i byen, når du spinder en lang ende over ’blomsterbørn’. Godt nok er mælkebøtten en blomst, men det er dens særkende, man skal have fat i her: Mælkebøtten bryder igennem asfalten, uventet og trods den stærke forhindring, som asfalten udgør.

Man har derfor fundet på, at ’mælkebøttebørn’ er et godt udtryk for børn, der klarer sig godt trods mange forhindringer ud over det sædvanlige. Det kan være omsorgssvigt, overgreb, vold eller alkoholisme i hjemmet, fattigdom, mobning, medfødte handicap, ja, alt muligt. Evt. også forældrenes manglende accept af skolen, manglende hjælp eller manglende uddannelse.

Børnene har ikke bare én, men flere af disse faktorer med i rygsækken.

Børn, der alligevel klarer sig og vokser op som rimeligt harmoniske sociale mennesker med en uddannelse og et arbejde, kan man med god grund kalde ’mælkebøttebørn’.

Man har undret sig over, hvordan det kan ske, for det går imod al anden forskning og erfaring. Det er blevet undersøgt, og den afgørende faktor har været, at der har været et menneske, som har støttet dem og troet på dem undervejs: en lærer, en bedstemor, en voksenven.

Man kan også kalde dem mønsterbrydere, for det er de også. Men det ord bliver brugt om så meget, også om dem, der ’bare’ skifter socialklasse, fordi de får en højere uddannelse end forældrenes.

Resiliens er et nyt ord, som også kan stå for mælkebøttebørnenes sejhed, overlevelsesevne og modstandskraft. Vi kan så fundere på, hvor vi alle sammen finder den faktor, som skal hjælpe os til at tro på, at vi kan redde os igennem miljø- og klimakatastrofen. Hos hinanden måske.

Ærgerligt, at vi ikke havde magt til at få standset ødelæggelserne i tide. Nu skal vi slås med asfalt i stedet – billedlig talt.«

Og bogstaveligt talt.

Derfor får Åse Christensen det sidste ord. Og Theis Ehler Molin et til lykke med det oprør, der ville gøre ham og hans desillusionerede generation godt. Idealister som de er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Fredsted
Heinrich R. Jørgensen, Niels-Simon Larsen, Michael Kongstad Nielsen og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Når der gives, uden der forventes noget igen, er det selvsagt godt. De flotte resultater ved diverse landsindsamlinger viser tydeligt, at folk meget gerne vil give en skærv i sådanne sammenhænge. Uden ønske om at forklejne dét isoleret set, så vil jeg dog gerne henlede opmærksomheden på følgende spørgsmål: Ville folk være lige så villige, hvis gaven ikke bestod i (direkte) at give noget, men derimod bestod i at afstå fra at tage noget?

I en materiel endelig verden, som Jorden er, er denne distinktion aldeles ikke ligegyldig. Tværtimod er den i mine øjne helt central, hvad klimatruslen og ressourceudtømningen og de heraf avlede katastrofer og konflikter angår. Ville man i stedet for at give nogle penge, der er skabt indenfor et økonomisk paradigme, der netop er ansvarlig for disse elendigheder, være villig til at gå ned i forbrug og hermed afstå fra nogle muligheder i sit eget liv?

Det ser ikke rigtig sådan ud, og netop det er i mine øjne det grundlæggende problem.

Carsten Mortensen, Ejvind Larsen, Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tillader mig i min himmelråbende naivitet at mene, at der findes tredje vej - den gyldne middelvej -, (jf. Aristoteles og Buddha), en simpel mellemting mellem selvretfærdig, selvhævdende godhed på den ene side , og selverkendende svaghed for den den svage på den anden. Mellemtingen er fri og frejdig lyst til at gøre noget godt. Uden beregning eller mellemregninger af nogen art, bare lige ud af landevejen ("Er du dus med himlens fugle, ..."), intet bogholderi, intet aflad. Og måske ikke engang nogen følelse ..., bare naturfrisk instinkt.

Carsten Mortensen, Ejvind Larsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@John: '?..afstå fra at tage noget'. Sømmet ramt på hovedet.
Det er meget lettere at give noget, frem for at lade være med at tage noget. Mon ikke de fleste vil give hundrede gange, men hvis de bliver forhindret i noget, så er det den ene gang for meget.
Hele ulandshælpsfilosofien går ud på, at vi ikke vil lade være med at udnytte ulandene. Give dem lidt her og lidt der vil vi gerne, for det vipper ikke magtbalancen, men de må ikke komme på højde med os.

Ildsjælefonden kan også godt få lidt. Det sker der ikke noget ved. Lad dem bare få lidt håndører til at gå i deres miljøtivoli for. Bare de ikke kræver, at det hele skal laves om. De kan lidt af og til.

Resultatet på bundlinjen skal hedde status quo. Ud over det vil vi gerne være generøse, søde og venlige.

Nu er jeg måske kommet for langt væk fra det der med at gøre godt i det daglige. Her er det værd at huske på Buddhas ord om nirvana. Kun det er godt, som styrer mod nirvana. Giver man en tigger en krone, behøver det ikke være en god handling. Kun hvis ... På den måde ved en buddhist, hvad der er godt. Det er lidt sværere hos os. Vi har ikke et facit, alle regnestykkerne kan rettes imod. Det kan man måske sige er meget godt, men på den anden side også meget forvirrende. Vi skal selv afgøre alting i den enkelte situation. Fx går nogle ind for anskaffelse af F-35 jagermaskiner til 30 mia. Det anser de for en god handling.
If. vores kristne religion må vi vente til sin tid med at få at vide, hvad der var godt, og hvad der var ondt. Det er meget forvirrende. Det er derfor, at nogle mener, at vækst, forbrug, ødelæggelse af naturen, pengespild og almindelig udnyttelse er godt, og hvem kan sige med sikkerhed, at de har uret? Hvor er facitlisten?

Igen må jeg hælde mit trætte hoved til buddhismen, som er kommet længst: Sky det onde, gør det gode og rens sindet. Men det er altså med henblik på nirvana, så det hjælper måske ikke så meget alligevel.

Carsten Mortensen, Ejvind Larsen, Michael Kongstad Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Niels-Simon: Når alt staffagen er taget af, så handler religion i mine øjne ikke om moral og etik som det grundlæggende, men om det at frelse sig selv (og hermed ikke være påstået, at du mener det modsatte; såvidt jeg kender dit standpunkt, så er vi vist enige her). Religion er derfor i mine øjne grundlæggende et egoismens projekt. Jeg vil mene, at man kan tænke sig til, ræsonnere sig frem til, hvad det moralsk og etisk rigtige er; religion er i den sammenhæng komplet overflødig.

Og netop derfor kan religion ikke bidrage med noget grundlæggende nyttigt i forbindelse med klimatruslen og ressourceudtømningen, hvilket empirien jo også så nydeligt, på den sørgelige måde, altså, underbygger: til trods for, at kristendommen taler om næstekærlighed, så er den kristne kultur en af de absolutte bannerførere i overforbruget og dermed destruktionen af planeten.

Den kristne vil måske mene, at vi alle er syndere, og hvis bare man tror på Jesus Kristus, så er tilgivelsen allerede givet. Og hvis ikke man forfalder til denne mentale udgave af en ansvarsløshedens vuggestue, og hvis man faktisk formår at indse, at forbruget rent faktisk er i overkanten, så kan man ved siden af sin såkaldte monoteistiske guddom inkludere en anden almægtigt-indbildt instans: troen på menneskets teknologiske omnipotens, hvormed man forestiller sig, at alle eventuelle problemer kan ophæves.

Vrøvleriet forbliver i mine øjne uden ende.

Ejvind Larsen, Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Åse Christensen skriver om "mælkebøttebørns" uforståelige trivsel:
"Man har undret sig over, hvordan det kan ske, for det går imod al anden forskning og erfaring. Det er blevet undersøgt, og den afgørende faktor har været, at der har været et menneske, som har støttet dem og troet på dem undervejs: en lærer, en bedstemor, en voksenven."

Ja netop. Den slags kærlighed giver grokraft. En helt uegennyttig kærlighed eller godhed, uden hensigter eller forbehold, uden egoisme af nogen art, bare denne støtte, tiltro og opbakning til et andet menneske.

Åse Christensen:
"Vi kan så fundere på, hvor vi alle sammen finder den faktor, som skal hjælpe os til at tro på, at vi kan redde os igennem miljø- og klimakatastrofen. Hos hinanden måske."

Ja: de kræfter, der skal til, kunne være mere umiddelbar, uselvisk sammenhold. Næstekærlighed i anden potens. Enten står folk sammen under pres og farer, eller også splittes de, og kæmper hver for sit. Vildfarne på vinterfjeldet i snestorm ved godt, at de skal holde sammen og eventuelt grave sig ned i sneen sammen for at holde varmen. Der hjælper det ikke, at den med de dyreste ski og det bedste udstyr tager flugten alene.

Torsten Jacobsen

John Fredsted slår hovedet på sømmet med sin skelnen mellem at give, og så at undlade at tage.
Det er et spørgsmål om kontrol. Om sikkerhed.

Man giver indtil man ikke kan give mere. Den grænse sætter man principielt selv. At give sker fra en overskudsposition. Kun slaven kan tvinges til at give når han selv har sagt nej. Frie mennesker giver med glæde.

Man tager fordi man ikke ved, om man senere kommer til at savne det man ikke tog. Man tager hvis man er bange for at der ikke er nok. Man tager af frygt for at blive snydt. Man tager fordi man er i underskud. Frygten er den operationelle følelse.

Det er et åndeligt spørgsmål, ikke et materielt. Den der har kan give. For han er fyldt op i sit indre. Den der frygter han ikke har nok, oplever en tomhed i sit indre.

Materialisme handler om at forsøge at fylde det indre op med ydre ting.
Spiritualitet handler om at finde den indre, allerede fyldte kerne i sig selv.

Tomme tønder buldrer mest, og tomme mennesker fylder mest: I erhvervslivet. I politik. I medierne. I kulturlivet. Hele den herskende klasse i meritokratiet. De opnår deres position, deres magt, deres bestemmerret over samfundets udvikling, netop i kraft af deres tomhed. De søger ydre tilfredsstillelse af en indre tomhed, men det er en sult der aldrig kan mættes. Tragisk, ikke mindst fordi de i den evige bevægelse trækker os andre med i det uundgåelige fald.

Hvor kommer al den tomhed fra? Hvad er det for grundlæggende behov som ikke tilstrækkeligt dækkes i vores kultur? Svaret er enkelt: Det er relationerne mellem mennesker, startende med relationen forældre/barn, som er under umenneskeligt pres. Resultaterne af dette pres kan aflæses direkte i de berørtes hjerner, i stigningen i antallet af stressrelaterede lidelser, psykiske diagnoser (ikke mindst antallet af diagnosticerede børn), og i afstanden mellem mennesker på gaden og i bussen.

Vi lever under den metodiske antihumanismes diktatur. Dets arkitekter er på en og samme tid de største forbrydere og de største ofre under dette system. Den eneste vej frem er Oprør:

Vær Human!

Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Heinrich R. Jørgensen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Med andre ord er det et spørgsmål om afhængighed. Har man ikke erkendt sin indre kerne, det vil sige sin værdighed som menneske, så vil man altid være afhængig af ydre omstændigheder for at kunne holde livet ud. Om det er en afhængighed af heroin, social status, applaus, nydelse, eller noget helt femte, er i og for sig underordnet, bortset fra at visse afhængigheder selvfølgelig forudsigeligt fører til kortere og mere elendige liv end andre.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten Jacobsen: Super fin kommentar. Men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der i din analyse mangler noget, omend det ikke nødvendigvis er ret meget. Årsagen hertil er, at jeg personligt kender mennesker, der uden tvivl er mere socialt/psykisk (*) velfungerende, end jeg er, men som ikke desto mindre har gang i overforbrugscirkusset. Hvad spøger hos dem, kunne man så rettelig spørge?

Som jeg kender dem, så forestiller jeg mig ikke, at deres adfærd skyldes hverken mangel på kærlighed i deres opvækst, eller mangel på kærlige relationer i deres nuværende liv. Jeg forestiller mig ej heller, at de nævneværdigt lider under vores kultur, som den er, tværtimod. Kunne det mon simpelthen skyldes angsten for ikke at nå mest muligt, før man skal dø?, spørger jeg mig selv. Men måske den mulighed allerede er rummet i din formulering "Man tager fordi man ikke ved, om man senere kommer til at savne det man ikke tog"!?

(*) Man kan så naturligvis spørge, hvad det at være psykisk velfungerende måles i forhold til. Er det i henhold til gældende kultur-standarder eller ikke? Her kan jeg igen citere Krishnamurti: "It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society."

John Fredsted

@Marianne Bjerg: Din kommentar giver mig lyst til at bringe følgende citat:

"Ensomhed er alle store ånders skæbne - en skæbne som ind imellem beklages, men som alligevel altid vælges som det mindste af to onder." [Arthur Schopenhauer]

Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@John: 20 aug. 13.37. Enig i det du skriver, og lidt forenklet sagt består religioner vel af to ting: Et løfte om frelse i et hinsides og en række leveregler baseret på, hvad den pågældende religion nu synes er rigtigt og forkert. Det har ikke noget at gøre med, hvad der ud fra et overordnet synspunkt er rigtigt eller forkert, da et sådant ikke findes. Guden, i al sin uransaglighed, har lov at være despotisk.
I Indien har man praktiseret enkebrænding i årtusinder. Det er ikke helt forbi endnu. Menneskeofringer kender vi fra asareligionen. Så den slags har været anset for godt, ligegyldigt om det gjorde ondt på nogen. Godt ud fra et religiøst synspunkt.

Hvor vil jeg nu hen med det? Jo, mange mennesker mener, at vi havner i det rene barbari, hvis vi forlader religionen. Det er ikke så mange dage siden, hvor en debattør her skrev, at et samfund uden Gud var et diktatur og det uanset, at Gud og diktatur altid har gået rigtig godt i spænd. Man bliver også nødt til at indse, at Gud ikke har haft noget imod uretfærdighed og undertrykkelse samt ødelæggelse af naturen, da det er de vestlige landes religion, der har tilladt det. Magthavernes præster har tilladt det, og de fortolker teksterne. Her i Danmark er det det samme, og derfor er det ikke kirkens folk, der har været miljøfortroppen. Det ville ikke have kunnet lade sig gøre.

Til kristendommen hører et forfald, hvorefter der indtræder en ny tilstand. Menneskets dårlige sider er skyld i forfaldet. Det skyldes sjovt nok, at det i forvejen er en falden skabning, så det kan ikke gå anderledes.
Det betyder, at det er svært at argumentere for, at et samfund kan bestå uden Gud, og der findes vist ikke andet end religiøstbaserede samfund. Der skal åbenbart være et irrationelt element af trussel om straf og løfte om belønning. At hævde, at vi kan leve uden dette element og uden tanken om et hinsides, anses af mange for bundløs naivt. Hvis man yderligere hævder, at man kan leve et liv med en vis åndelig dybde og selv se, hvornår straf og belønning indtræffer, er man en Gudsbespotter, en der gør sig selv til Gud. Vil man yderligere argumentere for, at vi kan lade være med at ødelægge naturen, dernæst genrejse den og leve i pagt med den, ja, så er man en gudsbespotter, for så er der ingen grund til, at Jesus skal komme igen 'på himlens skyer og dømme levende og døde'. Miljøbevægelsens sejr er religionernes nederlag.
Derfor har vi det svært.

John Fredsted

@Niels-Simon: Superfine betragtninger, hvori jeg enig. Jeg forestiller mig, at hvis ikke det var muligt for mennesker at abonnere på de åndelige færdigretter, som religioner nu engang er, så ville vi som art befinde os på et højere niveau af (selv)erkendelse, for så ville langt flere være tvunget til at danne sig deres egne meninger og holdninger, herunder at kunne argumentere for disse uden påberåbelse af religiøst såkaldt åbenbarede sandheder. Man ville kort sagt være tvunget til at tænke tingene igennem på egen hånd.

Michael Kongstad Nielsen

Rigtigt nok Fredsted, men selv uden disse religionernes færdigretter, var der andre færdigretter at indtage, såsom tradition og sædvane, moral i samfundslivet, lovgivning, men ikke mindst den kultur, der dagligt sprøjtes ud gennem medierne, reklamer og sociale medier. Alt sammen noget, man først må forholde sig til, og siden tænke selvstændigt over på egen hånd, for så måske at smide væk.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor vil religionerne ikke frelse (passe på/redde) naturen? Jeg tror simpelthen det er fordi, de er udviklet på et tidspunkt, hvor man ikke kunne forestille sig, at naturen havde hjælp behov. Tvært imod skulle menneskene gøre sig jorden underdanig. Men det betyder ikke, at mennesker altid har set sig selv som overlegne og herskende i forhold til naturen. Før kristelig tro og religion byggede i høj grad på naturen som kraft og livgiver, at man måtte beskytte den og holde den ved lige, men også frygte den og agte den. Tænk på oldgrækerne, indianerne, nordisk mytologi.

Så man kan måske sige, at de store verdensreligioner har tilladt overudnyttelse af naturen, fordi man havde behov for mangfoldighed og "robusthed", - datidens form for resiliens, mens de gamle "natur"-religioner var ydmyge og agtpågivende overfor naturen, hvilket medførte trivsel uden brug af resiliens.

Steffen Gliese

Nu skal man passe meget på med kristendommen, der lige præcis i modsætning til de andre religioner ikke fordrer en ophøjet moralsk opførsel. Tværtimod frisætter kristendommen mennesket i al dets fejlbarlighed og giver det dermed et personligt ansvar i denne verden for at gøre det gode, fordi det gør godt at gøre det gode. Selve frelsen kan opnås ved tro på frelsen. Så kristendommen siger, som Ejvind Larsen, at det er i orden at gøre det gode for sin egen skyld og på den måde også være med til at gøre verden mere beboelig. Mens vi venter.
Det er jo interessant, at den uforbederlige eksistentialistiske ateist Sartre udfoldede det antikristne synspunkt, at Helvede er de andre.

Niels-Simon Larsen

Nu da vi er lidt inde på religionernes ansvar for naturnedbrydelsen, er det på sin plads at dele dem op. De tre store faderreligioner har ikke meget til overs for moder natur. Hele den kamp der foregik med at omstyrte og nedtrampe naturdyrkerne kan man spore i dag – den syndige krop og den ædle ånd. I dag er det vel mere den ufuldkomne krop og det besværlige sind. Begge skal ændres.

En mængde sufihistorier vidner om filosofi og mystik mere end religion. Det er ret interessant at sufier i 1200 tallet udviklede en human levemåde. De er selvfølgelig blevet forfulgt inden for islam helt op til i dag. De kristne forfulgte gnostikere og katharer, som var forholdsvis fredelige folk. Alt hvad der var hippie, flower power og bemal-din-krop har været mere end ugleset. De folk var farlige – for systemopbyggerne.

Der er for mig ingen tvivl om, at hvis en antisystembevægelse i dag fik vind i sejlene, ville den blive nedgjort med det samme. Vi har nærmest at gøre med to forskellige mennesketyper. Jesus har vel også været den bløde type. Sokrates var soldat og skulle efter sigende have kæmpet godt, sikkert uden at være krigerisk. Buddha var noget særligt, som efter legenden havde et kraftfelt omkring sig, så ingen kunne forulempe ham. Der er ingen af de her typer, der forsvarer sig. Det er måske deres svaghed. På den anden side er de åndeligt stærke. Her kommer jeg til at tænke på tibetanerne, og deres problemer med kineserne. Karakteristisk nok har vi fået berøringsangst over for tibetanerne, men er rigtig gode handelsvenner med kineserne. Tibetanerne har ikke gjort skade på deres land, hvorimod kineserne er ved at ødelægge det hele, stjæle vandet tømme områder for mineraler.

Ja, ja. Fortæl mig hvem dine venner er, så skal jeg sige, hvem du er.

John Fredsted og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Marianne bjerg,

Det er en rigtig god historie. Jeg fristes til at sige at den rummer en visdom, som det er værd at tage til efterretning. Men som alle gode historier er den også farlig. For den er bare en historie. Den anlægger ét perspektiv på verden, som ikke er fyldestgørende.

Sufien i din historie mangler integritet. Integritet i betydningen:

en persons evne og vilje til at handle selvstændigt, ærligt og redeligt uden uvedkommende eller upassende hensyntagen til nogen eller noget (kilde: ordnet.dk)

Integritet er et farligt begreb. Hvem kan dog med rette hævde, at være i besiddelse af integritet? At være i stand til at handle ærligt og redeligt uden uvedkommende eller upassende hensyn til nogen eller noget? Integritet er et så farligt begreb, at det synes som om vi har opgivet at forholde os til det. Kan jeg med rette beklikke din integritet, når min egen hænger i laser? 'Hvem kan med rette kaste den første sten? Er der nogen frivillige? Nej? Jamen så lad os ikke tale mere om det!'

Jeg siger: Jo! Lad os tale om integritet, indtil vi bliver blå i hovederne. Lad os smide med sten. Er der ikke forskel på glashuse? Er alle sten af samme størrelse?

Min definition på integritet er ikke den samme som ordbogens. Min definition er (og her bliver jeg lidt vulgær):

'at pisse sit navn i sandet, og så stå vagt om det, mens vandet stiger'.

Det giver sig selv at resultatet ikke kan blive perfekt. Men er kampen ikke værdig?

Albert Camus, som jeg ynder at citere, har muligvis læst din Sufihistorie, måske ikke. Men han har i 'Pesten' følgende at sige om integritet. Om hvordan man bør reagere, når vandet er forgiftet, og verden i vanvid:

Det er derfor, at denne epidemi ikke lærer mig andet, end at jeg må bekæmpe den her side om side med Dem. Jeg ved med vished (Ja, Rieux [hovedpersonen], De ser jeg ved alt om livet), at enhver bærer smitten i sig, fordi ingen, nej ingen i verden, kan undgå den. Og det er nødvendigt at passe på sig selv uden ophør for ikke i et øjebliks distraktion at komme til at ånde ind i en andens ansigt og smitte ham. Det er mikroben, der er naturlig. Resten, sundheden, smittefriheden, renheden, om De vil, det er viljens gerning, og viljen må aldrig svækkes. Den hæderlige mand, som ikke smitter nogen, det er ham, der lader sig distrahere mindst muligt. Og der kræves viljestyrke og anspændelse for ikke at lade sig distrahere. Ja Rieux, det trætter et menneske at være pestbefængt. Men det er endnu mere udmattende ikke at ville være det.

Michael Kongstad Nielsen

Marianne Bjerg: - lad os ikke håbe, at din historie kan sættes i forbindelse med hverken ebola eller listeria.

Steffen Gliese

Det er bemærkelsesværdigt, at de, der ønsker at reducere mennesket, ikke ville kunne udføre den tankens kraftanstrengelse, hvis de havde ret.

John Fredsted

@Torsten Jacobsen: "at pisse sit navn i sandet, og så stå vagt om det, mens vandet stiger".

Kunne vi ikke begynde med noget lidt mindre voldsomt end viljen til at dø for et eller andet? Kan integritet ikke gradbøjes bare en smule for at gøre det lidt mere praktisk medgørlig? Der er vel rige muligheder for at forandre det eksisterende uden ligefrem at være villig til at dø for et eller andet, eller hvordan? Måske jeg misforstår dig.

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Ja okay, sådan kan min lille allegori selvfølgelig godt forstås. Det var nu ikke lige dén pointe jeg forsøgte at få frem.

Tværtimod er billedet med navnet i sandet tænkt som en understregning af en 'ægte integritets' umulighed. Hvad der er skrevet i sand er ikke evigt. At vandet stiger skal blot symbolisere det faktum, at uanset hvor store anstrengelser man gør sig for at bevare omridset i sandet intakt, så har vandet (omgivelserne) en ikke ubetydelig indflydelse på hvor godt man lykkes med hele det integritetsbevarende projekt.

Ugh, en allegori der skal forklares er ikke meget bevendt. Jeg prøver at finde på en bedre :)

Med hensyn til at gå i døden for noget, så tror jeg de fleste mennesker bærer dén indre grænse i sig. Det er dog heldigvis ikke så tit vi udfordres på den. i disse bekvemme tider.

Ejvind Larsen

Kære alle på tråden

Undskyld fraværet og forsinkelsen.

Men jeg har desværre – nå, af undskyldninger døde smedens kat, så der er ingen grund til at jeg gør det samme.

Altså: Tak for en til tider bevæget og bevægende bidragsudveksling i tråden her.

Opbyggeligt som så ofte før

Steffen Gliese

Torsten Jacobsen, det er jo ret sigende, at det ikke er mange årtier siden, at integritet handlede om villigheden til at gå i døden for noget.

Niels-Simon Larsen

Ang. det med at gå i døden for noget, så er det ikke alle dødsårsager, der registreres.
Det får mig til at tænke på, hvad vi dør af ganske langsomt og ubemærket.
Der er nok ingen, der går i døden for retten til at dø af rygning, men alligevel dør mange af rygning.

Der er vist heller ingen, der går i døden for kedsomhed. Alligevel dør mange af kedsomhed. Alle de negative ting, man kan dø af, kunne ligne noget, vi bliver angrebet af bagfra. Bivirkninger.

Hvad er vi egentlig selv skyld i?

'Jeg kan ikke lade være med at ryge, tænke negativt osv. og det kan jeg ikke gøre for. Sådan er jeg bare. Jeg kan ikke lade være med at kæmpe for min egen død på den mest passive måde - ved at lade stå til'.

Man kan nok ikke sige: "Han kæmpede bravt hele livet for at dø".

Nu har vi en klimakatastrofe hængende over hovedet. Den rammer os i nakken, og det er sandelig ærgerligt, for det kan vi ikke gøre ret meget ved. Vi lever, som vi altid har gjort, og det kan der vel ikke være noget galt i? Måske siger vi ligesom den, der ligger på hospitalet med lungecancer: "Jeg vidste godt, det var galt, men jeg kunne ikke lade være".

Hvis vi ikke skulle arbejde på vores egen død, hvad var det så for et liv, vi kom til at leve, og var der noget ved det?
Jeg tror, vi må erkende, at et ikke-ødelæggende liv er noget, vi først skal til at opfinde. 'Cigaretter, whisky og nøgne pi'r' skal så skiftes ud med noget andet, men da det ikke må være kedeligt (for det dør man af), så skal vi til at tænke os godt om.

Torsten Jacobsen

Niels-Simon Larsen,

Hvad er vi egentlig selv skyld i, spørger du.

Det er jo et spørgsmål som filosoffer og andre kloge hoveder har beskæftiget sig med i årtusinder, uden at være nået frem til et entydigt svar. Det har dog ikke forhindret os i, i praksis, at indrette et samfund hvor svaret er: 'Du er stort set selv skyld i det hele'.

Klarer du dig godt, er det fordi du har gjort en indsats. Klarer du dig skidt, har du gjort noget forkert undervejs. I et sådant system kan man med rette være stolt af sig selv, og man kan med rette skamme sig. Kapitalismens logik og moral udspringer af samme tankegang. De der har gjort sig fortjent skal høste udbyttet, mens de der ikke har må nøjes med det de kan skrabe sammen.

Hvad filosofferne i fortiden ikke vidste, og hvad mange af dem fortsat ikke ved (eller vælger at ignorere) er, hvad vi nu ved om hjernen. Neurobiologien og neuropsykologien er i dag så udviklet som videnskaber, at de begynder at kunne give et provisorisk svar på dit spørgsmål.

Hvad er vi egentlig selv skyld i? 'Ikke meget', lyder det provisoriske svar. Bevidstheden er en generator af fortællinger om hvorfor vi gør dette eller hint, men altid 'after the fact'. Som en sportskommentator der kommenterer en fodboldkamp.

Det betyder at vi i praksis har indrettet et samfund, som ikke forholder sig til virkeligheden. Til hvordan den menneskelige biologi fungerer, og som i særdeleshed mangler at tage hensyn til hvordan den menneskelige hjerne udvikles. Den udvikles i interaktion med miljøet. Og da mennesket er et socialt dyr, spiller det relationelle miljø (interaktionen med andre mennesker) en afgørende rolle for hjernens udvikling. Vores evne til at regulere os selv er ikke skrevet i vores gener. Det er en evne der udvikles løbende, i samspil med miljøet, og især de tidlige barneår er en kritisk periode, fordi det er her hjernen er mest plastisk.

Vores samfund er ikke indrettet efter at sikre de bedste udviklingsbetingelser for børns hjerner. Resultatet er voksne individer der for en stor dels vedkommende kan placeres på et kontinuum af relationel dysfunktionalitet, og dermed selvregulatorisk dysfunktionalitet. Disse voksne individer, disse voksne hjerner, udvikler så nye politikker og praksisser, som sætter deres præg på udviklingsbetingelserne for en ny generation af hjerner, en ny generation af individer.

Vi lever i et samfund hvor vækst og effektivitet prioriteres højere end menneskelige relationer. Enhver der betvivler den påstand kan jo aflægge et besøg i en vuggestue, en børnehave, en skoleklasse, på en jobformidling, en lægeklinik, et fængsel, et hospital eller et plejehjem.
Hvilken slags hjerner udtænker dog den slags systemer, præget af relationel fattigdom? Dysfunktionelle hjerner, naturligvis. Det er derfor kun en halv overdrivelse, når jeg hævder at vi lever i vanvid.

Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Torsten: Dels er der den teoretiske diskussion, som du redegør for, og dels den praksis der er ude i 'virkeligheden', hvor man er fuldstændig ligeglad med nyere hjerneforskning.

Nu er man igen begyndt at sætte afhuggede hoveder op på en pæl. Det er vildt provokerende, at neandertaleren stadig lever i os (jeg er nu ikke sikker på, at de var sådan).

Der er en afgrund mellem pålagt skyld i dagligdagen og den, der kan påvises i en retssal eller på et filosofisk fakultet eller på afdelingen for hjerneforskning. Det kan godt være, at hjerneforskningen kan fortælle os en hel masse, men kan den også få os til at lade være med at pine hinanden?

Jeg så lige et program i går om Ludvig d. 15. Hans attentatmand blev pint og plaget på den mest udspekulerede måde - i et såkaldt kristent samfund vel at mærke. Det vigtigste er, hvem og hvad der giver os tilladelse til at straffe brutalt. Om der er et center i hjernen, der står for løjerne, synes jeg ikke er særlig interessant. Næh, forhindrer religionerne det, ideologierne det eller de politiske partier det? Hvem er de ikke-voldelige i dag. De er svære at få øje på.

Enhedslisten er lige gået med til at sende et fly til de udsatte kurdere. Dem har jeg megen sympati for, men stadig er det brandslukning, der måske sender nye pyromaner på banen. Når nogen her kaster sten efter ambulancerne, hvad gør de så ikke dernede?

Er den der sætter et hoved på en stage skyldig i sin forbrydelse? Salman Rushdie hævdede i går i Deadline, at en menneskerettighed som ytringsfriheden, var universel. Det er vi mange, der bakker op om, men der er sandelig også mange, der ikke gør. Jeg tror ikke, at der er een ting, som alle bakker op om.
Nå, ja, og hvem er så skyld i det?

Torsten Jacobsen

Niels-Simon Larsen,

Kan hjerneforskningen også få os til at lade være med at pine hinanden, spørger du.

Ja det er jo et godt spørgsmål.

Lad os tage udgangspunkt i et tænkt eksempel fra den danske hverdag.

'Janne er 29 år, og arbejder som arkitekt på en større tegnestue, da hun får den glædelige nyhed at hun er gravid. Janne er glad for sit arbejde på tegnestuen, selv om det ikke altid er nemt. Efter i første omgang at have været projektansat i to omgange, har hun endelig fået en fast stilling, og hun er ivrig efter at bevise, at ledelsens valg af hende har været rigtigt. Tegnestuen står over for en tid med store udfordringer. Konkurrencen om opgaver er hård, og samtidig er struktur og arbejdsgange i firmaet under forandring.
Janne beslutter sig derfor for, at hun vil arbejde så langt ind i graviditeten som det er fysisk muligt, da hun ved det gælder om at holde sig til og bevise sit værd i den kommende tid. Samtidig er hun allerede fast besluttet på at vende så hurtigt tilbage til arbejdet efter fødslen, som det overhovedet er muligt.'

Lyder det som en rinelig beskrivelse af en flittig, karrierebevidst og veluddannet ung dansk kvinde i 2014? Hvis ja, så lad os se på hvad Janne ikke ved, og som hun derfor ikke har taget med i betragtning da hun planlagde hvordan hun vil håndtere sin graviditet og sit barns første to leveår:

-Janne ved ikke, at hendes daglige stressniveau påvirker udviklingen af hendes barns hjerne allerede under graviditeten. Hun ved ikke, at hvis hun i vedvarende perioder er stresset, så fødes hendes barn (forenklet sagt) med en større følsomhed overfor stress.

-Janne ved heller ikke præcis hvor vigtigt det er for et barn, at det i sine første leveår har ubetinget adgang til forældre, som er 100% til stede. Til forældre som er indstillet på barnets signaler, og ikke med et halvt øje på Ipad'en, telefonen eller andet digitalt distraktionsværktøj. Janne ved ikke, at mangel på opmærksom kontakt med de nærmeste voksne, stresser barnet ganske alvorligt. Det barn, som allerede er specielt følsomt over for stress, fordi Janne lod sig stresse af sit arbejde under graviditeten. Janne ved heller ikke, at stressede forældre ikke er i stand til i tilstrækkelig grad at være opmærksom på barnets signaler, og at stressede forældre derfor ikke kan undgå at stresse deres små børn, uanset hvor megen kærlighed de føler de øser af.

Janne ved slet ikke, at et barn der stresses i livmoderen, og efterfølgende i de første leveår, er i farezonen for at få for dårligt udviklede frontallapper. Et forhold som fører til forhøjet risiko for at barnet senere udvikler bl.a manglende impulskontrol, manglende evne til selvregulering (det man kalder hysteri, eller blot 'vanskelige' børn), indlæringsproblemer og reduceret indlevelsesevne (empati). Bemærk iøvrigt at denne lille liste af adfærdsforstyrrelser til forveksling ligner visse meget populære akronymdiagnoser, som vi påklistrer vores børn for efterfølgende at fylde dem medicin, som ingen kender langtidsvirkningerne af.

Nu er mit spørgsmål til dig: hvis Janne havde vidst alt dette, er der så en chance for, at hun ville have valgt at prioritere anderledes under sin graviditet? At hun ville have valgt at prioritere anderledes i sit barns første leveår?

Med andre ord: er der en chance for at hjerneforskningen, i det mindst og til en start i det små, kan hjælpe os til at lade være med at pine hinanden?

Niels-Simon Larsen

Hvis man havde vidst, hvad det ville sige at være forældre, var der ikke mange, der ville have været det. Menneskeslægten ville uddø. Det, du beskriver, der sker i svangerskabsfasen, er ikke til at leve med. Fra dyretiden er ren overlevelse dagsordenen. Det vi nu ved om barnets tidligste liv, kan ideelt set skabe bedre liv, men jeg kan ikke se, at det er inden for rækkevidde. Det er mere end utopisk, men du har ret. Jeg følger selv to små drenge i deres opvækst, og denne verden er ikke for børn. Det er nærmest ubærligt. Alligevel skal livet leves.

Til dit sidste spørgsmål: Nu har vi moret os med at pine hinanden, siden siden vi kom ud af naturtilstanden. Dyrene piner ikke hinanden. De æder bare hinanden. Hvornår og hvorfor det bestialske (forkert ord at bruge, når det betyder dyr) kom ind, er en gåde. Hvis vi bliver stillet over for alt det onde, vi gør, kollapser vi. Vi kunne måske udvikle os. Ak, ja.

Torsten Jacobsen

Niels-Simon Larsen,

For ikke så mange år siden var det ganske normalt at både ryge og drikke under graviditeten. Man vidste ikke bedre. Jeg ser ikke nogen grund til så stor pessimisme i forhold til at vi mennesker kan ændre adfærd, efterhånden som vi får bedre besked. At beskytte vores børn bedst muligt er et imperativ, som overskrider alle normale ideologiske barrierer. Så jeg tillader mig at være en lille smule mere optimistisk på artens vegne end du giver udtryk for at være :).

Der er et paradigmeskifte undervejs. Der skal utvivlsomt flyde meget mere blod og lidelse under broen, før det for alvor vil have manifesteret sig klart og tydeligt, men det forhindrer os jo ikke i som individer at indstille os på de nye tider.

Det er da vist for øvrigt også det i prøver på i Alternativet, så vidt jeg har forstået?

Niels-Simon Larsen

Kom lidt hurtigt fra det.
Det, du taler om der, er en bombe under hele systemet. Tænker man på, hvad et foster bliver udsat for, og hvad det registrerer, så er det lige til at tage gift over. Vi har en indbygget ømhed over for det fødte barn, men ikke for fosteret, så hvis vi skal til at tage det med, så bliver det bare for meget, som man siger. Det er ubærligt, og vi må lave det hele om og begynde forfra. Det er mok det mest radikale, der overhovedet kan bringes frem.

Torsten Jacobsen

Niels-Simon Larsen,

Så må jeg skynde mig at tilføje den gode nyhed. Hjernens plasticitet stopper ikke i barneårene. Det er f.eks. blandt andet derfor mindfullness virker. Men hjernens plasticitet er størst i de tidlige år, og det er derfor det er så kritisk en periode.

En voldsomt traumatisk barndom mærker et menneske for livet, men det betyder ikke at alt er tabt. Megen smerte kan lindres og megen uhensigtsmæssig adfærd kan rettes, hvis blot den rette indsats sættes ind (straf og skam virker ikke).

Og stakkels Jannes ufødte barn vil jo ikke blive traumatiseret i det omfang man normalt forbinder med begrebet. Det har måske en forhøjet risiko for at udvikle ADHD-lignende symptomer, men det er netop dét: en forhøjet risiko. Hverken mere eller mindre. Intet er skrevet i sten her. Systemet menneske/omgivelser er ekstremt komplekst, og der er stadig meget vi ikke ved.

Jeg håber det 'trøster' lidt? ;)

Torsten Jacobsen

...men ja, du har ret: Det er en hel civilisation der skal gøres om. Et lille skridt af gangen.

Steffen Gliese

Er vi ved at sende den vordende mor hjem at slappe af og kere sig om sin tilstand og sit kommende barn?
Formodentlig kan den nuværende stress forklare nogle af de mange diagnoser til tidens børn; men det kan måske også forklare den rastløshed, som er kommet til at kendetegne arbejdsmarkedet.

Niels-Simon Larsen

Tak for trøsten, Torben, men jeg er ikke i nød. Jeg beskæftiger mig med disse ting, fordi jeg er stærk nok.
Alternativet er barnets parti, nu også det ufødte barns parti, ikke sådan at vi er imod abort, men mere det at se verden fra det mest følende og mest registrende væsens side. Det gælder også dyr og planter. Det, vi ved om dyrs evner, er ikke meget. Vi ved at planter kan føle. Lige nu kommer jeg til at tænke på Shellys, Den følende blomst. Det er tohundrede år siden, en digter levede sig ind i naturen. I dag laver vi videnskabelige studier. Det får mig til at sige, at det, man kan forske sig frem til, har vi allerede fornemmet i vores stille stunder.
At se verden fra det indfølende individs side, hvad enten det nu er et menneske, dyr eller plante, er et kolossalt spring. Her kommer jeg til at tænke på Buddhas bestræbelse, at det gælder om medfølelse med alle levende væsner. Ikke kun kærlighed til næsten, som Jesus sagde. Det kan så godt være, at den nyere hjerneforskning bringer os på højde med Buddha, og det kan blive spændende at følge.
Hvordan vi får bragt disse tanker ind i hverdagen, er et stort spørgsmål. Står man ude i den buldrende trafik med højresvingsulykker, ser det umuligt ud. Står man med et lille barn i hånden, bliver det en nødvendighed. Det kan vi bruge som sindbillede. Vi står altid med et lille barn i hånden, hvad enten det er vores eget eller et 'lånt', eller det bare er tanken.