Klumme

Overhørt i Boston

Ved de amerikanske fundraiser-arrangementer bliver der udskrevet checks på livet løs, mens politiets nedskydning af en angiveligt ubevæbnet og fredelig 18-årig sort studerende har ført til omfattende demonstrationer, optøjer og plyndringer
15. august 2014

Delt i rød og blå

Det er allerede to år siden, at amerikanerne var engageret i en intens valgkamp om præsidentposten mellem Barack Obama og Mitt Romney. Om føje tid skal de til urnerne igen.

Denne gang er der midtvejsvalg, hvor præsidentens parti som regel står til bank. 2014 er ingen undtagelse. Demokraterne er i fare for at miste et flertal i Senatet til november; i Repræsentanternes Hus, hvor de i forvejen er i mindretal, kan de gå tilbage.

Politikerleden er udbredt, ikke mindst blandt demokrater, der er skuffede over Obamas resultater, mens republikanerne er motiverede til komme ud og svække præsidenten i hans sidste to år i Det Hvide Hus.

»Bare vi kunne få demokraterne i vores kreds til at komme op af sofaen,« siger Nancy Weinberg, der er partileder i Newbury nord for Boston.

Weinberg og et dusin ældre amerikanere deltager i et fundraiserarrangement i et privat hjem for det mangeårige demokratiske kongresmedlem John Tierney, som risikerer at tabe i delstaten Massachusetts’ 6. valgkreds.

Efter cocktails giver Tierney en fyr og flamme-tale i en frodig gårdhave, hvori han lægger hele skylden for handlingslammelsen i Washington på Republikanerne.

De tilstedeværende, der hver har skrevet en check ud ved ankomsten, lytter andægtigt. En gæst spørger kongresmedlemmet, om han søger venskaber blandt republikanere.

»Ja, jeg har masser af republikanske venner,« svarer han.

Dagens vært, Charles Christensen, er en progressiv demokrat fra Minnesota, der før sin pension udgav skolebøger i Boston.

»Det er dybt deprimerende at opleve, hvor splittet vort land er mellem demokrater og republikanere. Der er ingen dialog, ingen lytter. Selvfølgelig er republikanerne åndssvage, men den konstatering hjælper ikke nogen,« bemærker Christensen.

Penge, penge …

Den største hindring for at blive valgt til Kongressen er penge. Det kræver enorme summer at udfordre et siddende kongresmedlem eller en senator.

»Man skal bruge vildt meget tid på at tale i telefon,« siger Dominique, en 23-årig kvinde fra Miami, der har arbejdet i et år som finanschef for den demokratiske kongreskandidat Seth Moulton, der stiller op mod førnævnte Tierney.

Dominique mener som mange andre amerikanere, at politikernes konstante behov for at indsamle penge skaber råddenskab i de politiske institutioner.

»Penge i politik er den største trussel mod demokratiet. Min kandidat bliver nødt til at sidde ved telefonen 30 timer om ugen for at trygle donorer om penge. Den tid burde han bruge på at tale med vælgerne,« siger hun.

Moulton er tidligere marinesoldat og underofficer med tre ture i Irak, hvor han kæmpede i infanteriet og endte med at være aide-de-camp for general David Petraeus. Ikke et dårligt generalieblad for en nybegynder i politik.

Men det er op ad bakke hele vejen. Hans soldaterkammerater, officerer og studievenner fra Harvard Business School har spyttet en million dollar i kassen. Gennem hårdt benarbejde har Moulton selv skaffet sig yderligere en halv million dollar.

Men det er ikke nok.

»Jeg bliver nødt til at rejse flere penge end min modstander. Som kongresmedlem har han fordelen af at få støtte fra fagforeninger og political action committees,« siger Seth Moulton under et fundraisermøde i endnu et privat hjem en lørdag formiddag.

Flere tilstedeværende er blot kommet for at lytte. En ældre dame præsenterer sig som Ruth og beskylder kandidaten for at tale usandt om modstanderen John Tierneys lovarbejde; ikke desto mindre skriver hun en check ud til Moulton.

I USA giver man gerne penge til begge kandidater. Begge kandidater skal have en chance for at få deres budskab ud.

Sort og skudt ned

Livet som sort teenager i USA har aldrig været let. Der går et gys gennem mange, når de ser en eller flere unge sorte mænd i baggy jeans og hættetrøjer trave ned ad gaden, Er knægtene ude på ballade? Er et røveri undervejs?

Visse steder i visse kvarterer i visse storbyer kan man ganske vist støde ind i medlemmer af en bande eller gemene kriminelle. Men i langt, langt de fleste tilfælde er det bare teenagere ude at gå en tur. Problemet er et andet: deres hudfarve.

Politiet, der er kendt for sin aggressive fremfærd, har det med automatisk at forveksle et sort ansigt med noget mistænkeligt. Barack Obama fortæller selv i en af sine bøger om at blive stoppet af politiet som bilist uden noget øjensynligt motiv.

Sidste lørdag blev en 18-årig studerende skudt af politiet i en forstad til St. Louis. Omstændighederne skal efterforskes, men byens sorte befolkning er ikke det mindste i tvivl om, at den unge ubevæbnede og tilsyneladende fredelige fyr, Michael Brown, blev myrdet uden grund.

I løbet af ugen har der været flere demonstrationer mod forstadens overvejende hvide politistyrke, af hvilke flere er endt med optøjer og plyndringer.

Moren til ofret gav ord til mange dybt frustrerede sorte mødre i et tv-interview.

»Min søn skulle starte på college mandag. Ved De, hvor svært det har været for mig at få ham til at bestå studentereksamen? Ved De, hvor få sorte mænd, der klarer den? Fordi de bliver fornedret. De føler, der ikke er noget at leve for. Politiet skal nok sørge for at holde mig nede, tænker de.«

På denne side giver Informations faste korrespondenter hver fredag et indblik i den folkelige debat i de lande, hvor de befinder sig. Hvad taler man om hos barberen i Rom? I Londons undergrund? På cafeen i New York? I ølstuen i Berlin? I elevatoren i skyskraberen i Beijing?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu