Kronik

På tværs af sociale skel

Det siges, at det kræver en landsby at opdrage et barn til at blive et helt menneske. Gennem vores søns folkeskole er vi blevet en del af Nørrebros inkluderende landsbyfællesskab
Det siges, at det kræver en landsby at opdrage et barn til at blive et helt menneske. Gennem vores søns folkeskole er vi blevet en del af Nørrebros inkluderende landsbyfællesskab

iBureauet/Mia Mottelson

15. august 2014

Skolevalg er i årevis blevet italesat som en lakmusprøve på det gode forældreskab. Debatten varierer selvfølgelig efter, hvor i landet man bor. Jeg er selv københavner, med cykeldæk der slides på stenbroen, og så er jeg mor. Jeg har en glad dreng, Bastian, der lige er startet i 2. klasse. I ferien har han glædet sig både til at se alle sine venner og sine lærere igen, ligesom han har glædet sig til alt det nye, han skal lære. Der er nok at tage fat på: Ud over at lære at læse, skrive og regne, så har hans skole været tidligt i startblokkene, så han har netop afsluttet sit første år med engelsk, og vi taler tit om engelske ord. Jeg er imponeret over, hvad en dygtig lærer og en masse remser og sange allerede har resulteret i af ordforråd og sprogforståelse. Og det har gjort Bastian nysgerrig efter mere.

Han er med andre ord en glad skoledreng. Jeg er en glad mor. Men fordi skoledebatten i så mange år har været mineret område, så bliver ansigterne ved sociale sammenkomster rutinemæssigt lagt i alvorstunge folder, når talen falder på skolevalg.

Det er klart, at det er et område, hvor det er andet og mere end bare holdninger og synspunkter, der brydes. Der er følelser i klemme. Det er i skolen, vores børn får fundamentet til deres videre færd, det er her, der grundlægges venskaber, men også her der er risiko for, at det går skævt. At læringen ikke lykkes, at barnet føler sig dumt og bange, eller at den vilkårlige og ødelæggende mobning rammer. Det er noget, der er mere dyrebart end vores eget liv, vi i timevis hver uge overlader til skolernes fagprofessionelle. Det er vores børn. Derfor er tilliden til både skolen og alle dens medarbejdere helt grundlæggende.

Når det ved den slags sammenkomster kommer frem, at vi oven i købet bor på Nørrebro, så ser folk for alvor skræmte ud. For her er folkeskolerne jo helt til rotterne (med Guldberg Skole som det lysende eksempel på en undtagelse). I vores kvarter ved Blågårds Plads bliver folk ligefrem skudt, og gangsterne hænger ud på gadehjørnerne. Det har stået i aviserne de sidste mange år – og så er det jo ganske vist. Men så er det, jeg siger det, som det er: Vi har valgt folkeskolen. For mange er det så kontroversielt, at jeg ligefrem har en standardformulering, som jeg bruger: »Han går på Blågård Skole. Vi er superglade for det!«

Jeg har sagt det mange gange. Og de to sætninger hænger altid sammen. Der er mellemrum nok til, at det kan nå at synke ind, men ikke pause nok til, at folk kan nå at bryde ind eller løfte meget mere end et øjenbryn. På sin vis er der et mål af trodsighed i udsagnet. For nej, vi har ikke drukket af natpotten. Vi elsker vores søn. Vi gør, hvad vi kan for at give ham en god start. Og for os er Blågård Skole det rigtige sted at starte.

Dygtige ledere, glade børn

Jeg ville ønske, at folk i stedet for skræmmebillederne kunne se min virkelighed. Der er godt en kilometer fra vores lejlighed til de klassiske rødstensbygninger på stillevejen ved siden af Hans Tavsens Park med Assistens Kirkegård i baghaven. Der er roligt. Legende børn. En god legeplads ved siden af. Og så er der dét, som er afgørende for, at en hvilken som helst skole fungerer og inspirerer: fagligt kompetente og engagerede lærere. Dygtige ledere. Glade børn.

Skolen er løbende blevet istandsat, så lokalerne er gode. Det er dejlige og trygge omgivelser. Lærke og Gert, der er klassens to primære lærere, bliver forgudet af Bastian og klassekammeraterne. De er engagerede og begejstrede og har et godt greb om såvel det enkelte barn som om udfordringen i at videreformidle deres faglighed i børnehøjde. Det er rart. Det er trygt. Det er, som det skal være.

I min venneflok er der mange, der har haft lignende erfaringer. Man havde hørt og forventet, at den lokale folkeskole ikke var én, man frivilligt lagde barn til. Men når der blev gået mere i dybden, viste det sig, at skolerne i de forskellige områder var gode, de var blevet løftet og istandsat og havde en engageret stab. Så nu er det dér, deres børn går.

Empati og demokrati

For vores vedkommende var privatskolen aldrig for alvor inde i billedet. Vi var ikke blandt dem, der på fødegangen printede ansøgningsskemaer til de populære privatskoler. Det var først, da den officielle opskrivningsdato nærmede sig, at vi for alvor gik i gang. Det blev til en halvhjertet afsøgning af privatskolerne i byen med lidt hjemmesidesurfing og et tilsendt, men aldrig udfyldt, ansøgningsskema. Folkeskolen trak – på trods af, at vi bor på indre Nørrebro, hvor virkelig, virkelig mange vælger privatskolen til deres børn.

Jeg har mange venner, der har frekventeret landets privatskoler. Familiemedlemmer, venners børn. De har fået gode og solide grundskole- og gymnasieuddannelser. Men der er noget, der stritter i mig. Først og fremmest fordi jeg har set meget få ressourcesvage forældre sende deres børn den vej, og jeg bryder mig ikke om, at hverken eliten eller middelklassen lukker sig om sig selv. For mig er folkeskolerne en grundsten i det danske samfund. For folkeskolen er ét af de få steder, hvor vi i Danmark mødes på tværs af sociale skel. Når børn tidligt møder andre måder at leve på, lærer de, at noget, der er anderledes fra deres verden, kan være en lige så gyldig måde at leve på. Det er vigtigt. For såvel empati som demokrati.

Der er også en værdi i, at legekammeraterne bor tæt på. Så ud over at det giver mulighed for at møde børn fra andre baggrunde, giver valget af den lokale skole også muligheden for at møde børn fra andre baggårde. Det gør børnelivet lettere og mere uafhængigt af voksnes indblanding, at man selv kan lave legeaftaler efter skole, uden at det sætter gang i busture gennem byen eller hente/bringe-logistik.

Vi er lokale

Da jeg for 16 år siden flyttede til København fra Næstved, vænnede jeg mig til at slå storbyblikket til, når jeg gik rundt i byen. For i en storby går man ikke og smiler til alle. Man har travlt, man passer sig selv. Når jeg så en gang imellem gik ned ad Torvestræde i Næstved, skulle jeg huske at slå storbyblikket fra. For efter 18 år i byen kendte jeg mange. Og i Næstved hilser man. Dér er Maria fra parallelklassen! Dér er bibliotekaren! Og dér er Hanne fra Ungdomsskolen!

På mange måder har det åbnet Nørrebro for mig at få børn. Siden børnehaven har Bastian hilst på alle dem, han kender. Mine lokale bekendtskaber er vokset eksplosivt, og jeg har lært at slå storbyblikket fra, når jeg færdes i kvarteret. Blågårdsgade og Korsgade er nu som min barndoms Torvestræde. Jeg hilser og hej’er. Min mand har boet på det indre Nørrebro i tæt ved 25 år og har altid brugt området meget. Men ingen af os har før haft en tilnærmelsesvis så stor berøringsflade i kvarteret. Vi er blevet lokale. Vi er blevet en del af et naturligt fællesskab, hvor vi via vores børn er forbundne.

Det siges, at det kræver en landsby at opdrage et barn til at blive et helt menneske. Her på Nørrebro, midt i storbyen, føler jeg mig nu som en del af et sådant landsbyfællesskab. Jeg tror på, at det gør bydelen bedre, at vi kommer hinanden ved og har en oprigtig interesse i hinandens børn. Det fællesskab er samtidig med til at gøre mine børns barndomskvarter til et bedre sted at vokse op.

Så om to år har vi købt endnu en skoletaske. Til den tid er det lillesøster Anna, der utålmodigt har spidset blyanter, øvet sig på at skrive sit navn og med sommerfugle i maven er startet i nulte på Blågård Skole. Jeg bliver allerede helt glad ved tanken.

Elsebeth Hagen er kommunikationskonsulent

Serie

Seneste artikler

  • Angsten for folkeskole­monstret

    5. august 2014
    Negative historier om folkeskolen giver mig en følelse af, at jeg spiller hasard med mine børns fremtid. ’Kan vi ikke give det lidt tid,’ bønfalder min søn mig, da jeg foreslår privatskole
  • ’Det er ikke mig, hun mener’

    2. august 2014
    Problemet i min søns folkeskole var hverken lærerne, ledelsen eller det faglige niveau. Det var fraværet af forpligtende fællesskab, der ikke var til at holde ud. For hvordan skal folkeskolen lære børn om fællesskab, hvis forældrenes eneste bidrag er at sende børnene derhen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Per Jongberg
  • Vibeke Rasmussen
Anne Eriksen, Per Jongberg og Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Åbenbart længe siden jeg har været på Nørrebro, 14 dage? Og der var der squ ikke meget landsby over det! Gad vide om vedkommende bor i et "fenced" område!

Stephan Paul Schneeberger

Mads Kjærgård? Du ved altså mere end hende der faktisk borg på stedet om området? Hvad gør dig til specialist?

Mads Kjærgård

Jeg har boet på Nørrebro, men lidt nord for Fælledvej, hvor gentrificeringen foregår, jeg har venner, der bor på Nørrebro, og der er rigtigt mange kvaliteter i det, men at beskrive det som en romantisk landsby, undskyld så har man taget for meget "et eller andet" eller også har man skyklapper på! Men klart nok, der er områder på Nørrebro, som i disse år er ved at undergå den samme forvandling som Vesterbro, hvor man jo så også ser ny opskudte ejerlejlighedskomplekser med kraftig indhegning, som man ikke skal prøve at klatre over, hvis man har sine ædlere dele kært! Fx nede omkring Kødbyen!

Lise Lotte Rahbek

Jeg blev i tvivl om overskriften.
Hvor er de sociale skel, der bliver 'italesat'?
Familien er i fin kontakt med omgivelserne og er på hils med andre bønefamilier og det er da sikkert vældig rart altsammen.
De sociale skel, derimod, har jeg ikke lige fået øje på..?

De københavnske boligkvarterer kender jeg af gode grunde intet til. Er den viden noget, der hører til almen viden eller også er noget med sociale skel?

jens peter hansen

Der er langt imellem ros til folkeskolen. Jeg håber begejstringen holder, men hvor er det positivt at der siges noget pænt om den mest udskældte institution i landet.

Steffen Gliese

Brokvartererne i København har altid været båret af lokalpatriotisme og sammenhold - "Istedgade overgi'r sig aldrig".

Natalie Megard

Samme oplevelse havde jeg og min søn, som nu er 17 år, med folkeskolen og med kvarteret omkring Blågårdsplads, hvor han gik i vuggestue og børnehave + folkeskole. Man kan ikke sige at det var problemfrit i folkeskolen (Blågårdskolen), men ja, det er som at være beboer i en landsby, når man møder sin søns skole-, vuggestue- og børnehavekamerater, bibliotekspersonalet, den tyrkiske grønthandler og alle hendes sønner, det økologiske kollektivs medlemmer, ....kunderne i Netto Blågårdsgade, den iranskfødte caféeejer, og man hilser på hinanden og genkender hinanden 12 år senere! Det er da en slags landsby - selvfølgeligt også med nogle problemer - men også med forudsætningen for at løse problemerne og for ikke at grave grøfterne yderligere.

randi christiansen, Brian Jensen, Anne Eriksen, Jørn Vilvig, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Jeg bor i en provinsby, og deler muligvis Lise Lotte Rahbeks undren.
Hvor stor er den økonomiske spredning på Nørrebro i København?

Vældig positivt - også i skoleregi.
Det er længe siden, vi har hørt noget positivt om skoler?

Negativt om landsbyer - det bliver du ikke hel af - tværtimod.
Sladder og social spændetrøje, snobberi og fastlåste meninger - jo, man hilser da også.
I en stor by og et kvarter, så møder du mange mennesker og din horisont og forståelse for andre bliver bredere.
Det er i sociale omgivelser i alle afskygninger, du lærer noget om dig selv.
Hvad skal man kalde det, tja?

Vi boede en del år på ydre nørrebro. Jeg kan godt genkende det rigtigt gode indtryk af skole og venligheden blandt folk. Jeg undres lidt over nogle af kommentarerne herover. Hvorfor den negativitet? Er det fordi det rokker ved den stereotype forestilling man har om tingene? I vores børnehave var der flere nydanske børn end vores Gammel-Danske. I skolen var der også en stor del nydanskere. Det har aldrig været et problem.

Jeg kan godt forstå at forældre vil gøre det bedste for deres børn. Jeg tror bare at forestillingen, af hvad der er det bedste, er forskudt af alle de fordomme og forvredne forestillinger om tingenes tilstand. Oftest kommer kritikken fra folk, der ikke har nogen reel erfaring for hvordan skolerne eller andre ting fungerer.

Vi er stødt på mange rigtigt gode pædagoder og lærere, der brænder for deres inkluderende arbejde. Vi er også stødt på mange nydanskere, der slet ikke passer ind i mediestereotypen.

Det er synd for de børn, der er blevet afskærmet for de lokale omgivelser, bare fordi der er pisket skræmmebilleder op af folk med en eller anden fremmedfobisk politisk agenda.

Der er masser af problemer, selvfølgelig, men man hjælper ikke med til at løse noget som helst ved at pege fingre. I stedet skulle man give "credit" og mere frie tøjler for de mennesker, der faktisk orker at lægge deres kraft og energi i at få ting til at fungere.

randi christiansen

Et godt institutionsliv er som at vinde i lotteriet - afhænger af virkelig mange faktorer i en kompleks smhg - hvoraf mange er uden for personlig rækkevidde.
Fx om skolen er i en opbrudsfase med ny ledelse, mange nye lærere, elevernes indbyrdes relationer og lærernes evner m.v.