Klumme

Prisen går til flow-tv

I foråret gik udenlandske tv-stationer og borgerlige politikere til angreb på DR3. I dag vælter kanalen sig i hæder. Den lille kanal koster konkurrenterne et par seere, men vi får både begavet tv og et stærkere tv-produktionsmiljø
Debat
27. august 2014

Da kampen om medieforliget i foråret, var på sit højeste, opstod der noget der lignede en alliance mellem de udenlandsk-ejede kommercielle tv-stationer, interesseorganisationen Danske Medier og nogle borgerlige mediepolitikere.

Hovedfjenden var selvfølgelig DR i almindelighed og ungdomskanalen DR3 i særdeleshed. Dens forholdsvist høje indhold af udenlandske programmer og film, som kunne lokke yngre seere væk fra de mange udenlandske serier og film på SBS Discovery-kanalerne og Viasat/MTG’s kanaler, blev betragtet som urimelig konkurrence.

Og så havde Venstres reservemediepolitiker Michael Aastrup Jensen og DR’s tidligere programproduktionsdirektør Mette Bock, der nu er medieordfører for Liberal Alliance, besluttet, at »de unge ikke ser flow-tv«, og at »DR skulle følge BBC’s eksempel, da de flyttede ungdomskanalen BBC3 fra flow-tv til nettet.«

De glemte at fortælle, at BBC ikke besluttede at flytte kanalen, fordi det var det rigtige at gøre, men – som BBC’s generaldirektør Tony Hall sagde, skete det kun, fordi BBC med en reel nedskæring på 17 procent stod over for valget mellem at skære drastisk i den prestigefyldte dramaproduktion eller finde pengene ved at flytte BBC3 over på nettet.

Man valgte – ikke uden betænkeligheder – den sidste løsning. Det var et strategisk og økonomisk valg. Strategien var at fastholde BBC-dramas kvalitet og på lidt længere sigt afprøve, hvordan flytningen af en kanal væk fra æteren og ind i cyberspace ville fungere.

DR’s bestyrelsesformand opfangede allerede sidste efterår signalerne fra de kommercielle konkurrenter og deres trofaste allierede på Christiansborg og sendte et kraftigt signal indadtil og udadtil om at øge produktionen af danske egenproducerede programmer på DR3. Mange af dem er i øvrigt produceret hos private virksomheder, der også producerer størstedelen af de danske programmer, der vises på TV3-kanalerne, Discovery/SBS-kanalerne og TV 2-familien. Hvis DR3 stjæler seere fra de kommercielle kanaler ved at sende mange millioner ud til danske producenter, er det synd for den svenske MTG-koncerns svenske aktionærer og Discoverys amerikanske, hvis udbytter måske bliver en anelse mindre. Men det skaber da arbejdspladser, glæde og økonomi i det danske produktionsmiljø.

Da det brede medieforliget kom på plads, var kampen mod DR3 næsten glemt. Kravet om stationens død som flow-tv-kanal blev til et krav om, at »DR skal styrke sin indsats over for de unge, bl.a. ved øget egenproduktion«.

Kritikerne måtte lide den tort, at DR3 overlevede – og blev styrket. Og forleden regnede priserne ned over den udskældte kanal.

Der er nemlig det, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Nok er den københavnske tv-festival en fælles fætter-kusine-fest for tv-produktionsmiljøet, men den er præget af mange unge tv-folk og dens dommerkomiteer kan ikke beskyldes for at være langhårede kulturradikale public service-forkæmpere.

Linse Kessler fra TV3’s Familien på Bryggen og samme kanals Robinson-ekspeditionen fik priser, men 10 af de i alt 28 priser gik til DR3, som er »nyskabende« og »i øjenhøjde med målgruppen«.

Programmer som Syg i hovedet, Fuckr med dn hjrne, Monte Carlo elsker USA og Kokainens pris vandt. DR3’s triumf på Festivalen står i skærende kontrast til den langvarige politiske og kommercielle offensiv mod kanalen. Mange af DR3’s prisbelønnede programmer ville aldrig være blevet sat i produktion af SBS Discovery eller Viasat, fordi indholdet og den kommercielle værdi næppe passer ind i kanalernes iskolde målgruppeanalyser. De indeholder nemlig elementer af public service. For eksempel, da DR3 i serien Selvoptaget i en nyskabende form, rev masken af det syge, kommercielle reality-miljø. Det var slet ikke dårligt.

Nok spås der om flow-tv’s snarlige drukning i stormfloden fra Netflix og andre selvvalgs-tv platforme på nettet, men Netflix, HBO Nordic, Viasat Play eller YouBio havde ikke produceret hverken de prisbelønnede programmer eller for den sags skyld nogen andre danske programmer.

Har nogen danske tv-programmer eller serier haft premiere hos dem? Både flow-tv og DR3 vil overleve i mange år fremover. Og kan for resten også ses på nettet.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her