Kommentar

Psykiatrisk behandling bør ikke være valg mellem sprøjte og bælte

Tvang i psykiatrien er fortsat omfattende. Det er på tide at nedsætte en kommission, der kan finde frem til en lovgivning, der dæmmer op for problemet
25. august 2014

Historisk har det stået sløjt til med psykiatriske patienters retsstilling i Danmark. Selv om vi er nået langt siden det hvide snit, eksisterer der fortsat særlige bestemmelser i sundhedsloven, der udelukkende gælder for psykiatriske patienter. Regler, der har til formål at give psykiatrien en enestående beføjelse til at tage friheden fra andre mennesker i behandlingens hellige navn.

Grundlæggende er lovens bestemmelser fra 1989 delt op i det, der noget populært er blevet kaldt ’gul tvang’ (tvang, som anvendes, fordi det skønnes, at patienten har behov for behandling, han eller hun modsætter sig) og ’rød tvang’ (tvang, fordi det skønnes, at patienten ubehandlet udgør en fare for sig selv eller andre). De to betegnelser opstod på baggrund af farven på de formularer, der bliver anvendt i psykiatrien.

Flere juridiske eksperter har igennem tiden udtrykt menneskeretslig kritik af både hjemlen til gul og rød tvang. Den gule kritiseres for at være formynderisk og baseret på en svunden tid, hvor overlægens ord var lov på de psykiatriske afdelinger. Den røde tvang kritiseres, fordi hovedreglen i dansk ret altid har været og fortsat er, at du ikke kan indespærres for (kriminelle) handlinger, du ikke har begået eller tilsigtet.

Opdelingen i rød og gul tvang var et af 1989-lovens hovedformål, og den trives velsagtens i bedste velgående i dag – i hvert fald hos administratorerne. Spørgsmålet er, om patienterne deler den holdning? Næppe.

Derfor skal vi turde spørge os selv, om det er etisk forsvarligt fortsat at anvende denne form for formynderisk tvang i dagens psykiatri-Danmark. Hvad er regeringens holdning til det? Er det tid til et opgør, et paradigmeskifte?

Sprøjte eller bælte?

Sundhedsministeren har for nylig fremsat et lovforslag, der noget forsimplet går ud på at tilbyde psykiatriske patienter selv at vælge, om de vil udsættes for den ene eller anden form for tvang. Helt konkret skal patienten, når vedkommende indlægges, frivilligt eller med tvang, tage stilling til, hvad der skal ske, hvis vedkommende bliver så syg, at et tvangsindgreb skønnes nødvendigt. Hvis det f.eks. bliver nødvendigt at tvangsfiksere vedkommende, vil han eller hun så helst tvangsfikseres med bælte eller have så meget bedøvende medicin, eventuelt med tvang, at det har samme effekt som en tvangsfiksering?

For mange er valget svært – de fleste, inklusiv undertegnede, ville nok opfatte det som et valg mellem pest eller kolera. Mit bud er, at den såkaldte ’gule tvang’ så hurtigt som muligt bør sendes på pension, som det er sket i andre lande, vi normalt sammenligner os med. I stedet bør den afløses af meget større patientinddragelse.

Det er min klare opfattelse, at både patienter, personale, pårørende og samfundet som helhed er klar til den forandring. Det er en naturlig følge af den afinstitutionalisering og afpatriarkalisering, der sket inden for psykiatrien og (særligt) socialpsykiatrien de seneste år.

Men den omfattende politiske debat om psykiatrien og de mange positive tilkendegivelser fra flere partier, om at ville nedbringe tvangen i psykiatrien ved hjælp af større bevillinger og flere medarbejdere kan hurtigt forstumme, hvis ikke det lovmæssige grundlag ændres gennemgribende, men blot justeres med tvivlsomme tiltag.

Nedsæt en kommission

Mens den gule tvang debatteres flittigt, brænder et andet vigtigt spørgsmål: Er psykiatrien og samfundet som helhed klar til også at sende den ’røde tvang’ på pension? Skal man have lov til at ville skade sig selv eller andre? Nej, vil de fleste vel sige. En mulighed er, at personer, der har til hensigt at skade andre, behandles som almindelige kriminelle efter straffeloven. Det vil overflødiggøre den røde tvang i psykiatrien, som i dag gør nogle sundhedspersoner til en slags fangevogtere. En rolle, de i realiteten ikke burde have, ikke er uddannede til endsige ønsker at have.

Skal vi nå til en afklaring, må en kommission nedsættes med mandat til at fremkomme med et lovforslag, der kan bremse den stigende tvangsanvendelse i den almindelige behandlingspsykiatri, f.eks. ved helt at afskaffe gul tvang og begrænse brugen af rød tvang og reservere den til de helt åbenlyse farefulde tilfælde. Det er en vanskelig, men nødvendig opgave, hvis retssikkerheden for nogle af de mest udsatte i samfundet skal sikres. Psykiatriske patienter bør i så vid udstrækning som muligt ikke have dårligere juridiske rettigheder end andre patientgrupper, der i dag har meget større indflydelse på behandlingen af deres sygdom – ofte med et bedre udfald til følge.

Kim Pagels er cand.jur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Colin Bradley

Jeg er ked af jeg først nu har set dit indlæg. Du havde klart fået et svar af mig med det samme ellers.
Jeg arbejder i psykiatrien og på en af de bedste afdelinger i landet. Vi behandler de alle sværeste syge psykotiske mennesker. Vi er meget bevidst om at undgå tvang, men må dagligt - ofte flere gange dagligt - veje op hvorvidt den omsorgssvigt eller den sikkerhedsrisiko en undladelse af tvang kunne medføre, ville være til at foretrække overfor skændslen ved at benytte os af tvang. Undertiden kan vi bogstaveligeste talt står med et eller flere menneskes liv i vores hænder, og må finde ud af, hvilken vej fører til bedste mulig helbredelses tilstand med mindst mulig tab af værdighed og respekt, vel vidende, at patienten ikke selv er i stand til tage en beslutning om det.
Det er svære valg man står overfor og de kan ikke tages ved udgangangspunkt i en pure og simpel mavefornemmelse om, at tvang er gammeldags og uværdigt, samt en juridisk formaning om at tvang nærmere sig noget Grundlovsstridigt. Psykiatrisk praksis med den akkumulurede viden og erfaring om omfanget af lidelsernes potentielle destruktivitet, er den eneste ordentligt og anstændig basis for kliniske beslutninger. Loven fra 1989 var en klar gevinst for patienter, der før havde så godt som ingen rettigheder. En tankeløst afskaffelse af loven uden en meget grundigt udtænkt og praksis funderet alternativ koncept til at erstatte gul og rød tvang, ville føre psykiatrien tilbage til de mørke tider, snarere end frem til mere oplyste tider.
Et sådant alternativ er intet sted at spore i dit indlæg. Loven er sandeligt langt fra perfekt, og revisionen fra 2010 som åbnede for såkaldt 'tvungne opfyldning' var et klart brud med lovens oprindelig ånd, som var at frihedsberøvelse, som ellers ville være i strid med Grundlovens §71 , kun kan finde sted for psykiske syge mennesker såfremt det af en læge konstateres at pågældende er sindsyg i tvangspapirets udskrivnings øjeblik. Dvs at før 2010 kunne en person ikke blive udsat for frihedsberøvelse med henvisning til en formodning om at han/hun sandsynligt ville blive sindsyg i morgen eller i næste uge såfremt friherdsberøvelsen ikke effektueres. Revisionen var således et klart tilbageskridt, men det kommer af en opfattelse af at det var blevet vanskeligere at få folk med behovet i behandling efter vedtagelsen af psykiatriloven, og af mediernes konstant eksponering af forsømmelsen og elendigheden, de udsatte psykiske syge tilsyneladende bliver overladte til når ingen må bruge tvang før det går helt galt.
Men det tætteste du kommer til et alternativ bud er din reference til Sundhedsministerens lovforslag om at patienter selv må vælge hvilken tvang de vil have! Man må da kunne høre hvor forrykt det lyder sådan som du har formuleret det, men jeg går ud fra det er ideen om forhåndstilkendegivelser du snakker om. En udmærket ide men tvang er tvang og bliver ikke mindre tvang af at en patient i en mere stabil tilstand skrev under på et papir, som på en dårlig dag, hvor papiret skal bruges, bliver underkendt af patienten selv. Så er man lige ved et hvad angår den juridisk aspekt.
Her kan du finde et eksempel på forhåndstilkendegivelse som har været til afprøvning i Odense:
http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/§71/bilag/91/1249290.pdf
Selv om patienten giver nogle fuldstændige urealistisk og decideret uhensigtsmæssig svar (eksempelvis skal han have lov at misbruge stoffer på afdelingen hvilket kun vil forøge risikoen for tvang) er personalet alligevel nødt til at tage stilling til det. Sådan er det bare at arbejde i det psykiatriske felt, og er man ikke i stand til at sætte grænser for mennesker, som er grænseløse i deres psykotiske verden kommer man til at svigte patienten. At en nødvendig grænsesætning undertiden kun kan lade sig gøre vha korporligt tvang og frihedsberøvelse er desværre bare virkeligheden.
Dilemmaerne og paradokserne i dette felt er mange og komplekse, og mener man seriøst, at man vil tvang til livs kommer man ikke udenom at spørge dem til råds, der virkelige kender til problemerne forbundet med at behandle og hjælpe psykiske syge mennesker tilbage til et værdigt liv. På min afdeling er der over 300 års erfaring i faget, og er der en vej udenom tvang er det sjældent, vi ikke finder det. Ikke desto mindre har vi pt 9 personer indlagt eller tilbageholdt på behandlingsindikation (gul tvang) eller i henhold til en behandlingsdom. Man må sige, at afdelingens eksistensberettigelse er netop, at den er i stand til at samle op og få i behandling mennesker, for hvem alle andre forsøg med frivillighed har slået fejl. Med de alle bedste talegaver i verden, ville du ikke kunne overtale disse mennesker til at blive og modtage behandling, hvis loven pludselig blev ophævet. Hvad ville der så blive af dem? De mener for det meste selv, at de ikke er syge og ville derfor ikke opsøge et alternativ hjælp. De fleste ville skynde sig hjem til lejligheden hvis de har en, trække gardinerne, låse døren ring efter den lokale dealer, eller finde whisky flasken frem og gå til grunde.
Sidste gang for to dage siden hvor jeg har responderet til et alarm opkald på en anden afdeling var patienten (en stor stærk mand) så ude af sig selv og så voldsom truende og aggressiv at personalet simpelthen ikke turde gå ind til ham, men i stedet for barrikaderede døren til hans stue udefra og tilkaldte politiet, som så gik ind og bæltefikserede ham. Og dette skete på en afdeling, som netop er blevet bevilget penge på baggrund af Pykiatri Komissoriets anbefaling (nedsættelse af den kommission du efterlyser er allerede fundet sted for snart tre år siden og har publiceret sine anbefalinger til hvordan man kunne reducere tvang i psykiatrien) om at oprette forsøgsvis bæltefri afdelinger.
Man skal skaffe sig et job som basis personale på en sådan afdeling, og arbejder der i mindst to år før man kan give sig selv lov til at mene man har et kvalificeret indblik i hvad det er for nogle problemstillinger ethvert forsøg på at reducere tvang i psykiatrien står overfor.