Klumme

Vi er alle racister

Fordomme om den farlige muslim eller sorte mand trives. Også blandt sorte. Og selvudråbte progressive
1. september 2014

Som de fleste, der følger nyhederne fra USA, vil vide, raser der igen en stor, national diskussion om racisme, efter at en ung, hvid politibetjent skød og dræbte Michael Brown, en sort, ubevæbnet teenager, i byen Ferguson.

Brown-sagen fik mig til at tænke på en af mine yndlingshistorier fra min barndom.

I slutningen af 1950’erne vandt min mor et legat, der førte hende, blot 17 år gammel og nybagt studine, til USA som udvekslingsstudent. Efter rejsen over Atlanterhavet – et noget mere dristigt og sjældent projekt end i dag – nåede hun endelig frem til den store Grand Central Station på Manhattan for at tage toget videre til noget dansk familie.

Hun købte billet. Og lod sin pung – hvor alle hendes dollar til et helt års universitetsstudier befandt sig – ligge ved billetlugen. Intetanende gik hun videre mod sit tog. Indtil en afroamerikansk mand kom løbende efter hende og råbte, at hun skulle stoppe. Han havde hendes pung, og gav hende den. Men det eneste, hun nåede at tænke, var, at hendes redningsmand var på vej til at overfalde hende eller ville stjæle hendes ting.

»Jeg var så flov over mig selv,« fortalte hun. Hun glemte aldrig historien, og hun var så befippet, at hun ikke engang nåede at få sagt så varmt tak, som hun ellers ønskede. Chokket var stort. Både over, at hun havde været så ubetænksom. Og over egne fordomme, som hun ikke selv anede, at hun havde. Og som hun heller ikke ønskede at have.

Min mor havde som 17-årig aldrig set en sort mand før. Men den 66 år gamle fortælling kunne alligevel snildt have udspillet sig i dag. Forestillingen om den farlige sorte mand lever i bedste velgående.

Og før man kynisk bemærker, at den vel også har substans (raten af kriminelle i USA er langt højere blandt ikke-hvide), er det værd at bide mærke i en række andre kolde tal, der viser, hvor galt det står til.

Som Nicholas Kristof –skribent ved The New York Times – skrev onsdag i sin avis, er vi muligvis »alle en lille smule racister. Også afroamerikanerne selv«. Forskere i USA har i årtier påvist, at problemet ikke handler om »åbenlys racisme«, men om kulturelle stereotypier, der stikker dybt. Når treårige får vist billeder af sorte og hvide mænd og bliver bedt om at sige, om billederne viser »en rar eller en dum person«, svarer alle børnene – også de ikkehvide – at de hvide figurer er de mest sympatiske.

Andre tal fra tidsskriftet Psychology Today viser, at læger giver »signifikant lavere doser« smertestillende medicin til patienter, der er af sort eller spansk oprindelse, end de gør til hvide patienter. Og i USA’s skoler bliver sorte studerende smidt ud eller straffet tre gange så meget som hvide – for de samme forseelser.

I Danmark så vi torsdag et eksempel på, hvad der sker, når man har plantet fordommenes briller solidt på sin næsetip. Den unge studerende, Alisiv Ceran – mørk, muslim og med skæg – var på vej til eksamen, da hans eksamenslæsning i en bog om terror førte til en anmeldelse, der fik politiet til at slå terroralarm.

Cerans humoristiske og afvæbnende reaktion gjorde nok mere for integration og aflivning af fordomme end nok så mange formanende pegefingre.

Men fordommene stortrives fortsat – både i Danmark og i USA. Alt står dog ikke stille – heller ikke i det amerikanske. I 1958, det år min mor tog hjem fra studierne i USA, gik blot fire procent af amerikanerne ind for ægteskaber på tværs af racerne. I dag siger 90 procent af USA’s borgere ja til den sag.

Men på mange fronter går det langsomt. Her hjælper det ikke at forsikre sig selv om, at man er en så og så progressiv antiracist. Troldsplinten stikker dybere.

For nedenunder ligger det økonomiske faktum: Så længe sorte er massivt overrepræsenteret i fattigdomsstatistikkerne og i dertil hørende ringe boligområder med dårlige skoler, kan debat, flere Hollywood-film med hvide skurke og voldsmænd eller ikkehvide helte – eller for den sags skyld en sort præsident i Det Hvide Hus – ikke udradere eksistensen af hverdagsracisten i os alle.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • Karin Bennedsen
  • Claus Piculell
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørgen Dragsdahl
  • Johannes Lund
Inger Sundsvald, Karin Bennedsen, Claus Piculell, Maj-Britt Kent Hansen, Jørgen Dragsdahl og Johannes Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Ingen ved deres fulde fem kan betvivle at sigoejnere stjaeler big time mere end de fleste andre befolkningsgrupper. Saa naar 5 % af og "os" hvide veluddannede vesterlaendige er kriminelle - saa maa sigoejnerne sikkert - men udenfor referat - indroemme 15 %. Dn gode nyhed er saa at chancen for at moede en aerlig sigoejner er helt oppe paa 85 %.

Efter at have set levevilkaarene for nogle af verdens fattigste kaster jeg op over vestlige puttemoedres undskyldninger om at daarlige levevilkaar foerer til prostitution, narkomisbrug og kriminalitet. Langt de fleste af de allerfattigste mennesker vaelger at afstaa fra disse quickfix - og foretraekker at overleve paa en daglig skaal havregroed med deres hjerte og moral i behold.

En tyv er en tyv og maa acceptere sin straf. Os der har vores paa det toerre boer foelge Henry Ford's og andre vises gode eksempel og give noget ud for at faa mere igen.