International kommentar

De rige bilder dig ind, at de er til stor nytte

Jo rigere eliten bliver, des mere gør den for at få tag om den offentlige samtale og det politiske system. De rigeste hader Thomas Piketty, fordi den franske økonom har afmonteret argumenterne, som de retfærdiggør den øgede ulighed med
Jo rigere eliten bliver, des mere gør den for at få tag om den offentlige samtale og det politiske system. De rigeste hader Thomas Piketty, fordi den franske økonom har afmonteret argumenterne, som de retfærdiggør den øgede ulighed med

Tor Birk Trads

Debat
4. august 2014

Når uligheden når til ekstreme og destruktive niveauer, forsøger de fleste regeringer ikke at gøre noget ved det, men at tilpasse sig det. Hvor rigdommen er absurd koncentreret, opstår der nye love for at beskytte den. I Storbritannien har skiftende regeringer eksempelvis privatiseret de offentlige goder, som har begejstret grådige virksomheder mest.

De har sænket skatterne på kapitalgevinster og høje indkomster. De har legaliseret nye former for skatteunddragelse. De har uddelt eksotiske gaver som eksempelvis offentlig støtte til jagttegn og fordobling af statsstøtte til heder, hvor der lever ryper.

Og mens de har gravet en juridisk voldgrav om de privilegeredes kreds, har de kriminaliseret besættelser af forladte huse og de fleste former for fredelig protest. Uanset hvor grotesk uligheden bliver, og uanset hvor meget den overdrevne ophobning af rigdom ligner legaliseret tyveri, tilpasser de politiske normer sig.

Intet af dette bør komme bag på dig. Jo rigere eliten bliver, og jo mere den har at tabe, desto mere gør den for at få tag om den offentlige samtale og det politiske system. Den bekymrer sig knap nok om at skjule sine engrosopkøb af de politiske partier gennem et dybt korrupt og korrumperende partifinansieringssystem. Man kan ikke blot mærke dens hånd bag den førte politik, men også på valget af kandidater til parlamentet og ministerudnævnelser. De meget rige vil have folk som dem selv ved magten, hvilket er grunden til, at vi har en regering bestående af millionærer.

Men det er kun et hjørne af deres indflydelse. De finansierer lobbygrupper, tænketanke og økonomer, som har til opgave at udtænke stadigt mere indviklede begrundelser for beslaglæggelsen af landets rigdomme. Begrundelserne bliver derefter forstærket af aviser og tv-selskaber, som ejes af den samme elite.

Ulighed skal begrundes

Blandt Thomas Pikettys mange gode pointer i Capital in the Twenty-First Century er, at ekstrem ulighed kun kan opretholdes politisk gennem »et retfærdiggørelsesapparat«. Hvis vælgerne kan overbevises om, at et vanvittigt ulighedsniveau er fornuftigt, rimeligt og endda nødvendigt, kan koncentrationen af indtægter blive ved med at vokse.

Hvis ikke de kan overbevises, er staten nødt til at gøre noget, ellers udbryder der revolution. For ideen om, at ulighed skal begrundes, er en central del af demokratiet. Man kan godt acceptere, at nogle har meget mere end andre, hvis en af to betingelser er opfyldt: Enten har de opnået denne position ved at bruge deres helt unikke evner, eller også skal denne ulighed være et gode for alle.

Så netværket af tænketanke, økonomer og tandløse journalister har til opgave at gøre disse begrundelser plausible. Det er svært. For hvis lønninger afspejler fortjeneste, hvorfor virker de så så vilkårlige? Er de rigeste ledere 50 eller 100 gange bedre til deres job, end deres forgængere var i 1980? Er de 20 gange mere kvalificerede og veluddannede end dem, der er på niveauet lige under, selv om de gik på de samme handelsskoler? Er ledere i USA meget mere kreative og dynamiske end ledere i Tyskland? Hvis det er sådan, hvorfor klarer tyskerne sig så så godt?

Det er naturligvis noget vrøvl. Det vi ser, er ikke meritokrati i praksis, men en nepotistisk lederklasse, der tester folks godtroenhed ved at stille latterlige krav. De må undre sig over, at de kan slippe af sted med det. Desuden forringes mulighederne for at blive en del af rigdomsrøvernes klasse, da uddannelse og endda job – vi lever i praktikanternes tidsalder – bliver dyrere og dyrere. De lande, der har de højeste lønninger i toppen, eksempelvis USA og Storbritannien, har også den laveste sociale mobilitet. Her arver man ikke kun rigdom, men også muligheder.

Men ekstrem rigdom er god for alle, hævder de. Denne tro er baseret på Kuznets-kurven – grafen, som angiveligt skulle vise, at uligheden falder automatisk i takt med kapitalismens fremskridt, efterhånden som rigdommen spreder sig fra eliten til resten af befolkningen. Da Piketty gjorde sig det besvær at opdatere kurven, der blev introduceret i 1955, opdagede han, at den omfordeling, som den skulle dokumentere, var et produkt af de helt særlige forhold på den tid.

Reduktionen af uligheden var ikke et automatisk og iboende træk ved kapitalismen, men resultatet af to verdenskrige, en stor økonomisk krise og regeringernes voldsomme reaktion på disse omvæltninger. Topskatten i USA steg fra 25 procent i 1932 til 94 procent i 1944. Det gennemsnitlige niveau for topskat i årene fra 1932 til 1980 var på 81 procent. Da disse skatter blev fjernet af Reagan, Thatcher og de andre, begyndte uligheden at stige igen. Nu er den eksploderet.

En perfekt mulighed

Derfor hader de neoliberale Piketty så intenst. Han har med empiriske kendsgerninger smadret de to store argumenter, som retfærdiggørelsesapparatet forsøger at undskylde det utilgivelige med. For progressive partier er det moralske og ideologiske sammenbrud i det tankesystem, de tidligere var trælbundet af, en perfekt mulighed. Men hvad gør de? De undgår emnet som pesten. Labour fumler med argumenter, som er overtaget fra andre.

Men Green Party of England and Wales (De Grønne, red.) fremlagde i sidste uge sit valgprogram, der indeholder forslag om borgerløn, gennationalisering af jernbanerne, maksimale lønforskelle og en formueskat af den slags, som Piketty anbefaler. Det rejser selvfølgelig mange store spørgsmål, men ingen af dem er umulige at besvare – især ikke hvis man ser det som et skridt i retning af en global formueskat. Et så radikalt forslag udfordrer den politiske konsensus og tiltrækker folk, der ellers havde vendt ryggen til partipolitik.

Man kan roligt regne med, at milliardærernes talsmænd vil hyle og skrige. Deres eder og forbandelser er bekræftelsen på, at du er på rette spor. Du efterspurgte et progressivt alternativ? Nu er det her.

George Monbiot er forfatter.

Oversat af Mads Frese.

© The Guardian og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Brøndum:

Som du nok ved, så elsker jeg også at hade forskellige skribenter, så jeg har stor sympati for din Montbiotfobi. Ikke desto mindre er din kritik af ham forfejlet. Ikke fordi det er forkert, det du siger, men fordi du ændrer perspektivet. Jeg kunne stille mig op mellem jer som den vise Salomon og sige: "Du, Henrik, har ret, og det har du, George, også", men sp'rgsm[let er, om nogen være tilfreds med et halvt barn hver.

F. eks. det med direktørlønnen. Du beskriver den mekanisme, der skaber en sådan lønfordeling, men eksistensen af en sådan mekanisme er jo ikke kontroversiel. Spørgsmålet, Montbiots spørgsmål, er, om den virkelig udmøntes i en højere retfærdighed - et såkaldt meritokrati. Dette spørgsmål besvares ikke ved at gentage beskrivelsen af mekanismen; det er kun Gud, der kan slippe afsted med at sige "I am that I am" og lade det blive ved det. Og markedet er jo ikke Gud, vel?

randi christiansen

Henrik - svaret jeg frygtede

Henrik Bjerre

@Claus Jensen

Nej markedet kraever betydelig offentlig hjaelp for at fungere - og leverer som Schumpeter har forklaret i detalje og som Monbiot maaske har overset, gode gaver til den der er dygtig OG HELDIG. Samtidig faar den store masse det en del bedre - hvis markedet kombineres med en velfaerdsstat - end i nogen andre kendte systemer.

Henrik Brøndum:

Jeg tror Montbiot har overset det lige så lidt som Piketty. Det er faktik lige præcis det argument, han ser nærmere på, når han snakker løn:

"Man kan godt acceptere, at nogle har meget mere end andre, hvis en af to betingelser er opfyldt: Enten har de opnået denne position ved at bruge deres helt unikke evner, eller også skal denne ulighed være et gode for alle."

Det er en skræmmekarikatur af Marx og andre, at den ene ikke må have en øre mere end den anden, eller en større villa, hvis det er sagen. Jeg har indrettet mig med en ret beskeden løn, og det kan godt være, det gavner samfundet, løfter alle både, som man siger hvis du gennem held og dygtighed kan tjene 5 eller endda 10 gange så meget. Men vinder samfundet noget særligt ved, at du tjener 500 gange så meget som mig?

Svaret er nej, den eventuelle gevinst, dvs. den marginale utilitet, for samfund, miljø, demokrati osv. er for længst gået i negativ, når man kommer ud i sådanne vanvittige forskelle. De kan ikke ikke retfærdiggøres hverken med argumentet, at du er 500 gange mere hårdtarbejdende end mig (meritokrati), eller at det gavner samfundet (trickle down).

Henrik Bjerre

@Claus Jensen

Jamen jeg er ikke uenig i at 500 gange mere er for meget, har jeg skrevet det? Men jeg tror som naevnt det er vanskeligt at undgaa - det betyder ikke at man ikke skal forsoege. Jeg finder det dog vigtigt, at man ikke sidder med haenderne skoedet og piver over hvor meget de rigeste tjener (eller vigtigere forbruger) saa laenge det udgoer en overkommelig del af samfundets produktion. Selv den bedste flaske vin giver nogle toemmermaend, men derfor oensker vi vel ikke total afholdenhed?

randi christiansen

'Deres helt unikke evner' - et noget luftigt begreb, men lad os bare antage, der er tale om harmløs aktivitet - det giver stadig et enkelt individ magt over et uforholdsmæssigt stort økologisk aftryk, som ikke nødvendigste vil være til gode for helheden. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at tillade store kapitalophobninger, som ikke er hensigtsmæssige ifht alles overlevelse. Fordi du er god til at samle, er du ikke nødvendigvis god til at sprede. Sorry venner, umådeholden rigdom samlet på få hænder vil altid medføre en uhensigtsmæssig magtforskydning. Det er et usundt samfund, hvor borgere finder det nødvendigt at samle til hobe for sig selv. Andre virksomheder kan samles om fælles mål, hvorfor ikke det fællesskab, som man er født ind i? Her må vi så forvente visdom på et niveau, vi er langt fra?
I det spgsm er monbiot ikke på plads, det havde jeg overset.

Monbiot skriver ellers: Hvis vælgerne kan overbevises om, at et vanvittigt ulighedsniveau er fornuftigt, rimeligt og endda nødvendigt, kan koncentrationen af indtægter blive ved med at vokse. Hvis ikke de kan overbevises, er staten nødt til at gøre noget, ellers udbryder der revolution.

Det Monbiot ikke skriver noget om, er hvilken retning denne revolution kan tænkes at udvikle sig - de revolutioner vi har været vidne til eksv. i Cairo, Tripoli, Kiev, Bagdad, Syrien... peger ikke på en udligning af ulighedsniveauet, men derimod på en autoritær afkobling af demokratiet...

Vi må selv tænke.

Henrik Brøndum:

Jeg prøver blot at få dig og Montbiot på samme side, sådan at din kritik i det mindste rammer ladeporten, selvom den ikke skulle siddde midt i skiven.

Henrik Bjerre

Claus Jensen

Jamen tak for det, jeg er i mange sammenhaenge kendt for at vaere hurtig paa aftraekkeren, saa det kan ikke afvises at der skal rettes ind nu og da.

randi christiansen

'Vi' må selv tænke - og det gør vi så

Ja, med samme side, mener jeg selvfølgelig samme side i bogen, ikke i klassekampen :-)

Direktørlønnen kan sagtens beskæres ved at justere andre steder i systemet med skatter og regler for, hvordan man kan opføre sig. Den er jo ikke det samme alle steder og til alle tider, som Montbiot, påpeger.

Jeg kan ikke lade være med poste et spritnyt link, for det går lige til hjertet af det, der foregår her: En marxistisk økonom på den ene side og en succesfuld kapitalistisk iværksætter og virksomhedsejer på den anden, som jeg vil tro ligger ret tæt på dig mht. holdninger, lederfilosofi, indtjening , som i fred og fordragelighed diskuterer bl. a. direktørlønninger, og bliver næsten enige om det meste. Måske de vil irritere dig mindre end Montbiot:

http://rdwolff.com/content/marxian-economics-vs-capitalism-professor-ric...

randi christiansen

Richard d wolff - så kan det ikke siges tydeligere. Tak til claus for det link.

Hvornår startede denne nyere amerikanske deroute? Med nixons finansielle dereguleringer, cementeret af den debile duo reagan/thatcher. Og nu mener så de hjemlige forvaltere sig nødsagede til at underlægge sig den umættelige 1%. Lyt til dr. wolff og forstå, hvorfor det er en udsøgt dårlig ide - og på INGEN måde nødvendig.

Henrik Bjerre

@Claus Jensen

Tak for udmaerket link, der er ofte noget befriende ved at amerikanere - ulig mange europaere - ikke behoever prale med et stort filosofisk begrebsapperat foer de gaar i gang med at forklare hvordan man aabner en skuffe.

Jeg missede faktisk hvilken "side" det var du hentydede til - skriver du delvis paa et andet sprog end dansk inde i hovedet - og oversaetter derfra?

Med hensyn til de to herrers argumentation i video'en - er det nyt for mig hvor mange bestyrelsesmedlemmer de ansatte kan udpege i Tyskland og stoetten til at starte egen virksomhed under kooperation i Italien havde jeg heller ikke hoert om foer. Det er faktisk trist at det gaar saa relativt daarligt med de kooporative virksomheder i Danmark - de har haft en bedre position - er der nogen der kan forklare det?

Steffen Gliese

Den korte forklaring, Henrik Brøndum, er megalomani, ligesom det, der greb en masse små banker og sparekasser under "opsvinget", opkøbte de større kooperative virksomheder de mindre i stort omfang fra 80erne og frem, med en ringere og ringere kvalitet som resultat. Nu har vi Arla, men for blot et årti siden, havde vi dog en konkurrence mellem to "mejeri-gigangter".
Ekstra dumt er det jo med slagterierne, hvor trenden går imod lokal slagtning af økologiske og fritgående bestande.

:-) Henrk Brøndum:

Når man læser udelukkende på engelsk kommer det til at ligge lige for, når man skriver. On the same page - jeg syntes den godt kunne overføres til dansk...?

Jeg ved ikke, hvordan det går med kooperativerne i Italien, men ideen er fremragende. I stedet for at berøve de arbejdsløse ethvert initiativ og blot ydmyge og piske dem til at finde et marginalt mere værdigt arbejde, bør man give dem en chance for selv at stable noget på benene. Det er selvfølgelig ikke alle, der er parat til sådan et ansvar, men også det er der råd for

I firserne var der noget, der hed projektarbejde - egentlig ung i arbejde men på et projekt - i min kommune, hvor unge arbejdsløse kunne blive murere, lokalhistorikere, køre en lille cafe, osv. Ideen var god nok, men man var stadig umyndiggjort, det var ikke "rigtigt arbejde", og der var en kommunal pædagog til at styre det hele. Det degenererede derfor hurtigt fra ung i arbejde til dum i arbejde.

Hvis man tog ideen fra Italien til sig kunne dem, der var parat til en sådan udfordring, få deres "startpenge" i hånden og prøve at skabe en egen kooperativ virksomhed. Men man kunne også sagtens lave en mere selvstændig version af firsernes projektarbejde, hvor de arbejdsløse skal finde sammen i grupper, identificere en opgave inden for miljø eller omsorg, de synes der er behov for at udføre, identificere egne styrker og svagheder, finde andre arbejdsløse med de kvalifikationer, der evt. mangler, og gå i gang, med mulighed for at tjene noget der ligner mindsteløn, hvis det fungerer.

Der er en verden til forskel på at bleve sendt på hundelortepatrulje og så selv have identificeret problemet med hundelorte og lagt en plan for at håndtere det.

Og selvfølgelig er der i Danmark råd til den slags ægte kompetencegivende projekter for arbejdsløse. Projekter, der lærer folk at arbejde på demokratiske arbejdspladser.

Richard Wolff kommer tit med eksemplet på alle de små virksomheder i Silicon Valley, hvor han nogle gange laver kurser. Når de unge smarte med den rigtige IT-uddannelse begejstret fortæller ham om kapitalismens velsignelser, deres eget succesfulde kapitalistiske entrepeneurship og hvilket uhyre Marx er, så nyder Wolff at fortælle dem, at de i virkeligheden er marxister. For de blev træt af deres hierarkiske arbejdsplads, hvor andre satte dagsordenen og tjente på deres ideer, og gik i stedet sammen i små demokratiske grupper og startede deres eget firma med direkte deltagelse af alle i beslutningsprocesserne.

Det ligger lige så meget i menneskets natur som grådighed eller inerti at ville medbestemme, være sin egen herre, skabe selv. Det kan lade sig gøre i et kooperativ, også selvom det enkelte individ isoleret set måske ikke har evnerne. Men det kræver forudsætninger. At være sin egen manager kræver uddannelse og træning og en chance fra systemets side.

Vores system er ikke lagt an på det. Det træner ikke almindelige mennesker til at være ligeværdige og ansvarlige deltagere på en demokratisk arbejdsplads, og det skaber ikke gunstige rammer. Det er en grund til at ægte kooperativer, dem som bliver større en håndfuld IT-hotshots, har det svært.

Henrik Bjerre, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Netop dette med at tale et lettilgængeligt sprog udmærker monbiot - og mht tyske lave lønninger er wolff måske ikke helt opdateret? Er der ikke noget med at de i betænkelig grad nærmer sig amerikanske?

Overraskende og herligt initiativ fra de ellers ofte anløbne italienere - kunne evt dansk modstand bero på et argument om, at det muligvis vil være en større udgift, end hvis folk kommer i arbejde, inden hele dagpengeperioden er gået? For det første er det folks egne penge, for det andet skal forretningsplanen være velbeskrevet og bæredygtig - en vis risikovillighed må dog være til stede.

Interviewet med Dr. Wolff burde være pligtlytning for enhver politiker fra el til la - hele raden rundt men især corydon og co, som lægger sig fladt for det neoliberalistiske regime i den (onde?) tro, at det er 'nødvendig politik i konkurrencestaten'. Økonomiprofessoren skaber orden i kaos, forklarer og påviser uigendriveligt hvilket samfundsundergravende kup, den 1% har gang i (siden nixon the crook) og nu, hvor almindelige amerikanere er flået og deres samfund lemlæstet, ser mod andre jagtmarker. Nu er det vores tur til at blive smadret af finansgribbene - og hvor er the gate keepers?

Henrik Bjerre

@Claus Jensen

Hyggelig bevaegelse med at fortaelle nogen at de i virkeligheden er noget andet end de selv tror. Paven har jo netop naegtet at acceptere marxister: "Forlanger du ligeloen - saa er du kristen!" (Citeret efter hukommelsen). Det varer ikke laenge foer jeg foelger trop og udnaevner alle Dansk Folkeparti's medlemmer til kosmopolitter.

Henrik Brøndum:

Mange mennesker er noget helt andet end det, de tror om sig selv :-)

Jeg har ikke overværet Wolff tale til Silicon Valley ledere, men mon ikke han siger til dem, de praktiserer marxisme, med et skævt grin og tydeligt glimt i øjet?

Paven taler om marxisme som en ideologi, og der bedyrer han vel ligesom Marx, at han ikke er marxist:

"The ideology of Marxism is wrong. But I have met many Marxists in my life who are good people, so I don't feel offended," Francis was quoted as saying. .... I did not talk as a specialist but according to the social doctrine of the church. And this does not mean being a Marxist."

Selvfølgelig ligner den kristne sociale lære og derfor kapitalismekritik Marx' ditto. Cenk Uighur, eller hvordan det nu staves, i interviewet, jeg linkede, havde også udviklet en kapitalismekritik, der til forveksling ligner "Marx light". Det gør de fleste kritisk tænkende og/eller socialt indstillede mennesker.

Et venligt menneske linkede til denne på facebook, og det gav mig anledning til at linke til denne fremragende tv-dokumentar om Spanien: https://www.dr.dk/tv/se/spanien/spanien-tid-til-forandring - desværre giver det også en supergod forklaring på problemet med det danske boligmarked.

Peter Sterling

En af de sociale grupper som i øjeblikket yder modstand overfor velfærdsforringelserne som folketinget skaber er Velfærdsalliancen. Her er et link for den 15. september om demonstrationsdag i landets 98 kommuner imod nedskæringerne:

http://www.velfaerdsalliance.dk/30-nye-demonstrationer-den-15-september

Her er dette forhold ganske smukt, pædagogisk og faktuelt eftervist:

Så enkelt at selv en neoliberalist har mulighed for at være med:
http://www.ted.com/talks/richard_wilkinson?language=da

Lorens Peter Lassen

Interessant, dog lige med det aber da bei, at Information som har skrevet artiklen, også sælger Thomas Piketty's bog "Kapitalen i det enogtyvende århundrede".
Dermed mener jeg stadig, at Piketty kan have fat i den lange ende, han har ihvertfald ret i at der bør ske noget. Min holdning er at penge i virkeligheden er lånt energi, kan være velfortjent lånt energi, da man kan have tjent dem på at give noget godt til verden, det store fællesskab.
Økonomers store problem (ikke nødvendigvis for dem selv/deres ego, men for verden), er at man spekulere i hvad man kan gøre for at tjene penge, evt. hvad kan vi producere for at tjene penge og flere og flere penge. I stedet for at spekulere i, hvad verden har brug for, hvad vi kan gøre, evt. producere for at forbedre verden (og altså ikke bare aktionerene, som ledere plejer at udtales som det vigtigtiske, eller endda ofte det eneste ansvarsområde for en leder i en stor virksomhed).
Det hedder jo også at tjene penge. At tjene penge er ofte opfattet som at jeg har knoklet og har derfor fortjent pengene, men hvis jeg kun arbejde for nettop at tjene mig selv, så har jeg jo ikke tjent verden med noget, det har i så fald kun været tilfældigt/heldigt og ikke været min intention.
Ingen er noget uden fællesskabet, kapitalisten har jo også tjent (i visse tilfælde, i forhold til ovennævnte, er det måske mere rigtigt at sige ; erhvervet, frem for tjent) pengene på fællesskabet. Nuvel de (forbrugerne/fællesskabet) har skam fået noget igen for pengene, men ville det ikke være ansvarligt tænkt at; hvad der er tjent på fællesskabet, skal tjene fællesskabet.
Det gode for den der har tjent (og her mener jeg tjent) pengene, er at man også har tjent magten, til at bestemme hvordan denne lånte energi (pengene) skal tjene fællesskabet/verden tilbage (hvilken ære). Ikke kun det menneskelige fællesskab, men hele planeten/naturen, da det jo er der vi får al råmaterialet/resurserne fra.
Med fællesskabet mener jeg alt som er, altet, verdensaltet, om man har lov til at lyde en smule højstemt, i håb om at understrege vigtigheden af fællesskabet, vigtigheden i at fatte at alt er et, når alt kommer til alt.
I den konkrete virkelighed er det jo også statens penge, jeg må for eksempel ikke brænde mine tjente pengesedler, da de er statens ejendom, altså lånt og staten er jo fællesskabet, så lånt af fællesskabet.

Er det i virkeligheden det man kalder økologisk økonomi??.....ja jeg ved det ikke, er ikke økonom.
Prøver dog at sætte mig en smule ind i det og skal dog også have læst min "lille røde bog", som jeg købte for ca. et år siden.

Sider