Klumme

Sådan kickstarter du hjernen efter ferien

Indhent Information og kom i sympaticus
Debat
5. august 2014

Som ikke første gang er over-overskriften tyvstjålet. Denne gang fra TV 2-Nyhedernes hjemmeside i går:

»Når man kommer tilbage fra ferien, så kan der godt gå to til tre dage, før hjernen igen er oppe i gear. Det fortæller hjerneforsker ved Roskilde Sygehus, Troels Wesenberg Kjær. Hjernen bruger ferien på at komme ned i omdrejninger og lave ingenting. Det aktiverer den del af det ubevidste nervesystem i hjernen, som har med fordøjelse og opbygning af kroppen at gøre, og det er vigtigt at kunne komme ned i denne såkaldte parasympatiske tilstand, fortæller Troels Wesenberg Kjær. Når man er på arbejde, så befinder det ubevidste nervesystem i hjernen sig i stedet i en kamp-tilstand, hvilket også bliver kaldt for sympaticus. Når det føles hårdt at komme tilbage fra ferien, så er det fordi, at hjernen skal i gang igen og tilbage i sympaticus-tilstand.«

Det har hjerneforskeren et par gode råd til. F.eks. at begynde at læse e-mails om fredagen, hvis man starter på arbejde om mandagen. Men her er under-overskriften klummens egen, og derfor lyder forslaget til kickstart, at læse udvalgte numre af Information. Dem, der blev sprunget over, mens hjernen var optaget af fordøjelse og anden fornøjelse.

Et spark ud af sommer- og drivhuseffekt-hedens parasympatiske tilstand skulle et uddrag af avisen fra den 15. juli ku’ gi’:

»Inden længe lancerer regeringen sin bæredygtighedsstrategi.« Det var li’godt satans! Den nyhed har man ikke hørt meget til, nu da danske superværdier ellers er sat på dagsordenen.

Men forsøget på at bevare Jorden et stykke tid endnu som bæredygtig planet for også evolutionært højereudviklede væsener er måske ikke en speciel dansk værdi? Eller af nogen værdi overhovedet? Da alt i disse tider handler om at underkaste sig den metafysiske nødvendighed af konstant forøgelse af Den Økonomiske Vækst. Fysisk har den ifølge det meste af naturvidenskaben ingen gang på hverken jorden eller Jorden. men metafysisk synes DØV at være evig. Som religionernes og økonomernes evigheder er grænseløse. Hvorfor regeringen da også har afstået fra at gøre fuldt brug af mulighederne for at overføre en del af EU’s landbrugsstøtte til genopretning af det fysiske: natur og miljø. Fysikken må komme i anden række af hensyn til – metafysikken.

Brud med ensporet tilgang

Alligevel fortsætter artiklen fra 15. juli: »Regeringens bæredygtighedsstrategi skal vise, hvordan regeringen vil skabe en bæredygtig udvikling ved at få det sociale, miljømæssige og det økonomiske til at gå op i en højere enhed. Regeringens hidtidige politik har handlet om at skabe økonomisk vækst på bekostning af både miljømæssige og sociale hensyn. Det er denne ensporede tilgang til udvikling, som en ambitiøs bæredygtighedsstrategi nødvendigvis må bryde med.«

Det var også li’godt satans.

Så nu er det vist på tide at røbe artiklens forfattere: Per Clausen, MF, Enhedslisten, og Maria Reumert Gjerding, folketingskandidat, Enhedslisten, har begået dette sympaticus-kick under overskriften: »Bæredygtighed i stedet for vækst«.

»For Enhedslisten må en bæredygtighedsstrategi tage udgangspunkt i nulvækst,« skriver de. »For et samfund som det danske er vækst ikke længere en fordel. ... Den økonomiske aktivitet skal forblive høj, men vi skal sikre stabilitet og dynamik uden at behøve ny vækst. En bæredygtighedsstrategi bør derfor tage hul på en omstilling til et nyt økonomisk system, der bedst kan betegnes som en ligevægtsøkonomi. Det er ikke en nem opgave, men den er uomgængelig. Også arbejdsmarkedspolitikken må gentænkes. At opnå fuld beskæftigelse i en økonomi uden vækst vil kræve, at vi deler arbejdet mellem os. … I en stærk økonomi bør der ikke være fattigdom, men lighed og tryghed. Det miljømæssige aspekt af bæredygtighedsstrategien må handle om at bringe miljøbelastningen ned på et niveau, som miljø og klima kan holde til. … Sammen med Enhedslisten har regeringen mulighed for at lave en bæredygtighedsstrategi med visioner for et grønt og rødt samfund. Et samfund, hvor vi ikke laver politik for at opnå vækst, men for at sikre lighed, tryghed, livskvalitet og en planet, der kan klare sig også på sigt.«

Som Michael Jackson spurgte: »What about elephants? Have we lost their trust?« Og sang i »Earth Song«.

Nu er chancen der igen

Nu forholder det sig imidlertid så, at bemeldte Per Clausen sammen med partikammerat Frank Aaen, MF, i en kronik her i bladet allerede i sommeren 2011 – i håbet om en snarlig ny regering – bebudede et hårdt sympaticus-kick rettet mod, hvad der blev betegnet som »vækstdogmet«. Et rammende udtryk for den herskende religion i disse metafysiske tider under diverse overvismænds pavebuller.

Ny »rød« regering fik vi. Til at videreføre en mere eller mindre »blå« økonomi. Enhedslisten protesterede, men at det specielt var imod det blå-røde »vækstdogme«, gik vist ikke op for ret mange. Nu er chancen der igen. For denne naturvidenskabeligt funderede sympatiske sympaticus. Som Uffe Elbæks Alternativet også har kikket sig ud. Sammen med måske snart tillige det nu regerings-aflusede SF?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Her ved den nye sæsons begyndelse, om jeg så må sige, har jeg tænkt over, hvad formålet egentlig er med at skrive her. Der er flere grunde, og for hver af os også forskellige, men alligevel vil jeg pege på en: Få spidserne til at deltage.

Ejvind nævner nu for trættende(!) gang Per og Franks kronik. Det har vi andre også gjort ind imellem. Vi har ikke kunnet få dem til at blande sig her. Hvorfor ikke?
Lige efter deres kronik skrev Lykketoft også en, hvor han nævnede, at vi var ved at ramme muren (2011). Ikke en lyd mere om den sag har man hørt fra ham siden. Ørstrøm havde en stor artikel om samme emne, og mere kunne han nok ikke gøre. Men vores politikere ‘fra venstrefløjen’, hvorfor kan man ikke få dem i tale? Hvorfor kommer de ikke ud af røret, her?

Man kan indvende, at vi er for betydningsløse. Såh, men det er Informations netforum da ikke, når det er det bedste debatforum på nettet. Gid vi kunne få dem til at svare. Hvorfor svarede Pind ikke?
Det får mig til at sige, at hvis man ikke udgør en trussel, en kommende vælgerlussing, kan man skrive sin røv flad uden det virker.

I weekenden var der et par artikler om vores indsats i Afghanistan, og her til aften tog Krasnik så emnet op. Det er sådan, det skal være, men klima og miljø tør DR ikke røre ved, og her i trådene gider ingen komme undtagen Uffe Elbæk (lad det blive ham og partiet til gavn).

Hvorfor komme EL’erne ikke mere tydeligt frem? Vi kunne have en ‘tiltrækkende’ debat her. Hele tiden bliver der kastet smuds på EL, men de kunne da svare igen, også her.

Ingen partier har åbne debatfora. De skyer det som pesten, mens de savler om demokrati. Det er derfor rørende, at Information er oasen for politisk debat, men ærlig talt mini, mini.

Hvad skal vi gøre ved det?

Holger Madsen, Vibeke Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Ejvind Larsen

»Det er derfor rørende, at Information er oasen for politisk debat, men ærlig talt mini, mini. Hvad skal vi gøre ved det?« spørger du, Niels-Simon.

Mit svar er: Bliv ved, Niels-Simon! Det er nemlig rørende. Det er ikke dødt. Det er liv.

Og ellers go'mårn, jer alle

John Fredsted

Det er da godt nok et uheldig navn, hva'? At hjernen er i sympaticus, når den er i en kamp-tilstand. Det burde vel snarere hedde antisympaticus, eller hvordan!? Men lad nu det ligge.

Nulvækst, "Det er ikke en nem opgave ...," skriver Enhedslisten. Ja, så har de da i hvert fald ikke sagt for meget, og det er egentlig ikke særlig bebrejdende ment, omend jeg da godt kunne have tænkt mig noget lidt mere konkret (og måske var de mere konkrete i deres debatindlæg!?; jeg har ikke læst det). Nulvækst er ikke bare en ikke nem opgave, det er i mine øjne en noget nær umulig opgave, og hermed ikke være forstået, at jeg ikke går ind for det, aldeles tværtimod.

I en verden som vores, hvor penge kommer til verden som lån, der trækker renter, vil vækst, såvidt jeg har forstået det, være en (matematisk) uundgåelighed. Nulvækst kan vel kun opnås, hvis der ikke skal svares renter eller afkast af noget lån eller nogen investering. Vi kan i mine øjne ikke investere os ud af vore vanskeligheder, grøn teknologi eller ej; nej, vi kan kun donere os ud heraf.

Fortæl det til alle denne verdens kreditorer. Fortæl det til alle denne verdens pensionsopsparere: "Beklager, afkastet kan ikke indfries. I, kære kunder, bliver nødt til at afstå herfra for således at donere." Det er sikkert de færreste, der vil synes det er æggende, for hvordan pokker skal livet så fyldes op med afledningsmanøvrer, gennem forbrug, fra tomhedsfølelse, sorg, angst og frygt? Og hvordan pokker skal man så imponere hinanden og det modsatte køn?

Og hermed ikke være sagt, at jeg ikke kan forestille mig en anden verden: En verden, hvori smerten over at være til kunne få lov til at være tilstede i lige så stor en grad, som glæden over at være til; en sådan verden ville føles autentisk for mig. Og en verden, aldeles ulig den nuværende, hvori den seksuelle selektion udvalgte de menneskelige karaktertræk, der vedvarende ville mindske den samlede sum af aggression på denne planet.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil starte med at være uenig med Fredsted (ellers ville jo ikke kunne kende mig).
Jeg tror godt, nulvækst kan lade sig gøre. Faktisk er det nulvækst, Europa har haft de sidste 5 år. Et særligt "godt" år var 2009, hvor væksten var på minus 4 %. Derefter er den steget lidt til cirka 0 %. Renten er også nær nul. Og det går jo meget godt, sådan da.
http://www.eu-oplysningen.dk/fakta/tal/BNP_vaekst/

Problemet er, at få etableret ambitionen om at blive dernede. Og så ellers omfordele, gå ned i arbejdstid, deles om arbejdet (navnlig i Sydeuropa), passe på naturen o.s.v., som Enhedslistefolkene siger det. Det er den opgave, der er svær. At indstille sig på de faktiske vilkår i jernindustrien, og ophøre med at drømme om vækst.

John Fredsted

@Kongstad: At der har været nulvækst de seneste år, som følge af finanskrisen, kan i mine øjne slet ikke bruges som indikator for noget som helst, for denne nulvækst er jo ikke et resultat af noget, vi frivilligt har valgt og frivilligt går ind for, tværtimod. Og netop derfor er vi i mine øjne ikke bare i nærheden af at tage hul på "Problemet er, at få etableret ambitionen om at blive dernede".

Michael Kongstad Nielsen

Men når nu Enhedslisten skriver:
»For Enhedslisten må en bæredygtighedsstrategi tage udgangspunkt i nulvækst,«
og
»... Den økonomiske aktivitet skal forblive høj, men vi skal sikre stabilitet og dynamik uden at behøve ny vækst. O.s.v. ... Et samfund, hvor vi ikke laver politik for at opnå vækst, men for at sikre lighed, tryghed, livskvalitet og en planet, der kan klare sig også på sigt.« ,
så vil de blive mødt med en byge af afvisninger i retning af: "kun vækst muliggør vores overlevelse o.s.v.", og der er det bekvemt for EL at kunne henvise til, at vi jo ikke døde af nulvækst fra 2009-14.

Niels-Simon Larsen

Nulvækst er ikke et brugbart begreb. Jeg kan ikke huske, at der ikke har været vækst, og når jeg ser mig omkring i dag, er der god gang i den. Flere og flere biler på vejene, brobyggeri og udvidelser overalt, supersygehuse, super dit og super dat. Jeg ved ikke, hvor meget vi skylder væk. Man hører ikke om det. Det er åbenbart ikke noget problem. Det er det heller ikke i USA. Så længe, man kan få Kina til at holde hånden under os og financiere vore krige, går det, og de tør ikke lade være, for gør de det, har vi ikke råd til at købe deres varer, og så braser det hele sammen. Vi skal bare læne os tilbage og nyde det. Der er sådan set ikke andet at gøre. Det er en forbrydelse at lade være, for så...

Lad os forestille os at Alternativet får flertal og kan bestemme det hele. Det ville svarer til at hive bundproppen ud af båden. Kunne man forestille sig, at befolkningen lige pludselig blev 'hellig', klædte sig i sæk og aske og bekendte deres synder? Nej, vel? Men det er jo det, der skal til.

Læser lige en bog om Kinas nyere historie. Hvad kineserne har lidt, er ikke småting. Mange andre lande har også en lidelseshistorie. Hvad har vi kollektivt lært af det? At vi godt kan lide at pine hinanden. Vi har endnu ikke fundet ud af, at der måske var noget, der var bedre. Det sjoveste er at ødelægge. Krig er mere spændende end fred. Fred er kedelig, også derhjemme. Og naturen skal ødelægges. Den ligger altid i vejen for... Ja, for vores udfoldelseslyst. Vi går også i vejen for hinanden, så derfor må nogle ryge af i svinget.

Det er et kæmpelærestykke, vi skal i gang med, så vi må hellere se at komme i gang.

Niels-Simon Larsen

Det er et sært lille, meditativt hjørne af 'lejren' vi har her. Det går ellers hårdt til i en tråd om, hvem der er jøde og hvem ikke. Der er vist nok nogle af os, der har fået en overrasker der. Her går man og tror, at det gælder om at skrive noget godt, og så får nogle at vide, at de har studeret i det forkerte land eller er hel- eller halvjøder. Lige pludselig kan ilden også bryde ud her. Det er ikke min hensigt at bære ved til bålet, men jeg kan godt se, at kvaset ikke ligger så langt væk, som jeg gik og troede. Man skal nok ikke tale om det, så glem det venligst!

Michael Kongstad Nielsen

Det er EL og Ejvind Larsen, der bruger begrebet nulvækst ("DØV har ingen gang på jord"). Men for min skyld kunne vi gerne erstatte det med minusvækst, balance, hvilen i sig selv, cirkulær selvopholdelse, eller det gode gamle "bæredygtighed". Det er efter min bedste overbevisning ikke noget, der ligger folk fjernt. Folk plejer deres altankasser, kolonihaver eller køkkenhaver. Nogle har endda grønne fingre. Det er ikke dem, der fylder mediebilledet, men de er vigtige alligevel.

John Fredsted

@Niels-Simon: Jeg tror ikke, der er mange, der ligefrem godt kan lide at pine andre, eller ligefrem synes, at krig er mere spændende end fred (og jeg forestiller mig da også, at du mener det sarkastisk, eller som en parodi), for det ville jo være ensbetydende med, at der var mange direkte sadister iblandt os, hvilket trods alt ikke synes at være tilfældet, heldigvis da.

Jeg tror, at vore gensidige pinerier og vore krige er et resultat af den samlede sum af mangel på, at man - altså de af os, der ikke er aldeles sadistisk ligeglade - gider eller evner at tænke konsekvenserne af sine handlinger igennem. For eksempel ikke gider at tænke igennem, eller reflektere en smule dybere over, hvorledes materiel ekspansion i en materiel endelig verden næsten uvilkårligt er ensbetydende med at bidrage med aggression til selvsamme.

Niels-Simon Larsen

@John: Det vil bestemt ikke være en gevinst for mig at argumentere for, at vi mennesker er sadister, men jeg undrer mig alligevel over, at der er så meget sadistisk, der fra tid til anden kommer frem i os. Der er en grund til at nogle børn i Sierra Leone fik hugget arme og ben af, og at Isil hugger hovedet af modstanderne og sætter det på en pæl for nu bare at nævne nogle tilfælde. Udtrykket, hævnen er sød, fortæller også, hvad der ligger latent i os.
Min mening er: Der er noget sadistisk i os, så pas på!
I hver eneste roman skal der være suspence, som det så smukt hedder. Groft sagt, blodet skal flyde. Aviserne er fyldt med mord og brand. Gyserfilm er populære, og alle børn får læst eventyr, og der vinder det gode til sidst ganske vist, men ikke uden kamp.
Historiens store figurer og psykopatiske slagterhunde, har været genstand for hyldest og ikke kun på kommando. Mao har da også været en af mine helte. Per Olov Enquist havde på et vist tidspunkt en vis begejstring til overs Pol Pot. Enhver kan lade sig forføre og dermed passivt støtte vold.

Den serie, der kører i øjeblikket, Top of the Lake, fortæller udmærket om det krøllede foretagende mennesket er.
Mærkeligt at vi alligevel kan lave nogenlunde menneskelige samfund

John Fredsted

@Niels-Simon: De bestialiteter, du nævner, befinder sig selvsagt i kategorien sadisme, endda den aller slemmeste af slagsen (hvis det altså giver mening at gradbøje begrebet). Handlingerne forekommer så retarderede, at man kan undre sig over, at dem, der begår dem, overhovedet tilhører samme art, som en selv (og hermed stiltiende været antaget, at man ikke selv kunne finde på at begå sådanne handlinger).

Men i forbindelse med klimatruslen og den tilstundende ressourceudtømning vælger jeg at se bort fra sådan ekstrem adfærd, sådanne abnormaliteter, for det er ikke sådanne, der er ansvarlige herfor. Nej, det er såmænd langt hen ad vejen, som jeg tidligere skrev, den samlede sum af ubetænksomhed af ganske almindelige 'søde og rare' forbrugere. Skal vi endelig pege på en form for sadisme i denne sammenhæng, så må det være for den superorganisme, som alle disse individers adfærd samlet udgør.