Læserbrev

Skolereform kræver ny viden

14. august 2014

Debatten om implementeringen af folkeskolereformen raser for tiden, og den omhandler især spørgsmålet om, hvorvidt inklusion af børn med særlige behov i folkeskolen er en god idé. Men inklusion og bevægelse i folkeskolen er ikke længere til diskussion – målene er sat, og vi skal lykkes med det. Det kræver blot, at vi bliver skarpere på, hvad det konkrete indhold er; herunder hvem der kan løfte opgaven, så vi opnår de ønskede forandringer.

Hvis folkeskolen skal lykkes med både inklusion af børn med særlige behov og 45 minutters bevægelse for alle hver dag, skal folkeskolen åbne op for at søge bredere efter de nødvendige kompetencer. En reel forandring kan ikke opnås, hvis man ikke søger at tilføre nye kompetencer til området.

Nogle skoler har allerede indset, at der skal nye boller på suppen og har eksempelvis ansat psykomotoriske terapeuter. Psykomotoriske terapeuter arbejder på alle klassetrin og arbejder målrettet med at tænke bevægelse ind i en skolehverdag. Arbejdet omfatter andet og mere end blot boldspil og løb, og det er ikke kun afgrænset til idrætstimerne. Der er for eksempel indbygget små korte bevægelsespauser for det enkelte barn eller for hele klassen i de boglige timer, hvor eleverne laver koordinationsøvelser, der er med til at styrke de to hjernehalvdele. Der bliver også instrueret i gruppedynamiske øvelser, som er med til at styrke det sociale liv i klassen. Igennem bevægelse er man med til at tilgodese kravet om inklusion.

Lærerne kan ikke stå alene

Man kan spørge sig selv, hvorfor lærerne ikke kan gøre det selv? Svaret er, at lærerne for det første har nok at se til i forhold til at have det overordnede ansvar for selve læringen i klassen.

For det andet, har de ikke en faglig baggrund for konkret at udmønte bevægelse på nye måder på de forskellige klassetrin. Man skal være professionel for at kunne løfte den opgave, det er at fange børnenes opmærksomhed. Børnenes hverdag er i dag præget af stillesiddende aktivitet foran især computer og tablets, og der skal derfor helt andre midler til for at få dem aktiveret i forhold til tidligere.

Hvis reformen skal blive en succes, må der tænkes anderledes. Folkeskolen må lukke op for andre kompetencer for at kunne klare de nye opgaver, den er blevet pålagt.

Henriette Nikolaisen, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu