International kommentar

Statsvold og gadevold hænger sammen

Som Martin Luther King sagde: Optøjer er de ikke-hørte menneskers sprog
22. august 2014

I 1966 indledte Martin Luther King en kampagne mod raceadskillelse i Chicago, men han måtte snart sande, at hans indsats blev modarbejdet af voldelige bander og en intrigant borgmester. Marginaliseret af byens establishment fornemmede han, at ikkevolden var ved at miste opbakning blandt hans tilhængere, både som strategi og som princip.

»Jeg har brug for hjælp til at få denne metode igennem,« sagde han. »Mange mennesker har mistet troen på vores politiske ledere og på den demokratiske proces. De har mistet troen på ikkevold ... men de, som gør en fredelig revolution umulig, vil gøre en voldelig revolution uundgåelig, og den må vi afværge. Jeg har brug hjælp. Jeg har brug for sejre, jeg har brug for indrømmelser.«

Dem fik han aldrig, og i det følgende år udbrød der over 150 ’raceoptøjer’ over hele landet, fra Minneapolis til Tampa.

I St. Louis-forstaden Ferguson, hvor politiet for nylig skød en ubevæbnet sort teenager, da han gik ned ad gaden, er det lige så klart, at mange har mistet troen. Da den første dag med udgangsforbud gik på hæld, var hundredvis af kampklædte urobetjente stadig i gang med at rydde gaderne for en stadig mere ophidset menneskemængde ved hjælp af tåregas og gummikugler. Mandag besluttede guvernør Jay Nixon at indsætte Nationalgarden.

Ignorerer problemets kilde

Demonstranter insisterer på, at politiets aktion har været uprovokeret. Politiet siger, at det har reageret på skyderier, brandbomber, plyndringer og frem for alt forsøg på at angribe det område, de bruger som kommandocentral. Politiets operationschef i Missouri, Ronald Johnson, som af guvernøren har fået overdraget ansvaret for at opretholde sikkerheden i byen, taler om »overlagte kriminelle handlinger«. I weekenden blev den sorte Johnson ellers de vrede menneskemængders darling, da han gav udtryk for forståelse for deres frustration over det lokale politis militaristiske taktikker. Nu synes situationen igen polariseret.

Johnson siger, at de seneste angreb mod politiet tydeligvis har været provokationer.

»Vi har været nødt til at handle for beskytte liv og ejendom,« siger han. Og i sin begrundelse for at indsætte Nationalgarden henviser Nixon til »forsætlige, koordinerede og intensiverede voldshandlinger.«

»I aften,« sagde han, »blev en dag med håb, bønner og fredelige protester skæmmet af voldelige kriminelle handlinger begået af et organiseret og stigende antal personer, hvoraf mange er kommet hertil fra andre stater og byer, og hvis handlinger bringer beboere og virksomheder i Ferguson i fare.«

Sådanne udsagn ignorerer arten, omfanget og kilden til problemet. Når en 18-årig bliver skudt ved højlys dag og med armene i vejret for at gå ned ad gaden, er Fergusons beboere tydeligvis allerede udsat for fare fra personer parate til at begå »overlagte kriminelle handlinger«. Og hvad kan være mere »forsætligt« og »koordineret« end at frigive et videoklip, der hævdes at forestille Michael Brown, som stjæler cigarillos, på samme dag, som politiet endelig oplyste navnet på den politimand, der skød ham. Som om det påståede tyveri havde noget som helst at gøre med nedskydningen, og selv hvis det havde, plejer summariske henrettelser ikke at være svaret på butikstyveri.

Meget at sige

For nogle har politiet med deres optræden endegyldigt taget livet af forestillingen om, at det skulle være sat i verden for at beskytte menneskers liv. »Loven,« skrev den sorte forfatter James Baldwin, »skulle forestille at være min tjener, ikke min herre og endnu mindre min bøddel eller morder.« Men fraværet af orden skyldes jo, at mænd med politiskilte har optrådt lovløst. Som jeg skrev efter de store optøjer i London for tre år siden: »At insistere på, at de involverede bare er kriminelle elementer, som om det alene kunne forklare konteksten og deres motiver, er irrelevant og tåbeligt. At fremhæve deres handlingers kriminelle karakter kan ikke fratage samme handlingers politiske betydning. De plyndrede snarere end begik butikstyverier, og de udfordrede politiets kontrol over gaden snarere end de stjal hjulkapsler fra deres politibiler. Når en gruppe mennesker går sammen om at lade hånt om både loven og de sociale konventioner, handler de politisk.«

Af gode grunde bliver mange opskræmte. Optøjer tiltrækker både opportunister og voldsbøller foruden retmæssigt indignerede og politisk militante. Modstand mod en besættelsesmagt bliver ofte romantiseret, men er aldrig smuk. Og Ferguson – en overvejende sort by underlagt udgangsforbud, hvor hele den politiske magtstruktur er lige så hvid som den militariserede politistyrke, der dræbte en sort teenager – er reelt under besættelse.

Optøjer polariserer. De skader progressive kræfters sociale aktivisme og sender potentielle sympatisører i armene på staten, som kræver, at politiet slår dem ned. Folk spørger: Hvilke positive ting, skulle man dog kunne nå med voldelige protester? Det er et godt spørgsmål. Men det giver kun mening, hvis der også sættes spørgsmålstegn ved karakteren af den ’fred’, der gik forud for optøjerne.

Ingen med fornuft og anstændighed i behold ønsker sig flere voldelige protester. Men der er heller ingen, der ønsker, at flere skal lide samme skæbne som Michael Brown. Og de to ting – den statslige vold og gadevolden – er snævert forbundet med hinanden. »Optøjer,« sagde Martin Luther King, »er de ikke-hørte menneskers sprog.«

Uromagerne på gaden hører ikke til dem, der donerer tusinder af dollar til nogens politiske kampagner. De får ikke nogen plads ved det bord, hvor beslutningerne træffes, og kan ikke forvente at finde nogen lydhørhed hos de magtfulde. Men med adskillige sorte mænd dræbt af politiet i USA i de seneste uger, har de meget at sige, men kun meget få udtryksmidler at sige det med. Spørgsmålet er, hvem der lytter.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Martin Åberg
  • Jens Falkesgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Mosbak
  • Toke Andersen
Alvin Jensen, Martin Åberg, Jens Falkesgaard, Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Der er en hel del svære politiske problemer der ikke vil kunne løses uden vold.
Årsagen til dette er at en urimelig politik, norm eller kultur aldrig er så skidt at den ikke er god for nogle.
Der vil altid være nogle, nærmest udelukkende eliten eller de øverste cirkler blandt erhvervsfolk, industrialister og politikere, der har klar fordel og interesse i status quo, og derfor begrundet frygt og modstand mod fremskridt.

Denne elite skyer sjældent midler for at beskytte sine privilegier og er oftest så langt uden for pædagogisk rækkevidde at der ikke findes alternativer til voldeligt oprør.
Retfærdighed kan derfor kun ske fyldest ved magt, folkelig opstand med volden som en konstant mulighed og trussel.
Det kan måske synes sørgeligt men det er den virkelighed vi lever i.

Gandhi havde delvis succes med ikkevold.
Men de strategiske muligheder er væsentligt anderledes når man som kæmpe majoritet der står overfor en mindre udefrakommende magt.
I Danmark, hvor middelklassen er enorm, og indoktrineret til at beskytte elitens interesse i et spind af gæld og forbrug, er det nærmest umuligt at forestille sig reelle fremskridt uden truslen om vold, som et minimum.
Det er sørgeligt men der er kun et sted at adressere klagen - elitens kortsigtede og selvtilfredse egoisme.

Mads Kjærgård, Jens Falkesgaard, Janus Agerbo og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar