Kronik

’Stol ikke på nogen over 30’

68-oprøret er degenereret til en aldersfascisme, der gennemsyrer det danske kulturliv. Den udbredte skepsis over for alderdommen har ført til en tragikomisk jagt på det nyeste nye – ikke mindst i filmbranchen
Ungdomsoprøret forvandledes til et stadigt mere snævert og dogmatisk studenteroprør, hvor fars sønner og døtre for en tid legede arbejdersolidariske og revolutionære, skriver dagens kronikør.

Mogens Ladegaard

4. august 2014

Noget af det dummeste, der blev sagt i 1960’ernes ungdomsoprør, er, at man aldrig skal stole på nogen over 30. Sloganet blev lanceret i 1964 af studenten Jack Weinberger, som var medlem af Congress of Racial Equality. En dag, han sad og arbejdede fredeligt på sit kontor, blev han arresteret af politiet, fordi han nægtede at identificere sig. Men det lykkedes ikke politiet at køre ham bort fra universitetsområdet. Flere tusinde studenter samledes om politibilen, hvorfra de holdt taler imod både politiet og det racistiske amerikanske samfund. Weinberger sad i bilen i 32 timer og måtte til sidst løslades. Hvis Weinberger formulerede sit slogan i øjeblikkets ophidselse, er det vel forståeligt, men det er uforståeligt, at dette slogan blev et af ungdomsoprørets kendteste, for dermed legitimeredes en aldersfascisme, der har hærget vor kultur lige siden.

I dag er det voldsomt populært at bruge folks alder imod dem. Det er eksempelvis, hvad Weekendavisens litteraturkritiker Leonora Christina Skov gør, når hun i en anmeldelse håner Astrid Saalbach for at være trådt ind i »De Gamle Mænds Klub, Det Danske Akademi«. Dermed håner hun også akademimedlemmer som Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Pia Juul og Pia Tafdrup, der vel dårligt kan kaldes gamle mænd. Hun håner desuden ganske gratis den kreds af fremragende mandlige forfattere og litterater i forskellige aldre, som er medlem af akademiet. Fordi hun ikke magter at diskutere kunstnerisk kvalitet, griber hun til det mest taknemlige af alle kriterier, nemlig alderskriteriet.

Omvendt er den malinesiske forfatter, historiker og filosof Amadou Hampâte Bâ ophavsmand til den legendariske iagttagelse: »Når et gammelt menneske dør i Afrika, er det som et helt bibliotek, der brænder.«

Men denne naturlige respekt for alderdommen er uhørt i Danmark. Lad mig dokumentere med et eksempel fra den del af det danske kulturliv, jeg kender bedst, nemlig filmbranchen. Her har man det mærkelige udtryk »en gammel film«, som man umiddelbart kunne tro dækker en stumfilm fra filmens barndom i 1920’erne. Men det er ikke tilfældet. En såkaldt gammel film er en film, som er mere end fem år gammel, og som dermed skønnes uaktuel og ikke mere vises i biografen.

Denne helt irrationelle dyrkelse af det sidste nye uanset kvalitet regnes normalt for en ungdomssynd, som går over med årene. Men den trives i rigt mål på Det Danske Filminstitut, som også putter bestemte instruktører i en gamle mænds klub. En af mine gode kollegaer, en instruktør, som har rundet de 70 år, blev af filminstituttet stillet over for et skriftligt ultimatum: Hvis ikke han allierede sig med yngre kræfter på manuskript- og fotografposten, ville han ikke få støtte. Filminstituttet krævede »yngre samarbejdskræfter« for på den måde at få »nye generationer i tale«, hed det sig.

Det statslige filminstitut satte ikke spørgsmålstegn ved kvaliteten af instruktørens umiddelbart foregående film, hvad de da også ville have svært ved. I stedet brugte filminstituttet et modbydeligt alderskriterium for at fremtvinge, hvad de kaldte »et moderne udtryk«. Det er muligt, at dette begreb findes inden for popmusik, mode og mad, men ærlig talt: Hvad er det moderne udtryk, når det handler om kunst? De film, der er mest forhippede på at være moderne, er også dem, der hurtigst bliver forældet.

Lyder jeg vred?

Jeg har selv været ude for en tilsvarende alderschauvinisme. Da jeg søgte om støtte til min seneste biograffilm, rynkede filminstituttet på næsen over, at filmklipperen Grete Møldrup figurerede på min holdliste. Hun er for nylig fyldt 70 år, så er hun ikke for gammel? Jeg har haft et harmonisk samarbejde med Grete i 40 år – og vi har netop færdiggjort projektet, en dokumentarfilm om Rainer Werner Fassbinder, helt uden støtte af nogen art. En kraftpræstation, som forudsatte gratis arbejdskraft fra alle involverede. Hvis filminstituttet kunne sætte en finger på vort samarbejde, burde de have gjort det, for så kunne vi være indgået i en faglig diskussion med dem. Men filminstituttet magter ikke at foretage kunstneriske vurderinger, og derfor benytter de sig af et kriterium, som ikke kan diskuteres, nemlig alderskriteriet.

Og det er modbydeligt, for kunst har ingen udløbsdato. Douglas Sirk var 62 år, da han skabte det største af alle melodramaer, Imitation of Life; John Ford var 69 år, da han skabte hovedværket Manden, der skød Liberty Valance; Akira Kurosawa var 75 år, da han instruerede sin sublime Shakespeare-film Ran, og Luis Buñuel var 77 år, da han afsluttede sin karriere med et uovertruffent værk om alderdommens erotiske kaos, Begærets dunkle mål.

Lyder jeg vred, såret, bitter? Ja, naturligvis. Det er helt legitime og anstændige følelser på egnes og andres vegne, når vi konstaterer, at vi er ved at blive kørt ud på filmkunstens losseplads af en statsinstitution, der i mangel på kunstnerisk argumentation indfører et alderskriterium, som intet har med kunst at gøre.

Vi har ingen steder at klage over ulovlig sagsbehandling. Det er i disse år et forfærdende problem, at der inden for embedsværket har udviklet sig en kultur, hvor embedsmænd finder det vigtigere at dække over lovovertrædelser end at søge dem opklaret. Det er en tendens, som jo ikke mindst er afsløret i Information: Embedsværket ser det ikke længere som sin opgave at støtte borgerne mod magtmisbrug, men at støtte magtmisbrug mod borgerne. Det er, hvad 68-oprøret degenererede til.

Alt ved det gamle

1968 er nok det mest overvurderede år i danmarkshistorien. Det var ikke et revolutions-, men et stagnationsår. De frugtbare politiske og kulturelle rørelser, der havde manifesteret sig op gennem 1960’erne, blev ikke knust af magthaverne, men af dem, der holdt den røde fane så højt, at de mistede jordforbindelsen.

Ungdomsoprøret forvandledes til et stadigt mere snævert og dogmatisk studenteroprør, hvor fars sønner og døtre for en tid legede arbejdersolidariske og revolutionære. Men egentlig var de kun på spejderøvelse, før de skulle overtage fædrenes stillinger i det samfund, der nødvendigvis måtte fornys, om alt ellers skulle blive ved det gamle – for nu at citere en berømt replik fra Giuseppe di Lampedusas roman Leoparden.

Allerede i deres tid som revolutionære uden jordbund lykkedes det da også mange af de såkaldte 68’ere at miskreditere enhver alternativ politisk indsats. Derfor har vi lige siden – både blandt tidligere oprørere, men også blandt deres børn og børnebørn – oplevet en lede ved politisk handling, som betyder, at politikerne i dag kan slippe af sted med stort set hvad som helst, uden at der manifesterer sig brede politiske demonstrationer. De kan udstede regler om, hvem voksne danskere må gifte sig med, hvad der har været uhørt siden de nazistiske Nürnberglove, de kan trække os ind i en Irakkrig, som FN’s generalsekretær har kaldt ulovlig, og de kan erklære sig som venner af en terrorstat som Israel. Da vi forleden protesterede mod Israels terrorisme, var Rådhuspladsen kun halvt fyldt. Når der for 40 år siden blev indkaldt til demonstration mod USA’s terror mod Vietnam, var vi 20 gange så mange.

Et bedre slogan end Jack Weinbergers formuleredes af min mor, en gæv jysk bondekone, der i min hjemstavnsfilm, Herfra min verden går, siger de legendariske ord om statsadministrationen: »De sidder på det ene kontor og ved ikke, hvad de laver på det andet.«

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter

Serie

Seneste artikler

  • Det egentlige oprør kom fra den anonyme masse

    31. juli 2014
    De højtprofilerede 68’ere ville slet ikke omstyrte samfundet. De ønskede blot at afsætte de gamle magthavere, så de kunne rykke ind i deres kontorer. Parcelhusfolkets afvikling af traditionerne har haft langt større konsekvenser end oprøret mod autoriteterne
  • 68’ernes spøgelse lammer oprøret

    26. juli 2014
    Nej, vi skal ikke vente et nyt oprør fra 68’erne. De er for længst afblomstret og faldet hen i magelighed. Men mindet om deres idealisme spøger blandt en desillusioneret ungdomsgeneration, som har mistet troen på en bedre verden
  • 68’erne gør op med alderdommen, men beholder mimrekortet

    21. juli 2014
    68’erne skal nok få held til at ændre alderdommens image, for når en gruppe bliver pengestærke forbrugere, følger prestige og opmærksomhed fra omverdenen automatisk med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Jeppe Petersen
  • Per Meinertsen
  • Peter Taitto
  • Niels Duus Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Niels P Sønderskov
  • Erik Jensen
David Zennaro, Jeppe Petersen, Per Meinertsen, Peter Taitto, Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Niels P Sønderskov og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ikke noget så surt som sure gamle mænds sure opstød.
OG her tager Christian Braad Thomsen (CBT) suverænt dagens pris, når han skal blandt meget andet skal finde en forklaring på følgende fænomen:
"Da vi forleden protesterede mod Israels terrorisme, var Rådhuspladsen kun halvt fyldt. Når der for 40 år siden blev indkaldt til demonstration mod USA’s terror mod Vietnam, var vi 20 gange så mange."
OG minsandten om ikke CBT i sin kontekst også får ført dette tilbage til sit postulat om 68 oprørets ikke eksistens og/eller som det mest overvurderede fænomen 'ever'.
"Ungdomsoprøret forvandledes til et stadigt mere snævert og dogmatisk studenteroprør, hvor fars sønner og døtre for en tid legede arbejdersolidariske og revolutionære. Men egentlig var de kun på spejderøvelse, før de skulle overtage fædrenes stillinger i det samfund, der nødvendigvis måtte fornys, om alt ellers skulle blive ved det gamle – for nu at citere en berømt replik fra Giuseppe di Lampedusas roman Leoparden."
Smart formuleret måske men alligevel kunne disse få rigmands drengerøve sørge for: "Når der for 40 år siden blev indkaldt til demonstration mod USA’s terror mod Vietnam, var vi 20 gange så mange." OG det var vel og mærke især vi 70'erne, hvor fars drengerøve iflg. CBT havde taget over!
Mage til cirkelslutning – og ikke forklaring - skal man da lede længe efter!
Så giver det langt mere substans og forklaring, at læse endnu en af George Monbiot's fremragende artikler på den halve plads af CBT's ditto, hvor indholdets kvalitet netop og modsat CBT's er omvendt propotionalt med omfanget!
http://www.information.dk/505276

Ernst Petersen

At der ikke kan samles mange til demonstrationer hænger sammen med, at ungdommen de seneste 15 år er blevet mere højreorienterede. Derfor oplever vi stadig mere karrierefokuserede unge, der er sig selv nok og ikke gider alt det der med at være solidariske med andre. De gider heller ikke at være medlemmer af fagforeninger - eller så skal det da i det mindste være en af de gule, der er billigere.

Tidligere havde man stor respekt for ældre, og børn fik altid ordre til at rejse sig op i busser og andre steder for at give plads til voksne. Yngre rejste sig også op for ældre. Politikere var alt for unge til at blive partiledere, hvis de var under 50. I dag siger man jo yngre jo bedre og opfordrer desuden børnene til lynhurtigt at snuppe de sidste pladser i bussen, så ældre da bare kan få lov til at stå op.

Der er ingen tvivl om, at denne leflen for ungdom har noget at gøre med den lynhurtige teknologiske udvikling, der har bevirket, at de ældres erfaring nu vurderes som værdiløs i forhold til ungdommens gåpåmod og evne til hurtigere at kunne omstille sig til det nye. Alligevel er det spørgsmålet, om ikke vi er gået for langt. I et land som Japan er det slet ikke sket i samme grad, hvilket måske kan have noget at gøre med deres sprog, hvor man altid har anvendt en særlig høflig tiltaleform til alle, der er ældre end en selv. Dette gælder endog inden for familien, når man taler til sine ældre søskende. Det er også bemærkelsesværdigt, at Japan ikke pensionerer ældre mennesker, men oftest lader dem arbejde i skånejob lige indtil de dør. En hundredeårig havde f. eks. stadig et job som offentlig ansat elektriker, hvor han skulle udskifte to pærer om dagen i høje lysmaster ved en motorvej.

Søren Kristensen

Ja, og Michael Carøe er begyndt at blande hip hop og rap i sine ellers så stilsikre Frank Sinatra-performances, hvad jeg tolker som et utilsløret forsøg på at gå efter/med de unge. Men det er ok med mig, for jeg foretrækker alligevel originalen.

Jørn Stjerneklar

Kære Christian B. T.
Jeg ved ikke hvordan du havde det som ung, men jeg stolede ikke på nogen over 30. At de unge har det på samme måde i dag er vel ok?
At du føler dig forfulgt i din filmverden pga din alder, mener jeg er paranoia. Hvis ideen til en film er god nok, har jeg svært ved at tro på du ikke kan få støtte - er det ikke mere fordi at Tordenskjolds soldater er ved at have aftjent deres værnepligt (står med et ben i graven, måske endda?) og at der står nye 'frivillige' tropper på spring? Filmbranchen har jo været domineret af de samme mennesker de sidste 40 år eller så.

Man skal blive ældre før man værdsætter erfaring. Sådan har det vist altid været. Hvis vi lærte af andres erfaringer ville verden måske være et bedre sted, måske. Så lad nu de unge - de vil sidde om 30 år og mene det samme som du gør i dag :)
Jeg vil dog give dig ret i din 'anmeldelse' af Leonora Christina Skov. Hun er godt nok et blålys, et tågehorn, en klaphat, og meget andet unødvendigt, som får for meget spalteplads og sendetid. Men gudskelov er hun jo ikke ung og vil om ikke så længe løbe ind i de samme problemer som vi andre gør med al den ungdom der presser sig på...

Henrik Strøm

Hermed en tudekiks til generationen der har levet livet på første klasse, og nu lukker og slukker velfærdsstaten efter sig.