Sur smiley for mistrivsel

Skolesundhedsplejen forsøger ikke alene at regulere elevernes kost, sovevaner og fysiske aktivitet, men også deres sociale relationer og følelser. Med en snæver forestilling om det gode liv krænker myndighederne dermed borgernes privatliv
Skolesundhedsplejen forsøger ikke alene at regulere elevernes kost, sovevaner og fysiske aktivitet, men også deres sociale relationer og følelser. Med en snæver forestilling om det gode liv krænker myndighederne dermed borgernes privatliv
iBureauet/Mia Mottelson
11. august 2014
Delt 45 gange

Når årgang 2008 begynder i 0. klasse, vil de nye skoleelever ikke kun møde lærere og klassekammerater. De vil sammen med deres forældre også komme i kontakt med skolesundhedsplejen, som regel i forbindelse med den såkaldte indskolingssamtale. Inden samtalen skal børn og forældre udfylde skemaer med information om alt fra graviditetens forløb og barnets første leveår til livsstil og humør hos den nye skoleelev. Formålet med disse tiltag er, at skolesundhedsplejen bedre skal kunne samarbejde med forældrene om barnets sundhed og trivsel. De skal formentlig også gøre det muligt at opfange tilfælde af mistrivsel på et tidligt tidspunkt. Den brede indsats har imidlertid også en anden effekt: Den ansporer børn og forældre til selvovervågning og selvregulering på en række områder som mad, motion og ikke mindst psykisk velvære. Der er god grund til, at vi som samfund overvejer, om vi ønsker myndighedernes indblanding i disse områder af borgernes liv med de diffuse effekter, den har.

Her diskuterer vi konkret indskolingsindsatsen i Københavns Kommune, men da skolesundhedsplejen implementerer de nationale krav, sundhedsloven stiller, er den meget lig tiltagene i mange af landets øvrige kommuner.

Vær på vagt

Omfanget af skolesundhedsplejens indsats er tiltaget markant i forhold til dengang, de nye elevers forældre gik i skole. Det skyldes blandt andet, at man i dag arbejder med en målsætning om ikke alene at forebygge sygdomme, men også at fremme både fysisk og psykisk velvære. Den københavnske skolesundhedsplejes værdigrundlag præciserer, at sundhed forstås som »en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom og svaghed«. Der er ingen tvivl om, at hensigten er god: Man ønsker at understøtte de små samfundsborgeres trivsel. Men det omfattende sundhedsbegreb skaber rum for en næsten ubegrænset rækkevidde for myndighedernes indblanding.

Et af de mest iøjnefaldende elementer i det samtaleark, de nye skoleelever skal udfylde inden første samtale med skolesundhedsplejersken, er fem rækker af følelsessmileys. Barnet bliver nemlig bedt om at vurdere sine egne følelser på forskellige tidspunkter af døgnet og i forskellige situationer på en skala med fire niveauer fra »meget glad« til »ikke glad«. Har barnet sat kryds ved den mellemfornøjede eller sure smiley, kan skolesundhedsplejersken ved samtalen spørge ind til, hvorfor det mon forholder sig sådan, og vurdere, om svaret skal tolkes som tegn på mistrivsel. Omvendt kan hun eller han med råd, vejledning og anvisninger forsøge at understøtte en udvikling, der skønnes god.

Foruden barnets følelser retter skemaet spørgsmål til, hvilke måltider han eller hun spiser dagligt, og hvad disse måltider består af. Har barnet for eksempel markeret, at det ikke spiser morgenmad hver dag, vil sundhedsplejersken typisk anbefale, at forældrene sørger for, at det sker fremover. Ligeledes vil angivelse af et stort indtag af sukker eller andre lette kulhydrater antagelig give anledning til en drøftelse, der skal tilskynde barn og voksen til bedre selvledelse. Gennem skemaet bliver barnet desuden bedt om at beskrive, hvor mange venner det har hjemme og i skolen, samt på hvilket tidspunkt han eller hun går i seng på hverdage.

Sundhedsplejerskerne er ofte erfarne, kloge og omsorgsfulde personer, som forvalter deres rolle med omhu. Men når det offentlige træder ind i en række rum, der normalt henregnes til privatsfæren, er der grund til at være på vagt. Spørgsmålet er dels, om vi ønsker, at myndighederne skal anlægge standardiserede målestokke for det gode liv, dels om individualiserede tiltag, der stiler mod livsstilsændring hos den enkelte frem for mere strukturelle tiltag, er den bedste strategi?

Bedst at være glad

Skolesundhedsplejens undersøgelser danner ikke kun baggrund for en umiddelbar vurdering af barnets trivsel, men har også et efterliv, som rækker ud over selve indskolingssamtalen. Dette er ikke en utilsigtet konsekvens, men derimod en effekt, man kalkulerer med.

I Københavns Kommunes Skolesundhedspleje sigter man efter at styrke barnets »handlekompetence« på en sådan måde, at det på længere sigt sættes i stand til at varetage egen sundhed. I værdigrundlaget hedder det, at denne kompetence er knyttet til processen »fra en igangsat refleksion frem til den ønskede forandring«. Denne proces kan især tænkes at sætte sig spor på to måder, der kan anfægtes:

For det første kan interventionen fremmane en unødig ængstelse over, om man som barn eller forælder lever op til myndighedernes idealer. Spørgeskemaet opererer med en unuanceret og snæver ramme for normalitet. Når barnet skal vurdere sit humør med et kryds, lærer han eller hun, at sindstilstand kan måles på en skala fra et til fire – skemaet spørger for eksempel ikke til følelser som utilfredshed, indignation, vrede, jalousi eller sorg. Barnet og dets forældre lærer dermed, at det er bedst at være glad. I den positive psykologis ånd skal man helst kunne fremvise et bredt smilende ansigt. Samtidig signalerer skemaet, at andre holder øje med, hvordan man leger og med hvem, samt at det er bedst at have mange venner.

Et krav, ikke et valg

Skemaerne opfordrer altså ikke kun til selvrefleksion. De giver også både børn og forældre en klar markering af, hvor de placerer sig i forhold til et attråværdigt mønster for sociale relationer og humør. Barnet lærer at overvåge egne følelser og adfærd og måske endda at bekymre sig over noget, der ikke tidligere er blevet opfattet som et problem.

For det andet indgår oplysningerne fra skolesundhedsplejens spørgeskemaer i den lovpligtige løbende registrering af barnets udvikling. Skoleelevens selvrapporterede sociale relationer, sovetidspunkter, sukkerindtag og psykiske forfatning vil derfor fremgå af barnets elektroniske journal, når det skønnes at have »betydning for barnets udvikling«. Det er op til den enkelte skole at arkivere disse oplysninger, og det bliver ikke gjort klart, hvordan og hvorhen data kan vandre. Ved hjælp af et uigennemsigtigt system etableres der altså en fortælling, som måske kan blive bragt i spil, hvis barnet senere i livet får problemer. At man som barn eller forælder ikke ved, hvordan informationerne arkiveres og aktiveres, kan skabe usikkerhed.

Endelig kan man spørge: Hvis formålet er at finde børn med alvorlige problemer, er det så nødvendigt med så mange detaljerede spørgsmål om dagligdags forhold og vaner? Pædagoger og lærere vil jo gennem deres daglige samvær med børnene have et godt blik for disse børn uden brug af spørgeskemaer om sukkerindtag, puttetid med videre.

I princippet er sundhedsplejens ydelser tilbud. Alligevel understreger den introducerende pjece til de nye skoleelevers forældre flere gange, at »det er vigtigt«, at man deltager. Er man en god forælder, vil man med andre ord også involvere sundhedsplejen i barnets opdragelse. Derfor vil mange opfatte deltagelse som et krav snarere en et tilvalg.

Så meget desto vigtigere er det, at vi som samfund tager stilling til, hvor langt sundhedsplejen bør gå i sine sundheds- og trivselsfremmende tiltag, og om alle dens effekter er ønskelige.

Karen Vallgårda er adjunkt, og Caroline Nyvang er postdoc, begge ved SAXO-Instituttet, Københavns Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Føj for pokker.
Overvågning, kontrol og registrering fra vugge til grav.
Er børn nu blevet til et rent samfundsanliggende, hvor forældrene og myndighederne fungerer som registratorer, for at børnene i sidste ende kan blive ensartede pølser og salgbare objekter til industrien?
Jeg er målløs..

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Jeg er meget enig i, at denne udvikling kræver en åben, fordomsfri debat i forhold til hvor grænsen går mellem forældres ret til at behandle deres børn som de finder bedst (der er, ubestrideligt, forældre der ikke kan forvalte den ret), og statens ret til at blande sig, når der viser sig bekymrende tegn.

Jeg er også meget enig i den kritik, som artiklens forfattere retter mod den beskrevne praksis.

Denne trang til at blande sig, skal dog nok ses på baggrund af en stadig stærkere erkendelse af, at opvækstbetingelserne for et barn, har vidtrækkende konsekvenser for barnets voksenliv. Endnu mere vidtrækkende konsekvenser, end man måske vil være tilbøjelig til at tro. Der er således stadig mere solid evidens for, at en barndom hvor børns behov ikke mødes tilfredsstillende, medfører forhøjet risiko for en udvikling af både fysiske(!) og psykiske lidelser i voksenlivet.

Så hvor trækker man grænsen? Og hvordan griber man i praksis bedst problemet an? At hævde, som artiklens forfattere gør, at pædagoger og lærere selvfølgelig nok skal være opmærksomme på hvilke børn der mistrives, og at formode at disse forstår at handle på det, er for mig at se ganske enkelt ønsketænkning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Torsten Jacobsen
Jeg fornemmer at du har et pædagogisk islet i din baggrund, som jeg ikke kan matche,
men efter min mening findes der ikke menneskeliv uden knubs, skrammer, svigt, smerter, og afmagt.
Indlysende nok skal man skal lette byrderne og truslerne for børn i det omfang, det kan lade sig gøre og træde til så hurtigt som muligt.

MEN - hvis prisen for at kunne skride ind er overvågning på 'trivsel' fra allerførste skoledag, er det så ikke en pris som er insisterende diskutabel?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Peter Hansen,

Det er der desværre ingen evidens for. Tværtimod.

Lise Lotte Rahbek,

Jo, som sagt er jeg meget enig i den kritik, som artiklen rejser. Alene ved at italesætte en 'normalitet' skaber man jo også dets modsætning: det 'unormale', det patologiske. Det er derfor det er så svær en diskussion.

Jeg tror man må starte med at erkende, at der ikke er tale om en dikotomi: det normale overfor det unormale, trivsel over for mistrivsel. Det er ikke et enten/eller. Det er dog nemt at få øje på yderpunkterne. De sager med hjerteskærende eksempler på mistrivsel og vanrøgt, som jævnligt rapporteres i medierne, viser med indlysende tydelighed at nogle barn/voksen relationer simpelthen ikke kan få lov at passe sig selv. Vi er som samfund nødt til at gribe ind. Og som et andet yderpunkt kender vi formentlig alle til eksempler, hvor effekten af en god og tryg barndom kan aflæses direkte i det voksne individ. Imellem disse to yderpoler findes så den store mængde af 'tvivlsomme tilfælde'. Det er denne store mængde, som Peter Hansen ovenfor, fejlagtigt, går ud fra nok skal udvikle sig til hele og modne voksne. Problemet med den antagelse er dels at den er forkert, men også at den pålægger det enkelte individ et ansvar for sit eget voksenliv, som det ganske enkelt ikke har. Som sagt er der efterhånden ret solid evidens for, at miljøet under opvæksten spiller en (skræmmende) stor rolle for, hvilket voksenliv barnet går i møde.

Det rejser jo en række både etiske og samfundsøkonomiske spørgsmål. Hvis vi nu antager at barndommens opvækstbetingelser spiller en større rolle for både fysisk og psykisk helbred i voksenlivet, end man hidtil har antaget. Er det så etisk forsvarligt at have så relative frie rammer for hvad forældre må udsætte deres børn for, som vi har i dag? Og er det samfundsøkonomisk ansvarligt? Hvis en lang række både fysiske og psykiske lidelser kan forebygges gennem en mere radikal indblanding i, hvordan forældre behandler deres børn, har vi så råd til at lade være?

Jeg har ikke svar på disse spørgsmål. Det er derfor en fordomsfri diskussion afmdem, er så afgørende nødvendig.

Jeg har i ovenstående ikke fremlagt konkrete eksempler på, hvordan opvækstvilkår kan være bestemmende for hvilke fysiske og psykiske lidelser der udvikles i voksenlivet. Interesserede læsere kan f.eks. Begynde her: http://www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/

Man kan også starte med fordomsfrit at overveje følgende spørgsmål: kan det tænkes at der er en sammenhæng mellem stigningen i stressrelaterede lidelser hos voksne, og stigningen i antallet af børn der diagnosticeres med psykiske lidelser, såsom f.eks. AD(H)D? Hvis ja, hvad er så den sammenhæng, og i hvilken grad afspejler den et strukturelt problem i den måde vi har indrettet vores samfund på?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Torsten Jacobsen

Jeg er - for så vidt det nu kan lede sig gøre - også ude i en fordomsfri udveksling af synsvinkler.
Det, jeg er meget nervøs for, er at myndighederne ikke har et værdigt alternativ at byde til med, NÅR de griber ind.
Lad os tage Tønder-pigerne som eksempel, som efter det massive misbrug blev holdt i samme skole, og resultatet var massiv mobning. Den ene af pigerne blev så vidt jeg husker senere flyttet på institution, hvor nogen fik nys om hendes baggrund. resultat: Massiv mobning.
Det havde sikkert ikke været bedre at flytte pigerne helt ud af deres baggrund og i hænderne på offentlige ansatte i en anden egn.. Jeg peger bare på, at mulighederne for en forandring til det bedre for børn som mistrives i en eller anden grad, ikke nødvendigvis bedrer livet for børnene.

I øvrigt er børn ret gode til at aflæse forventningssignaler og børn kan ret hurtigt lære at lyve, så de lever op til omverdenens forventninger. Så denne afkrydsning af smileys for børnenes sindstilstand, kan jeg ikke forestille mig er så ufejlbarlig, som den gerne vil være.
Den kan lære loyale børn at lyve endnu hårdere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Institutionaliseringen fra tidlig barndom er fællestrækket for den rastløse, desorienterede ungdom, såvidt jeg kan erfare det, Torsten Jacobsen.
Men hvis vi nu tager et aktuelt eksempel: er Yahya Hassan skadet af sin opvækst i din optik?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Jeg bliver helt træt af at erklære mig enig i det du skriver ;)
Men det er jeg altså. Enig. Det ændrer bare ikke på at det er en reel problemstilling, som man så klodset forsøger at adressere fra myndighedernes side.

Peter Hansen,

Jeg er enig i at institutionaliseringen af barndommen er en del af forklaringen.
I min optik er Yahya Hassan skadet, ja (det er jeg forøvrigt også selv, omend slet ikke i samme omfang - min barndom var på papiret 'normal'). Men samtidig illustrerer et eksempel som Yahya Hassan jo også det positive forhold, at en barndom under forkrøblende opvækstbetingelser ikke er determinerende for voksenlivet. Andre faktorer gør sig gældende. En negativ spiral er ikke ubrydelig, og selv om den sætter sig varige spor, kan den jo godt bringes til at køre den anden vej rundt. En positiv spiral.

Men kan vi ikke blive enige om at en Yahya Hassans livsforløb ikke er repræsentativt for gruppen som sådan?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Torsten Jacobsen
Men måske er det så 'coping´, altså håndteringen/bearbejdningen/overvindelsen af problemerne hos individet,
istedet for afkrydsninger af smileys og dårlige kommunale tilbud,
der OGSÅ bør fokuseres på?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Helt enig igen :).

Her er det blot vigtigt at være opmærksom på, at meget af den uhensigtsmæssige adfærd, som udspringer af mindre end optimale opvækstbetingelser netop er 'coping'. Organismens egne coping-strategier, som evolutionært set har været adaptive (dvs. gavnlige) på kort sigt, men som er skadelige når de fremprovokeres over længere tid. Stress er et oplagt eksempel. De fysiologiske reaktioner som følger af en stresspåvirkning (tænk mødet med løven på savannen som det arketypiske eksempel), er adaptive. Udløsningen af stresshormoner i kroppen muliggør og forstærker effektiviteten af en 'fight or flight'-adfærd, hvilket er uendeligt praktisk hvis man skal flygte fra eller forsvare sig mod en løve. Ellers essentielle kropsfunktioner lukker ned eller underprioriteres til fordel for øget opmærksomhed og blodgennemstrømning til musklerne, som forbedrer sandsynligheden for at flygte fra eller overvinde den perciperede trussel.

Men netop derfor er stress så sindssygt farligt. For hvad der er en sund og adaptiv tilstand i trusselsøjeblikket, er en ekstremt skadelig tilstand, hvis den fortsætter når den reelle trussel ikke længere er til stede. Så underprioriteres essentielle kropsfunktioner fortsat, mens kroppens alarmtilstand samtidig slider hårdt på fysiologien. Samtidig er opmærksomheden fastlåst på den perciperede (men ikke længere konkret tilstedeværende) trussel, hvilket resulterer i at opmærksomheden ikke i tilstrækkelig grad kan rettes mod mere passende mål (f.eks. ens børn, for nu at give endnu et hint til den mulige sammenhæng mellem voksnes stress og børns psykiske lidelser).

Afhængighed er en anden coping-strategi. Og en lang række psykiske lidelser kan, fra et mere holistisk perspektiv end det der præger psykiatrien i dag, også forstås som en i udgangspunktet adaptiv respons (dvs. En coping-strategi) på ellers ubærlige opvækstbetingelser.

Men ja! Måske er et øget fokus på at lære børn, unge, og voksne mere hensigtsmæssige coping-strategier en mere farbar vej, end et på mange måder problematisk forsøg på at intervenere i dysfunktionelle familiemønstre. Spørgsmålet er blot om hensigtsmæssige coping-strategier er nok, hvis individet i det daglige befinder sig i opvækstbetingelser som ikke er gode nok.

Hvad er gode nok opvækstbetingelser? Det er måske i virkeligheden det vigtigste spørgsmål at få besvaret.

Brugerbillede for Katrine Visby

De smileys sunhedsplejen laver idag skal indikere hvor godt barnet trives i skolen. Hvis der er mange nedadgående smileys vil de prøve at arbejde på hvordan barnet kan komme til at trives bedre. Man kan lave tvungne legeaftaler og kontrolleret leg i frikvarteret.
Et FRI-kvarter betyder at være fri. Fri til hvad? Fri til at være sig selv og gøre hvad man har lyst til.

Men hvad hvis det er et glad og tilfredst barn, der bare ikke kan lide at gå i skole?
Hvad hvis det i virkeligheden er institutionen, skolen og ikke barnet, der er noget galt med?

Et barn, der kommer med sine sunde sanser og fornemmelser i god behold, (for børn er gode til at gennemskue de voksnes spil) og bare ikke bryder sig om formen.

Skolen vil med alle mulige midler få barnet til at trives, som kan omfortolkes til at indrettes og passes ind i de givne rammer.
Til sidst får de zombificeret et livligt og fantasifuldt barn ved deres ihærdige trivsels-arbejde, så det får fjernet al originalitet og lærer at lave pæne smileys på alle felterne.
Så er de voksne tilfredse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Katrine Visby,

Præcis. I forsøget på at nå og hjælpe de børn som ikke møder op i god behold, risikerer man at skade de børn (og deres voksne), som ikke har hjælp behov.

Hvad gør man så?

Mit provisoriske bud ville være at lave så små enheder i institutionerne, at en egentlig betydningsfuld relation mellem lærer/pædagog og barn naturligt kan opstå. På den måde opnår man to ting:

1. Barnet får en reel, omend ikke fuldgod, erstatning for den relation det gennem institutionaliseringen berøves: relationen forælder/barn.

2. Læreren/pædagogen får gennem den udbyggede relation til barnet i sin smågruppe mulighed for reelt at 'mærke' det barn, og dermed for at reagere hvis tegn på mistrivsel opstår. Lærerens/pædagogens arbejdsglæde vil formentlig også vokse som følge af, at der dagligt indgås i mere meningsfulde relationer med børnene.

Man kan jo også næsten utopisk drømme om et samfund hvor forældre arbejder mindre, og behovet for institutionalisering dermed ikke er så stort. Det vil dog så desværre ikke løse problemer for børn der lever i dysfunktionelle familiestrukturer. Tværtimod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Tilføjelse til sidste afsnit i ovenstående:

Det er min tese at mindre arbejde (forudsat at dette ikke medfører økonomisk ruin) alt andet lige vil medføre mindre stressede forældre, forbedrede relationer mellem forældre/børn, og dermed færre af de på papiret 'normale' dysfunktionelle familiemønstre. Det er klart at familier hvor børn decideret mishandles, er uden for kategori i forhold til dette.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Endnu en tilføjelse, nu jeg er så godt i gang. Denne er mere generel, og relaterer sig egentlig til alt hvad jeg har skrevet:

Når jeg taler om mere eller mindre gode opvækstmiljøer, er det ud fra følgende forståelse af børns behov:

Der er ting i opvæksten, som børn har brug for (kærlighed, opmærksomhed, tryghed). Samtidig er der ting som det absolut ikke har brug for (fysisk/psykisk vold, misbrug) Hvis disse behov ikke dækkes i tilstrækkelig grad, eller hvis barnet udsættes mishandles, så aktiveres fysisk/psykiske, evolutionært set adaptive coping-mekanismer i barnet. Grunden til at disse coping-mekanismer præger voksenlivet, skal forstås ud fra det faktum, at barnets hjerne ikke er færdigudviklet ved fødslen, men tværtimod gennemgår en enorm udvikling, som først er fuldbyrdet når barnet er over tyve år gammel. Det giver sig selv at hjernen udvikles under påvirkning fra miljøet. De ydre omgivelser og oplevelser (f.eks. Forældrenes stress) påvirker barnets fysiologi, og dermed direkte det miljø som hjernen udvikles i. Det endokrine system (hormoner) spiller en afgørende rolle. Særligt i de tidlige barneår, hvor hjernen udvikler sig dramatisk, er en afgørende periode.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Torsten Jacobsen,
Jeg er helt enig.
Det kunne hjælpe at bryde institutionerne op i mindre enheder. Det ville give bedre kvalitetsundervisning, fordi man kunne tilpasse undervisnigen bedre til den enkelte elev. Decentralisering i skolerne og samfundet generelt tror jeg vil give folk større indflydelse på deres liv og hverdag istedet for den centralistiske magt på stadig færre hænder.

Drømmen om et samfund med færre arbejdstimer for børnefamilier burde være noget man skulle efterstræbe i et velfærdssamfund. En anden fordeling af arbejdet, som samtidig kunne nedsætte ledigheden og mindske udgifter på overførselsindkomster og institutioner.
Det er et spørgsmål om nytænkning. Men jeg er bange for at dem som sidder tungt på magten ikke kan/vil forestille sig det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

Yahya Hassan er et såkaldt mælkebøtte-barn, en metafor der stammer fra det faktum, at mælkebøtter kan ses bryde gennem en sprække i asfalten i en baggård på Vesterbro. dvs overleve på umulige betingelser.
Men for hver af disse skønne, livsbekræftende mælkebøtter er der et meget stort antal, der går til grunde.
Det er dem, det gælder om at få øje på så tidligt som muligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Jeg har kigget på et bistade og tænkt, at hvis der er bier derinde, som ikke er glade for tilværelsen som vi, og ikke kan give pæne smileys for dens 1. dag som trækbi,
men hellere ville være blevet inde og være stadebi og fodre dronning og gå ud med affaldet og den slags, så.. ja, altså vi ville nok ikke høre om det. Og bien ville måske nok acceptere sin lod i tilværelsen alligevel eller også ville de andre slå den ihjel.
Men bier og mennesker er heller ikke det samme, vel?

Blandt mennesker skal der også være plads til dem, som har siddet forkert på potten eller haft en ond opvælst, fordi der måske i dem er en Einstein, en komponist, en dansker, en skuespiller eller en tænker af helt vidunderlige dimensioner, som i kraft af og ikke kun på trods af sin måske ikke heltvildtlykkelige barndom vokser op og bliver.. skæv.
Det er hammerhårdt for individet, ingen tvivl om det.
Men hvis vi gør os selv og afkommet så firkantentet og regelret smiley-tilpassede, så bliver vi jo allesammen kontorister og kommer til at minde mere og mere om et bistade,
hvo der kommer nogen og stjæler vores arejdsudkomme uden at vi får andet end hverdagssukkervand i bytte..

Hm.. nå, det blev lidt krøllet, men måske stadig forståelig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Kun næsten enig denne gang. Jeg synes at du er faretruende tæt på nonchalant at afskrive menneskelig lidelse, som den nødvendige pris vi må betale for at kunne nyde geniet. Jeg synes du er lige på grænsen til at romantisere 'den skæve eksistens', når sandheden er at mange af de skæve eksistenser fører et liv, som 'hammerhårdt' ikke helt kan leve op til som beskrivende begreb.

Vi er meget enige om at der skal være plads til disse 'skæve eksistenser', men det er der jo netop ikke i dag. Først traumatiseres de som børn, og når de som voksne bliver deprimerede, afhængige, psykisk syge, eller på anden måde afviger fra den 'lige' og slagne vej, så straffer vi dem som samfund for at være blevet traumatiseret i første omgang. 'De kan jo bare tage sig sammen'.

Og hvad med de skæve genier? Hvad med en Robin Williams, som på tragisk vis nu er død? Er hans lidelser, hans nærmestes lidelser, en 'Mrs. Doubtfire' og 'Good Will Hunting' værd? Tjah, hvor mange engle kan danse på et knappenålshovede?

Opsummerende: det handler ikke om at skabe ensretning i en moderstats diktatoriske og normsættende favn. Det handler om at sikre at børn, alle børn, vokser op i omgivelser der er 'gode nok', samtidig med at de ikke udsættes for mishandling. Det er en umulig opgave, det er jeg helt på det rene med. Men set i lyset af hvor negative konsekvenser en ikke god nok opvækst har for børns senere voksenliv, så er vi simpelthen nødt til at tage opgaven på os alligevel.

Det kan ikke være forældrenes ansvar eller ret alene. For de forældre der ikke magter at give deres børn en god nok opvækst, er for en stor dels vedkommende selv traumatiserede børn, der nu blot er blevet voksne. Vi kan ikke tillade os at svigte dem en gang til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Men, Torsten, så ender vi jo i en båndsløjfe,
for hvornår er opvæksten 'god nok'?
Og hvis I, som får børn, får børn som I i et eller andet omfang forventer, at samfundet skal være medopdrager af, hvordan kan man så være sikker på, at det ikke netop er fra samfundets side, at overgrebene foregår ?

Der findes masser af skæve eksistenser, om aldrig blev geniale, men bare skæve.
Men hvornår er man i ligevægt og 'god nok', til ikke at skulle under behandlerhænder fra samfundets side?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Da jeg var ung arbejdede jeg på en lang række industrielle virksomheder. Jeg lover jer, der var mange skæve eksistenser blandt de ufaglærte, mange af dem var traumatiserede, andre var kroniske alkoholikere og atter andre fyrede den fede, men de fleste var ikke mere skæve end at de kunne finde ud af at håndtere en skovl.

Det altoverskyggende problem i vore dage er efter min partiske mening, at de skæve eksistenser ikke får muligheden for at vise, hvad de kan med den skovl. Vi har skabt et samfund, hvor vi ikke bruger skovle, men gravemaskiner, og vi har forsømt at tænke over, hvad vi stiller op med alle de mennesker, som godt kan håndtere en skovl, men måske ikke så meget andet.

Så der er i virkeligheden to spørgsmål i spil:

Hvordan sikre at børn, alle børn, vokser op i omgivelser der er 'gode nok', samtidig med at de ikke udsættes for mishandling?

Hvordan sikre, at de voksne, som trods alle gode tiltag alligevel er endt som skæve eksistenser, ikke skal under behandlerhænder fra samfundets side?

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

For mig er spørgsmålet: har vi i fællesskab opbygget et samfund, som muliggør en 'god nok' opvækst for tilpas mange børn? Er de strukturer, som vi har implementeret og som vi fortsat implementerer, i disse dage under indtryk fra 'nødvendighedens politik' og truslen fra de åh så effektive kinesere, 'gode nok?'. Jeg mener nej. Jeg mener at vi har opbygget et system, der skader mennesker. Et 'metodisk antihumanistisk system', for nu at benytte et begreb jeg lærte i en anden tråd i dag. Vi lever i vanvid. Menneskets inderste behov tilsidesættes under tvang fra en illusorisk nødvendighed, som reproducerer sig selv. Mennesker hvis inderste behov ikke dækkes, søger tilfredsstillelse i det ydre: social status, rigdom, forbrug, magt. Symptomerne er mangfoldige, men de peger alle tilbage på det samme: en menneskelig tomhed, en sult der aldrig kan mættes.

Mere kulturpositive mennesker vil vrænge næse af mit perspektiv. De vil hævde at det er denne sult, som driver den menneskelige udvikling fremad. Det er den der skaber genierne, katedralerne, teknologierne. Det er den der driver ambitionen, virkelysten, ja selve reproduktionen af arten.

Men jeg er kulturpessimist, og derfor spørger jeg: til hvilken pris? Hvad koster denne evige stræben os? Hvad gør den ved vores livsgrundlag? Svarene på disse spørgsmål kan aflæses i verden omkring os. De er ikke entydige, heldigvis for det, men at hævde de mestendels er opmuntrende kræver en jubeloptimisme, som i det mindste jeg ikke længere magter.

Ups, så blev det alligevel til en prædiken. Pokkers!

Brugerbillede for Steffen Gliese

Litteraturen er rig på analogier på forheksede samfund som det, vi nu er endt med. I disse opløses trolddommen til sidst, men spørgsmålet er, om vi overhovedet kan lukke øjne nok op til at få folk gjort begribeligt, at de lever i Nangijala eller Narnia?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

For nu at komme lidt ned på jorden igen, så læs evt Jes Stein Petersens indspark i Politiken fra forleden. På lidt mere jordnær vis er han inde på det samme som vi her diskuterer:

politiken.dk/debat/profiler/jessteinpedersen/ECE2362960/hvor-meget-professionel-kaerlighed-kan-du-producere/

anbefalede denne kommentar