International kommentar

Det er et syndigt rod, ikke en hellig krig

Selv om religionskrigenes tilbagevenden kan virke som vores tids store tema, er det ikke nødvendigvis sådan. Det er ikke religiøs glød, men derimod fraværet af statsmagt, der har givet IS mulighed for erobre store dele af Irak og Syrien
13. august 2014

Med bedende og fortvivlet stemme spurgte kvinden, der var flygtet for at redde sit liv:

»Hvilket århundrede er vi i?«

Den irakiske kvinde blev interviewet af BBC, mens hun var på flugt fra IS, den selverklærede islamiske stat i Irak og Syrien:

»De vil sælge og voldtage os.«

Hendes ord var et ekko af en tårevædet advarsel i sidste uge til det irakiske parlament fra et kurdisk medlem, som beskrev den skæbne, der venter yazidiminoriteten, som hun selv tilhører:

»Vores kvinder bliver taget som slaver og solgt på markedet.«

Vi skriver 2014, og alligevel kryber 40.000 medlemmer af et tusindårigt trossamfund sammen på en bjergside, hvor Noahs Ark efter sigende endte sin rejse, af frygt for, at deres kvinder bliver slæbt på slavemarked. Som kvinden spurgte: »Hvilket århundrede er vi i?«

Når gammelt sekterisk had nævnes i nyhederne, når forskellen mellem sunnier og shiaer handler om en teologisk uenighed fra det syvende århundrede, og når IS som sin erklærede mission vil genskabe et kalifat fra samme periode, er det fristende at tro, at det er vores angiveligt moderne æras besynderlige skæbne: at blive trukket tilbage til en middelalderlig eller førmiddelalderlig verden med hellig krig og folkemord i troens navn. Netop mens teknologien tager fart, bliver uret skruet tilbage til en mørk tidsalder med halshugninger, slaveri og en frygtindgydende hær, der stiller en lille sekt det gamle ultimatum: Tilbed vores gud eller dø!

Staters sammenbrud

Set fra det sekulære Storbritannien, hvor selv den mest udvandede form for kristendom kun vedrører et mindretal, er religionens vedholdenhed faktisk en af det 21. århundredes store overraskelser. Fremskridt og troens forsvinden blev betragtet som synonymer. I takt med at verden udviklede sig, ville de gamle, primitive overbevisninger helt sikkert blegne. Men Mellemøsten har gjort denne overbevisning forældet.

Store områder af stater, der engang var sekulære – i Irak og Syrien plejede nationalismen at veje tungere end islam – regeres nu af en skriftlærd, der har udnævnt sig selv til kalif. Men selv om religionskrigenes tilbagevenden kan virke som vor tids hovedtema, er det måske ikke sådan. IS’ fremmarch kan faktisk minde om verden, som den så ud for flere århundreder siden, men ikke på den måde, vi havde forestillet os. Det er snarere en historie, som på én gang er gammel og meget moderne.

Ifølge Toby Dodge, Irak-forsker ved International Institute for Strategic Studies (IISS), er det ikke førmoderne religiøs ildhu, men snarere førmoderne fravær af statsmagt, der driver IS frem eller i det mindste muliggør dens fænomenale succes. Både i Irak og Syrien er staten så godt som kollapset. Resultatet er et magttomrum af den slags, som man ville have genkendt i det lovløse Europa for syv eller otte århundreder siden:

»IS er jihadister med ledelsesuddannelser,« siger Dodge om bevægelsen, der er så moderne, at den har sit egen merchandise. Han påpeger, at denne bygger på en kombination af en drabelig religiøs ideologi, økonomisk skarpsindighed og taktisk fornuft. Organisationens leder, Abu Bakr al-Baghdadi, og hans inderkreds var stærke nok til at overleve de amerikanske angreb på al-Qaeda i Irak i årene mellem 2007 og 2009. Det afgørende er dog »ikke gammelt had, men statsmagtens sammenbrud«, hævder Dodge.

IS angriber, hvor der opstår et hul, hvor statens regler ikke gælder, eller hvor den er for svag til at stå imod. Så da organisationens fremstød sydpå mod Bagdad blev stødt tilbage, så den sig om efter et tomrum, den kunne udfylde. IS har en umættelig appetit på nyt territorium og angriber ethvert sårbart område i Irak eller Syrien. I Syrien er statens sammenbrud konsekvensen af en borgerkrig, hvor Bashar al-Assads regering har brugt våben mod sit eget folk. I Irak er forklaringen todelt. Først var der invasionen i 2003, som blev ledet af USA og smadrede Saddam Husseins stat. Og dernæst den nuværende premierminister Nuri al-Malikis udhuling af resterne, hvor de institutioner, der udgør en potentiel trussel for ham og hans lille shiamuslimske inderkreds, er blevet svækket. Det væsentligste er, at han har ødelagt hæren, fordi han betragtede en million mænd under våben som en personlig trussel snarere end et aktiv for landet. Derfor er det ikke så underligt, at Mosul, som blev forsvaret af al-Malikis kumpaner snarere end af dygtige officerer, faldt, så snart IS viste sig.

Farlig svaghed

USA bærer altså en dobbelt skyld for tomrummet i Irak. Invasionen i 2003 er naturligvis arvesynden, men håndteringen af tilbagetrækningen i 2011 var også en katastrofal fejl – det amerikanske militær forærede forsvarsudstyr for milliarder til en hær under al-Malikis ledelse for derefter at se det falde i IS’ hænder. Resultatet er, at Barack Obama, der blev valgt på et løfte om at afslutte krigen i Irak, er blevet trukket ind i en ny kamp. Luftangrebene i det nordlige Irak gør ham til den fjerde amerikanske præsident i træk, der har givet ordre til en militæraktion i Irak. Ronald Reagan var seneste amerikanske præsident, der ikke bombede landet.

Det bringer os videre til det nye aspekt ved det geopolitiske landskab. Det handler igen om fraværet af magt, men på globalt plan. Den amerikanske politolog Ian Bremmer siger, at vi lever i en verden uden en ægte supermagt. USA er svagere end på noget tidspunkt siden 1945, ude af stand til at skabe gennembrud i Ukraine, Syrien eller Gaza. Selv om IS svøber sig i jihadismens flag, skyldes organisationens succes snarere middelalderlig lovløshed end religiøst fjendskab. Religionens fortsatte betydning er mere et symptom end en årsag. Det største problem, som er lige så gammelt som menneskeheden, er magt og mangel på samme. For nogle gange kan svaghed være lige så farlig som styrke.

Oversat af Mads Frese.

Jonathan Freedland er skribent og opinionsredaktør.

© The Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elizabeth SLH
  • David Zennaro
Elizabeth SLH og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Pedersen

"det er ikke førmoderne religiøs ildhu, men snarere førmoderne fravær af statsmagt, der driver IS frem …" Fraværet giver pladsen, men at islamisme er motoren er evident.

Man kan da godt blive lidt i tvivl om hvor gode vi i vesten er i forhold til ISIS eller IS, eller hvilken andel af skylden vi har i forbindelse med disse ekstreme gruppers tilstedeværelse / fremmarch.

Skaber vi ikke selv i mange tilfælde grundlaget for disse gruppers udbredelse med vore evige vestelige sanktioner mod først den ene, så den anden og tredje, og dermed svækker vi den statsmagt der holder sammen på landet, så hullet opstår til disse ekstreme grupper.

Morten Pedersen

"..det er ikke førmoderne religiøs ildhu, men snarere førmoderne fravær af statsmagt, der driver IS frem …" Fravær af stat giver pladsen, men fremdriften skyldes islamismen. Ellers var det jo fint nok at erobre et lille område til sin stamme. Islams drøm om et verdensomspændende kalifat er en nødvendighed i den motor, vi lige nu ser tromle over Mellemøsten.

Området er åndelig middelalder. Vesten, og østen, bør trække sig totalt og overlade dem til deres egen isolation, med yndlingsbeskæftigelsen, vold og intolerance.
Vores mangeårige indblanding, måske i den bedste mening, har jo ikke betydet noget for at befolkningerne er kommet ud af formørkelsen.

Morten Pedersen

Indblandingen har vel været rimeligt kynisk, kolonisation og olie, med et stænk af vores nye religion - demokrati - men nej, det er svært at se det positive aftryk. At kalde vold og intolerance for yndlingsbeskæftigelsen er ubehageligt at læse, de er garanteret lige så ulykkelige over disse fænomener som vi ville have været.

'Fremskridt og troens forsvinden blev betragtet som synonymer. I takt med at verden udviklede sig, ville de gamle, primitive overbevisninger helt sikkert blegne. Men Mellemøsten har gjort denne overbevisning forældet.'

Den er ikke forældet. Den gælder bare ikke for Mellemøsten.

Det var her Vesten, og i særdeleshed de neo-konservative, gik helt galt i byen. Situationen i Mellemøsten skal ses i to lys:

Stærkt stigende oliepriser til gavn for lande (som bl.a. Iran og Saudia Arabien) hvor magthaverne ser en interesse i at fundamentalisere islam bevirkende islams 'resurgence' siden 1973, kombineret med den store befolkningstilvækst i området i de sidste par generationer.

Selv om befolkningstilvæksten de seneste år er dæmpet, i nogle tilfælde (som Iran) drastisk, tilflyder der stadig magthaverne omfattende økonomiske midler.

At påstå at den omtalte 'resurgence' af islam ikke spiller en rolle, er lodret forkert. Dette er dog ikke det samme som at påstå, at der ikke er allehånde lokale etniske og stamme- stridigheder der spiller ind. Så ja, 'det er et syndigt rod'. Og det vil det være i årtier fremover.

Niels Engelsted

Indtil Vesten greb ind havde Iran et sekulært styre (Mossadeq), Irak et sekulært styre (Baath-partiet), selvstyret i Palæstina et sekulært styre (PLO), Syrien et sekulært styre (Assad) og Libyen et sekulært styre (Gaddafi). Men jeg ved ikke om man kan drage nogen konklusion af det.

Per Jongberg, Leo Nygaard, Søren Kristensen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Man kan måske drage den konklusion, at selv om der måske er et flertal blandt befolkningerne der gerne vil demokrati og fremgang, så er de nye ledere fuldstændig uduelig i forhold til begrebet demokrati; Samt at de fanatiske elementer blandt religiøse mørkemænd er så brutale at de fuldstændigt lukker munden på de fremskridtssøgende almindelige borgere.

- Magtbegær og demokratisk uformåen blandt de folkevalgte.
- Magtbegær Terror og frygt som våben hos fundamentalisterne.

Betyder det at arabere til evig tid skal leve under en diktator, eller skal tiden spille en en rolle før demokratiet slår igennem ?.

Hos os fungerede det ikke fra starten og til dato er det ikke perfekt.

Morten - hvem taler du om ? Jeg taler om islamister og diktatorer. Vi skal ikke altid bruge vores normer og samfundsopfattelser over for dem, men lade dem passe deres egne sager og kæmpe deres egne kampe - frihedskampe, hvis det er det befolkningen vil.

Vesten har i århundreder udnyttet og missioneret overfor de "vilde stammer". Os selv i Grønland.
At verden er blevet meget "mindre", ændrer åbenbart ikke på den påtrængende fremfærd.
Ukraine ! Et landområde for russere, ikke for danskere og amerikanere.

Helene Nørgaard Knudsen

Vi taler om at mennesker bliver taget og solgt som slaver! Under hvilke forhold skal man kunne acceptere den slags?

Morten Pedersen

Leo sorry - troede du mente "den muslimske befolknings yndlingsbeskæftigelse", men du mente despoternes, og så forstår jeg dig.