’Taberens karriere’

Det er på tide, at vi én gang for alle gør op med myten om, at kontanthjælpens niveau har afgørende betydning for antallet af kontanthjælpsmodtagere og på det samlede arbejdsudbud
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen præsenterede i februar 2013 regeringens nye kontanthjælpsreform. Men hele ræsonnementet bag forestillingen om de beregnende og dovne kontanthjælpsmodtagere bygger på manglende kendskab til kontant-hjælpens vilkår og kontanthjælpsmodtagernes virkelige sociale forhold

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen præsenterede i februar 2013 regeringens nye kontanthjælpsreform. Men hele ræsonnementet bag forestillingen om de beregnende og dovne kontanthjælpsmodtagere bygger på manglende kendskab til kontant-hjælpens vilkår og kontanthjælpsmodtagernes virkelige sociale forhold

Keld Navntoft
19. august 2014

Der findes en fortælling i Danmark. Den kommer fra SR-regeringen og den borgerlige opposition, fra økonomer og andre opinionsdannere. Det er en fortælling om, at kontanthjælpsmodtagerne aktivt vælger at fortsætte på kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig for dem at tage et lavtlønsjob. Neoliberalistiske samfundsdebattører har ligefrem fremstillet kontanthjælpen som en »taberens karriere«.

Og i de nationaløkonomiske modeller, der bruges af såvel CEPOS som af Finansministeriet, er valget mellem et arbejde eller kontanthjælp simpelthen et spørgsmål om en rationel kalkulering hos den enkelte af, hvad der kan betale sig. For nylig gik cheføkonom hos CEPOS Mads Lundby Hansen derfor ud med et krav om lavere kontanthjælpssats, også for dem over 30 år og med børn:

»Det er tydeligt for enhver, at vi har et incitamentsproblem. Robert- og Carina-problematikkerne illustrerer for alle, at incitamenterne ikke er i orden endnu,« sagde han selvsikkert i Berlingske den 1. august.

Men myten om, at kontanthjælpens niveau har afgørende betydning for antallet af kontanthjælpsmodtagere og på det samlede arbejdsudbud, er lige præcis det: en myte.

Udsvingene i antallet af mennesker på kontanthjælp i velfærdsstaten har udelukkende at gøre med den generelle udvikling på arbejdsmarkedet og skift i konjunkturerne. De har intet at gøre med niveauet på kontanthjælpen. Det viser al forskning på området.

Ubegavet analyse

Kontanthjælpens modstykke i Sverige – socialbidraget – har i over 20 år været genstand for en nærmest uendelig række af udredninger og forskningsrapporter. Og her er resultaterne entydige. Professor Åke Bergmark har sammenfattet sammenhængene i lyset af den krise, Sverige gik igennem i 1990’erne:

»[D]en forskning, der er lavet, viser temmelig entydigt, at variationer i kontanthjælpsmodtagelsen i alt væsentligt er en følge af udviklingen på arbejdsmarkedet og den grad af beskyttelse, velfærdssystemet i øvrigt giver. At ensidigt betone individuel motivation og arbejdsmoral i en situation, hvor arbejdsløsheden er højere end i årtier, er, for at sige det lige ud, ubegavet.«

Udviklingen i Danmark viser med al tydelighed, at der er den samme sammenhæng som i Sverige. For hvis nu individernes brug af kontanthjælpen kun var et spørgsmål om, hvad der kan betale sig, hvordan kan man så forklare den kendsgerning, at antallet af kontanthjælpsmodtagere i Danmark i de seneste 20 år faktisk er faldet? Kraftigt ligefrem.

I perioden mellem 1992 og 2007 er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med 29.000 personer, hvilket svarer til et fald på over 27,5 procent. Og det samtidig med, at antallet af dagpengemodtagere i den samme periode er faldet med hele 229.000 personer, svarende til et fald på 70 procent. Under krisen steg antallet af kontanthjælpsmodtagere så til knap det samme som i år 1992, nemlig 100.000 personer. Men det er næppe kontanthjælpens stigende generøsitet, der forklarer det (for hverken kontanthjælpsreglerne eller dagpengereglerne er blevet mere lempelige på det seneste).

Mon ikke stigningen snarere handler om den samfundsøkonomiske nedtur under finanskrisen og den deraf følgende højere arbejdsløshed – ligesom de strammere dagpengeregler formentlig også spiller ind.

I øvrigt skal man huske, at andelen af kontanthjælpsmodtagere set i forhold til den samlede befolkning fortsat er lavere i dag end i 1990’erne og 2000’erne.

Indgreb i privatlivet

Hele ræsonnementet bag forestillingen om de beregnende og dovne kontanthjælpsmodtagere bygger altså på manglende kendskab til kontanthjælpens vilkår og kontanthjælpsmodtagernes virkelige sociale forhold. Ikke nok med, at den, der er tvunget til at søge kontanthjælp, udsættes for et langt større indgreb i privatlivet fra myndighedernes side med hensyn til økonomi, familieliv, ja, endda sexliv, end dem, der lever på de mere universelle ydelser i velfærdssystemet

Den enkelte oplever også fra samfundet som helhed en høj grad af det stigma, som er forbundet med at modtage kontanthjælp.

Desuden venter der for den, der vil »gøre karriere« inden for kontanthjælpen, et liv i nærmest konstant aktivering; et liv uden en eneste udlandsferie; et liv, der ender i en pensionisttilværelse på det absolut ringeste niveau. Kontanthjælp er ikke velfærdsstatens dovne bekvemmelighed, men dens største fornedrelse. Og så mener politikerne og økonomerne, at vi som individer laver en rationel kalkule og siger: »Den napper vi!«

Regeringens valg

Ræsonnementet stammer fra en antagelse om, at vi mennesker er lige så asociale, som de neoliberalistiske økonomiske modeller gør os til. Men det er vi ikke.

For 10 år siden, da embedsmændene i det svenske socialdepartement skulle vurdere kontanthjælpens rette niveau i forhold til, at det stadig skulle kunne betale sig at arbejde, lagde de fra land med følgende antagelse:

»Hvis ydelsesniveauet er så højt, at et lavtlønsjob giver en ringere standard end kontanthjælpen, kan der skabes en uvilje mod at arbejde.«

Men så gjorde de følgende indrømmelse:

»I sådan et ræsonnement tages ikke i betragtning, at de menneskelige drivkræfter for at vælge et aktivt liv frem for et passivt som kontanthjælpsmodtager består af væsentligt meget mere end at få det bedste økonomiske resultat. Ting som fællesskab, delagtighed i samfundet, investering i egen humankapital, indtjening af pensionsrettigheder m.v. er lige så vigtige ved et eventuelt valg mellem arbejde og kontanthjælp. En række forskningsrapporter om kontanthjælpsmodtagelse har også vist, at mange mennesker, der med hensyn til deres økonomiske situation har behov for kontanthjælp, ikke ansøger om det.«

SR-Regeringen havde et valg. Enten kunne den bygge sin politik på enkelte skæbneanekdoter, der hensynsløst udnyttes af økonomer og andre, der ikke har nogen som helst forstand på kontanthjælpens vilkår og funktion i vores samfund. Eller også kunne den bygge sin politik på den samlede viden, som de forskere, socialrådgivere og kontanthjælpsmodtagere, der til daglig gør sig reelle erfaringer med kontanthjælpen, har.

Med den nye kontanthjælpsreform har regeringen truffet sit valg. Det forkerte.

Daniel Ankarloo er dr.phil. i økonomisk historie og lektor i socialpolitik ved Malmö Högskola

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

"Desuden venter der for den, der vil »gøre karriere« inden for kontanthjælpen, et liv i nærmest konstant aktivering; et liv uden en eneste udlandsferie; et liv, der ender i en pensionisttilværelse på det absolut ringeste niveau. Kontanthjælp er ikke velfærdsstatens dovne bekvemmelighed, men dens største fornedrelse. Og så mener politikerne og økonomerne, at vi som individer laver en rationel kalkule og siger: »Den napper vi!«

Tænk engang, at de mennesker som sidder på magten, ressourcerne og prestigen i Danmark og andre lande,
ikke har højere mening og indsigt i deres medmennesker (og sig selv?), end dét.

Brugerbillede for Ib Christensen
Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

Først en vittighed:

En politiker, en statistiker og en ingeniør sidder i toget til Hamburg. Da de kører over grænsen, ser de et sort får stå på marken ved siden af skinnerne.
- "Alle får i Tyskland er sorte!" Udbryder politikeren "Der findes ikke ét hvidt får!"
- "Nogle får i Tyskland er sorte." Siger statistikeren
- "Vi ved der findes ét får i Tyskland, der er sort" siger ingeniøren "på den ene side i hvert fald".

Den politiske kultur har en direkte pervers omgang med fakta. Robert- og Carina-sagerne blev misbrugt på det groveste, til at tegne et entydigt negativt billede af de kontanthjælpsramte. Lige pludselig var alle får sorte, fordi to enkeltsager blev spinnet på en bestemt måde. I smuk forening mellem det borgerlige mediemonopol, og den samlede politikerklasse blev der drevet den groveste hetz mod kontanthjælpsramte. Al viden og sund fornuft blev hældt over bord, og til sidst var Robert og Carina endt som de rene karikaturer, uden nogen synderlig forbindelse til de faktiske personer, og det de rent faktisk havde sagt og gjort.

På baggrund af disse to groteske tegneseriefigurer lavede man så det værste angreb på velfærden på denne side af 2. Verdenskrig. De samlede systembevarende partiers sultereform på kontanthjælpsområdet vil trække et uhyggeligt spor af menneskelig elendighed efter sig i mange år fremover.

Samtidig vil politikerne have os til at tro at de lytter til eksperter, og træffer kloge, velovervejede beslutninger betinget i objektiv nødvendighed. - Og de slipper af sted med det, selvom politikernes påstande om at være rationelle burde mødes med latter. Medierne er nemlig med på legen, og tillader politikerne at komme med tankeløse forslag baseret på fordomme og løse rygter.

Brugerbillede for Søren Kristensen

Det er på tide, at vi én gang for alle gør op med myten om, at kontanthjælpens niveau har afgørende betydning for antallet af kontanthjælpsmodtagere og på det samlede arbejdsudbud.

Æv, jeg troede det var noget Mette Frederiksen havde sagt - og så er det kun en eller anden professor ovre i Sverige.

Brugerbillede for Niels Engelsted

At ensidigt betone individuel motivation og arbejdsmoral i en situation, hvor arbejdsløsheden er højere end i årtier, er, for at sige det lige ud, ubegavet.

Jeg har tidligere i disse spalter haft en udveksling med Frank Hansen, Cepos-cheføkonom Mads Lund Hansens universitetslærer. Frank kom som den gode lærer sin elev til undsætning og erklærede, at Mads var meget mere intelligent end hans kritikere i dette medie. Der er ingen grund til ikke at tro på Frank, Mads er sikkert af bedste Mensa-materiale, men jeg gjorde gældende ud fra både min faglige ekspertise og min livserfaring, at på een gang kan være superintelligent og dum som en dør, hvad angår menneskelige forhold. Ovenstående svenske forskning syntes at støtte dette.

Brugerbillede for Torben Nielsen

Jeg mener nu, at når så intellektuelt overlegne mennesker bruger så mange kræfter på nedgørelse af medmennesker, må det enten skyldes dyssociale personlighedsforstyrrelser eller regulær ondskab!

Brugerbillede for Curt Sørensen

Det deprimerende er, at det er den slags neoliberalistisk dogmatik, der er så massivt udbredt blandt politiske beslutningstagere, erhvervsfolk, 'vismænd', kommentatorer og i medierne. Dumheden ophøjet til dominerende ideologi og givende sig udslag i en veritabel forfølgelse af de svageste i samfundet. Vi lever i et samfund gennemsyret af griskhed, grådighed, og menneskeforagt

Brugerbillede for Søren  List

Det denne artikel beskriver, er logik for perlehøns.
Den beskriver det vi alle sammen godt ved - inderst inde.
At være på kontanthjælp, er den absolut mest usle situation man kan
være i, i dette samfund, bortset fra, at være helt uden midler.
Og der er ingen der frivilligt sætter sig i den situation - alle der er på kontanthjælp er tvunget til det.
At bruge kontanthjælpsmodtagerne som fjendebillede og løftestang for
skattelettelser til erhvervslivet er simpelthen for langt ude.

Men, vi bliver jo ved med, at vælge de samme imbecile fjolser ind i folketinget, gang på gang.
Se nu Venstre - de har fremgang på trods af, at alle godt ved, at de er en flok skruppelløse,
egoistiske plattenslagere - suk

Brugerbillede for Lars B. Jensen

Og så efter denne artikel, så får vi kastet en genudsendelse af 'Asger og de langtidsledige' i hovedet på DR2. Hvor endnu en neoliberal for lov at kaste hans fejlagtige påstande ud i hovedet på folk. De fleste læser jo ikke information, og der er nok ikke andre medier der bringer artikler som Daniel Ankarloo's.
Suk.

Brugerbillede for Grethe Preisler

Peter Hansen,

Hvis dit disponible rådighedsbeløb (den del af din gage, du får udbetalt af din "arbejdsgiver", når skatten er trukket) er 13.000 kr. om måneden, ligger det langt over det beløb på 8.600 kr, som socialminister Karen Hækkerup har fastsat som fattigdomsgrænsen i 2013.

Hvis du kan opretholde dette relativt høje rådighedsbeløb ved at "stå til rådighed for arbejdsmarkedet" i mindre end 37 timer på ugebasis, må din timeløn være ikke så lidt højere end den, som en kontanthjælpsmodtager i kommunal aktivering med opsamling af hundefækalier oppebærer som tak for sin samfundsnyttige indsats, når "arbejdsgiveren i den private sektor" drejer nøglen om og flytter produktionen af de varer, du kan købe for dit rådighedsbeløb efter skat, til federe græsgange.

Der er altid arbejde nok til dem, der vil arbejde, som man siger.

Det, det kniber med, er "den kreative klasses" vilje til at betale medlemmerne af "den mindre kreative klasse" en anstændig hyre for at påtage sig det arbejde, de selv er for "kvalificerede" til at beskæftige sig med.

Brugerbillede for Poul Schou

Kunne det tænkes at virkeligheden er lidt mere nuanceret end udlægningen hos både Informations kommentarkor, Daniel Ankarloo og hans fremstilling af synspunkterne hos "økonomer og andre meningsdannere"? At de mange tusinde kontanthjælpsmodtagere består af lige så forskellige mennesker som de fleste andre større grupper, og at de derfor påvirkes af vidt forskellige ting? Og at dermed BÅDE forhold som konjunkturer, den generelle udvikling på arbejdsmarkedet osv. OG også forhold som indtjeningsmulighederne for den enkelte (dvs. økonomiske incitamenter) kan spille en rolle for kontanthjælpsmodtagerne, i forskelligt omfang fra person til person?
Mennesker har ofte en tendens til at ville tænke i monokausalitet: Enten må svaret være at alle kontanthjælpsmodtagere KUN reagerer på økonomiske incitamenter, eller også må det rigtige svar være at ingen af dem overhovedet nogensinde reagerer på dem. Men det kunne jo også være at sandheden ligger et sted midt imellem - at der er mange forskellige forhold der afgør antallet af kontanthjælpsmodtagere, og at de økonomiske tilskyndelser også for i hvert fald nogle af de pågældende mennesker har en rolle at spille. Og så snart dette er rigtigt for blot en del af gruppen, vil det også medføre at det faktisk har en virkning at ændre de økonomiske incitamenter for gruppen som sådan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Hansen

Endelig kommer der højde i debatten. Desværre vil det prelle af på meningsdannerne, da de alle er ideologisk motiverede og ikke interesserede i faktisk at skabe et bedre samfund for alle.
De er ikke interesserede i at se på, hvad der egentligt hjælper. De er kun interesserede i at pleje deres indre protestantiske svinehund.
I stedet burde politikere og andre fokusere på at skabe flere arbejdspladser - det er jo det, der faktisk hjælper.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Nej, Poul Schou,
Som du kan læse i medierne, også de borgerlige, findes der kun kontanthjælpsmodtagere af typen fattigkarina (flest k) og dovnerobert (flest m).
For begge gruppers vedkommende handler det om, at de skal kureres med mere af det samme. Fattigkarinaer skal gøres fattigere, så de kan lære at leve billigere,
og dovnreroberter skal sendes i ulønnet arbejde, så de kan lære at holde op med at være dovne.

Økonomiske incitamenter er vejen, sandheden og livet.
amen.

Brugerbillede for Poul Schou

Lise Lotte Rahbek,

der er det element af sandhed i det du skriver, at økonomiske incitamenter generelt spiller en rolle for rigtig mange menneskers adfærd. Det gælder også folk på overførselsindkomster. Det er der masser af solid empirisk forskning der viser. Så jeg vil mene at man skal være forsigtig med hånligt at afvise at tiltag der udnytter denne sammenhæng, kan have nogen som helst virkning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Poul Schou
Nejnej, jeg skriver at økonomiske incitamenter er det eneste, der motiverer folk, for som du selv er inde på i dit ovenstående indlæg, er det bare forskellige incitamenter som påvirker forskellige mennesker. Rendyrket stimulus-respons, som er så smukt i sin enkelthed.
Som at tænde eller slukke for strygejernet.
Når man slukker for økonomien/strygejernet, skal man bare vente lidt, til evt. overskudsvarme er dampet af, og så skal strygejernet nok lære at gøre, som der bliver sagt, for at der bliver tændt for strømmen igen.
Dete simple system virker jo også for mennesker.
Eller.. det er lidt anderledes for rige mennesker, for de skal have mere i udkomme, end de har i forvejen, for at få incitament til at arbejde.
Men fattige mennesker - de er faktisk ret meget ligesom strygejern.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Man kan teoretisere i det uendelige. Eftervisning i praksis er straks vanskeligere.
Forstil jer, at der var fuld beskæftigelse, ja endda generel mangel på arbejdskraft.
Ville mange foretrække kontanthjælp (eller betingelsesløs basisindkomst) :
- hvis ydelsen var højere end den mulige løn for den enkelte (omkostninger ved at være i arbejde indregnet).
- hvis ydelsen og løn var ens.
- hvis ydelsen var lavere end den mulige løn.
Med i bedømmelsen er, at lønnen er ikke ens for alle, men det er ydelsen !

Svaret får vi ikke konkret, for situationen opstår ikke. Derfor stadig teorier.
Hvorfor så ikke bare glemme det hele og indføre betingelsesløs basisindkomst og skrotte alle teorier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

Leo Nygaard,

man kan ganske rigtigt teoretisere meget, og det er som regel sjældent nok til at få et klart svar. Derfor er det vigtigt at inddrage empiriske resultater når man diskuterer hvordan økonomiske incitamenter virker i forskellige situationer. Det er der i tidens løb lavet overordentlig mange undersøgelser af i forskellige sammenhænge. Det er derfor forkert at affærdige diskussionen af hvorvidt økonomiske incitamenter virker, som en teoretisk debat, for det er den langtfra.

Mht. kontanthjælpsmodtagere kan man ofte opdele dem i to overordnede grupper: Nogle har "kun" det problem at de er arbejdsløse, mens resten også slås med en række andre, ofte alvorlige problemer - f.eks. handicap af forskellig art. Undersøgelser peger på at den første gruppe i vidt omfang minder om dagpengeberettigede ledige mht. adfærd, og der er megen empiri der peger på at økonomiske incitamenter - naturligt nok - betyder en del for lediges adfærd generelt. Mht. den anden gruppe, der ikke er så arbejdsmarkedsparat, kan det være sværere at finde større effekter af at ændre kontanthjælpen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Klüver

Poul Schou, det er påvist, at mere end halvdelen af dem der faktisk mister penge ved at tage et arbejde gør det alligevel. Det er solid empiri og modsiger dine udokumeterede påstande om at økonomiske incitamenter virker. Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jeg aldrig har valgt at gå på dagpenge (og snart ryger ud af det system), men at jeg på trods af mange ansøgninger ikke har kunnet få et job. Men det faktum synes ikke at finde plads i ligevaægtsøkonomernes religiøse forestillinger

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Poul Schou
Hvordan kan økonomer se på et arbejdsløshedsfænomen som et fra andre samfundsforholds helt isoleret område?
Hvis man sørger for, at mennesker ikke har penge at bruge af, så slukker de ikke, ligesom strygejern man tager strømmen fra. Så har det faktisk en indvirkning på andre samfundsforhold:
- Dels vil de mennesker, som ikke har penge til andet end at overleve, begynde at finde andre veje udi bytteøkonomi, sort arbejde og kriminalitet. For andres vedkommende vil fattigdommen have indvirkning på deres psykiske og fysiske statur, og det vil igen have indvirkning på sundhedssystemet, som vil få flere petienter.
Og så er der den almindelige pengegennemstrømning i samfundet, som vil svækkes af, at et stort antal mennesker ikke længere har penge mellem hænderne til at give ud til serviceerhvervene, og de har heller ikke penge til at give til velgørende formål.
Og så er der frygt-effekten som virker på de mennesker, som HAR penge at bruge, men som ikke tør give dem ud fordi frygten siger "SPAR!".

Hvornår kan økonomer se, at arbejdsløshed ikke er et isoleret fænomen og at arbejdsløshedsbekæmpelse ikke giver mening ved at bekæmpe arbejdsløse?

Brugerbillede for Poul Schou

Per Klüver,

"Poul Schou, det er påvist, at mere end halvdelen af dem der faktisk mister penge ved at tage et arbejde gør det alligevel. Det er solid empiri og modsiger dine udokumeterede påstande om at økonomiske incitamenter virker."

Nej, du tager fejl - undersøgelser af denne type modsiger ikke at økonomiske incitamenter virker, men det peger på at de tilsyneladende ikke er det ENESTE der betyder noget for folks arbejdsadfærd. Hvilket netop er min pointe længere oppe - man skal passe på ikke at tænke monokausalt. Det er oplagt at sociale normer mv. OGSÅ betyder noget for folks arbejdsadfærd. LIgesom de generelle forhold på arbejdsmarkedet betyder at det er nemmere at finde et rimeligt arbejde på nogle tidspunkter end på andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

LIse Lotte Rahbek,

"Hvornår kan økonomer se, at arbejdsløshed ikke er et isoleret fænomen og at arbejdsløshedsbekæmpelse ikke giver mening ved at bekæmpe arbejdsløse?

Dit spørgsmål er lige lovlig polemisk fordi det samtidig indeholder en stråmand. Arbejdsløshed hænger sammen med mange andre forhold, du nævner nogle forskellige muligheder, og det samme fremgår i mange forskellige økonomiske undersøgelser af sammenhænge. Jeg kan anbefale dig at bruge lidt mere tid på at læse grundigere økonomiske analyser af arbejdsmarkedet - så vil du måske kunne opdatere din forståelse af hvad forskellige økonomer mener om emnet, for din fremstilling virker ret unuanceret - og derfor misvisende.

Der findes forskellige typer af ledighed, og de bør bekæmpes på forskellige måder. Man skelner således normalt mellem konjunktur- og strukturledighed, og de to typer bør angribes på vidt forskellig vis. Konjunkturledighed bekæmper man således bedst ved at forsøge at tilpasse den samlede efterspørgsel i samfundet til et neutralt niveau - stimulere når der er behov for det, og omvendt dæmpe efterspørgslen når dét er tiltrængt. Strukturarbejdsløshed bør angribes på anden vis, og her kan ændringer i den ydelse som ledige modtager, også have en effekt. Hvorvidt man mener det er et godt instrument at bruge, afhænger både af hvor stor virkningen formodes at være - hvor man bør forsøge at kigge på den eksisterende empiri - og af hvad konsekvenserne i øvrigt vil være for modtagerne. Dvs. det er i sidste ende et politisk fordelingsspørgsmål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Leo Nygaard:

"Hvorfor så ikke bare glemme det hele og indføre betingelsesløs basisindkomst og skrotte alle teorier?"

Fordi, Leo Nygaard, politik er det muliges kunst, og den betingelsesløse basisindkomst fra vugge til grav (også kaldet borgerløn) du agiterer for, ikke har ben at gå på i det globale konkurrencesamfund baseret på "forældede markedsøkonomiske modeller", vi som borgerne i velfærdsstaten Danmark ikke bare kan melde os ud af ved at stemme på nogle andre partier end dem, vi for tiden har at vælge imellem.

Velfærdsgoder, herunder også "borgerløn", skal finansieres. Og hvilke andre indtægtskilder end skatter og afgifter betalt af dem, der er så heldige at have arbejde til en løn, de kan leve af, har velfærdsstatens forvaltere (de folkevalgte) at gøre godt med? Når overskuddet og/eller underskuddet på betalingsbalancen skal fordeles mellem dem, der har mest og dem, der har mindst, og de "risikovillige" aktører på den globale markedsplads har taget deres luns af kagen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Peter Hansen:

Hvad vil du foreslå? Skal vi skrotte pengene som betalingsmiddel og vende tilbage til naturaløkonomien for at redde Den danske Model gennem den globale finanskrise og komme udbytningen af de besiddelsesløse (også kaldet taberne) til livs?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Poul Schou:

Dit svar til Lise-Lotte Rahbeck indeholder stadig ikke noget svar på, hvorfor der bliver fokuseret så ensidigt og så voldsomt på økonomisk pisk.

Det rummer heller ikke konkret kritik af konkrete punkter i artiklen, ej heller konkrete literaturhenvisninger til støtte for dine påstande.

Det rummer, som næsten alle dine indlæg, kun fornærmet og fornærmende vrisseri over kommentariatets ensidighed og uvidenhed, og en fordrejet fremstilling af nærværende artikel.

Det er derfor dobbelt ironisk, at du beskylder andre for ensidighed og stråmænd.

Din indlæg fremstår som partiske og nærige, hvilket er beskæmmende for dig som fagmand og bekræfter alle fordomme, man måtte have om din profession.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Grethe Preisler - Rigtigt, at vores kære politikere ikke vil lade os få ret til melde os ud. Det er nemlig så fremmed en tanke, at de holder fast i tilstanden, at vi skal tvinges ud. Det gøres ved at undlade at gøre noget for, at vi kan/skal dele det lønarbejde, der til enhver tid er. Det spiller arbejdsmarkedets parter med på. Det er hele dagpengesystemet baseret på. De, der er i arbejde, betaler sammen med alle skatteydere for at holde de ledige ud. Ikke bevidst, men sådan virker det.

Basisindkomsten skal finansieres. Ja selvfølgelig, det skal de nuværende ydelser også.
Derfor ingen principiel forskel, men en kæmpe besparelse ved at de hundredetusinde papirnussere kan beskæftige sig med noget fornuftigt. F.eks deltage i nævnte deling af arbejdet ved at den generelle arbejdstid nedsættes til - lad os sige - 30 timer.
Det er sikker på at Peter Hansen har regnet på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Nu ved jeg ikke rigtigt, hvad det er for "hundredetusinde papirnussere" du tænker på, Leo Nygaard.

Men jeg går ud fra at det ikke er dem, som nulskatteadvokaten Mogens Glistrup i sin tid omtalte som "papirnussere og skrankepaver", men dem, der nu om stunder sorterer under hhv. social- og arbejdsministeriets ressort. Dvs. de kommunale sagsbehandlere, der er ansat til at punke de sociale tabere, arbejdsgiverne i den private sektor har afskrevet som ligeværdige samfundsborgere.

For det kan da vel aldrig være de "papirnussere", som (endnu) lever ganske godt af at rådgive "arbejdsgiverne" i "vækstlokomotivet den private sektor" om, hvordan de kan undgå at betale skat i Danmark af den fortjeneste, de opnår ved at flytte produktionen af varer og private tjenesteydelser til sweatshops i de varme lande, hvor arbejdskraften er billigere end her, og placere gevinsten ved denne samfundsnyttige indsats i skattely i Schweiz?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Hansen

Det neo-liberale vås, hvor ikke-produktive medlemmer af samfundet suger til sig fra alle kasser, med jobs som at sprede løgn om og had til samfundets svageste. Hvor det vanvittige økonomiske system, baseret på løgn, svindel og krig, er herskende. Hvor disse følelseskolde mennesker kompenserer deres egen intetsigenhed ved at koble sig på magten med deres mangel på fantasi og kærlighed, tror de, at vi andre misunder deres tomme liv. Hvis nogen er i tvivl er det flertallet af politikere, jurister og økonomer, jeg først og fremmest beskriver. Deres hjernevaskede medløbere kræver mere grundige analyser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Ingen tvivl om, at vi har en særdeles ubegavet regering i øjeblikket og ovenikøbet en asocial én af slagsen. Spørgsmålet er bare; Hvordan får vi en bedre?

Ingen tvivl om, at personer som HTS og Mette Frederiksen tror, de som artige piger gør "det rigtige". Det er ikke onde mennesker, men bevar mig vel, hvor deres øretæveindbydende og indskrænkede selvimponerethed, der formelig lyser ud hvert eneste ansigtstræk, deres hele mimik, gestik og oppustede etorik, står i vejen for deres evne til at forstå andet end den banaleste vanetænkning.

Problemet med verden i dag, mente Bertrand Russel, er, at de dumme er så stensikre på at have ret "cock sure", mens de kloge er fulde af tvivl.

For at blive ved H. C. Andersen: Hvor bliver den lille dreng af til at sige: "Jamen hun har jo ikke noget på!" ("Kejserens nye klæder")

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Artiklens argumentation har også relevans for dagpengesystemet og den aktuelle debat om forringelserne på dette område. Snarere end forringelser bør man overveje mulige forbedringer. Eksempelvis er der ingen objektiv grund til at dagpengesatserne ikke skal være tæt på 100% (bortset fra smålig misundelse). i alt fald i en begrænset periode. Flosklen "det skal kunne betale sig at arbejde" er netop ikke spor andet end en tom floskel, med klar asocial brod vendt mod de ledige. I øvrigt vil der altid i selv det sundeste samfund være et vist antal ledige. De har faktisk en nyttig samfundsrelevant funktion, nemlig ved at udgøre en vis arbejdskraftreserve, klar til at træde til, når behovet melder sig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

@Poul Schou:

Jeg kan kun give dig ret i, at økonomiske incitamenter sandsynligvis påvirker lysten til at gøre dette eller hin, herunder lysten til at udføre lønarbejde. I og for sig har Chirstiansborg-banden ret, når de siger at ringere ydelser (og dårligere vilkår generelt) for arbejdsløse, skaber øget motivation for at få et arbejde.

Det er alt sammen meget fint, og det villa da også kunne aflæses i lavere arbejdsløshed, hvis det var de arbejdsløses motivation, det kneb med. Men problemet på det danske arbejdsmarked er ikke dovenskab hos de arbejdsløse. Problemet er, og har altid været, mangel på arbejdspladser.

Og arbejdspladser, dem kommer der jo ikke flere af, blot fordi de arbejdsløse får det værre. Tværtimod har den øgede brug af social dumping gennem tvangsaktivering ligefrem afskaffet rigtige arbejdspladser, og i stedet lavet dem om til "nyttejobs".

Og hvis det virkeligt var tilfældet, at arbejdsløsheden skyldtes alle de dovne arbejdsløse, der ikke gad bestille noget, så ville vi jo se en masse virksomheder, der manglede arbejdskraft, og en masse stillingsopslag. Det er ikke tilfældet. De eneste eksempler, man kan finde, er nogle få skingre borgerlige aktivister, der tror det er samfundets skyld at de ikke selv kan finde ud af at rekruttere og fastholde ansatte.

Lad os vente med at skrue på de arbejdsløses motivation, indtil det faktisk er motivationen, der gør udslaget. Lad os i stedet bruge kræfterne på at skaffe arbejdspladser nok til alle, og dele det lønarbejde, der nu en gang er, mere retfærdigt mellem os.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

Rasmus Kongshøj,

Det er næppe konstruktivt at kalde ledige eller andre for dovne, så det synes jeg under alle omstændigheder ikke man skal.

Når du skriver: "Problemet er, og har altid været, mangel på arbejdspladser", synes jeg at du giver et nyt eksempel på monokausal tænkning. Men der er nu næppe kun et enkelt, men snarere flere forskellige årsager til at vi har den ledighed vi har. Der kan f.eks. være både konjunkturelle og strukturelle årsager, og ledigheden kan derfor også påvirkes af flere forskellige tiltag på én gang. Man kan således godt på én gang forsøge at stimulere efterspørgslen efter arbejdspladser i en lavkonjunktur og samtidig overveje hvordan strukturerne på arbejdsmarkedet kan forbedres for at sikre lavere ledighed også på længere sigt.
Jeg er uenig i udsagnet om at der ikke vil komme flere arbejdspladser, blot fordi de arbejdsløse får det værre. Hvis det effektive arbejdsudbud forøges som følge af ændret adfærd hos de ledige, må det formodes at give et pres i retning af lavere lønninger. Og det kan igen tænkes at gøre det mere attraktivt for virksomhederne at ansætte flere. Det er denne mekanisme (lavere lønninger) hvorigennem lavere dagpenge o.l. normalt formodes at påvirke den strukturelle ledighed. Mht. timing er det selvsagt mest hensigtsmæssigt at foretage sådanne tiltag på tidspunkter hvor der ikke er høj konjunkturbetinget ledighed i forvejen.
Jeg har i øvrigt ikke i denne tråd givet udtryk for at man faktisk bør sænke satserne/stramme de danske regler i forhold til niveauet i dag. Jeg gør bare opmærksom på at sådanne tiltag typisk VIL påvirke ledigheden, i hvert fald når de rettes mod personer der er arbejdsmarkedsparate. Hvorvidt det er en god ide at foretage tiltagene afhænger af en afvejning i forhold til de andre konsekvenser som sådan en ændring vil få, bl.a. hensynet til at beskytte de pågældendes livsgrundlag. Det er i sidste ende en politisk afvejning, og økonomien som videnskab giver ikke noget objektivt svar på hvordan denne afvejning bør være.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Poul Schou, du gør dig til talsmand for en fuldkommen umoralsk holdning til borgerne i samfundet: vi skal bare tvinge lønnen ned, så skal det nok blive attraktivt at ansætte nogle flere. Men man skal ikke ansætte nogle flere for at gøre det! Hvis efterspørgslen kan klares med færre, er det fint. Det er en løsning af en opgave, der er tale om, ikke opfyldelsen af et moralsk bud. Der er uendeligt mange aktiviteter, mennesker kan give sig i kast med, og af dem er kun en lille smule egentlig egnede til markedsudsættelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

Peter Hansen,

jeg kan ikke lide at blive fejlciteret og påduttet meninger jeg ikke har givet udtryk for - det er det man også kalder at sætte en stråmand op, og som du gør her. Vær rar at være omhyggelig med at udlægge folks udtalelser korrekt - det hører med til almindelig anstændighed i en debat.

Jeg skrev ikke i mit forrige indlæg at man bør tvinge lønnen ned - jeg var faktisk ret omhyggelig med at pointere at jeg ikke her i tråden har taget stilling til hvorvidt man bør forsøge sådan noget i den nuværende situation. Jeg skriver derimod at mere aktiv søgeadfærd hos ledige formodentlig vil have en effekt på lønnen. Det er en formodning om hvordan verden fungerer, ikke et moralsk udsagn om hvad man bør gøre. Bemærk venligst forskellen.

anbefalede denne kommentar

Sider