Klumme

Tidens løsen: Mælkebøttebørn!

Som måske er arvtagere til 68’ernes blomsterbørn – noget så resiliensk
Debat
12. august 2014

Godt ord igen, introduceret senest her i avisen i onsdags med artiklen »Resiliens – men af hvad og for hvem?«. Omhandlende, hvad klimaforandringernes stigende vandstande i havene, hedebølger, ekstreme nedbør, oversvømmelser, tørke, skovbrande, orkaner, epidemier, miljøflygtninge, folkevandringer, udtømning af begrænsede naturgoder etc. nøgternt set må kræve af robusthed og modstandsdygtighed, altså af såkaldt resiliens. Hos eksisterende og kommende bygninger, tekniske konstruktioner og infrastrukturer.

For så vidt ganske opbyggeligt som det viser, at menneskeheden – dele af den – omsider er ved at indstille sig på, at alt det der med naturvidenskabens dommedagspræk og anbefalinger, drivhuseffekter, økologiske snik og miljømæssige snak nok alligevel må tages så alvorligt, at det bør medføre nogle praktiske ændringer af indarbejdede moderne adfærdsmønstre. Og i et vist omfang dermed korrigere forventningerne til deres umiddelbare forøgelse af Den Økonomiske Vækst i materielt naturforbrug og -opbrug.

Som når der også herhjemme bliver klaget over, at hver sjette af landets 98 kommuner fortsat ikke er på plads med de ’klimatilpasningsplaner’, som regeringen og Kommunernes Landsforening helt tilbage i sommeren 2011 ellers aftalte skulle være klar ved udgangen af 2013. Ifølge Naturstyrelsen »er planerne omdrejningspunktet i kommunernes indsats for at håndtere store klimaforandringer og ekstremt vejr. De skal både kortlægge risikoen for oversvømmelser og pege på tiltag til at imødegå dem og prioritere indsatsen«. Funktionsleder Mikkel Hald trøster dog med, »at det centrale er, at alle kommuner er i gang. ’Vi snakker om planer, der skal være med til at tilpasse kommunernes infrastruktur over årtier. Så det vigtigste er, at alle efter lidt tøven i starten er i gang med opgaven’«.

Folk sikrer sig

Og en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen blandt 2.000 danskere viser, at mange private boligejere skam også er ved at lære resilienslektien. Af den tvivlsomme fornøjelse ved at stå i vand til knæhase- og kælderhalsen. Hver femte af dem, der bor i hus med kælder, har investeret i foranstaltninger som en tilbageløbsventil i kloakken for at undgå konsekvenserne af kraftige regnskyl. Yderligere syv procent har planer om det, og 17 procent vil gerne, men synes, det er for dyrt. Formanden for ingeniørforeningen IDA’s Spildevandskomite, Carsten Rosted Petersen, glæder sig over, at danskerne tager klimaforandringerne alvorligt. Men han mener, at det i høj grad også er en samfundsopgave at sikre borgerne mod følger af ekstremt vejr. »Selv om kommunerne er på vej med klimaplaner, kan man godt frygte for, hvor lang tid der så reelt går, før planerne bliver til noget, og hvis den politiske bevågenhed daler. Når vi designer og bygger nyt i vore byområder, skal vi tænke løsninger ind, som håndterer regnmasserne oppe på overfladen, så vandet forsinkes og ledes bort uden store oversvømmelsesskader,« siger han.

Ukuelige mælkebøttebørn

Da er det, man griber til Gyldendals åbne encyklopædi (denstoredanske.dk): »Resiliens, (af eng. resilience ’ukuelighed’), psykologisk begreb om en særlig modstandskraft, der gør, at nogle mennesker klarer sig godt på trods af, at deres livsbetingelser udgør en risiko for at udvikle f.eks. psykiske skader. Begrebet bruges især om børn, de såkaldte mælkebøttebørn, der udvikler sig godt, selvom de vokser op i risikomiljøer«.

Mælkebøttebørn!? Har det at gøre med ’68-oprørets »blomsterbørn«? Og er det derfor, Information netop i går kunne bringe artiklen »Thy som yngleplads« med underrubrikken: »Mens nogle unge flygter fra Thy, er der andre, der vender tilbage. Både hende, der er opvokset i Thylejren, og hende, der er opvokset et stenkast derfra«? Endnu engang søges oplysning i Den Store Danske: »Blomsterbørn er i brede kredse synonym med hippiebevægelse. Navnet kommer formentlig af, at blomster var deres ’våben’, og de ønskede flowerpower. Blomsterbørn og hippier – unge, der lagde afstand til 1960’ernes materialisme og Vietnamkrigen. Blomster var blomsterbørnenes symbol på kærlighed og Peace, og Make Love, not War var deres slagord. Blomsterbørnenes livsstil var inspireret af indiske og indianske kulturer«.

Men hvad endte 68-halløjet med? Den fri markedstænknings dominans på alle niveauer.

Som ifølge artiklen i onsdags er hovedgrunden til nutidens fundamentale mangel på resiliens: Markedet i sig selv vil til enhver tid presse de menneskelige samfund og naturen til sammenbruddets rand, fordi mennesker og natur opfattes som varer. Det blev konklusionen for en del af de 900 forskere og ngo’er, som i maj i Montpellier i Frankrig var samlet til konferencen Resilience 2014.

Men hvordan tackle modsætningen mellem markedsliberalisering og behov for politisk styring? Hvordan sikre såvel global bæredygtighed som fattiges ret til udvikling? Hvordan omstille en økonomi, der er stødt på grænserne, men fortsat har vækst, skærpet konkurrence og hidsig produktivitetsjagt i centrum? Hvordan handle hurtigt og samtidig sikre omstillingens lokale og demokratiske forankring?

Svarene kalder på – mælkebøttebørn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Nå, men vi må jo hellere se at komme i gang.
Sad i går og talte med en tørlagt alkoholiker fra AA (en gang alkoholiker, altid alkoholiker). Samtidig tænkte jeg parallelt, om man ikke kunne sammenligne overforbruget med alkoholisme (en gang overforbruger, altid overforbruger), da det er så svært at gå ned i forbrug, frivilligt og ud fra en dyb indsigt om, at der foregår noget riv, rav, ruskene galt. Visse endnu ikke tørlagte alkoholikere kan godt indse, at det er galt, men har ikke kontrol over sig selv. Vil gerne, kan ikke, og som det siges, alkoholisme er en sygdom. Måske er overforbrug også en sygdom. Man har det godt med sygdommen, indtil man falder i grøften og slår sig, men alligevel fortsætter man. Der skal noget mere til.

Faldet i overforbrugsgrøften og slået sig, har vi slet ikke endnu. Nogle er blevet ramt af Bodil, men de kunne jo bare have ladet være med at købe et lavtbeliggende hus. Andre bliver syge af at bruge for meget af et eller andet, men det er nok deres egen skyld. Nej, rigtig ramte er vi ikke endnu en blok, så vi kører videre.

Hvis menneskeheden har en sygdom, der hedder overforbrug, er det svært at gøre noget ved det. Det skal nemlig komme indefra hos alle. Når vi altid har udviklet os ud til en grænse for udfoldelse, skal der en form for overansvarlighedstænkning til for at stoppe den 'vækst', der så at sige ligger i kortene. Hvorfor begrænse sig selv, hvorfor ikke udnytte sine muligheder? Hvorfor skulle et land ikke ekspandere? Det globale svar, har vi ikke fundet endnu.

Sygdomserkendelse, især når det gælder selvforskyldt sygdom, er en speget affære (nu har jeg overforbrugt i så mange år, og så kan jeg lige så godt fortsætte). Alkoholikerne i AA finder en åndelig ressource dybt inde i sig selv, og den redder dem. En åndelig resource for menneskeheden, der kan løfte os ud af misbruget og give os en større ansvarsfølelse, er svær at få øje på lige i øjeblikket.

"De er hjernevaskede", siger Hinda til Shirley om de væksttroende i filmen, der bærer deres navne. Hvordan kommer man frem til, at vi er hjernevaskede, syge og ikke har kontrol over om vi i det hele taget har en fremtid?
Man skal i hvert fald ikke spørge de valgte politikere.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er ingen tvivl om, at hjernevasken satte ind i løbet af 80erne og især 90erne, hvor reklamebranchen voksede til uhyrlige proportioner fra et ganske beskedent niveau - og en stort set ikke-eksistens indtil midt i 70erne. Dengang var samfundet fokuseret på at beskytte alle imod den hjernevask, der flyttede fokus fra det gavnlige, opbyggelige og nødvendige, og vi vidste alle sammen, selvom vi blot var børn endda, at man var ude på at lokke os til at købe noget, vi slet ikke havde brug for og slet ikke i virkeligheden havde lyst til.
Den balance tippede i løbet af 80erne, det var måske det tristeste udkomme af ti år med en borgerlig regering, at fokus flyttede sig til privatforbruget, selvom man desværre må være ærlig og sige, at det blev langt værre under Nyrup og Jelved i 90erne.

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan sige, at hvis man ikke på egen hånd kan tænke sig til et produkt, man efterspørger, efterspørger man det ikke.

John Fredsted

Jeg synes, der er noget så bedrøveligt over indtoget af begrebet 'Resilience' - modstandsdygtighed. Der er mindst to aspekter i det:

Det ene er det fysiske aspekt, som Michael Kongstad Nielsen så fint bragte på bane i en anden tråd: Forskansningen. Denne kan foregå, og vil formodentlig komme til at foregå, forventer jeg, uden nogen nævneværdig mental forandring, hvad selve bæredygtighedsaspektet angår.

Det andet er det psykiske: Modstandsdygtighed, som evnen til ikke at sørge over det, der foregår i disse år, altså en hårdhudethed eller utilstrækkelig sensitivitet, er i mine øjne så bestemt ikke noget, der hverken er værd at fejre eller stræbe efter. Jeg finder ingen håb for vores fremtid, så længe så få tilsyneladende sørger.

"It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society." (Jiddu Krishnamurti)

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Super flot artikel af Ejvind Larsen. Tak for den.

Torsten Jacobsen

Jeg prædiker for tiden om dette emne ovre i tråden om 'sur smiley for mistrivsel' -så kig forbi :)
Også der taler vi om 'resillience' og 'mælkebøttebørn', dog i et mere konkret fokus på børns vilkår i dette samfund. Der uddrager vi (jeg) også en vigtig skelning mellem hvad man kan kalde en 'naturlig', ubevidst reaktion på pres udefra, coping (f.eks. den sorg John Fredsted efterlyser), og så en aktiv, bevidst tilpasning til et giftigt miljø, den 'resillience', som Ejvind italesætter.

For mig er opbygningen af 'resillience' en falliterklæring, omend den selvfølgelig er det næstbedste alternativ. Som John Fredsted mener jeg, at det er den naturlige 'coping', som vi må fokusere på. Vi må hive den frem i lyset, gøre det ubevidste bevidst. Først da er der en chance for andet og mere end symptombehandling.

Hvordan gør man det ubevidste bevidst i dette tilfælde?

Jeg tror dog at det er vigtigt at lave en systemanalyse: hvad er det for et samfund, der producerer de/vi afhængige mennesker, som Niels Simon så præcist taler om? Takket være et link som Peter Hansen præsenterede i dag, er jeg blevet begejstret for udtrykket 'metodisk inhumanisme'. Vi lever i et system præget af en 'metodisk inhumanisme'. Bevidstliggørelsen af dette, for mig, indlysende faktum, er den eneste farbare vej frem, medmindre sandsækkene skal i brug.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

En mere enkel løsning ville være, hvis man på en eller anden måde kunne få dette simple budskab integreret i kernen af selvet på et flertal af, i første omgang Danmarks, voksne befolkning:

http://youtu.be/_g1Bkav7_hk

Det er den egentlige sorg, som John Fredsted så rigtigt påpeger vi alle må gennemleve, hvis noget for alvor skal forandres. Desværre forstås og integreres den sorg ikke med intellektet. Den erkendes kun med hjertet, og vi lever i en vis forstand i et hjerteløst samfund.

Michael Kongstad Nielsen

Ukueligheden i "mælkebøttebørn" er nok en drift efter det normale, som de ikke er omgivet af. Der findes i litteraturen eksempler på børn, der har overlevet de mest ufattelige opvækstvilkår. Typisk skal de helst være flere om det, da den enkeltes fantasi ikke altid rækker. Men at børn under ekstremt dårlige forhold kan opretholde en gejst og livslyst, eller fantasere sig rundt i systemerne, så de holder sig mentalt oven vande, er vist det psykologiske "resiliens". Men det er kun muligt, hvis de én gang og tidligt har erfaret og oplevet det gode i livet. Den erindring skal der til, ellers får mælkebøtten ikke kraften til at søge efter at genfinde det, tror jeg. Det bemærkelsesværdige er ikke robusthed, men ukuelighed. Det sidste er langt stærkere end det første. Ukuelighed er at nægte at overgive sig. Og dermed nogle gange at nægte realiteten, nægte at se virkeligheden i øjnene.
Den ukuelige kan sejre på at nægte, men bevarer efter min mening kun sit mod og sin kraft ved at huske, hvad der var det gode i livet, i forsøget på at vende tilbage dertil.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten [i går, 19:56]: Super fin kommentar. Til "Jeg tror dog at det er vigtigt at lave en systemanalyse: hvad er det for et samfund, der producerer de/vi afhængige mennesker" ville jeg dog gerne tilføje en analyse af, hvorledes vi mennesker skaber samfundet - altså den anden vej rundt.

For jeg tror for eksempel ikke på (og hermed ikke være påstået, at du tror eller mener det), at den udbredte mangel på sorg i vores kultur alene skyldes samfundets indretning (gennem konkurrence, reklame, etc.), men også skyldes et manglende individuel/personligt mod eller manglende vilje til at lade sit liv i det mindste for en stund 'gå i stå' i sorg, og at denne mekanisme, blandt så mange andre psykologiske mekanismer kraftigt bidrager til at skabe netop denne vores kultur, dette vores samfund.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er jo på en vis måde inhabil i disse diskussioner, for jeg er jo i den irriterende situation, at jeg arbejder meget mindre, end jeg gerne ville. Men jeg kan altså ikke rigtigt finde ud af at skaffe mig et almindeligt job, så det bliver til disse højst halvtidsstillinger i en årrække, hvorefter de så bliver nedlagt og jeg er slået tilbage til nul. Det gør mig ikke for alvor ked af det, det gør mig heller ikke for alvor desperat, jeg har måttet indstille mig på det - og det er samtidig enormt vanskeligt at tage sig sammen til at skrive de ting, der måske kunne ændre situationen, fordi jeg ærlig talt ikke tror, at de, der føler sig kaldede til at bestemme diskursen, har sans for mine ting. Alligevel er jeg også optimist.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. I studiet af menneskelig kognition, er der bred opbakning til en teori om 'dual processes'. Det betyder meget kort fortalt, at mennesker forholder sig til sig selv og sin omverden på to forskellige måder:

- en hurtig processering, uden den store omtanke. Her bor vores 'knee-jerk'-reaktioner, fordomme, osv. Fordelen ved denne processering er, at den sætter os i stand til at reagere hurtigt og med en vis hensigtsmæssighed på pludselige forandringer.

- en mere langsom processering. Det vi normalt kalder eftertanke eller omtanke. Det er her vi kan forholde os til vores egne handlinger, fordomme, osv. Veje for og imod, tænke 'logisk' og 'rationelt'.
Ulempen ved denne form for processering er, at den kræver tid og at den opbruger betydelige kognitive ressourcer.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, det er klart at hvis man lever i en fortravlet dansk hverdag, med 7 bolde i luften, børn der skal hentes, mad der skal laves, arbejdspapirer der ikke er færdige, realkreditlån der skal betales, og en evig kværn af medietilbud i tilgift, ja så er det ikke den langsomme processering som styrkes. Så pisker man i stedet afsted, styret af tommelfingerregler og fordomme, der som regel sikrer at man når nogenlunde hensigtsmæssigt fra A til B (mens man tænker på C).

Hvilken slags samfund vokser ud af mennesker, der fortravlede løber omkring i hælene på deres fordomme? Og hvordan påvirker et sådant samfund de mennesker som lever i det?

Vi mennesker rummer både himmel og helvede i os. Det er jeg fuldstændig overbevist om. Helt grundlæggende kan vi befinde os i en positiv spiral eller en negativ spiral. De af os, der er så heldige ind i mellem at have tid til at betragte os selv; betragte vores handlinger og vores fordomme, og vurdere deres rimelighed, vi har muligheden for at påvirke den spirals løb.
Så må det være vores opgave at påvirke samfundet så meget, at det til sidst giver rum til at også andre mennesker får tid til at tænke sig lidt om. Tid til den sorg, som kun kan gennemleves langsomt og i stilhed.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Peter Hansen: "Jeg er jo på en vis måde inhabil i disse diskussioner, for jeg er jo i den irriterende situation, at jeg arbejder meget mindre, end jeg gerne ville."

Måske jeg misforstår dig, men jeg kan overhovedet ikke se, hvorledes det at arbejde lidt, eller hvad jeg nu skal kalde det, skulle gøre én inhabil i de sager, vi har under luppen her i disse tråde. Og det er ikke ment irettesættende, men kærligt.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten Jacobsen: "Tid til den sorg, som kun kan gennemleves langsomt og i stilhed."

Netop. Og til det med sorgen har jeg lyst til at komme med følgende tilføjelse: Jeg forestiller mig, at det vil komme som en overraskelse for rigtig mange mennesker i denne, som du skriver, fortravlede kultur, at det at sørge ikke kun er tristhed. Hvis man giver sig hen til sorgen, kan man nemlig, hvis man er tilstrækkelig opmærksom og stille, også mærke noget andet: glæden over være oprigtig i kontakt med sig selv. Personligt foretrækker jeg sorgtilstanden, der jo ikke nødvendigvis medfører total handlingslammelse, frem for den pseudoglæde, der er resultatet af hele tiden at være på flugt væk fra vitale dele af sit eget følelsesliv.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten J. og John F. - Det er vigtigt - som I gør - at skelne mellem den ureflekterede, reaktive problemløsning, som kan kaldes taktisk, og den mere reflekterede eftertanke, der søger et langsigtet, strategisk svar på smerten.

Men der er endnu en skelnen, som jeg tror skal tænkes med ind: Når et menneske rammes af sorg/smerte, og er kommet forbi den umiddelbare kæmp/flygt-reaktion, står vedkommende med en livserfaring, som ofte er i modstrid med vedkommendes generelle verdensforståelse. Der er et utal af måder man kan integrere sine erfaringer på, men jeg tror, at de fleste kan klassificeres som tilhørende en af to strategier:

(1) Oprethold den hidtidige verdensforståelse og ignorer modstridende livserfaringer.

(2) Forkast den hidtidige verdensforståelse og find en ny, der har plads til de nye livserfaringer.

Et hurtigt blik rundt i samfundet vil vise, at langt de fleste af os langt det meste af tiden anvender den første strategi - for det meste er man så fortravlet, at man simpelthen ikke har tid til at sætte sig ned og tænke over sit liv. Og selv om der er tegn i sol, måne og stjerner på, at det måske er på høje tid at skifte verdensforståelse, er det jo ikke noget, man bare lige sådan gør.

For selv om "verdensforståelse" er et luftigt begreb, er det jo styrende for stort set alt hvad vi foretager os. Selv mine automatreaktioner efterrationaliserer jeg, så de passer til min overordnede forståelse af, hvordan verden hænger sammen.

Man kan ikke påtvinge mennesker en bestemt verdensforståelse, man kan kun påvirke. Jeg har ingen forkromede løsninger på, hvordan vi støtter udarbejdelsen af en ny og mere adækvat verdensforståelse. Men jeg bilder mig ind, at jeg har fundet indgangsportalen, og over denne portal hænger et lille skilt, hvor der står:

"Tænk selv, og del dine tanker med andre".

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den normale psykiske reaktion på klimakrisen ville være: - det vil vi ikke finde os i! Der må gøres noget! Hvis det er menneskeligt muligt at hindre det, skal det hindres. Men hvis man så fornemmer, at der ikke rigtig er tilstrækkelig power bag denne omstilling, og vejret bare bliver vildere og vildere, så opstår en række psykiske og fysiske handlemuligheder:
Psykisk:
1) Man kan fortvivle og begræde menneskehedens dårskab og situationens håbløshed.
2) Man kan udvikle forskellige former for "resiliens".
Fysisk:
1) Man kan lave "vandlande", bedre afledninger, diger, flytte op i baglandet o.s.v.
2) Man kan sætte ekstra turbo på omlægningen til ikke-fossil energi, isolering o.s.v, - altså den fysiske del af Den Store Omstilling.

Nå. De fire muligheder kan kombineres på forskellig måde. Psyk. 1) er der måske ikke meget handlekraft i, men i virkeligheden går den bedst i spænd med Fys. 2) - for der skal fortsat handles for at komme ud af såvel den fysiske som den psykiske ubalance.

Der overfor står Psyk. 2) og byder Fys. 1) op til dans, og det er fristende at blive hængende i den dans. Vi "resilerer" os ud af alle kriserne.

Og må jeg ikke kort til Fredsted sige, at det at give sig hen til sorgtilstanden, der efter din oplysning også bringer en glæde med sig, nemlig glæden over være oprigtig i kontakt med sig selv, hvilket jeg gerne vil tro, denne tilstand kan vist også siges at være en form for "resiliens".

.

Niels-Simon Larsen

I naturen er der hele tiden en form for 'tilbagemelding' under de givne forhold. "Nå, det bliver koldere og koldere, så jeg må hellere få lidt mere pels på". En pels tager mange tusinde år at udvikle, men ude i naturen er der god tid. Sker det pludselig pga. meteornedslag, er det forbi.

I løbet af meget kort tid, skal vi mennesker udvikle en kollektiv ansvarsfølelse for hele planeten. Det kan man sammenligne med et meteornedslag. Problemet er, at kun et fåtal har mærket noget, og mange af dem, der har mærket det, (tvangs)glemmer det. Ømhed og omsorg for kloden er ikke noget, vi har med i bagagen. Bare sådan noget som begrebet næstekærlighed har været omstridt. Nogle teologer mener, det kun drejer sig om de nærmeste, andre at det gælder alle.

Vi er ikke kommet ret langt. Nogle mener, at vi heller ikke skal, når det ikke står i 'bogen'. Vi har aldrig været i den situation, vi er i nu, og derfor er der nogen, der går med hovedet under armen og mener, at det er det rigtige at gøre. Det er svært at være forstående, når der er så meget på spil. Derfor tror jeg, at den dag, der kommer et nedslag, der ikke kan snakkes væk, bliver den pågældende regering nødt til at gøre noget drastisk. Undtagelsestilstand, og det vil den også få opbakning til. Så vil der opstå et sammenhold, man ikke har set før, der nok nærmere hedder frygt og angst.

Nu har vi chancen for at tage udfordringen op. Det gøres på det praktiske område i form af småtterier. Det er, som om alle tænker: "Inden for vores gruppe skal vi ikke lave om på vores tænkemåde, men en tilbageløbsventil i kælderen, skal vi i hvert fald have".
Det er sådan, jeg oplever det for øjeblikket.

Ejvind Larsen

Tak for alle bidragene i denne tråd. Alle uden undtagelse.

Søndagslæsning! Til hverdagsbrug...