Kronik

Jeg er træt af kravet om aktiv deltagelse

Du skal tage del i fællesskabet, siger jeg til mig selv. Gu vil jeg ej, svarer min indre anarkist. Borgerinddragelse er ofte skueprocesser, der kun har en ren symbolsk værdi
Du skal tage del i fællesskabet, siger jeg til mig selv. Gu vil jeg ej, svarer min indre anarkist. Borgerinddragelse er ofte skueprocesser, der kun har en ren symbolsk værdi

Mia Mottelson

7. august 2014

Når jeg hører ord som aktiv deltagelse, borgerinddragelse og faciliteret inklusion, spænder jeg hanen på min retoriske seksløber. Du skal tage del i fællesskabet, siger jeg til mig selv. Gu vil jeg ej, svarer min indre anarkist i trods og ryster velmenende hippiepædagoger og kyniske ledelseskonsulenter af mig.

Deltagelse er et plusord på linje med demokrati, diversitet og dannelse. Selv forsker og underviser jeg i, hvordan det dynamiske deliberative demokrati står og falder med den aktive deltagelse – og med Alf Ross og Hal Koch i hånden hylder vores højskoleland lystigt den demokratiske deltagelse både som mål og middel.

Men som de bedste præster, skal vi alle engang imellem vakle i vores tro og tvivle. Dette er derfor min djævelske advokats bekendelser. For jeg er træt af kravet om aktiv deltagelse i alt lige fra arbejdsweekend i børnehaven til telefoniske evalueringer af serviceniveauet. Deltagelse gør ikke altid alting mere demokratisk.

For det første skal vi ikke deltage i alt. Massevoldtægt, mobberi og Paradise Hotel skal vi holde os fra. Og i øvrigt kan vi ikke deltage i alting. Det er nødvendigt at prioritere sin deltagelse for at kunne bidrage fokuseret og kvalificeret. Møder bliver for eksempel kedelige og ineffektive, hvis folk, der ikke har forberedt sig ordentligt, insisterer på at deltage. Ligeså smuk og meningsfuld fællessang kan være, ligeså forfærdelig kan den også være, når de mange og de tonedøve overdøver det egentlige talent.

Udøvelse af skjult magt

Men skal vi deltage, er det vigtigt, at vi gør det med åbne øjne. For vi deltager aldrig på lige fod. Det magtfrie rum findes ikke. Vi har altid forskellige forudsætninger for at deltage. Om det er i andelsforeningen, på skolebænken eller på arbejdspladsen. Og moderne facilitering er udøvelsen af den skjulte magt. Den slags der er sværest at udpege, fordi det kræver, at man sætter spørgsmålstegn ved rammen for ens deltagelse og ikke de andre deltagere. Faren er, at den kritiske og konstruktive energi fiser ud i horisontale netværk og aldrig får hierarkisk drift og reelt forandringspotentiale.

Borgerinddragelse er ofte skueprocesser, der kun har en ren symbolsk værdi. Et velkendt problem er, når forslagene fra et fremtidsværksted eller en medarbejderworkshop aldrig når beslutningstagernes bord. Det er da frustrerende nok. Men værre er det, når deltagelsesprocesser bevidst bruges som et strategisk værktøj til at skabe politisk legitimitet. Måske er det det, vi ser, når entreprenørvirksomheden NCC bygger en række boligblokke på Krøyers Plads, der hvor byens borgere for nogle år siden fik afværget opførelsen af en række højhuse. Nu bygger NCC så en såkaldt Dome of Visions, hvori kulturelle og pseudoaktivistiske arrangementer afholdes for at facilitere inklusiv dialog med de lokale borgere. Spørgsmålet er bare, hvor meget reel indflydelse christianshavnerne egentlig får her. Måske handler fremgangsmåden i bund og grund om at undgå den ballade, man tidligere havde oplevet på netop denne plads.

Fra Machiavelli til Boltanski og Chiapello står det klart, at narren, de offentligt intellektuelle, de kreative aktivister og de frække journalister langtfra altid er nogen, magten støder fra sig. Tværtimod repræsenterer jokeren for fyrsten en mulighed for at indoptage kritik og således demontere potentiel opstand. Ofte er beslutningen allerede taget, men den kan kun gennemføres, hvis befolkningen eller medarbejderne får følelsen af ejerskab over den.

Konserverende deltagelse

Myten om demokratiets mangfoldighed gør, at vi ofte overvurderer inddragelsesprocessernes politiske innovationsværdi. Den monokultivering, vi ser i popkulturen, økonomitænkningen, partipolitikken og ledelsespraktikken, minimerer den mangfoldighed, der netop er præmissen for meningsfuld demokratisk deltagelse. Deltagelse kan derfor være en måde at reproducere det eksisterende. Det revolutionerende sker oftest i afståelsens brud, ikke i deltagelsens accept. Når politikere retfærdiggør deres brug af rådgivere som en nødvendig del af det demokratiske mediespil, er det, fordi de tager udgangspunkt i tingenes tilstand og tilpasser sig frem for at demonstrere, hvordan en anden verden kunne se ud. Når man ukritisk køber præmissen for deltagelse, bliver deltagelsen konserverende, ikke engagerende.

Politiet forsøger i disse år at inddrage borgerne på nye måder med initiativet Tryk politi, bestilenfærdselskontrol.dk og den nye Politi-app. Men borgerne får ikke lov til at definere, hvilke problemer politiet skal prioritere. Inden for den givne ramme, kan man altså hjælpe til, men kun hvis det ikke bryder med den herskende bureaukratiske logik. Risikoen er, at kun det sædvanlige emsige anmelderkorps bliver aktiveret. Flertallet opnår ingen egentlig demokratisk medbestemmelse.

Pas på demokratiet

Afståelsen fra at deltage er ikke nødvendigvis lig apati, ligegyldighed eller eksklusion. Det behøver ikke være en falliterklæring. Den blanke stemme kan være udtryk for protest, at man gerne vil deltage på egne præmisser, eller at man stoler på, at de bedre kvalificerede tager en god beslutning.

Ved tronfølgeafstemningen i 2009 stemte over otte procent blankt. Hvorfor? Ved at stemme ja legitimerede man i en vis forstand monarkiet, mens nej-stemmen var en ligestillingsmæssig brøler af dimensioner. Alternativet var at stemme blankt.

At stemmeprocenten til europaparlamentsvalget er relativt lav, skyldes ikke, at folk ikke interesserer sig for politik. Det skyldes, at EU ikke har føling med folket. Manglende deltagelse beror ofte på aktiv bevidst stillingtagen.

Deltagelsens demokratiske værdi er et hovedargument for mange civilsamfundsromantikere, der gerne ser mere dynamisk frivillighed og flere engagerede medborgere. Men man skal være sig bevidst om, at dette også udgør en mulighed for at skære i velfærdsstatens professionaliserede ydelser. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, hvilken vogn ens deltagelse bliver spændt for.

Faciliteret deltagelse fra kreativt designede byrum til offentlige høringer kan være dynamiske og meningsfulde. Men de er ofte buzzwords, strategisk røgslør, romantisk utopi, ren onani eller sursøde syltekrukker. Inklusion bliver i værste fald en måde at omdirigere, overvåge og kontrollere kritikere.

Så når vi bliver bedt om at deltage i debatten på Facebook eller bliver nedsat i en arbejdsgruppe, der skyder spørgsmålet til hjørne, er det så altid mest produktivt at deltage, eller kan det nogle gange bedre betale sig at obstruere, observere eller gøre noget helt andet? Som Marcus Miessen understreger i sin bog Nightmare of Participation, skal demokrati i visse situationer undgås for enhver pris. Det fungerer for eksempel ikke i sengen, på et skib i stormvejr eller som evindelig gyldigt princip i opdragelsen af vores børn.

Falsk solidaritet

Hvordan undgår vi så, at den ofte så vigtige demokratiske deltagelse bliver til falsk solidaritet, politisk korrekthed, fralæggelse af ansvar eller anvendt som et slet skjult styringsredskab? Åbenhed, gennemsigtighed og konsekvens lige fra intention, udvælgelse, format, proces, opfølgning og evaluering er en god begyndelse. Ja, det har vi hørt før, men vi ser meget sjældent demokratiske borgerinddragelsesprocesser, der i praksis lever op til disse kriterier. Måske fordi de dygtigste proceskonsulenter har travlt med at lære de ledere, der kan betale for det, hvordan de mest gnidningsfrit kan gennemføre stramninger i stedet for at effektuere reelle forandringsprocesser fra bunden, der hvor der er et socialt behov for dem.

Silas Harrebye er adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Levi Jahnsen
  • Anne Eriksen
  • Vivi Rindom
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Katrine Visby
  • Regsa Nesneffets
  • Leo Nygaard
  • Steffen Gliese
  • Gry W. Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dennis Berg
  • Claus Høeg
  • Niels Duus Nielsen
Levi Jahnsen, Anne Eriksen, Vivi Rindom, Heinrich R. Jørgensen, Katrine Visby, Regsa Nesneffets, Leo Nygaard, Steffen Gliese, Gry W. Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Dennis Berg, Claus Høeg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Jeg tror vi her er vidne til hvordan en emanciperende teoridannelse ved manipulation kan forvandles til sin egen modsætning.

Habermas udviklede i sin tid sin diskursetik i et forsøg på at skabe et udvidet demokrati. Ideen var, at alle interessenter, som er berørt af en beslutning, skal have mulighed for at give sit besyv med, inden beslutningen træffes. En virksomhedsledelse skal således inddrage ikke blot medarbejdere, men også underleverandører, kunder og naboer, kort sagt alle berørte parter, før de beslutter sig. På denne måde sikrer man sig ikke alene at en løsning tilgodeser flest mulige, men også at de berørte parter føler et såkaldt "ejerskab" til løsningen.

Forudsætningen for diskursetikken er, at denne kommunikation er "herredømmefri", altså det modsatte af den hidtidige kommunikation, som Habermas kalder "strategisk", fordi den udelukkende og med alle midler går efter et på forhånd fastsat mål.

Alle samfundsfagsstuderende læste Habermas, og da de var færdiguddannede, tog de teorien med sig ud i samfundet. Og her slog den an, især indenfor det offentlige. Der skulle nu afholdes borgerhøringer, hver gang kommunerne ville ændre fx en lokalplan. Men borgerhøringer viste sig at være en besværlig størrelse, for beboerne var ofte dybt uenige med de kommunale politikere og administratorer.

Men nu hang man jo på høringerne, som var lovbefalede, så i stedet for at gå tilbage til den gamle styring fra oven, valgte man at afskaffe den herredømmefri kommunikation. På denne måde kunne man opretholde et skin af selvbestemmelse, uden at kommunalpolitikerne behøvede at tage særligt hensyn til borgerne.

Jeg husker den første ændring af lokalplanen for Krøyers Plads i forbindelse med det famøse tårn. Beboerne modsatte sig med næb og klør og krævede i stedet en svømmehal, dog uden at det gjorde synderligt indtryk på rådhuset. Hvis jeg ikke husker meget galt, var det ikke kommunalpolitikerne, der opgav planen, men bygherren, der grundet den store modstand fik kolde fødder og tog planen af bordet. Så den kommunikative diskursetik virkede, kan man sige - vi slap da for det åndssvage tårn.

Men efter nogen tid kom der så en ny lokalplan. Pludselig var der ikke længere tale om herredømmefri kommunikation. Den første sætning i den nye husstandsomdelte pjece om lokalplanen lød noget i denne retning: "Der er p.t. 10.349 mennesker, der har deres daglige arbejde på Christianshavn, mens der er 9.878 mennesker, der er bosat på Christianshavn". Med andre ord: Inden det nye forslag overhovedet blev nævnt, blev der lige gjort opmærksom på, at vi beboere faktisk var i mindretal. Efter min mening et skoleeksempel på skjult strategisk kommunikation: Vi lytter til jer, fordi vi skal, men da I er i mindretal skal I ikke forvente at få indflydelse.

Da lokalplanen ikke omfattede tårne, gik den relativt glat igennem, selv om vi ikke fik en svømmehal. Der blev undervejs sagt noget om, at en svømmehal kunne placeres på Holmen, men vi har stadig ikke set noget til den. Spørgsmålet er så, hvor meget reel indflydelse christianshavnerne egentlig fik på den nu gældende plan. Svaret er vel, at vi ingen reel indflydelse fik, men hvis vi skulle finde på at brokke os, kan kommunen nu sige, at vi selv har været med til at vedtage planen.

Et andet eksempel på strategisk kommunikation i diskursetisk forklædning er den såkaldte "dialog" mellem klient og sagsbehandler indenfor socialvæsnet. Principielt er klienten og sagsbehandleren ligeværdige parter, der i fællesskab skal finde frem til en løsning, men man er godt nok naiv, hvis man tror, at "dialogen" reelt er herredømmefri og at man ustraffet kan afslå sagsbehandlerens "tilbud". Formelt er der tale om borgerdemokrati, reelt er det god gammeldags tvang.

Et tredje eksempel er det ordvalg, mange mellemledere gerne benytter sig af: "Kunne du ikke tænke dig at..." er ikke et spørgsmål, selv om det ser sådan ud, men en ordre i diskursetisk forklædning.

Osv. etc.

Bernd Åke Henriksen, odd bjertnes, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Regsa Nesneffets, Leo Nygaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"Vi lover at høre på jer og jeres indvendinger,
men beslutningen er truffet,
og sådan er det bare"
Jep. Jeg har også været til borgerhøring.

Det er meget svært at motivere sig til at deltage i borgerdemokrati,
som blot er en skinmanøvre,
dækkende over de goe gammelkendte magtstrukturer.

Kirsten Kathrin, Rune Petersen, Anne Eriksen, Marianne Rasmussen, Christel Larsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

For jeg er træt af kravet om aktiv deltagelse i alt lige fra arbejdsweekend i børnehaven til telefoniske evalueringer af serviceniveauet. Deltagelse gør ikke altid alting mere demokratisk.
Skrives der.
Hvem fanden påstår at udførelsen af et stykke arbejde er demokratisk ? Så kan man måske under arbejdet diskutere " hvordan det dynamiske deliberative demokrati står og falder med den aktive deltagelse " mens lokummet bliver renset og legepladsen fejet.

Steffen Gliese

Når politikkerne synes, at det er vigtigt at skabe arbejdspladser, er det endnu mere vigtigt, at det offentlige benytter professionel arbejdskraft til opgaverne til overenskomstmæssig løn. Hvis ikke samfundet går foran med at opretholde de gældende vilkår i samfundet, hører alting op - og med aktivering og alle mulige andre gradbøjninger af arbejdsbegrebet er alting for længst hørt op. Det er ikke noget, der længere kan pålægges folk, der villigt betaler for at få tingene gjort over skatten.

Bernd Åke Henriksen, Kirsten Kathrin, Christel Larsen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Hvorfor har jeg den fornemmelse, at alle gode samfundskritiske indlæg har en RUC forfatter(Eller tilknytning til RUC).
Og hvorfor er det, at alle samfundskritiske indlæg aldrig bliver "trykt" i andre nyhedsmedier som Politiken, BT, JP og andre sjove sider.
Og hvad skete der med Rune Lykkebergs Samfundskritiske skriverier? Var der ikke plads til dem på Politiken? Det er sjovt, de mest samfundskritiske ansatte på Politiken faktisk er WulffMorgenthaler. Mener i det seriøst, Politiken?

Den vigtigste indflydelse i demokratiet må være, at vi som borgere begynder at stille højere krav til vores dejlige nyhedsmedier!

Anne Eriksen, Bernd Åke Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Med mange års erfaring i praksis kan jeg bekræfte, hvad der er sagt af Harrebye og Niels Nielsen.
Borgerinddragelse er dobbelttydigt. Skindemokrati og ansvarsfralægning i en lovfæstet skueproces. Jamen, borgerne har jo selv været med, så...........
Vi har valgt repræsentanter, som har pligt til at tage ansvar og ikke skubbe det over på en pseudo borger indflydelse.

En anden sag om det samme - borgerpligt eller det offentliges pligt - afgrænsning der imellem.
En V-politiker klager over at S-beslutning betyder, at en ung, handikappet pige ikke kan få ledsagehjælp hjem fra en familiefest, når hun blev træt før sine forældre. Den taler for sig selv som eksempel til stillingtagen.

Der er tydeligvis bevægelse i afgrænsningen mellem off. og privat.
Måske kunne det overføres til emnet her og pseudo indflydelsen afskaffet. Så det bliver klart, hvor kritikken skal rettes, når det går galt.

Hermed er jeg inde på grundlaget for al politik : Hvad er privat og hvad er offentlig.

jens peter hansen

Fra Berlingske 1. november 2103.
"Presset på forældre for at være vikarer eller deltage i arbejdsdage, hvor de flikker stakitter sammen og klipper hæk, så der kan spares på børnehavens og vuggestuens udgifter, kommer langt fra kun fra kommunerne. I stedet for er det er i høj grad forældrene selv, der igennem forældrebestyrelser tager initiativ til - eller bakker tæt op om - at far og mor skal bidrage med frivilligt arbejde i deres børns institution ".
Ja gid fanden havde de der ildsjæle, når man nu betaler for at få ungen passet.

Katrine Visby

Jeg kan godt lide Silas Harrebyes iattagelser:

"Det magtfrie rum findes ikke". "Og moderne facilitering er udøvelsen af den skjulte magt".
"Den monokultivering, vi ser i popkulturen, økonomitænkningen, partipolitikken og ledelsespraktikken, minimerer den mangfoldighed, der netop er præmissen for meningsfuld demokratisk deltagelse".

Det værste er, at dette moderne magtstyringsredskab og indsnævring af frihed, foregår på en så sofistikeret måde at folk knap nok opfatter det. De kan måske mærke at noget føles forkert.

Lyt til din indre anarkist - og lad være med at køre med på skindemokratiets præmisser.

Jørn Petersen

Magten den vil de ikke give fra sig og opfinder alle mulige måder at undgå det på, så det ægte fællesskab er dødt i den magt struktur der er. (centralisering )

Reelle forandringer baseret på ægte fællesskab kan vi kun skabe ved at magten sættes under lup og vi overvejer hvordan vi ønsker den anvendt.

Forandringer som vedrører noget lokalt burde besluttes af de mennesker som det vedrører og det fællesskab er det vi mangler, fordi det er taget fra os.

Katrine Visby, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at tingene vendes på hovedet! Demokrati er reelt set en struktur til opløsning af central magtudøvelse og overdragelse af denne til konkrete menneskelige relationer - finansieret ved en fælles pulje, tilvejebragt ved progressiv beskatning. Det handler således om at skaffe midlerne, så folk i deres konkrete virkelighed ikke behøver at tænke på omkostninger, men kan handle relationelt og målorienteret. Demokrati er frakobling af omkostning og opgaveløsning, fordi omkostningerne som hovedregel skulle afholdes alligevel.