International kommentar

Tyskland – Rusland: Et ganske særligt forhold

I den tyske offentlige opinion kan Ukraine højest regne med halvhjertet solidaritet. Forholdet til Rusland er det helt overordnede
Debat
20. august 2014

Er tyskerne harer? Er de fra Venus og ikke Mars? Ja, det er de muligvis i deres forhold til Rusland.

Under opbydelse af store anstrengelser forsøger EU i disse uger at holde sammen på en strategi mod Putin i krisen om Ukraine. Pludselig er der nu desperat brug for den fælles udenrigs-, energi- og sikkerhedspolitik, man havde forsømt at udvikle. Men hvad man indtil videre har formået at flikke sammen er skrøbeligt, interimistisk og hviler på den laveste fællesnævners filosofi. Rigtig politik bliver det ikke til, højst retorik, symbolske sanktioner og en hel masse diplomati.

Den slags kaldes normalt blød magt og idealiseres af dem, der har ikke nogen hård. Men sådan ser vores moderne Europa åbenbart ud, en gang for alle.

Kritikere mener også, at EU’s største og mest magtfulde stat står i vejen for en klarere og mere resolut holdning over for Moskva. Tyskerne siges at udvise om ikke sympati, så i det mindste ’forståelse’ for Putins annektering af Krim. Berlin nedtoner og glatter ud. Berlin vil forhandle, hvor andre ønsker at handle.

Faktum er, at Ukraine i den tyske opinion kun kan påregne lunken og begrænset solidaritet, samtidig med at holdningen over for USA er kritisk, til tider mere kritisk end over for Rusland. I en sådan grad, at kritikere har sat spørgsmålstegn ved Tysklands transatlantiske bånd og sågar ved tyskernes demokratiske sindelag.

Hybris eller ansvar?

Tysklands forvandling fra en aggressiv og krigerisk nation til en i dag næsten pacifistisk er så absolut et af vor tids mest bemærkelsesværdige fænomener. Og dette er en forvandling, som næsten udelukkende har med Rusland og Sovjetunionen at gøre. Sammenstødet mellem Hitler og Stalin blev ikke blot afgørende for Anden Verdenskrigs udfald, det var med sine over 15 millioner dræbte også langt det blodigste i den mest forfærdelige krig i menneskehedens historie. Den blodige nylige fortid har præget begge nationer dybt, og ingen bør forundres over, at den også forener både russere og tyskere i en slags stiltiende skæbnefællesskab, der har med rædsel, frygt og mistænksomhed at gøre – men også med fascination og modvillig respekt.

Hvortil kommer eksklusivitet. I Tyskland kan man ofte støde på den uudtalte overbevisning, at også den ukrainske krise i sidste ende handler om forholdet mellem Tyskland og Rusland. De to lande ligger, hvor de nu engang ligger, og er langt de mest dominerende i regionen. En langsigtet løsning på krisen er derfor ikke mulig uden en vis form for enighed mellem Berlin og Moskva. Alle andre, herunder Ukraine, betragtes – i fuld åbenhed fra Moskvas side, mere skjult og ubevidst fra Berlin – som statister.

Hybris eller ansvar? I Berlin ønsker man naturligvis at agere ansvarsbevidst. Men en sådan fælles forståelse forudsætter, at russerne ikke provokeres, hvilket igen betyder, at tyskerne er dybt uvillige til at blive trukket ind i noget, der ligner en ny kold krig mod Rusland – også selv om den kun er af økonomisk art.

Og uden for regionen? Set fra et tysk perspektiv puster USA sig alt for voldsomt op. De sanktioner, det ønsker mod Putin, vil også gøre ondt på europæerne, mens de knap vil kunne mærkes af amerikanerne.

Andre typer modtræk er ikke sandsynlige. At betale for Ukraines tilknytning til Europa vil i fremtiden desuden forventes at blive en opgave, som navnlig Tyskland skal varetage. Og de andre store lande i EU? Storbritannien er en ø, og i Sydeuropa er man mere optaget af bådflygtninge og Mellemøsten end af, hvad der sker i hovedstaden i et fjernt slavisk land, hvor man aldrig har sat sine ben. Ligegyldighed snarere end engagement synes at være fremherskende i Europa.

Undtagelserne er Polen og Sverige, hvis udenrigsministre siden 2009 har stået bag det såkaldte østpartnerskab – et initiativ, som de ledende tyske politikere tydeligvis finder ganske brydsomt. Radosław Sikorskis og Carl Bildts stærke engagement i Ukraine og hårde kritik af Rusland opfattes næppe som konstruktive bidrag til en politisk løsning, hvis man spørger Berlin. At indsætte dette lette kavaleri med høj cigarføring vil ikke være ansvarligt, mener man især i det socialdemokratisk dominerede udenrigsministerium.

Tankstation med et flag

Men Berlins underliggende holdning bygger også på et syn på Rusland som værende en relativt svag magt. Her findes ikke nogen større forskel mellem socialdemokraterne og kristendemokraterne. Ruslands uacceptable aggression og indblanding i andre staters interne anliggender skulle vidne mere om trods og halvvejs desperat selvforsvar end om en målrettet og planlagt imperieekspansion. Finansminister Wolfgang Schäuble, den tyske politiks spiritus rector (førende ånd, red.), beskriver meget bekymret et land, som savner enhver international appel. Et Rusland, som ikke undergår en tiltrængt modernisering, er ensidigt afhængig af nogle få råvarer og tænker i en fuldstændig forældet tankegang om landmasser snarere end markeder. Landets udsigter skulle tegne ’dystert’ i en global verden, hvor kun ’en attraktiv samfundsmodel’, der kan støtte sig til en stærk økonomi, vil få en afgørende rolle at spille.

Rusland er blevet beskrevet som en tankstation med et flag. Ud over olie og gas har det intet at tilbyde verden. Det skulle da lige være kernevåben, kunne vi her tilføje.

Man kunne mene, at den tyske politik er alt for sentimental, tager for lidt hensyn til vores universelle værdier, og at den tyskrussiske tradition for at tromle hen over alle andre, der tilfældigvis ligger mellem dem, er lidet sympatisk. Men denne politik har både et samtalerum og en forhistorie. Og Angela Merkel er vel den eneste væsentlige politiker i Vesten, som på flydende russisk kan tale direkte med Putin – i øvrigt uden at gøre sig illusioner om, hvem hun taler med.

Richard Swartz er svensk forfatter og journalist

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tyskerne siges at udvise om ikke sympati, så i det mindste ’forståelse’ for Putins annektering af Krim.

Ok, tyskerne kan altså godt forstå, at Rusland ikke kan se på at ukrainske oligarker udlejer de russiske havneanlæg til USA, der så opretter en sortehavsflåde i de tidligere russiske flådefaciliteter...

...det må jeg sige - en sjælden realisme her i vores orwellske verden.

"Sammenstødet mellem Hitler og Stalin blev ikke blot afgørende for Anden Verdenskrigs udfald, det var med sine over 15 millioner dræbte også langt det blodigste i den mest forfærdelige krig i menneskehedens historie."

Nu mistede Sovjetunionen mindst 27 mio. mennesker - så en så lemfældig omgang med historiske data, borger ikke just for kvaliteten i hr. Swartz skriverier.

Hr. Swartz nedtoner det faktum, at Europa og USA ikke har en fælles interesse i forholdet til Rusland, eftersom USA's handel med Rusland kun udgør 1/5 af den europæiske handel. Yderligere tjener USA's overvågning af den tyske kansler ikke til at styrke forholdet. Det forhold overses fuldstændigt, idet USA's krav på at være en exceptionel nation, har betydet, at landet tillader sig at overvåge alle og enhver, hvilket netop må siges at være særdeles aggressivt og en helt utidig og udemokratisk indblanding i andre staters indre anliggender.

Det er også USA's indblanding via 5 mia. dollars i Ukraines indre anliggender i den hensigt at omstyrte den lovligt og demokratisk valgte præsident, der er den grundlæggende aggression her - ikke Ruslands forventelige modsvar, mod det landet anser for at være deres legitime sikkerhedspolitiske interesser.

Preben Haagensen, Martin Andersen, Niels Duus Nielsen og Marina Kasimova anbefalede denne kommentar

"Sammenstødet mellem Hitler og Stalin blev ikke blot afgørende for Anden Verdenskrigs udfald, det var med sine over 15 millioner dræbte også langt det blodigste i den mest forfærdelige krig i menneskehedens historie."

Nu mistede Sovjetunionen mindst 27 mio. mennesker - så en så lemfældig omgang med historiske data, borger ikke just for kvaliteten i hr. Swartz skriverier.

Hr. Swartz nedtoner det faktum, at Europa og USA ikke har en fælles interesse i forholdet til Rusland, eftersom USA's handel med Rusland kun udgør 1/5 af den europæiske handel. Yderligere tjener USA's overvågning af den tyske kansler ikke til at styrke forholdet. Det forhold overses fuldstændigt, idet USA's krav på at være en exceptionel nation, har betydet, at landet tillader sig at overvåge alle og enhver, hvilket netop må siges at være særdeles aggressivt og en helt utidig og udemokratisk indblanding i andre staters indre anliggender.

Det er også USA's indblanding via 5 mia. dollars i Ukraines indre anliggender i den hensigt at omstyrte den lovligt og demokratisk valgte præsident, der er den grundlæggende aggression her - ikke Ruslands forventelige modsvar, mod det landet anser for at være deres legitime sikkerhedspolitiske interesser.