Der var engang, hvor jeg blev vred. Engang hvor forargelse kunne gøre mig rygende rasende og få mig til at bryde op fra middage, før den hjemmelavede tortellini var konsumeret, mens de rubinrøde dråber stadig stod urørt i glassene. Det var dengang, jeg ikke holdt mig tilbage for at smække med døren eller tale med store bogstaver over for både venner og fremmede, når jeg stødte på holdninger, der intuitivt bød mig imod. Jeg opfattede det som min pligt at sige fra over for uretfærdighed. Men den verbale modstandskamp var drevet af andet end det, nemlig passionerede følelser, forargelse, indignation.
Det var som en ild tændtes i min krop, når jeg stødte på social uretfærdighed, og der skulle ikke altid meget til, før jeg var fyr og flamme. Blandt emnerne, der fik mig op i det røde felt, var mandlige venner, der tankeløst væltede sig i prostituerede i en brandert. Familiemedlemmer, der var skeptiske over for homoseksuelles ret til at få børn. Og bølgerne gik aldrig højere, end når udsatte mennesker i eller uden for vores samfund blev beskyldt for at udnytte det system, der er til for at hjælpe dem.
De største slag blev kæmpet om Velfærdsdanmark, for i Hellerup, hvor jeg voksede op, var der ikke meget taknemmelighed tilovers for den universelle model. De fleste mente, at velfærdsstaten påtog sig alt for meget for alt for mange mennesker, som ikke havde fortjent det. De ville hellere have mere til sig selv end betale til dem, der i forvejen havde mindre. De følte, at de gav og gav af hårdttjente penge til mennesker, der bidrog langt mindre. Jeg kunne ikke være mere uenig.
Ilden døde hen
Jeg mener stadig, at vi skal gøre, hvad vi kan for at tilstræbe økonomisk lighed. Problemet er, at ilden ikke længere brænder, som den har gjort. Min verbale modstandskamp er blevet langt mere høflig, og mine holdninger langt mindre villige til at udfordre de synspunkter, der deles af flest.
Det skete over tid, støt og umærkeligt. Udbruddene blev sjældnere, jeg begyndte at vælge mine kampe, sådan som jeg lærte, at man skulle, og jeg nedtonede min kritiske røst for at fylde mindre. Jeg begyndte at forstå, at også dem, som nægter at tage socialt ansvar, har deres grunde. Men hvad jeg samtidig overså var, at min forståelse bremsede min kamp mod de holdninger, jeg er imod.
Det var en fejl, men jeg troede ærlig talt, at jeg gjorde det rigtige, for jeg gjorde det, man havde lært mig: Jeg lavede ordentlig research; sagde ikke mere, end det jeg kunne bevise; og jeg talte pænt og i et behageligt toneleje. Til sidst var min engang så kritiske stemme blevet til et lille pip i det kor af holdninger, som alle kan være enige om. Mine holdninger var blevet som de flestes: letkøbte, velopdragne, røvsyge. Holdninger, som aldrig kan fornærme nogen. Jeg blev lettere at være sammen med, ja, for de holdninger gik bedre til middagsselskaber med tortellini, rødvin og høflig ufarlig diskussion, men det føltes forkert. For jeg havde langsomt, men sikkert kappet roden til den form for indignation, som engang kunne mærkes som en buldrende ild i min krop. Jeg havde opgivet kampen for det, jeg tror på.
Overjeget tog over
Der var mange grunde til udviklingen. Jeg blev ældre, jeg blev socialiseret. Freud ville have sagt, at jeg integrerede overjeget, og det var vel noget i retning af det, der skete.
I skolen fik jeg at vide, at min stemme var for høj, i gymnasiet sagde de, at jeg skulle være mindre eksplicit, og på universitetet lærte jeg at pakke mine holdninger ind i et sprog, der sagde det samme på den tidobbelte tid.
De første år som studerende var jeg ivrig efter at raffinere mit sprog, så mine holdninger langt om længe blev taget alvorligt. Jeg forestillede mig, at knivskarpe ytringer med baggrund i bjerge af viden ikke ville kunne overhøres. Jeg troede, at det var manglende viden, der havde gjort det svært for mig at trænge igennem. Så jeg tilegnede mig entusiastisk den akademiske sniksnak, indtil jeg opdagede, at det øgede lixtal ikke havde den ønskede effekt, og at den teoretiske tilgang udfordrede min evne til at reagere på uretfærdighed.
Der var tale om det klassiske elfenbenstårnsproblem – jo klogere jeg blev, des mindre mente jeg, og de holdninger, der trods alt var tilbage, gik til i et sprog, som ingen gad lytte til. De velmenende teorier nuancerede virkeligheden i en sådan grad, at jeg ikke længere kunne se klart, og den høflighed, jeg med tiden tillærte mig, distancerede mig så meget, at passionen brændte ud. Med den forsvandt også indignationen, der førhen drev mig. Det blev form frem for indhold, norm frem for følelse, og i processen gik budskabet tabt.
Vi, de tilpassede
Det var ikke de andres skyld. Hverken min familie, lærerne i folkeskolen og senere i gymnasiet, underviserne på universitetet, de gode middages arrangører, vennerne i reservatet i Hellerup eller alle de andre, som hellere vil sige til end fra. De lærte mig jo bare, hvad de selv var blevet lært: at være samarbejdsvillig, medgørlig og hellere glat end kantet. For der skal være plads til alle – i skolen, på arbejdsmarkedet, i familien og i vennekredsen – og det er på mange måder godt. Det er solidarisk, men det er også dødsens farligt!
For når det væsentligste mål bliver at passe i en kasse, har vi en tendens til at glemme kampen for dem, der ikke passer ind. Vi glemmer at reagere på uretfærdighed, som den udspiller sig hver dag og overalt i vores samfund. Vi lader fællesskabet lukke sig om os – de tilpassede – og bruger vores energi på selvkritik og på at slibe kanter, så vi kan blive, som vi tror, vi skal være.
Og når vi så støder på dem, der ikke passer ind, trækker vi på skuldrene. Måske synes vi, det er synd, og lader det så ellers blive ved det. »Bare man kunne gøre noget,« siger vi til hinanden: »men man kan jo ikke gøre for, hvordan andre vil leve deres liv.«
Kun få tager kampen op. De få bør vi takke. Det er jer, som ikke gør, hvad I er blevet lært; jer, som ikke har tillagt jer den venlige høflighed. Jer, der ødelægger middage med jeres kritiske røst, selv om det er så irriterende, når hyggen går fløjten. Jer, der minder os om, at det også er en handling at vende den anden kind til, og at det dårlige liv sjældent er en vej, noget menneske vælger frivilligt. Tak til jer, der bliver ved at stille spørgsmål og ikke stiller jer tilfreds med de svar, vi andre er enige om at enes om. Jer, der kæmper imod alle os normdyr, som hellere vil passe i kassen end at kæmpe for dem, der står udenfor, og gøre plads i det fællesskab, vi alle er med til at skabe.
Inspireret af jer vil jeg forsøge at genlære, hvad jeg kunne engang. Jeg vil rehabilitere min kritiske sans og tale klart og tydeligt, når jeg oplever social uretfærdighed. Jeg vil ikke længere skamme mig over at kunne mærke i min krop, når den fortæller mig, at noget er forkert. Og jeg vil ikke længere tie, når jeg oplever uretfærdighed. Jeg vil tro på mig selv, når jeg bliver indigneret og forarget, for kritikken har for længe været impotent.
Helene Forsberg studerer socialt arbejde ved AAU og arbejder med socialpolitik hos Socialpædagogernes Landsforbund
Flot og vigtig udmelding. Selv på Information og i dens potentielle kritiske læserkreds bør man lytte. Pænheden sniger sig ind overalt og ofte fremmet af de usikre mennesker, som ikke har deres følelsesapparat tunet ind på urimeligheder og uretfærdigheder, men derimod på bekvemmelighed og egeninteresser.
I avisen Information er der generelt kun få mulighed for komme til orde. Debatten består af 4-5 debatindlæg og bliver stadig mere poleret og fyldes stadig ofte op med uinspirerende debatindlæg fra politiske partier og organisationer, som efter min opfattelse har været forbi en ødelæggende spindoktor.
Og de bringes fordi siges det på redaktionen, fordi man ikke får debatindlæg fra almindelige mennesker. Kan det virkelig være rigtigt?
Middage og alt muligt andet er da dødssygt, hvis man ikke kan tage diskussioner om noget væsentligt! Men det er et fint indslag, der forklarer mig noget om en socialisation, jeg lykkeligvis har undgået. Kritik, kritik, det er den, der er nødvendig for at forfine samfundet, kunsten, samlivet, produkterne, den analytiske sans.
Det er temmelig gyseligt at høre om den hellerupske selvretfærdighed, som åbenbart har afløst den sandhed, vi kendte for blot en generation siden: at for nogle mennesker er det blot at holde sig i live en herkulesopgave.
Tak også for at pege på den afsporing, som moderne "videnskabelighed" har antaget, hvor det ikke længere er et spørgsmål om at afsøge årsager og forklaringer, men snarere at tilpasse iagttagelserne til forklaringerne.
Den sociale indignation, er vist et bedre ord end forargelse, der har dette (små)borgerlige præg - lidt i stil med "daglig læser i Valby" eller "Vi er mange der mener..." for nu at citere én af Danmarks førende digtere...
Jeg køber sku budskabet om at tale lige ud af posen og vil være den første her til ikke at pakke det ind.
Så her uindpakket:
Danmark er et krigsliderligt, småtskåret og asocialt land!
Det er fint at snakke om at sætte sig igennem, men erfaringen siger mig, at det er lige indtil det skal realiseres. Normen er fællesskabet, resten står udenfor.
jeg syns orde klassehad vil være mest polisk ukorrekt i den sammenhæng https://www.facebook.com/pages/Klassehad/553903897982626
https://www.facebook.com/Klasshat
Engang i en ophedet rødvinsdiskussion sagde en til mig: Det der er galt med dig er, at du ønsker retfærdighed.
Det er vel det artikelskriveren også ønsker.
Det gjorde Robin Hood også.
@Helene: Tag dog og meld dig ind i et parti, kæmp der og hold fred med middagsgæsterne. Hvis du selv havde lavet maden, ville du vel heller ikke have, at folk sad og skændtes i stedet for nyde din kogekunst?
Jeg taler af erfaring. Gode samtaler er guld værd, men de store problemer hører ikke hjemme ved middagsbordet, men gerne bagefter. Lad os holde fred, mens vi spiser.
Tak, Helene Forsberg. Du har ikke noget at skamme dig over, hvad angår din kritiske sans. Giv du bare udtryk for den, også ved middagsbordet.
Mens vi netop er ved det, i en anden spalte – Alternativet for Danmark har i sit partiprogram også denne distinkte snert af humoristiske forsøg på bæredygtig småborgerlighed – grøn omstilling og social indignation som fantasme …
Følelsesmæssige eksplosioner af "sydlandsk" karakter får de fleste til at flygte langt væk ( -eksplosive og højtråbende mennesker er bare så trættende) .
En stilfærdig og fast tilkendegivelse af "at nu er det nok" får i reglen alle til at lytte og gå positivt ind i "sagerne".
Prøv at iagttage Christopher Hitchens (nu afdød), på youtube. Her viser sig en en person med en uendelig og dyb indignation og forargelse. Han gløder indvendigt. Er utroligt velformuleret, og armeret til tænderne med indlysende argumenter og humor. Han fremfører sine synspunkter dræbende klart, med et smil, i en rolig og næsten alfaderlig klang i stemmen. Jeg tror ikke heller han holder sig tilbage ved middagsselskaber, om så deltagerne er ved at falde ned af stolende, tror jeg bare han spiser videre. Meget underholdende og inspirerende, synes jeg. Men også både arrogant og bevidst provokerende.
Er det bedre at være tilpasset den sociale middelmådighed med tilhørende "sikkerhed" end at være en original, som udtrykker sine overbevisninger og måske forstyrrer middagen eller mødet.
Jeg foretrækker til enhver tid at få det ærlige omend måske lidt ubehagelige budskab i stedet for den krysteragtige, konfliktsky omskrivning.
Det er rart at vide, hvor man har folk. Se hvad man mener om luftige forudsigelser og halvkvædede løfter i dagens politik!
http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=oscar%2520wilde&type=all&limi...
Del og herskpolitikken har for alvor vundet, hvis vi ikke engang tør udveksle synspunkter under privat selskabelighed og dermed iagttage mulig enighed.
http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=anna%2520sophie%2520hedvig&ty...
Det er ikke nok at være harmfuld og hidsig, der må også være uigendrivelig, rationel argumentation, klar påvisning af problemets kerne og den deraf rundne løsning. Kan man ikke det, bliver det bare til ulideligt skænderi, som kun opnår eet : at ødelægge middagen. Og så er det ikke kun sine kampe, man skal vælge, men også tid og sted.
Niels-Simon, som jeg læser det, var det ikke Helene, der begyndte, men nogle af de øvrige, der åbenbart troede sig i et selskab, hvor alskens lumpne påstande om "underklassen" kunne luftes. Den slags er det kun bliver bremset fra starten.
Jeg læste faktisk på facebook en nøjagtig parallel hændelse, hvilket var ganske morsomt. Den brave unge kvinde gik god opbakning, også fra fælles venner. :-)
- altså venner, hun havde, som også kendte dem, hun havde været til middag med, og som ikke var "skurkene".
Selskabet kan naturligvis blive for klamt - så må man jo aflevere sin svada og skride
Jeg synes godt man kan påpege urimeligheder, uden, at have en løsning. Løsningerne er sjældent bastante formler. Det er vel hele grundlaget for parlamentarisme, at sondre meninger i uenighed, til man når det rette niveau, hvor alle kan affinde sig med en løsning. Det famøse kompromis.
Ja, enig med Jesper Wendt - om det med løsningerne. Jeg tror ikke engang, man i løbet af de fleste samtaler skal håbe at finde løsningerne. Og måske slet ikke det famøse kompromis. Skrev dette imens.
Godt med denne debat. Pænhed er en dræber. Jeg har tænkt over det hele mit liv. Har lidt en smule under at have gabet op, men meget mere over at have tiet stille, når nogen, måske ved et middagsselskab, begyndte fx at tale nedsættende - og indforstået - om "dem", dvs. de andre (jf. Peter Hansen). Det har på mig virket nærmest lammende, og jeg har ikke kunnet knække koden, har ikke vidst, hvad jeg skulle sige eller hvordan. Man er sikkert "pæn", når man tier stille, men der er ikke noget særlig pænt ved at være "pæn". Ikke hvis man som jeg bare holder kæft. Adskillige sådanne begivenheder sidder som ar i sjælen: hvorfor fandt jeg ikke på noget at sige? og jeg har beundret andre, der kunne sige fra. Hvordan kommer vi ellers videre? Og tager en væsentlig samtale virkelig glansen af kogekunst og vært/værtinde? Sidst jeg hørte de argeste udsagn, vidste jeg - endnu engang - ikke, hvad jeg skulle sige, der var egentlig ikke nogen argumenter, selvom jeg prøvede med lidt faktuelle indspark eller spørgsmål. Og der var ikke nogen i nærheden, jeg tog mod til mig, lukkede munden og gik min vej. Ikke særlig heroisk. Kunsten ved visse sammenkomster kan være simpelt hen at blive siddende, lytte, tage tråden eller trådene op, spørge? turde være personlig, for alment kan man måske ikke udtale sig om særlig meget.
Når først man har sagt til eller fra eller i hvert fald har kastet sig ud i snakken, så kommer vi til det med TONEN (fx. Robert Kroll). Det koster vist træning for de fleste normaldanskere. Politisk debat trænes, så vidt jeg ved, ikke særlig meget i skolen, ikke sådan som jeg kender det fra andre lande. Vi må studere på youtube! (Gert Selmer Jensen). Men det er immervæk et hovedærinde for kronikøren og meget flot, denne personlige fortælling om tæmmet stemmebrug og dermed tæmmet engagement og genemslagskraft. Tankevækkende.
De helt store krav stilles til INDHOLDET, men det ved jeg, at det kan jeg ikke leve op til og slet ikke i skyndingen: "Det er ikke nok at være harmfuld og hidsig, der må også være uigendrivelig, rationel argumentation, klar påvisning af problemets kerne og den deraf rundne løsning. Kan man ikke det, bliver det bare til ulideligt skænderi, som kun opnår eet : at ødelægge middagen. Og så er det ikke kun sine kampe, man skal vælge, men også tid og sted". Huha, her kan de færreste vist være med. Men Randi Christensen rammer et ømt punkt, og jeg fatter det egentlig ikke: Hvorfor betragtes den nødvendige, søgende, nysgerrige, følelsesbårne samtale, måske med indimellem skinger stemmeføring - tildels fordi vi ikke er trænede og tæmmede - hvorfor stemples den næsten allerede ved fødselen som "ulideligt skænderi" ? Er det ikke bedre med menings- og følelsesudveksling end indestængte følelser, bagtale, småklammeri, krig?
Ang. Informations redaktion. Jeg savner, at debattørerne til højre for kronikken, i "Duellen", skal forholde sig til selve kronikken. Overskriften "Vores debatkultur er skinger og uægte" går imod eller går skævt af kronikken og dens emne, velsagtens fordi duellanten ikke skal have sat sig ind i kronikørens ærinde, mens nummer to overskrift "Poleret debat skaber lede i befolkningen" vel kun forholder sig til den offentlige debat. Sjovt nok siger begge duellanter, mest overbevist den første, at debatkulturen ved middagsselskaberne er tryg ("man er ikke bange"), ærlig, ægte osv. Jeg ved sørme ikke. Nemt er det vist ikke altid. Jeg synes, det er rart, som i andre kulturer, at gå ud og være på alles udebane, på café, værthus. Det er rigtigt, at mere tid og god mad er langt mere befordrende for den gode samtale eller for det enkelte debatindlæg end mikrofonen, speeden og al tilhørende afbrydelse og tilklipning. Men hvad der er mest formålstjenligt og hvad der er tryggest og nemmest? En ven fortalte mig for længe siden, at prøvestenen - den virkelig vanskelige prøvesten - for et "debatindlæg", den stødte man på, når man kom hjem og deltog i konfirmationsmiddagen. Han syntes vist i øvrigt, at det var umagen værd, eller rettere, en alvorlig udfordring, som man nok burde overveje at tage op.
Samtalens kunst - at lytte og at tale assertivt, med respekt for sig selv og hinanden. Konfliktløsning kan sammenlignes med detektivarbejde > hvad er problemets kerne? Her mener jeg, at stort set alt kan henføres til ressourceadministration. Hvis denne udføres miljø-og socioøkonomisk efter økologiske principper, vil det retfærdige samfundsfundament være lagt, og de, der måtte være utilfredse, vil være nemmere at forholde sig til, i og med der er et retfærdigt målestoksforhold at udgå fra. Når retfærdighed hersker i det eksoteriske rum - og her taler jeg om overlevelsesressourcer - er borgerne tilfredse, og samtaler kan foregå uden dette stridspunkt. Hvilket vil være en stor, spændende, meget velkommen og længe ventet befrielse.
Og så stoppede den samtale ...
Randi Christiansen
Den var go!
Tjo gert - men mor er lidt skuffet
Randi Christiansen
Ja ja, men rolig nu! skuffet kan man jo altid blive. Du blev vel bare lidt for detaljeret i din udlægning, (kan ske for den bedste), og så kan man jo godt tabe folk på vejen. Ingen skade sket.
Friskt mod fremover. Men den var stadig go!!
Tak for venligheden gert - men jeg tror nu snarere, det er detaljernes art end deres antal. Jeg forsøgte egl også bare at uddybe min første kommentar, fordi helle degnbol refererede til den. Det fik jeg så ik så meget ud af. Men rolig nu - der skal trods alt mere til at spolere mit humør.
Hovsa - sjovt kom til at bruge dit udtryk. Nu er det vist godnat
Be Wellcome, Jeg synes selv det er et hyggeligt udtryk.