Klumme

Venstres værdi

Da en overset MF fik sine warholske minutter i kravet om kanonværdier
2. august 2014

Modtagelsen af Martin Geertsens (V) forslag for nylig, at politikerne bør etablere endnu en national rammenorm til regulering af danskheden, en værdikanon, blev næppe så storslået, som forslagsstilleren havde håbet. Kanontankens fader Brian Mikkelsen reagerede positivt, men søgte til gengæld at overgå sin epigon med let nedladende selvfølgeligheder om værdien af danske værdier for det danske samfunds værdier. Og sammenhængskraften ikke at forglemme. Mikkelsen havde smurt mundvigene med levertran og prøvede at snakke sig fra smagen.

Og ellers var det småt med fællessangen i det nationale kor – ihukommende den mikkelsenske kanons længst forglemte flop.

Måske fuseren også hænger sammen med en voksende fremadrettet udfordrende mere eller mindre bevidst skepsis over for værdien af værdier, floskler har trods alt en udløbsdato. Reflekterede folk døjer med at tage ordet værdi i munden og begrebet for givet. Nationale værdier fremstilles vagt som sne, der faldt i fjor – som bøgen i spejlende bølgen blå, hvad bøgen sjældent gør for skoven af plantede juletræer, det hvide kors på den røde dug misbrugt af neonationalistisk flomme og duften af mormors hjemmegroede bonderoser i det gamle kolonihavehus handlet sort til horrible priser under bordet.

Dertil kommer det federe fordøjelige flæsk i værdikataloget: tolerance i Venstres foghske arv hånet som tossegodhed, religionsfrihed i landet uden religionslighed, folkestyre indskrænket dag for dag med varigt attentat på retssikkerheden og meget mere i samme dur. Martin Geertsen glemte i forbifarten netop Ligheden. Enhedslistens mand protesterede dels over ideen om endnu en kanon, dels over forglemmelsen.

Et bøvet grin

Men hvem siger, at nationale værdier nødvendigvis er positive?

Alene den danske mad som altid fremhæves, og som minister Jørgensen ser som en tvivlsom fordøjelse: for fed, for salt, for sød, for rigelig. Et dansk julefrokostbord ligner opskriften på massiv koronar trombose i diabetisk sovs. En og anden sydlænding, der ikke allerede er faldet for fast refill hos McDonald’s, får et kulturchok ved nærkontakt med søde sild, flæskesteg og rullepølse. Og når staklen får regningen.

Det danske humør, det danske smil er for længst hængt til tørre som et bøvet grin, og ingen forstandig dyreven ville i vore dage overlade andemor med ællinger i den københavnske trafik. Andefamilien i gåsegang ville gesvindt ende som moseand under en løbsk cyklist eller gal bilist og plakatens rare politimand få fingeren.

I landet med de hyggelige små landsbyer står de fine hvide kirker lige så tomme som de uhyggelige små landsbyer, og taberne i de flade forladte udkantsområder hjemsøger medierne for at gøre overforbruget af tomme kalorier og guldbajere til en særlig dansk værdi, selv om livsformen er udtryk for endnu en national fallit.

Dengang der var jul i købmandsgården, da Astrid fik sin William, og filmene for at være fuldendte var med Ib Schønberg, da tilstrækkeligt mange stadig troede på det varme hjerte, ordholdenhed, lovlydighed, rene tanker i et rent sind, julemanden og det godes sejr trods alt, da trivedes de traditionelle værdier, der nu så ivrigt dyrkes, jo heller ikke.

National morallære

Værdierne, som fremføres med rank ryg og vilde øjne, indebærer et righoldigt mål af den rene fiktion. Hvis man skal være venlig: et direktivt ideal.

Hvad Geertsen og andre med ham forestiller sig, uden at de måske selv rigtigt ved det, er en national morallære eller et krav om adfærdsnormer: i dybeste forstand med hjørnespark til det totalitære. Ikke at Martin Geertsen er totalitær, han er liberal, hvilket pt. vil sige udefineret frihed til at gøre, som man vil, inden for et system af normer, der bunder i uklart hævdede nationale vaner, hvis indhold er fastsat af den snævre forestilling, man i fædrelandets skamredne navn kalder dansk.

Begrænsningen ligger i at folk, der bosætter sig her, ikke må begrænse begrænsningerne, ikke friholde friheden, ikke bryde normen, men i det liberales forstand nyde friheden inden for den grænse, som friheden til at fastholde begreberne i deres vedtagne forstand forlanger. Geertsens egen partifælle Inger Støjsender, som Politikens ATS kalder ordføreren, udstrækker den kanoniske danske frihed til, at man kun har lod og ret i den, såfremt man deler Inger Støjbergs opfattelse af danskhed som kristendom i 1.000 år. Religionsfriheden i ordførerens værdisæt har kun mening, indhold og legitimitet, såfremt den for tiden mest mistænkeliggjorte mindretalsreligion i landet dyrkes inden for en europæisk-amerikansk-middelklasse-midten-af-vejen-borgerlig forståelsesramme uden udskejelser og med det sæt af normer, som et flertal, mærkeligt nok borgerligt, kan acceptere som danskhed.

For ikke så mange år siden havde eksempelvis jøder og katolikker svært ved at begå sig inden for sådanne normkrav.

I den forstand lader værdier sig definere negativt, hvilket Venstres Støjberg er i fuldt sving med. Lytter man ydermere til flere krav om åben diskrimination af fremmede, en ny dansk værdi, er sagen bøf. Værdier består i, hvad andre ikke må være, ikke må tro, ikke må sige og ikke må få.

MF Geertsen hævder, at han først og fremmest ønsker debat. Det er altid godt, debat kan medierne ikke få nok af i betragtning af de lysår af tid, de skal udfylde med ingenting.

Det er blot det med værdierne: De egner sig ikke rigtigt til forstandig diskussion. Ikke medmindre kanonforslagsstilleren her melder klart ud og siger, hvad han egentlig mener. Utvivlsomt nogenlunde det samme som den store kreative bogfører Fogh Rasmussen: At smagsdommer – det er han selv.

PS: Længe leve Jens Rohde. En mand af mod ved porten til de politiske elefanters kirkegård.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Pedersen
  • Klara Liske
  • Peter Taitto
  • Malan Helge
  • Torben K L Jensen
Henning Pedersen, Klara Liske, Peter Taitto, Malan Helge og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Værdi;

Eksemple:

Flyene har en værdi af 30 milliarder - (eller har de?)

Her har man valgt at lade den fiktive værdi penge give adgang til en fysisk værdi; fly - værdien kan dog ikke defineres som egentlig dansk, men snarere anses som en tjeneste, som er almen menneskelig og ikke særegen dansk - altså er tjenesten en værdi og ikke flyene -

Hvilket leder til spørgsmålet;

Hvad er mest værd;

30 milliarder?
Fly?
En tjeneste?

Det skal lige pointeres, at man vælger at sparke lavt, mens man efter egen forstand sigter højt -

Jeg er fløjet

Nyopstilling af regionsformand Carl Holst fra det sønderjyske og mere fremmedhad skal sikre Venstre flere latente socialdemokatiske stemmer. Venstre går på to ben efter Lars Løkkes deroute til august.